Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

98 år er værd at huske

98 år er værd at huske

En dato er prentet i min hjerne

98 år er værd at huske

Det er slet ikke til at forstå, men i morgen bliver min fars ungdomskæreste 98 år. Det er en dato, der er værd at huske. Af en eller anden årsag har datoen, den 30. januar, altid været prentet ind i min hjerne, også i de mere end 40 år, vi ikke havde kontakt.

Jeg skal huske at ringe og sige tillykke. Det er øverste punkt på morgendagens liste over “pligter”. Men det føles på ingen måde som en pligt.

Jeg tænker på, hvad hun har oplevet, hvad hun har været med til, hvad besættelsen betød for hende og hvad min far og hans forældre – som jeg aldrig har mødt – betød for hende. Hun kendte faktisk min far bedre, end jeg selv gjorde. Det er lidt mærkeligt.

Hun og min far lærte hinanden at kende engang i 40’erne, da de var med i den samme modstandsgruppe, og hun også var ansat på Brede Klædefabrik. De var til et foredrag, hvor min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), og hans ven sad og smed noget i (bag-)hovedet på dem. Til sidst vendte pigerne sig selvfølgelig om; sådan opstod kontakten. Det var før Facebook og før Snapchat. Dengang skød man i stedet med papirkugler …

Jeg er taknemmelig

For mere end 40 år siden, gjorde min fars ungdomskæreste og hendes mand Vagn Rasmussen (og deres børn) uendeligt meget for mig.

  • De tog mig ind, da jeg var 16 år og gjorde rent i De Gamles By for at tjene til dagen og vejen.
  • De satte huen på, da jeg to år senere blev student fra kursus i juni 1983.
  • De holdt studentermiddagen for mig. Jeg har stadig deres fineste gave: en Georg Jensen-papirkniv i sølv, om hvilken hun tørt bemærkede “Ja, den har du ikke meget brug for nu”. Og det kan man jo kun give den gamle dame ret i.

Om vinteren var der var koldt på mit lejede værelse på Nørrebro her i København, så weekend efter weekend søgte jeg ly hos dem i Kongens Lyngby. Her fik jeg min første elektriske tandbørste. Jeg var ikke klar over, at man nu til dags brugte elektriske tandbørster. Jeg lærte at børste mine tænder!

Vi gik ture i Dyrehaven eller tog til Tårbæk Havn, hvor de havde båd.

Jeg blev – trods min høje alder (16 år) – puttet på sofaen i stuen, hvis sønnen var hjemme. Var han ikke hjemme men ude med garderne, sov jeg på hans værelse på førstesalen. Uanset, hvor jeg sov, kom hun og sagde “godnat”. Det var jeg ikke vant til. Det var alt sammen nyt: kærlighed uden krav om sære modydelser.

Jeg følte mig lidt dum. Jeg var klar over, at jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik hhv. på universitetet og Arkitektakademiet. Uagtet, hvor dum jeg følte mig, tog de imod mig. De bakkede mig op i, at jeg skulle starte på studenterkurset. De troede på, at jeg trods alt kunne noget.

Blomster med Interflora

Jeg vil så gerne sige “Tak”, men det er svært. Jeg har sendt blomster og chokolade med Interflora, og skrevet til chaufføren, at modtager er 98 år, så han må have lidt tålmodighed. Jeg håber, det lykkes. Bliver hun glad, er jeg glad!

Alle herunder hedder Stegemüller

Jeg sagde til min fars ungdomskæreste, at jeg er stolt over at være en “Stegemüller”. Uden videre sagde hun “Det kan du også roligt være”.

Alle på billederne hedder Stegemüller. Har du et legitimt behov, kan jeg sende dig en version uden vandmærke.

 

[ngg src=”galleries” display=”masonry” ngg_triggers_display=”always”] 

/7 Kommentarer/i /af

140 minutter hos fars ungdomskæreste

140 minutter hos fars ungdomskæreste

97 og “still going strong”

140 minutter hos fars ungdomskæreste

Her kommer en utrolig historie, og selvom den lyder utrolig, er den altså trolig. Læs den ikke som en offer-historie, men lad alligevel gerne følelserne gribe dig. Forhåbentlig beskriver jeg besøget med en tydelig kærlighed til to mennesker med overskud og fine værdier. Det er i hvert fald intentionen.

Det var fantastisk at møde Hanne igen efter ca. 40 år. Samtalen gled helt naturligt med kun ganske få ophold. Jeg spurgte, om jeg måtte optage vores samtale, fordi jeg ikke husker så godt, og det var helt i orden. Hun lod sig på ingen måde ikke afficere af det. Det er derfor, jeg ved, at besøget varede lidt over 140 minutter. I dag vil jeg – i overensstemmelse med Emma Gads regler for selskabslivet – ringe og sige “Tak for sidst”. Det, synes jeg, er det mindste, man kan gøre.

Hun har et utrolig positivt livssyn. Det har både hun og hendes mand Vagn altid haft. Glæden ved livet og tilværelsen selvom der selvfølgelig er kommet besværligheder med helbredet til med årene. Det er stort. Vi blev enige om det skønne i at være pensionister og det vigtige i at have gode minder. Hun sagde blandt andet “Hver aften tænker jeg på, at jeg har det smadder-godt”. Jeg bliver glad over at høre det.

De gamle billeder

Jeg havde medbragt to old-gamle albummer, og vi så nogle billeder af min far og hans forældre, som hun huskede vældig godt, og som jeg aldrig har mødt, men hendes syn er ikke så godt, så jeg opgav at vise de små brune billeder, for hun kunne alligevel ikke se dem. Men pyt med det; det vigtige var samtalen. Jeg fik spurgt til forskellige navne, som jeg bare husker at have hørt og dem kunne hun uden videre fortælle om.

Hun fortalte en masse om min familie på “Brede Klædefabrik”. Jeg har interesseret mig for fabrikken i 20 år og har nogenlunde styr på historien, selvom jeg har glemt det, men jeg var ikke klar over, at min far og hans forældre rangerede så højt – lige under direktør Daverkosen.

Jeg har tit talt med psykologen om, at det er vigtigt at have noget, man kan være stolt af. Og nu er jeg (endnu mere) stolt af den familie og mit efternavn. Tænk at oldefar indvandrer som hattemagermester fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 og at både hans barnebarn (min far 1922 – 1972) og en af hans sønner (min farfar 1891 – 1952) gør så god en karriere på fabrikken ganske få år efter. Det er utrolig flot.

Indirekte fik jeg i går mange af de “bløde” informationer om min far. Ting, jeg umuligt kunne finde ud af selv og ting, jeg naturligvis ikke husker. Det var fx at “han var en fantastisk ven” og “han blev ikke blev irriteret over at være blevet droppet til fordel for Vagn”. Hanne og Vagn vedbliver at have et godt forhold til familien Stegemüller, selv efter Hanne har valgt min far fra. Fx passede min farmor af og til deres to børn og min onkel Sigvard Kaae (min fars søsters mand) førte Hanne op, da hun blev gift i maj 1948.

“Velkommen til hver en tid”

Eftersom de sociale profiler på “min mor” og psykopaten på den ene side og Hanne og Vagn på den anden side er så uendeligt forskellige, at jeg slet ikke kan forestille mig, at de kunne have noget sammen, og jeg virkelig ikke kunne finde ud af, hvordan jeg fik forbindelse med Hanne og Vagn otte år efter min fars død, spurgte jeg til det.

Det eneste, jeg huskede, var, at de var på Bornholm en enkelt dag. Hun kunne fortælle, at anledningen var, at min fars søster Tante Kis holdt en rund fødselsdag derovre (det har været, da hun blev 60 i maj 1979), og den ville de over og være med til som en overraskelse for Kirsten, for de var ikke inviterede. Hjernen på den gamle dame fejler så sandelig ikke noget.

På den ene dag så og sansede de mere, end man skulle tro var muligt. De sagde til mig “Du er velkommen til hver en tid”. På den måde opstod forbindelsen altså. De var klar over, at noget var helt galt, ellers havde de ikke sagt sådan. Og så dukkede jeg bare op i Kongens Lyngby lidt over et år senere. Det er en virkelig underlig historie. Var det ikke min egen, ville jeg nærmest tro, den var usand. Men den er altså god nok.

De havde talt om, at jeg ligesom stod udenfor familien og at jeg på en eller anden måde virkede isoleret. De kunne se, at min halvbror derimod var inddraget.

De havde også talt meget om, at familiens lille sære side-firma, der producerede håndlavede sprællemænd, hed “Trewa”, en sammentrækning af “Tre * Wagnholt“, der var deres familienavn. Og altså hørte jeg ikke med. Det, havde de syntes, var helt forkert.

Hun sagde ligeud “Man må da hjælpe et barn” (udtryk for deres ordentlige værdier) og “Kunne dine omgivelser ikke se det?”. Men der var jo ingen omgivelser, og min onkel Sigvard og tante Kis boede i Århus, så det var umuligt, når jeg boede på Bornholm.

Sammen med psykologen har jeg også undret mig meget over, at der ikke var nogen overhovedet – men det var der altså ikke. Og når man flytter konstant og kun bor 1,4 år hvert sted i gennemsnit, er det umuligt at opbygge relationer, man kan læne sig opad. Hun havde luftet overfor min onkel, hvorfor de ikke tog sig af mig. Han havde svaret, at det gjorde de også, men det kan jeg altså ikke huske. Og Hanne kunne ikke huske, hvornår det ca. var.

Hun fortalte, at min fars søster havde fortalt dem om, at jeg gik på kirkegården og sad foran min fars gravsted i stedet for at gå i skole. Det husker jeg jo selv tydeligt, men det var lidt underligt, at hun kendte til det.

Efter den ene dag på Bornholm havde de indset, at jeg havde brug for støtte, og den støtte ville de gerne yde. De fandt det naturligt. Så meget af det, de fandt naturligt, var nyt for mig. Jeg fortalte hende, at jeg tydeligt huskede, at hun kom og “puttede mig”, uanset hvor jeg sov, når jeg var hos dem. Også det var nyt for mig, men det var omfattet af det, de fandt naturligt.

Jeg er meget rørt og jeg vil gerne se hende igen!

/i /af

Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.

/i /af

Man kan finde mange ting med Mediestream

Man kan finde mange ting med Mediestream

Et spændende nyt værktøj

Man kan finde mange ting med Mediestream

Med (eller på?) Mediestream kan man lige nu søge blandt 35.464.209 avissider. Mediestream giver online adgang til Det Kgl. Biblioteks (det der tidligere kaldtes “Statsbiblioteket”) digitale samlinger af aviser, radio og tv samt reklamefilm. Noget kan kun ses på Det Kongelige Bibliotek eller på Det Danske Filminstitut i deres åbningstid, men en masse kan søges frem på den hjemlige PC.

Denne side viser, hvordan du kan få adgang og til hvad. Da avisartiklerne er omfattet af Lov om ophavsret (der er ophavsret 70 år fra forfatterens død), kan de ikke gøre hele deres materiale tilgængeligt og har så åbenbart valgt et skæringspunkt på 100 år.

Man kan finde mange ting med Mediestream

Man kan finde mange ting med Mediestream

Jeg skulle da lige prøve – bare for sjov, så jeg tastede mit efternavn ind i søgefeltet og fik dette resultat fra “Kjøbenhavns Amts Avis; Lyngby Avis (1883-1921)”:

Hvis du ikke er så habil til gotisk skrift, kan jeg fortælle, at der står: “1 Andrik, 3 Ænder, store hvide, 1. kl. Æglægger, er straks til Salg. Stegemüller, Brede.”. Hvis du klikker på billedet, kommer du til den originale avis på Mediestream. Fascinerende.

Gad nok vide hvordan 35,5, mio. avissider er blevet søgbare? Der er næppe nogen, der har siddet og tastet ind. Måske er det tilvejebragt ved det, der i hvert fald i fordums tid hed OCR-scanning? Nu er der sikkert bedre teknologier til rådighed, for OCR-scanningerne tog ofte fejl, hvis det tilgrundliggende billede ikke var knivskarpt. Fx blev  bogstavet “m” ofte til “1” kombineret med “n”, “l” blev til “1” osv.

Jeg var på forhånd klar over, at min oldefar hattemagermester Wilhelm Rudolf Stegemüller på Brede Klædefabrik havde høns og duer, som han selv slog ihjel ude i gården, efter de i 1913 flyttede med hattefabrikken til Skodsborg; men at han solgte andrikker og ænder i Brede, vidste jeg ikke. Det er en sjov lille detalje at have fundet.

Vigtigheden af primære kilder

Jeg talte med min ven i Esbjerg om vigtigheden af primære kilder. Vi er fra en tid, hvor der slet ikke var tvivl om, at hvis man ville finde noget, måtte man bladre og bruge sin logiske sans, og at det faktisk er det, der er det sjove, udfordrende og hyggelige ved slægtsforskning. Det tog lang tid, og det gør det fortsat, hvis den er den vej, man vil gå.

De nye slægtsforskere tror ofte, at alting er tastet ind, og at det bare er et spørgsmål om at bruge de rette søgeord på de rette hjemmesider. Eller et spørgsmål om at ofre de lidt mere end 600 kr. på en DNA-test. Og så er man i gang. Intet kunne være mere forkert. Man må tage fat i de primære kilder og analysere hver enkelt lille information for at se, om den passer med de andre informationer, man måske allerede er i besiddelse af. Det kan være rigtigt, selvom det ikke passer, men man skal tjekke, tjekke og tjekke.

Som eksempel har jeg i dag haft fat i en person fra en købt slægtsbog fra Dansk Slægtsforskning, “Slægtsbog for Efterkommere efter Niels Olesen født 1804” (Trykt Fredericia, 1960-1961), som bogen kalder “Aksel Marienlund”, hvilket jeg selvfølgelig ukritisk tastede ind for år tilbage.

Nu viser det sig, at han hedder “Axel Simon Andersen Marienlund”, og at han også har været gift med “Maren Matilde Thomsen”. Det står der ikke noget om i bogen. I baghovedet summer det naturligvis, om jeg tager fejl? Men jeg tror det ikke, for jeg kan få alt andet til at passe med forskellige primære kilder. “Maren Matilde” skal så være død (hvor og hvornår?), inden han gifter sig med Johanne Nielsen (hvor og hvornår?), som slægtsbogen har som hans ægtefælle.

Flere geni-sider har både ham og Johanne døde i Give Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Kontrolopslag viser, at de ikke er døde i Give. Dødsregisteret viser derimod, at de er døde i Københavns Kommune, der er et vidt begreb, men måske vil jeg prøve “Jesuskirken” i Valby, idet slægtsbogen har denne oplysning, der kan sætte mig på sporet: “Parret var bosat Valbygaardsvej 22, 2500 Valby pr. Kbh.”.

Jeg har allerede prøvet de store hospitaler, hvilket jeg typisk gør, hvis der er tale om dødsfald i de store byer, fx København, Vejle, Kolding osv. Der var ikke gevinst.

Alt i alt bare et simpelt eksempel på, hvordan man må hoppe fra tue til tue for langsomt at lægge det fascinerende puslespil. For 18 år siden faldt jeg i fælden med at ville samle flest mulige personer. Nu kan jeg jo så sidde og rydde op i alt det sludder og vrøvl, jeg selv har publiceret. Det er godt, jeg er blevet pensionist.

Angiv både kilderne og overvejelserne

Når man har fundet valide informationer og fx vil publicere dem på sin hjemmeside, skylder man læserne at angive, hvor man har informationerne fra. I min verden er en information uden en kilde ikke noget værd, og jeg undrer mig over alle informationer, man kan finde uden kilder. Efterhånden tror jeg, at geni- og MyHeritage-siderne slet ikke rummer mulighed for at angive kilder, men jeg ved det ikke konkret. Det er bare svært at forestille sig, at ingen overhovedet angiver kilder, uden der er en årsag. Nogen må da få idéen til at gøre deres informationer troværdige? Kan så store firmaer virkelig tjene styrtende med penge målt i USD på værktøjer, der ikke rummer mulighed for noget så grundlæggende for slægtsforskning som kildeangivelse? Jeg fatter det ikke.

En anden ting jeg savner, er at slægtsforskere offentliggør deres overvejelser/ræsonnementer. Tænk hvis vi alle gjorde vores ikke-fund tilgængelige, og fx skrev hvorfor vi ledte i en given kirkebog? Det kunne løfte validiteten af data væsentligt.

Jeg prøver mig fx frem med følgende:

“1) Dødsregistret har denne indførsel, som må være den rette person:

Fornavn: JOH
Efternavn: MARIENL
Pigenavn: NIELSEN
Sidste bopæl: Københavns Kommune
Fødselsdag: 18. aug 1884
Dødsdag: 21. jan 1956

2) 16/1-2022:

Slægtsbog angiver dødsfald til 21. januar 1956, men det er ikke noteret, hvor det skulle finde sted.

Ikke død:
1) København amt, Sokkelund, Bispebjerg – Grundtvigskirken, 1949-1957, KM, Døde
2) København amt, Sokkelund, Københavns Kommunehospital, 1947-1957, HM, Døde
3) København amt, Sokkelund, Rigshospitalet, 1955-1957, KM, Døde
4) København amt, Sokkelund, Øresundshospitalet, 1925-1963, KM, Fødte, Døde”

Det ville være en rigtig god måde at dele data på, men det ville selvfølgelig fratage mig fornøjelsen ved selv at finde ud af det.

Tilføjelse 19:21

Jeg fandt dem (sgu) i Johannes Døberens sogn, som også hører til i Valby:

Københavns amt, Sokkelund, Johannes Døber, 1941-1961, KM, Døde – opslag: 44 af 305 opslag:
Nr. 6. 1947 – 9′ April, Valbygaardsvej 22, Johannes Døbers Sogn, København. 1947 – 14′ April, Søndermark Krematorium, Frederiksberg. Axel Simon Andersen Marienlund. Kunstmaler og Tegnelærer. Født i Ilved Sogn, Vejle. Gift med Johanne, f. Nielsen. Forældre: Drejer og Husmand Anders Peter Terkelsen Marienlund og Hustru Kirstine Marie, f. Pedersen. Valbygaardsvej 22. 1878 6. Januar. Pastor Th. Balslev. Københavns Skifteret 10-4-1947.

Københavns amt, Sokkelund, Johannes Døber, 1941-1961, KM, Døde – opslag: 244 af 305 opslag
Nr. 2. 1956 – 21. januar, Rigshospitalet, København. 1956 – 25. januar, Søndermark krematorium, Frederiksberg. Johanne Marienlund, f. Nielsen. Enke. Født i Give Sogn. Enke efter kunstmaler Axel Simon Andersen Marienlund. Forældre: gaardmand Iver Nielsen og hustru Maren Skærhoved Johansen. Valbygaardsvej 22. 1884 18. august. Pastor Balslev. Københavns skifteret 23. januar 1956.

Tilføjelse kl. 22:00

Jeg har nu opdateret TNG-siden med de omtalte personer (og hvem der ellers er dukket op den seneste uge). Du kan se dem her. Min relation til Johanne Nielsen er, at hun er mine 3*tipoldeforældres oldebarn.