Indlæg

/i , /af ,

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt? Prøv at se på billederne herover – min far i 1972 og mig ca. 2006 – der er ca. 34 år mellem de to billeder. Jeg synes selv, der er mange fællestræk. Og det er ikke en gang, fordi jeg gerne vil se fællestrækkene – helt objektivt synes jeg, de er der, selvom vi ikke er i biologisk forbundne. Billedet af ham stammer vist fra hans 50-årsdag i maj 1972; hans sidste fødselsdag.

Billedet af mig selv er vist fra nogle af mine første slægtsforskerdage i 2006 og er vist nok taget af min gode ven og kollega Leif Sepstrup. Man kan derfor sige, at det nærmest er et “ungdomsbillede” af mig. I hvert fald er det årevis tilbage, selvom rynkerne var der allerede dengang.

Jeg er nu 58 år; altså ældre end min far nogensinde blev. Jeg takker hver dag for det liv, jeg har fået efter min pensionering. Aldrig har jeg haft det så godt.

Alle svigtede

  • Er det ikke bare mærkeligt, at min fars søster (tante Kis) og hendes mand ikke træder i karakter?
  • Er det ikke bare mærkeligt, at mormor, som jo faktisk bor i samme by som os, heller ikke træder i karakter?
  • Hvorfor er der ingen lærere eller bare præsten (det var provst Boas), der træder ind og gør bare “noget”?
  • De efterlader alle barnet alene foran gravstenen. Jeg har det den dag i dag svært med det billede af et barn, der lige en måned før er blevet ni år og som sidder alene i vinterkulden foran en enorm gravsten. Jeg skal nok komme over det – men jeg synes, det er en brat opvågnen til det, man kalder livet. For pokker da…

Min første elektriske tandbørste: Min fars ungdomskæreste

På en eller anden måde, jeg husker ikke helt hvordan, får jeg i det/de første år i København (altså ca. 1980/1981) kontakt til Hanne og Vagn Rasmussen i Kgs. Lyngby. Hanne var min fars ungdomskæreste, inden hun giftede sig med Vagn i 1948, og min far selv giftede sig med Inge Theil Larsen i marts 1951.

Hanne og Vagn var helt fantastiske og bragte en masse normalitet ind i mit liv. De var pæne mennesker. Vagns far var fx kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og de lærte mig en masse om, “hvordan man gør”. Hos dem lærte jeg fx, at man nu om dage brugte elektrisk tandbørste! Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg var vildt betaget. Men jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne håndtere tandbørsten rigtigt.

De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne.

Hvordan der blev etableret en kontakt mellem dem og mig, kan jeg simpelthen ikke greje. Jeg mener at huske, at de på et tidspunkt var på besøg på Bornholm. Måske var det sådan, forbindelsen blev skabt? På den anden side skulle min mor og psykopaten jo have taget sig voldsomt sammen for at have besøg af så pæne mennesker? Der skulle gøres rent og ryddes op mv. – men det havde de jo mig til. Kender du fx nogen, der fik vasket bil hver uge? Sådan så mit liv ud.

Den ugentlige vinduesvask hørte dog op, da vi flyttede fra Sydfyn. Om der var nogen, der tog over, ved jeg ikke.

Der var gode nedslag og gode mennesker i mit liv. På en eller anden måde fadede de desværre ud. Det kan jeg være ked af i dag, det er ikke længe siden. jeg fandt Vagns dødsannonce på nettet – men det var naturligt at flytte til kollegiet og få jævnaldrende venner,

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

Barnet der var til overs

Barnet der var til overs

Det er fortsat ikke synd

Barnet der var til overs

Eller jo – måske er det synd? Det er synd for et barn, der er til overs, men man må som voksen handle på en måde, der gør, at man kommer videre. Der er kun en vej, og det er fremad. Jeg glæder mig dagligt over, at det ikke længere er opad bakke, men mere ligeud, måske nærmest nedad? Her er ordet nedad positivt.

Jeg er virkelig dårlig til at håndtere mennesker, der ikke handler. Handlemuligheder er selvfølgelig forskellige; det er fx ikke enhver, der har råd til at frekventere en psykolog. Det er heller ikke alle (ret mange?), der i årevis har den samme dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien osv.

Idéen til posten kommer fra psykologen

Jeg har en lille Accessdatabase, hvor jeg noterer store og små opgaver for ikke at glemme dem og for at få dem prioriteret. Allerede den 4. september 2021 foreslog psykologen en post med titlen “Barnet der var til overs”. Jeg har ikke rigtig kunnet få fyldt indhold i idéen. Derfor har opgaven ligget uløst hen så længe.

Gamle billeder

I forbindelse med at jeg ryddede op i nogle gamle billeder, dukkede disse tre fra børnehjemmet “Dear Home”, som jeg besøgte sammen med min “mor” den 26. februar 2006, pludselig op.

Adressen er Sofievej 26 i Hellerup. Der er nu en vuggestue. Jeg var der fra straks efter fødslen og 2½ år frem, fratrukket det halve år, børnehjemmet indlagde mig på Rigshospitalet, fordi de troede, jeg var

fysisk og psykisk retarderet.

Det troede de, idet jeg

lå så underligt sløvt og slapt hen.

Citaterne stammer fra adoptionssagen.

Tænk om jeg kunne huske noget fra den tid; det ville være interessant, men det kan jeg ikke. Og det har ikke været muligt at finde arkivalier fra “Dear Home”. Men lidt til overs er man vel, når man bliver placeret på et børnehjem straks efter fødslen? For Herrens mange år siden (mere end 32) havde jeg en smule kontakt til min biologiske mor, der fortalte, at hun fødte bag et blåt klæde på Usserød Sygehus og aldrig så mig. Får man først barnet op på maven, er den efterfølgende planlagte adskillelse selvfølgelig endnu sværere.

Jeg har så tit tænkt på det flotte og imponerende i at gennemføre graviditeten, når man ved, man ikke skal beholde barnet. Strikkepindene og/eller den brune sæbe havde været lettere løsninger. Tænk at gennemgå en fødsel, vel sunde sig lidt og derpå rejse sig og gå uden barnet og uden det udspilede maveskind. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Så var der de gode år

Årene efter børnehjemmet og frem til november 1972, hvor min far døde, var rigtig gode. Af adoptionssagen fremgår fx

Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne.

“Andragerinden” og “andrageren” er gamle ord for ansøgere; personer der andrager/ansøger om noget. At de beskrives sådan skyldes, at de i starten kun får plejetilladelse, da “det vil være blodig synd, hvis der alligevel er noget galt med barnet”. Der var jeg bestemt ikke til overs.

Barnet der var til overs

Min far var en dygtig danser. Eksempelvis har jeg et eller andet sted hans nål fra Terpsichore-unionen. Altså skulle jeg også gå til dans hver mandag kl. 17:00 på Hotel Dalgas midt i Brande By. Jeg må sige, at jeg ikke brød mig om det med at være stadset ud i kjole og røde Scala-sko. Dem, der kender mig nu, har nok også svært ved at forestille sig det. Det hørte ret hurtigt op med danseundervisningen, der blev udskiftet med træklatring og lignende.

Scala-skoene var datidens fodformede, idet jeg altid har haft bøvl med fødderne. Historien er, og hvorfor skulle den nu ikke være sand?, at de på børnehjemmet gav børnene for små sko på, så tæerne kom til at ligge henover hinanden, fordi knoglerne blev klemt. Nu er jeg snart 60 år, så der er ikke så mange “overliggertæer” tilbage efter mange år i fodformede.

Jeg pjækkede fra timerne

I månederne efter min fars død, forlod jeg Dalgasskolen i frikvartererne og tilbragte en eller flere af de efterfølgende timer på (familie-)gravstedet. Det står ret klart i erindringen: jeg ser mig selv sidde foran den enorme gravsten med foreløbigt kun et navn på. Det var vinter, og det var koldt (han døde i november). Jeg ved ikke, hvad psykologen ville sige til det, men selv tror jeg, det var udtryk for en vældig sorg og ensomhed, som min “mor” ikke så, ikke kunne håndtere eller bare ikke hjalp med. Hun havde sikkert nok i sin egen sorg og spekulationer over, hvad hun skulle gøre, når vi ikke kunne bo i fabrikkens bolig i mere end seks måneder efter dødsfaldet, og hun hverken havde uddannelse eller arbejde. Uanset hvad, kan man godt sige, jeg var lidt til overs der?

Revisoren

Jeg har ofte tænkt på, at hun løste problemet på en måde, der kan kaldes en pæn form for prostitution ved at svare på en kontaktannonce, så vi kunne flytte fra heden til et velhaverkvarter i Odense hos en revisor, inden de seks måneder var udløbet. Jeg kunne faktisk godt lide revisoren, der havde stort selvstændigt revisionsfirma midt i Odense. Det er mig lidt en gåde, hvordan det kunne blive til, at vi skulle flytte igen efter ret kort tid, fordi jeg “ikke kunne med” revisoren. Jeg var ni år – et barn på ni kommer da ikke til “ikke at kunne med” sin mor forelskelse, eller hvad det nu var… og dermed være ansvarlig for en flytning.

Der boede vi i ca. otte måneder. Jeg var enormt glad for Sanderumskolen og husker mig selv fortælle hende, at

her lærer man virkelig noget.

Revisoren havde en skøn søster og svoger i Svendborg. Dem var jeg af en eller anden grund ofte hos. De havde ikke selv børn, så de var meget glade for mig, og det var gensidigt. Søsteren var en (barm-)fager og hjertevarm kvinde, der arbejdede på eksternatskolen i Svendborg, og de boede også på skolen. Svogeren var vist pedel på skolen. Det betød, at udendørsmulighederne var ubegrænsede, masser af plads til fodbold, basketball mv. I hvert fald var jeg hos dem, da min “mor” og revisoren var en uge i London; da var jeg til overs. Hun talte om turen resten af livet.

Revisorens og søsterens forældre boede også i Svendborg i en ret lille lejlighed. Dem blev jeg også af og til passet hos, men der var et eller andet ved dem, jeg ikke brød mig om. Måske at jeg skulle sove på sofaen? På Torvet i Svendborg lå TorveCaféen. Alle de voksne mødtes stort set hver lørdag på TorveCaféen for at hygge sig. Det var ikke så sjovt, der var jeg til overs, så jeg brugte meget tid på at spille på spilleautomaten. Om man kan blive “god” til den slags, ved jeg ikke, det er vel mest af alt randomiseret, men i hvert fald var det ikke TorveCaféen, der tjente på automaten de lørdage.

Psykopaten kommer til

Vi flyttede til Vollsmose. Min “mor” startede med at arbejde hos “Billenstein”, der var en stor læderhandel i Odense City. Der gik nogle måneder, hvor vi faktisk havde det ganske hyggeligt bare hun og jeg. Jeg hadede godt nok fritidshjemmet “Pyramiden” med alt dets støj og larm, men et eller andet sted skulle jeg jo være, når hun først havde fri kl. 17:30. Der var jeg til overs.

Vollsmose var nok noget andet dengang, end det er nu; i hvert fald var der mange gode muligheder for børn, fx enorme fodboldarealer, og jeg startede til både skydning (med salonriffel) og bordtennis. Og så var der den søde Fru (måske endda Frk.?) Christensen på skolebiblioteket, hvor jeg elskede at gå til hånde, fordi der var roligt; bare hun og jeg.

Psykopaten træder ind på scenen i løbet af ikke så lang tid, de lærer hinanden at kende, ved at hun svarer på endnu en kontaktannonce. Overgrebene begynder stort set med det samme, i hvert fald inden de er blevet gift i Rønne Kirke i april 1975. Jeg blev passet hos min mormor, mens de var på Bornholm for at blive gift. Nu om dage ville man da tage sine børn med til sit bryllup? Min følelse er i hvert fald, at der var jeg også til overs. Det skulle foregå på Bornholm, fordi psykopaten havde boet der under russernes besættelse af øen fra 1945 til 1946. Noget der sidder dybt i enhver bornholmer.

Overgrebene begynder i det små, men eskalerer konstant i de ca. 5½ – 6 år, vi bor under samme tag. Det første meget konkrete, jeg husker, er, at han tilbyder mig penge for at gå i bad med sig. Jeg afslår, og selvom jeg kun er 11 år, er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”, der bliver kaldt hjem fra arbejde. Der er et par dages opstandelse, hvor jeg bliver forhørt ved køkkenbordet, og så sker der aldrig mere.

Eftersom hun alle årene er klar over, hvad der foregår uden at agere, kan man vel også sige, at det er en form for at være til overs. I hvert fald er hun ikke en rigtig mor. I mine øjne er hun et skvat, og mit mål er at blive ligeglad. Målet er ikke at tilgive, for det var utilgiveligt, og så rummeligt et menneske er jeg simpelthen ikke. Mange andre ville sikkert arbejde på tilgivelse, men det har jeg ingen intentioner om. Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke et tilfælde, at begrebet “mor” står i citationstegn. Jeg læser og hører tit om modne kvinder, der fortæller om, hvordan deres mor har fulgt dem hele livet og om den store sorg, det er, når hun går bort. Jeg læser og lytter; jeg prøver at forstå, men jeg forstår det ikke. Er jeg misundelig? Næh, det synes jeg ikke, og i øvrigt er det jo ikke en pæn følelse. Jeg kan bare slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Var psykopaten karakterafviger?

Psykologen har nævnt muligheden af, at psykopaten var karakterafviger. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, der er om snakken. Det viser sig fx i følgende:

  • Han var udspekuleret nok til at tage mig i stedet for den pige, han havde i sit første ægteskab, selvom vi vist var stort set lige gamle. Sådan noget gør man ikke ved “eget kød og blod”.
  • Han var udspekuleret nok til konstant at bevæge sig på grænse af at kunne blive opdaget i aktion, men samtidig vide, at det ville han ikke blive. Der var generelt noget skummelt over ham.
  • Nomadefamilien (altså os) flytter hver gang, der har været så meget eskalation, at de sociale myndigheder kunne være vågnet op til dåd. Der er en grund til, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.
  • Ydmygelserne eskalerer hele tiden. Nedværdigelserne bliver værre og værre. Det er ret sikkert, at der skal mere og mere til, før han får noget ud af det.

Friheden den 1. august 1980

Jeg pakkede en kuffert, jeg var 16 år, de kørte mig til natfærgen i Rønne den 31. juli 1980, og jeg glemmer aldrig nogensinde fornemmelsen af at stå på Kongens Nytorv den 1. august og at være fri! Vel var København en stor by, når man kom fra Svaneke, og jeg havde aldrig været her før, men det var en berusende følelse at kunne trække vejret frit.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud ad Nørrebrogade, stå af ved Runddelen, finde frem til mit lejede værelse ud til baggården i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal og starte på rengøringsjobbet i De Gamles By. Pyt med at der var lokum på bagtrappen og pyt med at bad måtte foregå i De Gamles By. Pyt med at de sendte mine få ejendele pr. efterkrav.

Jeg var fri. Og jeg var kompetent.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

To timer hos psykologen

To timer hos psykologen

Glædet mig helt vildt

To timer hos psykologen

Det, vi prøver at gøre noget ved nu, er temmelig “tungt”, eller hvad man skal kalde det, og sidste gang oplevede jeg, hvor skønt det var med en dobbelttid, fordi hun havde et afbud efter mig og jeg så fik den efterfølgende time. Nu har jeg simpelthen draget konsekvensen og bestiller dobbelttider – og det var det, jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne drage fuldt ud nytte af at vide på forhånd for første gang. Fravær af stress – og mere kaffe med mælk, der letter det, der må siges at være  en form for “hårdt arbejde”.

Gensidig respekt

Jeg har altid lavet en “dagsorden”, så jeg er sikker på at få fat på de ting, jeg har tænkt over siden sidst. Det fungerer rigtig godt. Jeg har en fornemmelse af, at psykologen godt kan lide mig, og det er jo selvfølgelig vældig rart. Ellers havde hun vel også fundet en form for undskyldning for ikke at ses efter 2015, hvor jeg lærte hende at kende i Psykiatrifonden; jeg mener, hun har haft syv år til det, hvis det var det, hun ville.

I dag måtte jeg sige til hende, at jeg tænker, at jeg “sætter hende på arbejde”, fordi jeg ganske enkelt er hjernestyret fremfor følelsesstyret. Hun bliver nødt til at forklare sig med ord, der hænger sammen og er logiske, for ellers forstår jeg det ikke. Og jeg ville slet ikke få noget ud af lydfilerne, som jeg altid hører mindst en gang. Hvis jeg nu kom og havde følt en masse siden sidst, havde mærket en masse, var det vel nemmere at være psykolog? Men sådan er det bare ikke. Heldigvis svarede hun, at hun følte sig udfordret, og at det kan hun godt lide.

Lige en indskudt sætning: at jeg har tænkt noget relevant siden sidst, er trods alt et udtryk for, at der har været en følelse. For tanker kommer efter følelser. Det giver god mening; det har jeg bare aldrig tænkt over før.

Det ville også være nemmere at være mig, for så var “alting” ikke kapslet så godt inde, at der gik næsten et halvt århundrede, før jeg kom til at tænke på det værste. Der er uhyre mange ting, der billedligt talt er ryddet op i, som er lagt på hylder, er sat brædder for og slået søm i siden 2015. Det er jo blandt andet derfor, jeg har fået det så godt. Der mangler bare lidt. Jeg synes, hun er enormt dygtig, hun er teoretisk velfunderet og er i stand til at vende mine tanker, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er det, der rykker. Jeg er ikke offer. Det er ikke synd for mig. Jeg har bare stadig en vigtig opgave at løse.

Jeg tænker således, at der er tale om gensidig respekt og anerkendelse.

ECT er faktisk et valg: Jeg kunne jo gå min vej

En af de ting, vi vendte (og mere end bare det, da “vendte” lyder som noget kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. Dengang kunne jeg ikke i rokke mig ud ad stedet, vel faktisk dårligt rokke med ørerne.

Nu kunne jeg faktisk sige “jeg vil ikke” og så rejse mig og gå. Det ville have nogle konsekvenser, ja, men det har alle vores valg her i livet. Jeg ville formentlig skulle tilbage til medicinen, hvad jeg på ingen måde vil, da jeg er færdig med Parkinsonismen, der var et sandt helvede.

Jeg har på en eller anden måde fået gjort ECT til noget, nogen mener, jeg skal. Det er som om, nogen tvinger mig til det. Derfor kommer det til at ligne overgrebene. Derfor kommer følelsen af at skulle på skafottet, når jeg ikke lukker et øje natten før og om morgenen går op ad Kamgangen i Glostrup, som er meget lang. Men det er det ikke.

Det er noget, jeg selv af egen fri vilje har valgt for snart længe siden (november 2020), fordi det er effektfuldt. Det er den bedste behandling, systemet kan tilbyde mig. Det har professor Poul Videbech og overlæge Kasper Thybo Reff hjulpet med at finde ud af! Det er også mennesker, jeg respekterer og anerkender.

Dette er centralt i relation til ECT – og jeg vil huske mig selv på det inden næste gang.

Sidste gang holdt jeg selv iltmasken (man skal fylde lungerne grundigt med ilt inden narkosen), og det var faktisk en hjælp. Hvis vi nu siger, det plejer at være “100 ubehageligt” på en skala fra 0 – 100, var det kun “95 ubehageligt”, og altså bestemt et skridt i den rigtige retning. De har hver gang tilbudt mig selv at holde masken, men jeg har afslået det, fordi jeg ikke har syntes, jeg kunne koncentrere mig om det. Næh det er jo klart, når alle sanser er skærpede og al fokus er på, om de nu har styr på det, de laver, hvilket de selvfølgelig har, for de laver ikke andet tre formiddage hver uge. Jeg har prøvet det over 100 gange nu, og jeg er jo altså vågnet op hver gang. De har styr på skidtet, og jeg er klar over, at det er farligere at krydse Gammel Kongevej eller Hvidovrevej.

Jeg har på fornemmelsen, at dagens samtale er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er spændende, om det går bedre onsdag den 23. marts end sidst, hvor jeg var så anspændt, at jeg lagde mig på briksen og tudede – og følte mig som en idiot.

Lidt som folk med PTSD

Jeg siger ikke, jeg lider af PTSD, og det siger psykologen heller ikke. Der er bare noget i det med, at 46 år gamle overgreb dukker op som en form for flashbacks, når de aktiveres af nutidige hændelser. Jeg husker alt for godt, hvad der skete den pågældende værste dag. Jeg husker glimrende “forhørene” ved køkkenbordet i Vollsmose, den åbentstående morgenkåbe, cerutrøg-lugten og meget andet ubehageligt.

Nu håber jeg ikke, jeg siger noget helt forkert om PTSD og skader mennesker med det syndrom, eller gør psykologen uret, for jeg ved ikke nok om det og har kun hørt lydfilen en enkelt gang. Jeg har bare ofte set mennesker på TV med syndromet, typisk tidligere udsendte fra forsvaret, og har uden videre kunnet sætte mig ind i, hvad de mente, uden dog at tænke at det kunne have noget med mig at gøre.

Var der slet ingen protester?

Hun spurgte blandt andet, om der slet ikke var nogen form for “protester”. Det tog mig lidt at finde ud af, hvad hun mente, men kom frem til, at der var i hvert fald to protester:

  1. Jeg havde indgående fantasier om at skære kønsorganet af psykopaten med en stor kniv. Det husker jeg faktisk ret tydeligt, for fantasierne var persistente.
  2. Jeg nægtede at kalde ham for “far”, da jeg ikke mente, han var værdig til en så fin titel, og jeg havde haft en far. Det var der en del opstandelse over. Men jeg ville ikke, uanset hvad de sagde.

I relation til 1: I forbindelse med drabet på den unge kvinde i Aalborg for kort tid siden, skrev medierne meget om, at (kvinde-)drab ofte er kulminationen på lang tids psykisk (og/eller fysisk) terror. Jeg har så gået og tænkt på, om jeg også kunne være blevet dræbt? Det mente psykologen ikke. Var der noget, der var endt med drab, var det mig, der havde dræbt ham. Det forekommer lidt “far fetched” og som lidt af en tankekonstruktion, men ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk godt se, at der er noget i det. Og om man bruger en stor kniv til det ene eller det andet er vel også næsten ligegyldigt? Nu er jeg nok bare ikke typen, der slår nogen ihjel, selvom enhver vel kan blive drevet derud, hvor drab synes at være den eneste mulighed.

Intet var gennemtænkt

Jeg må indse, at jeg til dels voksede op et sted, hvor intet på forhånd var gennemtænkt med “pros and cons”. To korte eksempler er:

  1. Da vi boede i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, fik jeg faktisk en hundehvalp: “Bamse”. En dejlig gul labradorhvalp. “Bamse” måtte imidlertid lade livet hos dyrlægen, idet han gøede, når min halvbror skulle sove i barnevognen under kastanjetræet. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp gør. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp ikke opdrager sig selv. Der skal være nogen, der tager ansvar for det. Men ingen tog ansvar.
  2. Min stakkels gamle morfar flytter ind i baglokalet i Svaneke. Ingen har tænkt på, at han er ret dårlig og har svært ved at gå på trapper, men hvis han skal spise med os, skal han op ad trappen til første sal. Ergo må han spise alene nede i baglokalet i løbet af kort tid, for han kan ikke forcere trappen. Ingen har gennemtænkt det. Det burde ellers ikke have været så vanskeligt at regne ud, at han næppe blev “raskere” med alderen.

Det strider mod alt, hvad jeg selv står for nu – og rent faktisk også stod for dengang. For pokker da, man må da tænke sig om, inden man træffer så vidtgående beslutninger. Men det gjorde de altså ikke.

Der er mere

Vi nåede at tale om mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu. Det kommer, for den efterfølgende skriftlige bearbejdning er vigtig for mig. Har jeg nogle læsere til disse poster om et vanvid, er det godt. Har jeg ikke, har jeg da selv haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.