Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Velkommen til Supplerende Arbejdsmarkedspension

Jeg er vel ved at blive “voksen”, når ATP begynder at fortælle, hvor meget der er indbetalt gennem årene og hvor meget, der vil blive udbetalt, når jeg bliver folkepensionist?

Jeg har tilmeldt mig Supplerende Arbejdsmarkedspension, fordi staten er så venlig at betale 60 pct. af beløbet, så jeg selv slipper med et par hundrede kr. om måneden. Om de samlet 500 kr. om måneden fra nu af og til jeg bliver folkepensionist, overhovedet vil kunne mærkes, tvivler jeg på, men lidt har også ret.

De holder styr på enorme mængder af tal – lige noget for mig

Hvis jeg kunne/skulle arbejde, ville et job hos ATP være lige i øjet med alle de data, de holder styr på 🙂  For mit vedkommende dannes oversigter tilbage til 1. januar 1980. Jeg var da 16 år og lige flyttet fra Bornholm til Nørrebro i København. En svær omstillingsproces at komme fra udsigten over Østersøen til en baggård i Dagmarsgade, men jeg kom væk, og det var godt.

Oversigten er både sjov og uforståelig, uagtet de har gjort sig umage ved at skrive en vejledning på ca. en A4-side. Jeg har læst den langsomt et par gange, men forstår stadig ikke helt, hvordan antallet af måneder kan blive større end 12 pr. år. Fænomenet opstår først fra 2012, hvor jeg i ti måneder modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. De 23 år, hvor jeg arbejdede på helt almindelige vilkår og der blev foretaget almindelige indbetalinger, er antallet af måneder altid 12, og det indbetalte beløb sådan ca. 15-1.700 kr. Året 2020 er helt vildt. Der er indbetalt over 9.600 kr. Og 2019 rummer faktisk lidt over tre år, da der er registreret over 32 måneder.

Glemmer du – så husker ATP

“Minderne har jeg da lov at ha'” sang Liva Weel i “Glemmer du”. Sikke en masse glemte arbejdsgivere, der dukker op, når man dykker ned i de enkelte år. Så sjovt og nyttigt. Her er et udpluk med et par kommentarer:

  • 1981: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen. Jeg bestyrede morgenmaden lørdag og søndag på Hotel Astoria (hotellet lige foran Hovedbanegården) iført brun nederdel, hvid skjorte, brun vest og brune fodformede Jacoform-sko str. 40. Det har været et ømt syn. Direktøren holdt meget af at komme ned i kælderen, når man klædte om, i noget der mindede om et lille bur. Han havde altid et ærinde på det tidspunkt, og holdt meget af unge kvinder. Det var klamt, men jeg skulle jo tjene nogle penge.
  • 1982: Frelsens Hær – Hørhuset. Jeg kan ikke huske, hvad det gik ud på, udover at der var tale om en masse opvask, og så var der vist en skrap dame til at bestyre hele “butikken”. Jeg tror, der var tale om en form for værested.
  • 1982: Irma. Irma var en fantastisk arbejdsplads, og de går igen frem til 1984. En kort periode var jeg “flyver”, hvilket gik ud på, at man blev ringet op om morgenen og sendt derhen, hvor der fx. var opstået sygdom, så de manglede arbejdskraft i butikken. Det gik mest ud på at sidde i kasse, hvilket selvfølgelig ikke var så frygtelig interessant. Jeg fornøjede mig med at lære priserne udenad, og det var nyttig viden, for dengang tastede man selv på kasseapparatet. Når man kunne priserne i hovedet, kunne man ekspedere kunderne hurtigere.
  • 1983: Tårnby Kommune: Jeg havde en kort karriere som hjemmehjælper, men det var ikke rigtig noget for mig. Det var vist nærmest synd for de gamle, når det var mig, der kom.
  • 1983: Den Selvej Inst Amager Kollegiet. Jeg var 20 år og lige blevet nysproglig student. Min veninde Helle og jeg malede vinduesrammer og det træ, der var mellem vinduerne, på akkord en hel sommer. Bagefter rejste vi rundt i Grækenland for pengene. Det var herligt.
  • Irma: Også efter studenterkurset fra sommeren 1983 til 1. september 1984 bestyrede jeg grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Der var lidt langt fra Amagerkollegiet. Jeg har flyttet mange kilo kartofler. Det sjoveste ved den ansættelse var faktisk at holde øje med sammenhængen mellem min afdeling og de andre afdelingers tilbud. Var der tilbud på et eller andet hos de andre, der krævede frugt/grønt, skulle jeg selvfølgelig være opmærksom på at bestille ekstra meget af netop den vare hjem.
  • 1985: Post Danmark Løn,Pens.& Velf.Timel: Natarbejde på postgirokontoret på spidsen af Amager. Vi tastede girokort. Man tog et bundt betalte girokort og indtastede manuelt beløbsmodtager og beløb. Herefter satte man girokortet i en form for slæde, der med en enorm larm førte kortet hen i en bunke med alle de andre kort. Sikke et idiotarbejde og i dag forekommer det at være en fuldkommen vanvittig proces.
  • 1985: DANSKE BANK A/S: Valutakassen med optælling af udenlandsk valuta i enorme bunker. Hvad det nærmere gik ud på, husker jeg ikke.
  • 1985: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen: DSB Togservice hvor jeg var togstewardesse iført den bolchestribede skjorte og røde nederdel. Jacoformskoene var dog skiftet ud. Jeg har både kørt med salgsvognen gennem toget og passet togkiosken. Der er virkelig langt fra Kbh. H til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen.
  • 1985: Olieselskabet af 31 August 1959: BP et eller andet sted på Amager. Pasning af stationen aften og weekend. Der lærte jeg at slæbe petroleumsdunke og passe benzinstandere.
  • Fra 1985 og til 2013: SLS = Statens LønSystem. Det er ikke udspecificeret, men heller ikke så interessant. Det rummer både studenterjobs rundt omkring i staten og jobs som kandidat.
  • Fra 2013 til dags dato: Diverse overførselsindkomster og fleksjobs. Ikke så interessant.

Da IT nærmest ikke var opfundet

Adskillige af de jobs (store som små), der er nævnt her, og også adskillige af dem fra 1984 og frem i staten, foregår i en tid, fra før IT er blevet en almindelighed og hver mands eje. Det er virkelig sært at tænke på, og jeg kan komme til at føle mig meget gammel. Tænk at vi sad om natten på Postgirokontoret og tastede girokort. Det er jo fuldkommen gak.

Sommeren 1984 blev jeg ansat som fuldmægtig i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. De første 1½ år behandlede jeg kirurgiske sager om ulykkestilfælde. Det var en god arbejdsplads med mange dejlige kolleger. Januar 1986 døde Mogens fra sekretariatet og jeg overtog hans plads, da vicedirektør Karin Kristensen på en eller anden måde havde fået øje på mig. Det er aldrig gået op for mig hvordan.

På den måde kom jeg til at tage del i indførelsen af “EDB” (sådan hed det dengang). Vi fik elektronisk sagsbehandlingssystem, produktionsstatistikker pr. medarbejder og WordPerfect, efter Finansudvalget havde godkendt vores ansøgning om en særbevilling på mange millioner kr. Styrelsen var stærkt udskældt for blandt andet langsommelig sagsbehandling, og vi måtte ind i fremtiden.

Ca. 250 medarbejdere blev uddannede i alt det nye, og jeg underviste sammen med Rie fra IT. Det var en svær tid for “skrivedamerne”, og adskillige sagde op, fordi de ikke kunne følge med på det hurtigtkørende tog.

Og så er historien om historien slut.

/2 Kommentarer/i /af

Udlængsel

Udlængsel

For både 40 og 30 år siden

Udlængslen har altid ligget i mig, men den har ikke været en stræben henimod noget, mere en drøm om at slippe væk fra noget. I 1980 (41 år siden…) stod jeg i køkkenet i Svaneke, kiggede ud ad vinduet og drømte om at blive skibskok. Alternative drømme var at komme ‘i huset’ på en stor gård ikke så langt væk. En anden tanke var at komme i lære som apoteksassistent på Nexø apotek, hvor jeg havde været i praktik og lavet en masse Kodimagnyler.

I 1990, 31 år siden…, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var jeg, som alle andre nyudklækkede jurister, arbejdsløs og lettere desperat. Jeg skulle flytte fra kollegiet, men hvordan skulle jeg finde en lejlighed, jeg kunne betale, når indtægten bestod af dagpenge? Jeg søgte alt, der kunne søges, herunder adskillige stillinger på Grønland og Færøerne. Tanken om nogle år på Grønland tiltalte mig, og landstingsvalget nu her har fået mig til at huske på det. Måske havde det slet ikke været så tosset at komme derop nogle år?

Markant er det, at udlængslen ikke har været det positive tilvalg men mere fravalget af det eksisterende – enten det seksuelle misbrug i barndommen fra 1974 og frem eller arbejdsløsheden i 1990.

Måske var jeg blevet en okay Djøffer på Grønland, men jeg var helt sikkert blevet en elendig skibskok eller ung pige i huset på Bornholm. Jeg har slet ikke det rette håndelag for den slags. Jeg er skabt til at bruge mit hoved fremfor mine hænder. Sådan er det bare og jeg er ikke engang flov over det længer. Jeg kan skrue en pære i, resten skal jeg have folk til. Sådan er det bare.

Retrospektivt

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men pt. løber tankerne gerne baglæns. Livet passerer på mange måder revy, nu hvor der (måske – jeg ved det en af de nærmest dage) er sat en milepæl i. Jamen, jamen mig på søfartsskolen ved Tved udenfor Svendborg… det er til at dø af grin over, men for 41 år siden forekom det relevant.

/8 Kommentarer/i /af

Drengen med cyklen

cykel

En svær kunstart

Til den ene side har jeg vinduer ud til Hvidovre torv, og til den anden side vender vinduerne ud mod en mikroparkeringsplads med plads til fem eller seks biler. I weekenden er den tom. En lille dreng trænede i dag på parkeringspladsen med at cykle. Jeg vil tro, han er fire år eller deromkring. Han cykler så fint uden støttehjul, kosteskaft eller noget, men det kniber med at komme op på sadlen.

Hans far, der ikke er dansk, og som jeg har talt med flere gange, spurgte om jeg ville hjælpe med at forklare den svære kunst. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg fik min sag for, for hvordan forklarer man, at der skal være en lille smule fart på cyklen, for at det kan lade sig gøre? Og at den smule fart kan man skabe ved at træde den ene pedal ned og så holde balancen, mens man svinger bagdelen op på sadlen. Den slags man “bare kan” er svært at sætte ord på.

Jeg prøvede flere gange, og drengen med cyklen var lærenem, for da jeg gik videre på min færd, sagde han, at han var træt, men han var bestemt kommet nærmere målet. Jeg tror, han kan om en uge. Heldigvis har han en tålmodig far, der orker at stå nede i solen og hjælpe sønnike.

Min egen debut

Jeg husker, at min far brugte mange lange aftner på at løbe bag mig og cyklen. Han må have været en tålmodig mand. Jeg cyklede imidlertid ikke selv, for op bag sadlen stak et kosteskaft, som han holdt i. Jeg var længe om at lære det, og det er der egl. ikke noget overraskende i set med mine nuværende briller, for med Aspergers Syndrom syndrom er man lettere klodset allerede fra barnsben.  Og det går aldrig over. Sådan er det bare.

Da jeg endelig havde lært det, var vores lange indkørsel i Brande mit favoritsted, for jeg kunne cykle op og ned og op og ned i timevis. Måske var indkørslen slet ikke så lang, men den føltes sådan, og jeg legede cykelløb. Jeg vandt altid, for jeg var eneste deltager på alle etaper. En sikker form for enkeltstart.

Jeg må tage mig sammen, men jeg tør ikke

Det er så let at fortælle en lille dreng, hvordan man kommer op på sadlen, når man ikke selv kan. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for da jeg sidst gjorde det, kunne jeg lige netop ikke lave den bevægelse. Balancen var gået til de evige jagtmarker, og jeg væltede midt på Hvidovrevej. Siden har jeg ikke forsøgt at cykle, for jeg tør ikke. Jeg hader bus og tog, der tager min frihed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme over den hurdle igen. Jeg har cyklet 35 år i København, der er min by; pludselig tør jeg ikke. Det er nemlig meget ubehageligt ikke at kunne komme op på sadlen efter fx et lyskryds, som vi  har for hver 100 meter. Jeg har fornemmelsen af at være til fare for både mig selv og mine medtrafikanter.

Under seneste indlæggelse talte jeg med afsnittets fysioterapeut om problemet, så vi lånte cyklerne og cyklede en enkelt tur rundt om centeret på brandvejen, der er uden trafik. Det gik faktisk rigtig fint, men desværre havde hun kun 20 minutter til mig, så det blev kun til den ene tur. Den gjorde mig ikke ret meget tryggere.

Ergoterapeuten havde forslag om at “gå tur med cyklen” i en park eller lign. for at blive tryg ved den igen og måske få mod til at sætte mig op på den igen.  Det var et godt forslag. Men har jeg fået gjort noget ved det siden marts? Nej ikke et slag. Noget i mig har stor modstand på projektet, selvom jeg virkelig gerne vil ud at cykle igen. Nu har jeg ikke engang mod til at gå ned i kælderen og se, om cyklen stadig står der.

Sig det bare: “Du er en kylling!” <(“)

/i , /af ,

Barndommens fodbold

fodbold

En tur i Kvickly satte gang i minderne

I Kvickly i dag havde en dreng fundet en lækker læderfodbold, som han spillede med op og ned ad den lange gang mellem mejeri og gulerødder. Han måtte bare ikke få den, for den kostede 89 kr. Han blev henvist til en fodbold af plastik, og det satte gang i minderne.

Fodbold hos mormor

Jeg tilbragte mange sommerferier hos mormor, og som jeg husker det, var det tre uger ad gangen. I hvert fald var det dengang en sommerferie var meget lang. Pengene var små hos hende, men der var altid råd til en fodbold – af plastik. Det gjorde ikke noget, for jeg vidste ikke, at der fandtes andre. På tre uger kan man blive ret god til at drible, til at spille med et ben (jeg ved ikke engang, hvad det hedder), til at score mål osv. Der var ingen at spille med, men det generede mig ikke, for jeg har altid været en enspænder.

Mormor Mary Christensen

Mormor Mary Christensen

En plastikbold har en yderst begrænset levetid, for ryger den ind i hækken, får den nemt så store skader, at den punkterer og er færdig. Mormor var en dejlig mormor, for hun købte bare en ny fodbold. Jeg kunne jo ikke gøre for det. Hun boede i en periode lidt uden for Nykøbing Sj. overfor Nordstrand, så hos købmanden, hvor vi købte den nye fodbold, var der fyldt med turistragelse og ting til børn, de kunne tage med til stranden. Vi tog vist ikke på stranden, for jeg brød mig ikke om det. I det hele taget tog hun meget hensyn til mig.

Noget andet hun købte til mig hvert år var tre kulørte bolde, som det var meningen, jeg skulle jonglere med. Det lykkedes nogenlunde at lære at jonglere med den røde og den blå. Den grønne kom aldrig i spil. Jeg var for klodset. Hun elskede mig, selvom jeg ikke kunne finde ud af det.

Andre beskæftigelser hos mormor

Hun havde det så hyggeligt og var et kærligt menneske, så vi hyggede os utrolig meget gennem de tre uger. Noget af det, jeg husker, er, at når fodbolden var lagt til side for dagen, kom de gamle Familiejournaler frem sammen med en saks og noget papir. Så sad jeg og klippede ud og limede fast, mens hun så TV. Alt sammen uden noget formål; det var bare trygt og hyggeligt – og det kostede ikke noget.

Fodbold i Vollsmose

I min barndom boede jeg i Vollsmose fra januar 1974 til december 1975. Lejligheden var rigtig god og udendørsfaciliteterne for børn var suveræne. Lige nedenfor min opgang lå en kæmpe fodboldbane, og der blev spillet meget fodbold efter skoletid. I modsætning til rundbold og højdespring, som jeg overhovedet ikke kunne finde ud af, kunne jeg give drengene kamp til stregen her. Jeg var en suveræn målmand, og mig kom de ikke forbi med deres driblinger. Al træningen hos mormor viste sig ikke at være forgæves.

Har du den form for mindre fra dine bedsteforældres tid?