Indlæg

, , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Stemme fra den fine fortid

Stemme fra den fine fortid

Internettet er fantastisk til at opnå kontakt

Stemme fra den fine fortid.

Jeg sad med mine fantastiske stedkoder, hvor jeg er nået til “Nørre Herlev Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred”, så det går fremad i strålende tempo, da der kom en besked via kontaktformularen på hjemmesiden. Det sker ikke så tit, og når det sker, er det ofte spam, men i dag var den fra et menneske, jeg har kendt, mens jeg læste. Altså nærmest i forhistorisk tid.

Af gode grunde husker jeg ikke ham, men han husker fint mig, og kan fortælle en masse herlige detaljer, der bevirker, at der alligevel er noget, der dæmrer. Gamle kærester, kollegiet, min tid som “svigerdatter” på Sydfyn. Vi har åbenbart også mødtes, mens jeg var i Udenrigsministeriet, hvilket vil sige mellem 2005 og 2008.

Han var kæreste med en af mine studiekammerater tilbage i ca. 1984/85. Vi besøgte alle tre en fjerde studiekammerat i Luxemburg. Det kan jeg dog slet ikke huske, men det er naturligt nok, for der er gået ca. 36 år 🙂 Hans daværende kæreste har drevet det vidt og er blevet stinkende rig med ejerskab af adskillige lejligheder. Selv er han mere på det jævne (lige som mig). Vi sendte en 10-15 mails frem og tilbage, og blev til sidst enige om at drikke en kop kaffe en dag ved lejlighed, da vi vist på en række politikområder har en fælles forståelse. Det vil jeg vældig gerne.

Nyhedsbrevet

Han har også været så venlig at tegne abonnement på mit beskedne nyhedsbrev, så jeg nu har samlet 56 abonnenter, hvilket jeg er helt godt tilfreds med. Det kan du også gøre uden at blive overrendt af mails. Der kommer ganske beskedent én mail pr uge – mandag morgen til morgenkaffen. Så slipper du for selv at følge med og får det hele serveret. Hvis vi er på Facebook sammen, er der selvfølgelig ikke meget idé i det.

Jeg skal have undersøgt, hvordan/om jeg på min Facebookprofil kan inkludere et link til tilmeldingen til nyhedsbrevet. Det kunne sikkert give yderligere nogle abonnenter. Man må “sno sig” i den vidunderlige virtuelle verden, der har så meget at byde på.

Hav en god dag!

 

,

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Velkommen til Supplerende Arbejdsmarkedspension

Jeg er vel ved at blive “voksen”, når ATP begynder at fortælle, hvor meget der er indbetalt gennem årene og hvor meget, der vil blive udbetalt, når jeg bliver folkepensionist?

Jeg har tilmeldt mig Supplerende Arbejdsmarkedspension, fordi staten er så venlig at betale 60 pct. af beløbet, så jeg selv slipper med et par hundrede kr. om måneden. Om de samlet 500 kr. om måneden fra nu af og til jeg bliver folkepensionist, overhovedet vil kunne mærkes, tvivler jeg på, men lidt har også ret.

De holder styr på enorme mængder af tal – lige noget for mig

Hvis jeg kunne/skulle arbejde, ville et job hos ATP være lige i øjet med alle de data, de holder styr på 🙂  For mit vedkommende dannes oversigter tilbage til 1. januar 1980. Jeg var da 16 år og lige flyttet fra Bornholm til Nørrebro i København. En svær omstillingsproces at komme fra udsigten over Østersøen til en baggård i Dagmarsgade, men jeg kom væk, og det var godt.

Oversigten er både sjov og uforståelig, uagtet de har gjort sig umage ved at skrive en vejledning på ca. en A4-side. Jeg har læst den langsomt et par gange, men forstår stadig ikke helt, hvordan antallet af måneder kan blive større end 12 pr. år. Fænomenet opstår først fra 2012, hvor jeg i ti måneder modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. De 23 år, hvor jeg arbejdede på helt almindelige vilkår og der blev foretaget almindelige indbetalinger, er antallet af måneder altid 12, og det indbetalte beløb sådan ca. 15-1.700 kr. Året 2020 er helt vildt. Der er indbetalt over 9.600 kr. Og 2019 rummer faktisk lidt over tre år, da der er registreret over 32 måneder.

Glemmer du – så husker ATP

“Minderne har jeg da lov at ha'” sang Liva Weel i “Glemmer du”. Sikke en masse glemte arbejdsgivere, der dukker op, når man dykker ned i de enkelte år. Så sjovt og nyttigt. Her er et udpluk med et par kommentarer:

  • 1981: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen. Jeg bestyrede morgenmaden lørdag og søndag på Hotel Astoria (hotellet lige foran Hovedbanegården) iført brun nederdel, hvid skjorte, brun vest og brune fodformede Jacoform-sko str. 40. Det har været et ømt syn. Direktøren holdt meget af at komme ned i kælderen, når man klædte om, i noget der mindede om et lille bur. Han havde altid et ærinde på det tidspunkt, og holdt meget af unge kvinder. Det var klamt, men jeg skulle jo tjene nogle penge.
  • 1982: Frelsens Hær – Hørhuset. Jeg kan ikke huske, hvad det gik ud på, udover at der var tale om en masse opvask, og så var der vist en skrap dame til at bestyre hele “butikken”. Jeg tror, der var tale om en form for værested.
  • 1982: Irma. Irma var en fantastisk arbejdsplads, og de går igen frem til 1984. En kort periode var jeg “flyver”, hvilket gik ud på, at man blev ringet op om morgenen og sendt derhen, hvor der fx. var opstået sygdom, så de manglede arbejdskraft i butikken. Det gik mest ud på at sidde i kasse, hvilket selvfølgelig ikke var så frygtelig interessant. Jeg fornøjede mig med at lære priserne udenad, og det var nyttig viden, for dengang tastede man selv på kasseapparatet. Når man kunne priserne i hovedet, kunne man ekspedere kunderne hurtigere.
  • 1983: Tårnby Kommune: Jeg havde en kort karriere som hjemmehjælper, men det var ikke rigtig noget for mig. Det var vist nærmest synd for de gamle, når det var mig, der kom.
  • 1983: Den Selvej Inst Amager Kollegiet. Jeg var 20 år og lige blevet nysproglig student. Min veninde Helle og jeg malede vinduesrammer og det træ, der var mellem vinduerne, på akkord en hel sommer. Bagefter rejste vi rundt i Grækenland for pengene. Det var herligt.
  • Irma: Også efter studenterkurset fra sommeren 1983 til 1. september 1984 bestyrede jeg grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Der var lidt langt fra Amagerkollegiet. Jeg har flyttet mange kilo kartofler. Det sjoveste ved den ansættelse var faktisk at holde øje med sammenhængen mellem min afdeling og de andre afdelingers tilbud. Var der tilbud på et eller andet hos de andre, der krævede frugt/grønt, skulle jeg selvfølgelig være opmærksom på at bestille ekstra meget af netop den vare hjem.
  • 1985: Post Danmark Løn,Pens.& Velf.Timel: Natarbejde på postgirokontoret på spidsen af Amager. Vi tastede girokort. Man tog et bundt betalte girokort og indtastede manuelt beløbsmodtager og beløb. Herefter satte man girokortet i en form for slæde, der med en enorm larm førte kortet hen i en bunke med alle de andre kort. Sikke et idiotarbejde og i dag forekommer det at være en fuldkommen vanvittig proces.
  • 1985: DANSKE BANK A/S: Valutakassen med optælling af udenlandsk valuta i enorme bunker. Hvad det nærmere gik ud på, husker jeg ikke.
  • 1985: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen: DSB Togservice hvor jeg var togstewardesse iført den bolchestribede skjorte og røde nederdel. Jacoformskoene var dog skiftet ud. Jeg har både kørt med salgsvognen gennem toget og passet togkiosken. Der er virkelig langt fra Kbh. H til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen.
  • 1985: Olieselskabet af 31 August 1959: BP et eller andet sted på Amager. Pasning af stationen aften og weekend. Der lærte jeg at slæbe petroleumsdunke og passe benzinstandere.
  • Fra 1985 og til 2013: SLS = Statens LønSystem. Det er ikke udspecificeret, men heller ikke så interessant. Det rummer både studenterjobs rundt omkring i staten og jobs som kandidat.
  • Fra 2013 til dags dato: Diverse overførselsindkomster og fleksjobs. Ikke så interessant.

Da IT nærmest ikke var opfundet

Adskillige af de jobs (store som små), der er nævnt her, og også adskillige af dem fra 1984 og frem i staten, foregår i en tid, fra før IT er blevet en almindelighed og hver mands eje. Det er virkelig sært at tænke på, og jeg kan komme til at føle mig meget gammel. Tænk at vi sad om natten på Postgirokontoret og tastede girokort. Det er jo fuldkommen gak.

Sommeren 1984 blev jeg ansat som fuldmægtig i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. De første 1½ år behandlede jeg kirurgiske sager om ulykkestilfælde. Det var en god arbejdsplads med mange dejlige kolleger. Januar 1986 døde Mogens fra sekretariatet og jeg overtog hans plads, da vicedirektør Karin Kristensen på en eller anden måde havde fået øje på mig. Det er aldrig gået op for mig hvordan.

På den måde kom jeg til at tage del i indførelsen af “EDB” (sådan hed det dengang). Vi fik elektronisk sagsbehandlingssystem, produktionsstatistikker pr. medarbejder og WordPerfect, efter Finansudvalget havde godkendt vores ansøgning om en særbevilling på mange millioner kr. Styrelsen var stærkt udskældt for blandt andet langsommelig sagsbehandling, og vi måtte ind i fremtiden.

Ca. 250 medarbejdere blev uddannede i alt det nye, og jeg underviste sammen med Rie fra IT. Det var en svær tid for “skrivedamerne”, og adskillige sagde op, fordi de ikke kunne følge med på det hurtigtkørende tog.

Og så er historien om historien slut.

Udlængsel

Udlængsel

For både 40 og 30 år siden

Udlængslen har altid ligget i mig, men den har ikke været en stræben henimod noget, mere en drøm om at slippe væk fra noget. I 1980 (41 år siden…) stod jeg i køkkenet i Svaneke, kiggede ud ad vinduet og drømte om at blive skibskok. Alternative drømme var at komme ‘i huset’ på en stor gård ikke så langt væk. En anden tanke var at komme i lære som apoteksassistent på Nexø apotek, hvor jeg havde været i praktik og lavet en masse Kodimagnyler.

I 1990, 31 år siden…, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var jeg, som alle andre nyudklækkede jurister, arbejdsløs og lettere desperat. Jeg skulle flytte fra kollegiet, men hvordan skulle jeg finde en lejlighed, jeg kunne betale, når indtægten bestod af dagpenge? Jeg søgte alt, der kunne søges, herunder adskillige stillinger på Grønland og Færøerne. Tanken om nogle år på Grønland tiltalte mig, og landstingsvalget nu her har fået mig til at huske på det. Måske havde det slet ikke været så tosset at komme derop nogle år?

Markant er det, at udlængslen ikke har været det positive tilvalg men mere fravalget af det eksisterende – enten det seksuelle misbrug i barndommen fra 1974 og frem eller arbejdsløsheden i 1990.

Måske var jeg blevet en okay Djøffer på Grønland, men jeg var helt sikkert blevet en elendig skibskok eller ung pige i huset på Bornholm. Jeg har slet ikke det rette håndelag for den slags. Jeg er skabt til at bruge mit hoved fremfor mine hænder. Sådan er det bare og jeg er ikke engang flov over det længer. Jeg kan skrue en pære i, resten skal jeg have folk til. Sådan er det bare.

Retrospektivt

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men pt. løber tankerne gerne baglæns. Livet passerer på mange måder revy, nu hvor der (måske – jeg ved det en af de nærmest dage) er sat en milepæl i. Jamen, jamen mig på søfartsskolen ved Tved udenfor Svendborg… det er til at dø af grin over, men for 41 år siden forekom det relevant.