Indlæg

Skal min forskning dø med mig?

Skal min forskning dø med mig?

Omdrejningspunktet: Brede Klædefabrik

Skal min forskning dø med mig?

Jeg elsker eksistentielle samtaler, og dem har jeg ført tre af i dag, så det har været en god dag.

Jeg elsker også min slægtsforskning og de dejlige data. Jeg er lige blevet 61 år, og jeg håber, jeg har mindst 20 år mere at give af. Hvis det bliver sådan, har jeg brugt ca. 40 år af mit liv på min slægtsforskning, selvom mennesker med bipolar affektiv sindslidelse gennemsnitligt lever 14 år kortere end andre mennesker. Men jeg har oplevelsen af, at psykiatrien har gjort mig rask og “holder mig på sporet” ved hjælp af vedligeholdelses-ECT.

Jeg har ingen efterkommere, ingen familie og er fattig på relationer. Alt er fint, som det er. Der er ikke noget i mit liv, jeg ønsker mig anderledes, så dette er ingen klagesang fra min side! Ingen skal synes, det er synd for mig. Jeg har aldrig haft det bedre. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke tænker mig om og tænker nogle år fremad. Nu har jeg lige ryddet op i mine jordiske ejendele og har stort set kun det tilbage, jeg skal bruge. Det passer mig fint. Ellers havde jeg jo ikke gjort det.

Men hvad skal der ske med min forskning, som jeg potentielt har brugt 40 år på? Ryger den et sted i kloakken på Hvidovrevej? Det vil jeg være ked af. Og jeg tænker over, hvordan det kan undgås. Og jeg tænker over, at jeg ikke kan være den eneste slægtsforsker, der har de overvejelser.

Hvad gør I andre?

Kongens Lyngby er også mit sogn

Jeg har taget fat på flere efterkommere af en tipoldefar Jens NIELSEN (1837-1905), der var forvalter på Brede Klædefabrik i Kongens Lyngby Sogn. Jeg er ikke nået så langt, men det tager jo også sin tid, når det skal gøres ordentligt. Også selvom det er blevet meget nemmere end for 20 år siden, hvor jeg var glad for at gå fra Jagtvej en lørdag med tre vielser og et dødsfald.

Det er måske kun mig, der ved hver eksport laver en søg og erstat fra “København amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1857-1870, KM, Fødte drenge” til “Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1857-1870, KM, Fødte drenge”, for jeg kan altså ikke leve med det manglende “s” og det lille “amt”. Sådan er det, når man har sans for detaljer.

Skønne mennesker har tastet millioner af data i Danish Family Search, og ind imellem er der lige et par stykker, jeg skal bruge. Nu sidder jeg og lukrerer på deres enorme arbejde og får næsten dårlig samvittighed over, at jeg ikke har bidraget med mere end 18.000 gravsten i Dansk KirkegårdsIndex (DKI) og ledelse af projekt Nygaards Sedler.

Jeg føler af mange årsager et tilhørsforhold til Lyngby:

1) Da jeg som forpjusket fugleunge kom til København i 1980, 16 år gammel, tog min fars ungdomskæreste Hanne og hendes mand Vagn sig kærligt af mig. De boede i Lyngby, og når jeg nu sidder med kirkebøger og folketællinger derfra, kender jeg gader og stræder. Jeg kender mange af de specielle navne derfra og heldigvis fik jeg spurgt Hanne, hvem de forskellige var. Og jeg har optaget vores samtaler og kan afspille dem en dag.

Det var det ægtepar, der gav mig det første børstehoved til en elektrisk tandbørste, og det var (vist nok) hende, der satte huen på, da jeg blev student.

2) Hanne arbejdede som ganske ung en periode på Brede Klædefabrik og fortalte om, hvordan hun en dag kom til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk. Det var naturligvis min far, der reddede hende ud af kattepinen.

3) Min farfar var appreturmester og dessinatør på Brede Klædefabrik.

4) Min far og hans søster er født på Brede.

5) Og det var til Brede Klædefabrik min oldefar indvandrede i 1890.

Ergo hører jeg også lidt til i Kongens Lyngby.

Forfatterdrømmen lever i bedste velgående

Hvis jeg kan skrive en bog, vil jeg da kunne skubbe en smule af min forskning ud over rampen ved at skrive om Brede Klædefabrik. Der er selvfølgelig skrevet meget om fabrikken allerede, men jeg er aldrig faldet over personlige fortællinger fra fabrikken. Den har altid været i min bevidsthed på en eller anden måde.

Om 20 år har jeg samlet data i 40 år, men det kunne være dejligt at give dem liv på en eller anden måde. “Find din slægt – og gør den levende” hedder den bedste opslagsbog, jeg kender, måske kan jeg også give nogle af mine data liv?

Måske kan jeg undgå, at det hele ryger i kloakken?

Billedet herunder: Min farmor Karen SØRENSEN (1890-1963), mine tante Kirsten STEGEMÜLLER (1919-1985), min farfar Rudolph Reinholdt Felix STEGEMÜLLER (1891-1962) og min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972).

Alle kan studeres nærmere i slægtsdatabasen (TNG).

Skal min forskning dø med mig?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvem var mon Mogens Hansen?

Hvem var mon Mogens Hansen?

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?

Jeg har brugt nogle dage på at perfektionere detaljer vedr. oldefars børn og børnebørn. Nu fik jeg øje på forældrene til den kvinde, han giftede sig med, Emilie Margrethe NIELSEN (1872-1934), og på hendes søskende. Data ser ud til at stamme fra min første tid som slægtsforsker og fra dengang, man skød med bue og pil, hvor det var let at få mennesker til at opstå via folketællingerne på DDD.DDA, men hvor det var svært at komme videre.

Jubii – her er en masse, der trænger til at blive ordnet og ryddet op i. Oprydningen kan fortsætte.

Hvem var mon Mogens Hansen?

En venlig mand ved navn Mogens Hansen sendte mig en masse oplysninger om min tipoldemor, der hed Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Nu sidder jeg og tænker: “Hvem var mon Mogens Hansen?”. Jeg ved det virkelig ikke, og det fremgår heller ikke, hvor han havde sine oplysninger fra.

I mine noter har jeg fx: “Mogens Hansen fortæller: Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik.”

Det er sikkert sandt, men hvorfor er hun så ikke konfirmeret i Kongens Lyngby?

Og flere noter fra Mogens Hansen: “Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Det kan være, det er sandt, men hvor stammer det fra?

Tænk hvis jeg havde noteret, hvem Mogens Hansen var, og tænk hvis jeg havde spurgt ham, hvor han havde sine oplysninger fra … Endnu en gang kan jeg kun opfordre nye slægtsforskere til at sætte kilder på alt.

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?Det er stadig Brede Klædefabrik, der er omdrejningspunktet. Min tipoldefar hed Jens NIELSEN (1837-1905) og var forvalter på fabrikken. Min tipoldemor var som nævnt Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Ane Margrethes mor ser ud til at være født i Usserød (det er jeg i øvrigt også selv), og der lå jo også en stor klædefabrik. Gad vide om der er en sammenhæng?

Ane Margrethe ANDERSENs første barn er født på Fødselsstiftelsen, og jeg noterede dengang om ægteskabet

03-07-2003: Har ledt efter deres vielse i Lyngby fra 1865-72 og i Undløse på ca. samme tid – uden held. Hvor vies de?

Undløse var relevant, fordi Jens Nielsen var derfra.

Nu prøvede jeg så endnu en gang at kigge efter deres øvrige børn, og der var gevinst i anmærkningsfeltet allerede ved det første barn i ægteskabet Olivia Wilhelmine Frederikke NIELSEN (1866- ):

Ægteviede den 14de Mai 1865 i Frelserens Kirke p. Christianshavn.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1857-1870, KM, Fødte piger – opslag: 77 af 140 opslag.

Klædefabrikken har altid interesseret mig, og jeg har noteret:

“I “Fabrikssamfundet: frihed – forsørgelse – forretning?”, Brede Klædefabrik 1880-1930 af museumsinspektør Lykke Lafarque Pedersen har jeg fundet følgende om Jens Nielsen:

Hvem var mon Mogens Hansen?“De ældre kvinder var heller ikke sikret bolig på fabrikken, hvis manden døde. Et eksempel herpå kan nævnes, hvor manden havde arbejdet 15 år på fabrikken: Og otte Dage efter Mandens Død kom Dawerkosens Forvalter, Jens Nielsen, med Ordre til, at Enken skulde ud – og det snart. Dog kunde hun nok, af Hensyn til Mandens Fortjenester, bo der i 8-14 Dage, mens hun søgte Husly andet Steds. Er det ikke smukt?””

Jeg har desværre ikke kunnet genfinde Lykke Lafarque Pedersens artikel; jeg ville ellers meget gerne læse den igen. Den findes i “Tidsskrift for arbejdsliv” og er udgivet i 1999.

Hun arbejder ofte sammen med museumsinspektør ved Københavns Bymuseum Niels Jul Nielsen, der blandt andet har skrevet artiklen “Arbejdere og ledelse på Brede Klædefabrik 1850-1950”, som findes i “Arbejderhistorie – Tidsskrift for historie, kultur og politik 2001-4”. Den har jeg heldigvis i bogform.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fortidens hemmeligheder på TV

Fortidens hemmeligheder på TV

Hvilken historie har vi?

Dagens topbillede er to arbejderboliger på Brede Klædefabrik: Boston og New York i 1905

Fortidens hemmeligheder på TV

Jeg så et afsnit af »Fortidens Hemmeligheder«. Jeg valgte afsnittet med Rosa. Hun blev blandt andet præsenteret for en ca. 300 år gammel formoder fra en grønlandsk fangerkultur. Hun syntes, kvinden så stærk ud, og noget af den styrke genkendte hun i sig selv, og derfor blev hun meget berørt. Den slags siger mig ikke ret meget. På den anden side må jeg jo erkende, at der er personer i min slægt, jeg føler en stærkere samhørighed med end andre. Tager jeg en tur »på Brede«, er det som at komme hjem, eftersom det var der, min oldefar indrejste til i 1890, og både min farfar og min far er født der, og det er adskillige andre i slægten også.

I TV-serien generede det mig, at man havde farvelagt de gamle billeder. Jeg er klar over, at farvelægning af gamle fotos er noget, der breder sig; eksempelvis kan man også købe det hos MyHeritage. Jeg synes, det nærmer sig vandalisme at farvelægge de gamle billeder, og at man ændrer på historien. Men det er da rigtigt, at personerne bliver mere levende og bliver andet end data fra en kirkebog og en folketælling.

DNA-slægtsforskning breder sig også, og det siger mig heller ikke noget. Jeg synes ikke, det er “rigtig slægtsforskning”. For mig er “rigtig slægtsforskning”, det man kan finde i de nedskrevne dokumenter. Men jeg er klar over, at det nok er et lidt for konservativt syn på slægtsforskningen.

Eksempelvis gik Hans Hedtoft ned i 1959 på vej fra Grønland til Syddanmark med alle de vigtigste dokumenter, som man mente, vi havde bedre muligheder for at passe godt på her. Og så går skibet fanme ned på vejen … Men hvad med alle de menneskers historie? Er de så ikke virkelige? Jo selvfølgelig er de det.

Og hvad med alle vores formødre, der næsten ikke er skrevet noget om, med mindre det var fordi, de druknede de tre små døtre i voldgraven og blev dømt for det? Har de kvinder ikke eksisteret? Jo selvfølgelig og de havde jo også en historie. Avisartiklen herunder har jeg kopieret fra Lene Rüsz’ hjemmeside.

Fortidens hemmeligheder på TV

Hvorfor valgte jeg ikke i stedet oldemor at skrive 200 ord om? Tjah det eneste jeg ved om hende er jo sådan set, at hun fødte 10 børn.

Skudsmålsbøger

Formødrene kan man næsten kun finde noget om i skudsmålsbøgerne. Der findes nogle få eksempler på skudsmålsbøger på Genealogisk Forlag.

Bøgerne blev indført i 1832 …

Man kunne blive straffet, hvis man mistede sin bog. Under en ansættelse opbevarede husbonden skudsmålsbogen, og dermed var det umuligt for den ansatte at forlade pladsen i utide.

Ordningen med skudsmålsbøger blev ophævet i 1921, samtidig med at husbondens revselsesret blev afskaffet.

(Kilde: på »Skriv om din slægt« side 148)

Fortidens hemmeligheder på TV »Forbrydelsens ansigt«

Jeg gik jo ind på Genealogisk Forlags side og besluttede at købe »Forbrydelsens ansigt«. Den udkom i maj 2013, og nu fås 2. udgaven fra 2016. Jeg glæder mig til at bladre i en rigtig bog med hardcover.

I bogen møder vi en række barske og ofte rørende og rystende menneskeskæbner, som på forbryderbilleder er fastholdt i en brøkdel af et sekund.

Hvis jeg var »rigtig« forsker

  1. Indsamle empiri
  2. Analysere data
  3. Formidle resultaterne

Hvis jeg var ung igen og stod foran Københavns Universitet med et kandidatbevis i hånden, ville jeg være forsker. Jeg forestiller mig, at arbejdet foregår i de tre nævnte faser. Jeg ser kun de lyserøde side og overser bevidst, at der også skal undervises 120 unge studerende i et auditorium flere gange om ugen, at transporttiden til SDU er så lang, når man bor i København, at man må gå i seng kl 21 hver aften, fordi man skal op kl. 5, at artiklerne skal skrives på engelsk, og at man i det hele taget knokler røven ud af bukserne. Som forsker er der mindst lige så meget »interessetid«, som der er for en ambitiøs medarbejder i centraladministrationen.

ad a) Som slægtsforsker har jeg indsamlet enormt meget materiale, og jeg er næsten ved at drukne i det. Jeg tror, jeg har styr på det, men sikker er jeg ikke. Og hvad skal der ske med det, når jeg dør?

ad b) Data er kun i et vist omfang analyseret. Et praktisk eksempel: farfar og alle hans ni søskende havde ikke fødehjemstedsret i Kongens Lyngby Kommune. Jeg har aldrig tænkt over det før men bare bevidstløst skrevet det af fra kirkebogens anmærkningsrubrik. Nu tog jeg fat i »Find din slægt – og gør den levende«, som jeg synes enhver slægtsforsker bør eje. Den er min bibel. Af side 249 fremgår det, at børnene ikke ville kunne få fattighjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, fordi oldefar ikke havde dansk indfødsret. Det fik han først, da han havde været her i 30 år. Man skal have fødehjemstavnsret (som bogen konsekvent kalder det) for at få fattighjælp af kommunen.

ad c) Jeg formidler resultaterne via min hjemmeside, men det kunne utvivlsomt gøres bedre, så jeg kunne nå ud til en bredere kreds. Jeg kan se, mine resultater bliver bevidstløst kopieret. Flere af de husmænd jeg har gjort til gårdmænd gentages andre steder. Men kopierer man mine data, må man selv sikre, at de er korrekte.

Fortidens hemmeligheder på TV

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

200 ord må jeg vel kunne skrive?

200 ord må jeg vel kunne skrive?

Øvelse fra »Skriv om din slægt«

Topbilledet forestiller en af de mange hattemagere i min slægt: Robert Rickardt STEGEMÜLLER (1897-1973) – fjerde gang oldefar bliver far.

200 ord må jeg vel kunne skrive?

Gad nok vide hvorfor jeg ikke fik læst »Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst«, da jeg købte den? Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har noteret købsmåned og år i bogen – men i hvert fald er den udgivet i 2022. Nu hvor jeg endelig har fået hul på den, er den både inspirerende og meget vejledende »Du skal/kan gøre sådan«. I kapitel 1 (side 17) findes fx denne øvelse:

Du ved, hvem du vil skrive om. Hvilken hændelse ændrede hendes liv som ung? Forestil dig, at du er hende, og lad hende fortælle om det i jegform. Skriv 200 ord.

Oldefars historie

Tjah, joh, jeg ved såmænd ikke, om jeg ved, hvem jeg vil skrive om, men en mulighed kunne være min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937), fordi jeg kender en virkelig livsændrende omstændighed for ham: han rejser til Danmark fra Frankfurt (Oder) i 1890. Herunder er 206 ord, og de kom lidt som skidt fra en spædekalv. Noget er fakta, noget er opdigtet, og det må man gerne. Faktisk skal man passe på ikke at overdynge læseren med alle de fakta, man har samlet i mange år, for de er kun rigtig interessante og vigtige for en selv og andre slægtsforskere.

Oldefar og jeg deler et faktum: Vi mistede vores far, da vi lige var blevet 9 år. Det har jeg da aldrig vidst. Også andre dele af historien ligner mit eget liv, men hvordan skulle jeg undgå det? Alle skriver vel ud fra det, de selv kender.

Jeg skal afsted i morgen

»Jeg skal afsted i morgen, og jeg glæder mig til det nye arbejde på Brede Klædefabrik, for direktør Daverkosen virkede så behagelig, da han var her. Han fortalte, at hans fabrik er den største klædefabrik i Danmark. Det er nyt, at fabrikken skal lave filthatte, og det er derfor, jeg skal rejse. Det bliver så spændende. Jeg håber, jeg kan gøre det godt nok til ham, for han virkede også meget krævende. Hvis ikke må jeg jo rejse tilbage hertil.

Jeg har spurgt min mor, om hun vil med til Danmark, men hun synes, hun er for gammel. Det synes jeg ikke; hun er da kun 64. Vi har talt om, at jeg jo kan se forholdene på fabrikken lidt an, og hvis de virker til at være gode nok, kan vi tale om det igen. Hvis hun ikke kommer med, vil jeg savne hende meget, for hun har altid været der for mig; far døde jo, da jeg kun var ni år.

Jeg er også spændt på, om jeg finder en kæreste, jeg kan blive gift med, deroppe. Jeg har aldrig haft tid til at have en kæreste her, og det får jeg måske heller ikke foreløbigt deroppe. Jeg vil bare så gerne være far.«

Udfordringen bliver måske en helt anden

Han fandt en 10 år yngre kæreste, som han blev gift med, da han havde været her i ni måneder, og han blev far, da han havde været her i 12 måneder. Ergo er jeg ikke af god familie. Oldefar bliver faktisk far 10 gange, og de 8 af børnene når skelsår og alder.

Nu skulle jeg lige tjekke de fakta og opdagede, at kildeangivelserne til farfars dåb er de old-gamle til mikrokortene, og fra dengang jeg skrev fakta/konklusionen og ikke var kildetro, fordi det skulle gå så stærkt på arkivet om lørdagen, og jeg opdagede også, at farfars konfirmation mangler. Det samme gælder farmor … Det går jo ikke. Udfordringen bliver måske at leve med, at data ikke lever op til min nutidige standard.

Venstre side af kirkebogen med farfars fødsel/dåb med nutidig kildeangivelse: Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1882-1891, KM, Fødte drenge – opslag: 134 af 138 opslag:

200 ord må jeg vel kunne skrive?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.