Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Skeletterne

Down Memory Lane

Jeg er sørme glad for, at jeg skal se psykologen i morgen! Den seneste uge er skeletterne væltet ud af skabet. Der er taget hul på noget. Det er svært, men jeg tror, det er nødvendigt. Nu giver jeg hele cirkusset en sidste chance. Hvis det ikke lykkes med Anettes hjælp, giver jeg op, og så må jeg leve med skeletterne. Som skrevet forleden dag går jeg rundt med tanken om, at diverse psykoterapeuter såmænd har været kapable nok, men at det er mig, der ikke har evnerne til at lægge tingene fra mig. Det kunne jeg sådan set godt tænke mig at få begravet 🙂

Og apropos begravet: Min far døde i november 1972, hvor jeg var ni år. Han var direktør på Martensens fabrikker, og livet var i orden. Det var ham, der ville adoptere, idet han var ved at falde for aldersgrænsen på 40 år – den findes vist stadig. Der var 13 år imellem dem, og egentlig tror jeg ikke, at min mor var færdig med at “løbe hornene af sig”. Vi boede på det tidspunkt i Brande, der ligger i Vestjylland sådan ca. mellem Vejle og Herning. Skolen lå op til kirkegården. Jeg kan huske, at jeg i den første tid efter hans død gik på kirkegården til gravstedet i stedet for at gå i skole. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det med voksen-briller. Han og jeg havde hinanden i 6½ år, eftersom jeg kom til dem fra et børnehjem i Hellerup, da jeg var 2½ år. Jeg er resultatet af et “One Night Stand” med en mor på 17 og en uansvarlig far; derfor børnehjemmet. Psykologen siger, at de første tre år er meget vigtige, og at meget grundlægges der. Hvad det lige er, ved jeg ikke helt, men jeg stoler på hende.

Hele det psykiatriske system har spurgt mig mange gange, om min sygdom kunne være arvelig, da det er meget ofte, at bipolariteten er genetisk betinget. Det har jeg ikke rigtig kunnet svare på, da jeg jo ikke har kendt mit ophav, bortset fra hvad jeg har læst i adoptionspapirerne. Der fremgår det dog, at min biologiske far forsøgte selvmord med rottegift. Han havde måske en depression…

Min mor havde ingen uddannelse og evnede ikke at klare sig selv endsige et barn. Så efter kort tid responderede hun på en kontaktannonce, hvor resultatet blev, at vi flyttede ind hos en mand i Odense. Som jeg husker det, var han helt OK: Revisor og Børge Mogensen tremmesofa. Sådan en har jeg ønsket mig lige siden. Jeg er ikke klar over, hvor længe vi boede der, men det var vist under et år. Senere var fortællingen, at vi flyttede derfra, fordi jeg ikke kunne med ham. Det kan jeg nu ikke rigtig huske.

Derfra flyttede vi til Vollsmose, som selvfølgelig var noget andet dengang, end det er nu – men dog var det på ingen måde for de velbjergede.

En ny kontaktannonce førte til endnu en ny mand, som førte til et nyt ægteskab og som atter førte til seks år i helvede. Herom en anden dag/aften.

Jeg fortalte sidst Anette om, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Da jeg kom hjem, var jeg nødt til at tælle efter for at være sikker på, at jeg ikke bildte hende noget ind. men den er god nok: fem styks. Det betød selvfølgelig, at jeg altid var nået til et andet sted i regnebogen end de andre. På en måde er jeg vel blevet reddet af at have været på den rigtige side af kvik allerede dengang.

/i , /af ,

Skriv nu bare en bog

Skriv nu bare en bog

Psykologen siger det

Skriv nu bare en bog

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner

Et naturligt udgangspunkt kunne være bipolar affektiv sindslidelse. På bloggen er der lige nu 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring. Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Min blakkede fortid

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg vil ikke ende som en ny Synnøve Søe.

Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønsket mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror…

På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/42 Kommentarer/i , /af ,

Barn af uønskede forældre

Barn af uønskede forældre

Her er historien

Barn af uønskede forældre

Jeg advarer om, at dette indlæg er langt. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at blive ynket.

I mit seneste indlæg løftede jeg lidt af sløret for mit livs historie, så nu kan I lige så godt få resten af historien om mit mærkelige liv:

Jeg er født i 1963 og er altså i skrivende stund 51 år. Min biologiske mor var kun 17, da hun fik mig, og fødte derfor med et “forhæng” for underlivet, så hun ikke kunne se mig.  Jeg var resultatet at et one-night-stand, og der blev ført retssag om fadderskabet. Jeg har altid respekteret hende for at have gennemført svangerskabet, og for at have afleveret mig til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup, hvor jeg var i 13 måneder. Hun kunne lige så godt have spist brun sæbe eller fundet på en anden metode til at afbryde svangerskabet. Det lille broderi på billedet er fra et håndklæde, som jeg fik, da jeg besøgte stedet i 2003. Det er nu en vuggestue, men de havde gemt lidt fra Dear Homes æra.

Jeg kom fra Hellerup til mine adoptivforældre i Skjern i Vestjylland i 1964, og jeg var der et meget ønsket barn. Min far Jørgen var infertil og 41 år, da de fik mig, og det var primært ham, der ønskede at adoptere, bl.a. fordi han var 13 år ældre end “min mor”. I 1967 flyttede vi til Brande, der også ligger i Vestjylland. Jeg var “fars pige”, og det er i adoptionspapirerne beskrevet, hvordan han om aftenen tog mig med ned på Martensens Fabrikker, hvor han var direktør – han skulle lige ned og se til “arbejderne”. Vi legede fx gemme i de store rum, hvor man tørrede det klæde, der havde været i appreturen, og han tog mig med rundt til de maskiner, der var betjent, hvor vi så fik “sodevand”. I den periode af mit liv var alt godt: Kærlighed, opmærksomhed og økonomisk velordnede forhold.

Min far døde desværre i november 1972 som 50-årig, hvor jeg lige var blevet 9 år. Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper eller lignende, og kirken brugte vi som nævnt ikke. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran gravstenen i stedet for at gå i skole.

I parentes bemærket: “Frisen” herunder forestiller 1) Min farfar 2) min far og 3) mig. Man kunne forledes til at tro, at vi var blodsbeslægtede, for ligheden er slående – og der er også andre end mig, der får øje på det.

Barn af uønskede forældre

Da vi boede i en tjenestebolig, havde min mor seks måneder til at finde noget andet at bo i. Via en kontaktannonce mødte hun en mand fra Odense, hvor vi flyttede ind. Lidt ondskabsfuldt kan man sige, at det var en fiks måde at løse boligproblemet på. Det holdt ikke ret længe, og vi flyttede til Vollsmose i januar 1974, som dengang var noget helt andet end i dag. Det var en god lejlighed, og vi havde det godt. Min mor, der ikke havde nogen uddannelse, fik job hos Billenstein i Mageløs i Odense. Jeg tror, pengene var små, men som sagt havde vi det godt. Jeg startede på fritidshjemmet Pyramiden i Vollsmose, men ville faktisk hellere være hjemme og læse bøger eller lave lektier – jeg var god i skolen. Det introverte kom til udtryk i en tidlig alder 🙂

På et tidspunkt i løbet af foråret 1975 mødte min mor endnu en gang en mand via en kontaktannonce, og allerede inden de blev gift den 26/4 1975 i Rønne Kirke begyndte det at gå galt. Han var det, vi i dag kalder pædofil – og han var folkeskolelærer. Han tilbød mig fx penge for at gå i bad med ham (jeg var 12 år!), og han gik konstant rundt i åbenstående slåbrok med hele “dikkeværket” til frit skue, så snart min mor ikke var hjemme; han havde jo i modsætning til hende tidligt fri som lærer. Jeg kan ikke huske mere af den slags fra det år, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til hende, og at der var en vældig opstandelse i en dag eller to. Herefter skete der absolut ingenting, og hun fulgte aldrig op det, og hun spurgte aldrig til, om det var “gået over”. Da jeg tog kontakt til hende i 2003 efter 22 års fravær, spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad der var foregået fra 1975 til 1980. Det bejaede hun. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde grebet ind? Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn (jeg har en halvbror fra 1976). Havde jeg været mor og vidende om den slags, havde jeg smidt svinet ud med det samme.

Vi flyttede til Sydfyn i julen 1975, hvor overgrebene eskalerede, og hvor min mor samtidig begyndte at opbygge et alkoholmisbrug. Da hun gjorde barsel med min halvbror i marts 1976 og var på Odense Sygehus i to uger, var der frit spil, og det udnyttede han. Fx blev jeg lovet en knallert, hvis jeg suttede den af på ham (undskyld sproget – men jeg kender ikke det latinske ord) – jeg ville jo gerne have en knallert, men jeg gjorde det ikke. Han ville også have mig til at sidde nøgen på en stol; jeg kan ikke huske formålet; jeg lovede, at jeg ville gøre det, men jeg holdt ikke løftet. Efterfølgende refererede han ofte til brudte løfter i generelle vendinger overfor min mor i mit påhør. Jeg skulle vel føle en eller anden form for skyld. Ellers brugte han det meste af tiden, hun var indlagt, på at sidde i stuen og læse pornoblade eller se pornofil som smalfilm.

Min mor gjorde på det tidspunkt rent om morgenen på lægehuset i Assens, og jeg kæmpede altid for at komme med og hjælpe for ikke at skulle være alene med ham. Det undrer mig, at hun ikke lagde to og to sammen. Måske vendte hun bare det blinde øje til endnu en gang?

Sommeren 1978 flyttede vi til Bornholm, hvor han havde været under krigen og af en eller grund havde et nært forhold til. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi så ofte flyttede, og jeg har mine egne teorier – måske var der noget, der var uforeneligt med at være folkeskolelærer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.

Først boede vi i Vestermarie, men etablerede os derefter i Svaneke – den dag i dag hader jeg Bornholm, selv om øen i sig selv er uskyldig. Huset var i tre etager. Øverst lå (sove)værelserne og i stueetagen badeværelset. Hver morgen var jeg bange for ikke at vågne ved vækkeuret, for nåede jeg ikke ud af sengen, stod han ved min seng og blottede sig. Nåede jeg ned på badeværelset, stod han i døren og var ikke til at slippe udenom. Min mor stod aldrig op om morgenen, måske sov hun rusen ud? Køkkenet lå på 1. sal, og da jeg havde overtaget en stor del af husholdningen og pasningen af min halvbror, var det også mig, der sørgede for at dække morgenbordet. Var jeg ikke hurtig nok ved køkkenskabene, trængte han sig ind på mig bagfra, og det var ikke muligt at slippe væk. Jeg kan stadig fornemme lugten af sure cerutter  og gammel morgenkåbe.

Min mors drikkeri tog til, så det nu var hverdagskost. Et rum i en udlænge var fyldt med tomme flasker. Den stod på “Pere Medard”, som er noget billigt sprøjt fra 70’erne. Jeg kan huske, jeg engang stod i køkkenet i Svaneke og sagde til hende “Mor jeg bedst lide dig om formiddagen”. Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede, men det må da være en voldsom besked at få som mor. De havde ikke ret mange penge, så tvangsauktion var et ord, jeg ofte hørte, men der var råd til “Pere Medard” og “Brøndum Snaps”, som jeg selv bar hjem fra købmanden. Jeg var bange for tvangsauktionen, fordi jeg forestillede mig, at det var ligesom på gamle billeder, hvor man var sat fra hus og hjem og kun havde nogle få ejendele på en trækvogn. Så galt gik det heldigvis ikke.

Jeg var skarp i skolen og kom tit hjem med 13-taller, men det var ikke interessant. Jeg var kun en byrde, når jeg ikke var husholderske mv. Jeg kan stadig huske en eftermiddag, hvor de talte om, hvordan de kunne gøre mig arveløs. Der var lige noget jura, de ikke havde styr på, for der er noget, der hedder tvangsarvinger. Deres planer for min fremtid var nærmest ikke-eksisterende, og snakken gik på, at jeg kunne komme på en af fiskefabrikkerne i Rønne. Selv var jeg klar over, at jeg skulle noget andet og mere.

Den 1. august 1980 pakkede jeg en kuffert og sejlede med Poul Anker til København. Jeg havde fået lov at bo på et værelse hos en slags kusine i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, og jeg skulle gøre rent i De Gamles By på deltid. Jeg var lykkelig, og havde det som en fugl, der slipper ud af et bur. Mange års helvede var slut.

I 1981 skrev jeg min mor et brev og fortalte hende om alt, hvad der var foregået. Hun reagerede ikke, så jeg ringede hende op. Det var ham, der tog telefonen, og beskeden var, at “den slags svineri, vil vi ikke have”. Og så var det, der gik de 22 år uden kontakt – og det var helt sikkert bedst sådan. I 2003 forsøgte jeg at etablere et eller andet forhold til min mor, men det gik ikke, da hun blev ved med at referere til ham. Det holdt jeg ikke ud. Og så var det, jeg først så hende som et lig i 2006, og hvor jeg kom til begravelse uden en afdød. Hun døde for mig allerede i 1975. Som beskrevet i et andet indlæg tilgav jeg hende aldrig – det har jeg overladt til Ham deroppe.

Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi – og det har været nødvendigt.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Begravelse

En borgerlig begravelse

Ellen har beskrevet en smuk begravelse, og det har fået mig til at tænke på den seneste begravelse jeg har været til: min mors i 2006.  Hun døde 1. juledag og blev bisat den 29. december.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed hjem. Vi brugte kun kirken i yderste nødstilfælde fx ved begravelser og andre lejligheder hvor man ikke kunne undslå sig. Da jeg selv begyndte at bruge kirken og være involveret i aktiviteterne derovre, måtte jeg lære alting fra grunden, og det er jeg slet ikke færdig med. Et lille eksempel er, at jeg i lang tid undrede mig over, at salme 439 – Oh du Guds lam – altid var på tavlen; jeg troede, de vældig godt kunne lide den Faktum er, at den hører til nadveren, og så synges den selvfølgelig til hver eneste højmesse.

Jeg blev ringet op 20 minutter efter, at hun var død på Holbæk Sygehus. Tilstede havde været en kusine og hendes mand og så min halvbror. Mig fandt man ikke for godt at “invitere” Jeg tog af sted til Holbæk og gik ned i en kælder under sygehuset, hvor hun lå på en båre.

Vi har aldrig haft et særlig inderligt forhold og der var fx 22 år, hvor vi ikke så hinanden (måske kommer historien en dag). Jeg syntes alligevel, at jeg ville give hende et eller andet med i kisten på den sidste rejse, og det blev min fars “konfirmationssalmebog”, som jeg havde arvet. Det var det mest rigtige at give, da det så var en hilsen både fra ham og mig – også selv om han døde i 1972. Jeg turde ikke selv lægge bogen på hendes bryst, så jeg fik portøren til det. Måske var jeg bange for, at det ville gå som i “Nattevagten” af Ole Bornedal.

Og nu kommer vi så tilbage til det med kirken: Hun havde ønsket sig, at der intet skulle foregå ved bisættelsen, og sådan blev det, for selvfølgelig må man respektere den afdødes ønsker. Intet kirkerum, ingen salmer, intet orgel, ingen præst, ingen blomster, ingen jordpåkastelse for det er jo kun præster, der må kaste jord på – i sandhed en borgerlig begravelse. Og så kan jeg selv tilføje, at det for mig var som at være til “bisættelse” uden en afdød, for hun døde for mig i 1975 , da hun holdt op med at spille den rolle, en mor skal spille. Ved rigtige begravelser og bisættelser spiller kirken en rolle, uanset om man definerer sig selv som troende eller ej, da langt, langt de fleste præster nutildags er dygtige til at møde de efterladte, der hvor de nu en gang er. Nu og dage tror vi da gudskelov på en mild og kærlig Gud som defineret i Det nye Testamente. Ham fra Det gamle Testamente har vi ikke behov for, og han er vist også på vej ud.

Ved denne mærkelige lejlighed – jeg vil ikke kalde det en bisættelse – så jeg for første gang i 26 år hendes tidligere ægtefælle. Det var en underlig situation. De to har i fællesskab ageret på en måde, som er utilstedelig og utilgivelig. Utilgivelig fordi jeg ikke kan tilgive, selv om jeg prøvede i tre år. Jeg opsøgte hende, da jeg kunne se i telefonbogen, at hun var blevet skilt, under dække af slægtsforskning og gamle billeder, så dejlig neutralt, men det gik ikke, selvom jeg forsøgte. Jeg og Pia Sundbøll er blevet enige om, at det må være Guds opgave at tilgive her, for jeg kan ikke, og det kan man ikke pålægge et menneske.

Og så noget neutralt: Lidt gamle billeder fra Heidi Løkkegaard Larsen puslet sammen af mig.