Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor formidle slægtens historie?

Hvorfor formidle slægtens historie?

Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

  1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
  2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
  3. Man får selv ny viden.
  4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

  • Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
  • Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
  • Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
  • Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Hvorfor formidle slægtens historie?Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet“. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Succes på Industrimuseet i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i GubenEndelig succes på rejsen til Tyskland.

Jeg havde på forhånd truffet aftale med lederen af Industrimuseet i Guben, der blandt andet rummer en specialudstilling om den hattefabrikation, der begyndte for 202 år siden, og som var en enorm succes med eksport til Holland, Belgien og England allerede midt i 1800-tallet.

Museet har normalt lukket om mandagen, men bare på grund af mit besøg var hun og to af hendes kolleger parate.

De havde lavet kaffe og fundet kager frem. Jeg havde glædet mig meget, og det var ganske tydeligt, at de også var interesserede i at høre om hatteproduktion i Danmark. Og det kan jeg jo godt berette lidt om.

Min indledende interesse var at finde ud af, om det var på deres fabrik, min oldefar  – Wilhelm Rudolf Stegemüller – uddannede sig til hattemagermester, inden han kom til Brede.

Det havde vi dog på forhånd fastslået, at det næppe var. Guben var imidlertid centrum for flere hattefabrikker herunder “Berlin – Gubener – Hutfabrik (BGH)”, hvor direktør Daverkosen fra Brede Klædefabrik købte de maskiner, der blev brugt til at starte den industrielle produktion af filthatte to dage efter min oldefar blev opført på Lyngby Politis liste over udlændinge. Så selvfølgelig er der en sammenhæng. Det var de tre søde mennesker enige med mig i.

De kender de tyske systemer

I modsætning til mig ved de, hvordan man søger på det tilgængelige materiale på arkivet i Potsdam, der rummer de arkivalier, der måske findes. Potsdam har mere end 70.000 meter arkivalier. Den unge mand kunne ret hurtigt fastslå, at der ikke findes arkivalier vedr. BGH, som har en personhenførbar indgang. Og selvom jeg kan være ganske konkret med data, er det alligevel ikke konkret nok til at gå i gang med de mange tusinde meter arkivalier.

Herudover blev store dele af materialet i Guben ødelagt under anden verdenskrig. Og det, der måtte være bevaret efter krigen, tog russerne med sig i ‘45. Hvad der evt. herefter måtte have været tilbage, blev ikke nænsomt behandlet i DDR-tiden.

Konklusionen er: At lede efter noget på arkivet i Potsdam vil være som at lede efter en nål i en høstak. Og chancen for, at de har noget, jeg skal bruge, er under en pct.

Så det dropper jeg helt. Men nu er det undersøgt, og så lægger jeg det til side for altid.

Vi har aftalt at bytte

De har en temmelig mølædt originaludgave af et festskrift “Berlin – Gubener – Hutfabrik 1888-1938”, som jeg fik lov at bladre forsigtigt i, og der var flere navne, jeg genkendte – blandt andet “Cohn”, der kom til Brede, og som på grund af sin jødiske herkomst måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse af Danmark. Det kan man læse om i “Søllerødbogen 2005” (så vidt jeg husker).

Uden videre spurgte de, om jeg var interesseret i at få en scannet version, for så vil de da scanne den til mig. Jamen, det er da slet ikke noget spørgsmål at stille. Det er meget, meget sødt af dem, eftersom de sikkert har meget andet at gøre end at servicere en dansk genealog.

Jeg har til gengæld lovet at sende alle de informationer og billeder, jeg har om og af hattefabrikation på Brede og fra 1913 på Skodsborg Hattefabrik A/S (produktionen flytter i 1913). Det kan der vist blive en helt god fortælling ud af – på tysk.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Afrunding

Apropos det sproglige: Det gik ganske godt, især efter jeg spurgte, om de ville tale en smule langsommere.

Jeg fik også set museet, som er utrolig interessant, og en spændende film på 20 minutter om hattefabrikation.

Efter to timer havde jeg hatte på hjernen, og de havde sikkert også fri kl.16:00, så det var passende at sige hjerteligt farvel og tak for en dejlig eftermiddag.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Hul igennem til det rette tyske arkiv

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Slægtsforskning i Tyskland

Hul igennem til det rette tyske arkiv

Jeg elsker at gøre orden i ting, og det gør arkivarer sikkert også … eller kan de jo ikke finde arkivalierne igen 🙂

Slægtsforskning er i høj grad “at gøre orden”.

Til morgen har jeg fået en meget spændende e-mail fra Frau Klose på Brandenburgisches Landeshauptarchiv i Potsdam.

Hattefabrikken i Guben, hvor min indvandrende oldefar (hattemagermesteren) simpelthen må have taget sin uddannelse, har afleveret sine arkivalier til arkivet i Potsdam, der ligger temmelig langt fra Frankfurt (Oder). Man kan ikke rigtig gøre turen frem og tilbage på én dag med tog, da det tager fire timer hver vej.

Og han må have haft en uddannelse, ellers kunne han jo ikke være mester. Derfor har jeg skrevet til arkivet. Og når de nu svarer med priser pr. kopi, gebyrer mv., må det jo betyde, at de har, hvad jeg søger …

Jeg har bedt om et overslag.

Hattefabrikation på Brede og i Skodsborg

Direktør Edmund DAVERKOSEN (1854-1918) på Brede Klædefabrik fik den geniale idé, at man kunne bruge affaldet fra klædefabrikationen til fremstilling af filthatte. Affaldet bestod af korte fibre, som faldt ud under karte-, spinde- og væveprocessen. Han købte maskinerne til hattefabrikationen i Guben, der var centrum for den tyske filthatteindustri. Guben ligger ved floden Neiße (kendt fra grænsedragningen Oder-Neiße i 1945). Den industrielle fabrikation af hatte indledtes på Brede den 19. marts 1890. 

Den danske hattefabrik flyttede i 1913 fra Brede til Skodsborg. Fabriksbygningerne blev endeligt nedrevet i 1972, for i 1960’erne holdt man op med at gå med hat, og fabrikken lukkede ved årsskiftet 1969/70.

Kilde til ovenstående: “Søllerødbogen 2005” med artiklen “A/S Dansk Hattefabrik – Skodsborg” af Bjarne Senn, der var hattefabrikkens sidste direktør.

Min oldefar var født i Frankfurt an der Oder (Carl Straße 14) . Han findes på Lyngby Politis liste over udlændinge den 17. marts 1890. I må kalde mig Mads eller lignende, hvis der ikke er en sammenhæng i alt dette.

Jeg har jagtet disse arkivalier: De havde (selvfølgelig, men det kunne jeg jo ikke vide på forhånd) ikke noget i Frankfurt (Oder), der henviste til Guben, der henviste til Potsdam. Nu er der vist hul igennem. Jeg kan næsten ikke vente længere, og det er jeg sikker på, mine “slægtsforskerkolleger” til fulde forstår.

Til sommer, der er lige om lidt, skal jeg til industrimuseet i Guben, der har en udstilling om hattefabrikationen der. Det tager 41 minutter med toget fra Frankfurt (Oder).

Det var tyskeren, der satte gang i min slægtsforskning

Hul igennem til det rette tyske arkiv

På billedet til højre ses mine oldeforældre i haven i Skodsborg.

Da jeg begyndte min slægtsforskning, interviewede jeg en del mennesker med navnet Stegemüller (de var nu hurtigt overset) og Stenlund (flere tog navneforandring i 1935 (så det har formentlig ikke noget med krigen at gøre)).

De er alle døde nu, eller jeg har mistet forbindelsen.

De sagde alle, at hattemagermesteren Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937), der kom her til, var fra Baden Baden. Hvor de havde det fra, ved jeg virkelig ikke, for det har intet på sig.

Familiemedlemmer husker generelt meget dårligt, eller også løber de med løse rygter. Det er ført set.

Det, der i det hele taget fik mig i gang med slægtsforskningen, var mit efternavn, og nu begynder der måske endelig at komme hul igennem.

Jeg er også ved at have hul styr på hans mors forslægt, men det kunne jeg på ingen måde have gjort uden de dygtige, hjælpsomme, skarpe folk i Danske Slægtsforskeres Forum. De er helt fantastiske. Jeg prøver at hjælpe dem lidt ved fx at lave gode billeder og at tage ved lære af de vanvittige ord, man ikke kan slå op i en ordbog.

I det hele taget er en ordbog ikke til megen hjælp, når:

  1. sproget er gammelt
  2. skriften er ulæselig – selvom det dog efterhånden går lidt bedre. Men det er ét ord ad gangen.

Siden 2003 er der løbet meget vand i stranden. Men sådan er det jo, når man prøver “at gøre orden” i hele slægten. Mange husmænd på den jyske hede er passeret, en enkelt dansk slavehandler er det blevet til, den indiske forbindelse osv.

Gorm den Gamle og diverse konger er jeg ikke stødt på, men de interesserer mig nu heller ikke så meget.

Billedet herunder: Robert Rickardt STEGEMÜLLER (1897-1973) Oldefars fjerde barn:

Avisudklip fra ? avis, dateret Onsdag den 5. august 1964. Beliggende Søllerød Lokalarkiv: 2005/136-6

“Robert Stegemüller, Nærum Hovedgade 63, startede på fabrikken (dvs. Skodsborg Hattefabrik) som 14-årig og har været der i 52 år. Jeg har haft fat i millioner af hatte mellem hænderne, siger han. Han er ældst i anciennitet på Skodsborg Hattefabrik…

En dejlig arbejdsplads tilføjer han. Jeg glæder mig såmænd stadig hver dag, når jeg skal på arbejde. Og så er det en af Danmarks smukkest beliggende arbejdspladser, tilføjer han. Hvor mange andre får lov til hver dag at komme på Strandvejen og nye udsigten over Øresund? Andre må nøjes med at komme her om søndagen.”

Hul igennem til det rette tyske arkiv

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Fra Frankfurt til Danmark: En slægtsforskers rejse

Min artikel til bladet “Slægtsforskeren”

Jeg har lovet redaktøren for bladet “Slægtsforskeren” en artikel, når jeg er kommet hjem fra Tyskland i august. I forvejen er jeg i gang med at læse “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, så jeg er særligt opmærksom på hendes beskrivelse af, hvordan man skriver en god artikel.

Topbilledet har intet med artiklen at gøre, men der var smukt ved Damhussøen søndag.

At skrive en læseværdig artikel

Marie Østergaard Knudsen skriver”:

  • Rubrikken fortæller, hvad nyheden er. Jeg tror, artiklen skal hedde “Fra Frankfurt (Oder) til Danmark: En slægtsforskers rejse”.
  • Underrubrikken udfolder rubrikken, så det der står i rubrikken bliver tydeligere. Jeg tror, underrubrikken skal være “En opdagelsesrejse gennem arkiverne og landskabet i Tyskland for at finde min oldefars historie”.

Læseren får altså – ved bare at læse de to rubrikker – et klart svar på, hvad det her drejer sig om. Derpå kan de tage stilling til, om de gider læse videre.

Fokuser på kernen

Marie Østergaard Knudsen skriver videre:

Du opnår det bedste resultat, hvis du tør tage vinklen* alvorligt – og holde dig til en bestemt sag om din slægtning. Kunsten er her at lade sig nøje.

Du har sikkert fundet mange informationer, men du kan ikke have dem alle med, hvis du vil skrive en læseværdig artikel. Hold dig til sagen.

* En vinkel skal formuleres i to enkle sætninger: En fortællesætning og en begrundelsessætning:

  • Fortællesætning: Jeg vil fortælle, at …
  • Begrundelsessætning: Det vil jeg fortælle, fordi …

 

Min personlige rejse

I tankerne pusler jeg på mine spadsereture med rubrik og underrubrik. Det skal være noget, der fanger læseren, for dybest set er det kun mig, der er enormt interesseret i min familie og at min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) kom hertil i marts 1890.

Jeg vil gerne fortælle om det at være i Tyskland, og hvad jeg fik ud af turen både til Frankfurt (Oder) og svipturen til Guben.

Jeg vil også gerne formidle den læreproces, det er, at begynde på slægtsforskning i et fremmed land. Når man er vant til sogn, herred og amt, taler og skriver sproget, har en kæmpe linksamling, har et netværk blandt slægtsforskere, og ved, hvordan man gerne vil have sine kildeangivelser, er det som at begynde forfra med alt.

Læreprocessen og hjælpen

Jeg vil fortælle om, hvad jeg har måttet lære, og om alle dem, der helt uselvisk har hjulpet mig på min rejse. Jeg håber at kunne inspirere andre slægtsforskere til at gå i gang med deres tyske slægt.

Artikler er nok vejen frem for mig, da jeg ikke kan overskue at skrive en bog. Hvis jeg kunne, ville den blive fyldt med for mange detaljer, der er helt uinteressante for andre end mig selv. Derfor må jeg prøve at lære også dette håndværk.

Måske kan jeg senere skrive en artikel om min relation til Brede Klædefabrik og udvide Lyngby-Taarbæk Stadsarkivs viden om en af de tyske mestre.

Kvalitet frem for kvantitet

Jeg bliver heller aldrig typen, der kortlægger min slægt med alle detaljer om ethvert medlem tilbage til Gorm den Gamle og så hans efterkommere. Jeg vil hellere gå i detaljer med få personer og prøve at gøre det godt. Selvom jeg har været i gang i mere end 20 år, rummer min database ikke en gang 5.000 personer, og når jeg engang kommer tilbage til mit projekt “Oprydning”, vil den blive reduceret yderligere. Jeg hylder princippet om “lidt men godt”.

Begyndelsen på min rejse

I 2003, hvor jeg intet vidste om slægtsforskning, købte jeg mig til en “Forschungs Bericht” hos et anerkendt tysk firma. Jeg ville kende til mit efternavn. Det var bare det, jeg ville vide. Rapporten er syv fine sider i Word, men kommer selvfølgelig ikke i den dybde, vi som slægtsforskere håber på. Og jeg fik ikke svaret.

I 20½ år slog jeg mig til tåls med, at “sådan er det”, men i begyndelsen af marts 2024 købte jeg et tremåneders abonnement hos “Archion.de“, hvor de bevarede tyske kirkebøger ligger filmede. Det er den tyske pendant til AO og ao.salldata. Det er kun i Danmark, vi betaler den slags over skatten.

Jeg regnede med, at tre måneder var rigeligt, for jeg ville jo bare validere data fra rapporten, og det måtte være hurtigt gjort. Jeg regnede med, at det var nemt, når jeg bare skulle kontrollere, det jeg vidste. Når jeg skal forny abonnementet, køber jeg 12 måneder, for dette kommer til at tage tid.

At lære af eksperterne

Jeg fandt Birgit Flemming Larsens fremragende artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2004:2. Jeg har læst den flere gange, for den er informationstung, og der er så meget i den, jeg gerne vil føje til min hjernebark, så det bliver til viden. Jeg bliver berørt over at læse om præster, der under anden verdenskrig flygtede fra øst mod vest så at sige med kirkebøgerne under armen. Og om hvad man gjorde under krigen for at beskytte arkivalierne fx gemme dem i miner.

En erfaren slægtsforsker med enorm viden om slægtsforskning i Tyskland og tysk historie lærte mig med det samme om de tre vigtigste skæringsdatoer:

1871: Kejserriget,
1918: Weimarrepublikken,
1949: DDR og Forbundsrepublikken.

De svære kirkebøger

Min tipoldemor var fra byen Görlsdorf, hvor kirkebøgerne stort set er bevarede fra 1698. De kirkebøger er de vanskeligst tilgængelige, jeg nogensinde har set. Uden Danske Slægtsforskeres forum var jeg aldrig kommet så langt, som jeg er. Jeg er hjælperne dybt taknemmelig. Jeg er indimellem pinligt til mode over at lave endnu et opslag, for andre skal jo også kunne komme til. Men jeg skal forberede min rejse bedst muligt, så jeg får mest muligt ud af den.

Ikke alene er de vanskelige at tyde selv for de skrappe, men familierne er vævet ind i hinanden, og de hedder alle stort set det samme. Jeg er ved at have fornemmelsen af, at der måske er op til flere fætter-/kusine-ægteskaber involveret.

Hattemagermesterens mysterium

Jeg tror, jeg ved alt om Brede Klædefabrik og min slægts færden der. Derfor fik jeg idéen om, at jeg måtte finde ud af, hvordan min oldefar kunne være “hattemagermester” ved sin registrering på Lyngby Politis liste over udlændinge den 17. marts 1890. Hvor havde han fået sin uddannelse? Hvad betød det dengang at være mester i Tyskland? Han var jo kun 28 år …

Jeg dykkede ned i noget af den litteratur, jeg købte for 20 år siden og læste den igen. Pludselig kunne jeg se alle de vigtige detaljer, jeg ikke lagde mærke til dengang. Det er forskellen på at være begynder og at være erfaren.

En af bøgerne er “Søllerødbogen 2005”, der har en lang artikel af Torben Senn ved navn “A/S Dansk Hattefabrik – Skodsborg”. Jeg har interesseret mig for Brede og for hattefabrikationen i 20 år, så jeg var klar over, at min slægt flyttede med til Skodsborg i 1913.

På side 65 står der:

I Tyskland blev byen Guben ved floden Neiße et par hundrede kilometer sydøst for Berlin centrum for den tyske filthatteindustri. Berlin-Gubener Hut Fabrik var grundlagt af Hermann Levin og Apelius Cohn. Fra denne fabrik fik Daverkosen [Den tyske direktør for Brede Klædefabrik, red.] teknisk bistand og hjælp til at anskaffe det nødvendige maskineri og materialer til at starte hattefabrikationen i Brede i slutningen af 1880erne. Den industrielle fabrikation af hatte blev indledt den 19. marts 1890.

Jamen det er jo formentlig svaret på, hvor Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937) tog sin uddannelse. På Brede startede man netop med filthatte, der blev fremstillet af resterne fra klædefabrikationen.

Nye øjne på gamle dokumenter

For 20 år siden læste jeg ikke alle detaljer med lup, for jeg vidste ikke, at det skal man. Jeg har skrevet til museet og arkivet i Guben og venter spændt på deres svar. (Evt. tilbage hvor du kom fra.)

Til sommer tager jeg toget fra Frankfurt (Oder) til Guben. Der er timedrift, og det tager 41 minutter. Jeg må dertil, og jeg glæder mig sådan til at fortælle dem om min oldefar og at vise dem hans bryllupsbillede, hvor han står med høj hat. Billedet er af typen, der er trykt på flere millimeter tykt pap. Jeg tror, de vil blive glade for at se det.

Jeg tænker på min artikel til "Slægtsforskeren"

Jeg tænker på min artikel til “Slægtsforskeren”

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.