Indlæg

/i /af

Historisk aftale om dansk forsvar

Panik eller velovervejet?

Historisk aftale om dansk forsvar

Sikke et pressemøde i spejlsalen. Nu var vi blevet vant til, at de handlede om pandemien, men pludselig var emnet et ganske andet: Historisk aftale om dansk forsvar!

Der er krig i Europa med massevis af angreb på civile. Den rædsomme krig i Ukraine, der har sendt 1,5 mio. mennesker (FN’s opgørelse) på flugt på ingen tid, har nu varet i 11 døgn. Efter 11 døgn bliver fem toneangivende partier enige om en aftale, der for en gangs skyld lever op til ordet “historisk”. SF er med, Radikale er med, men Enhedslisten er ikke med.

Er 11 dage i frygt, for hvad Putins næste “ønskeland” er, virkelig tilstrækkeligt til, at vi smider 30 års forsvarspolitik ud med badevandet? Er det panik eller er det velovervejet?

Jeg er selv bange og bekymret, så jeg siger ikke, at det hverken er rigtigt eller forkert. Jeg rejser bare spørgsmålet om hele Danmark, hele regeringen, hele Folketinget er lige så bange og bekymret, som jeg er? Jeg er måske ikke alene om at frygte tredje verdenskrig?

Sebastian sang i 1978:

Du er ikke alene
Der er en, der følger dig
Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig

Aftalens indhold i korte træk

  • Danmark skal op på at bruge 2 pct. af BNP til forsvaret. I 2033 vil det koste 18 mia. kr. ekstra om året. Det har vi faktisk for længst (allerede i 2014) forpligtet os til i aftalen med NATO.
  • Danskerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Forbeholdet – der er 30 år gammelt – har hindret os i at være med i det, man vel godt kan kalde en “EU-hær”.
  • Vi skal hurtigst muligt blive uafhængige af russisk gas. Det betyder, at der skal øget tempo på den grønne omstilling. Klimapolitik er i den aktuelle virkelighed også sikkerhedspolitik.
  • Statsministeren talte flere gange om “demografiske udfordringer”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun konkret mener, men det er mit gæt, at det betyder, at der ikke er ret langt til Rusland.

Enhedslisten er som nævnt ikke med. Det skyldes, i følge Mai Villadsen, at EU’s forsvarsbudgetter allerede er større end Ruslands, og at dette kan blive udtryk for starten på et nyt våbenkapløb.

Selv kommer jeg til at tænke på NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning og dengang vi kæmpede imod opstillingen af 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa; opstillingen skulle være begyndt i 1983 – det er 39 år siden, og jeg var 20 år. Der er meget, der passerer revy nu.

Jeg synes, Jakob Ellemann-Jensen var temmelig flabet, da han på pressemødet sagde ” Nu er det slut med at være naive”. Det havde han ikke behøvet at sige. Det var en dum bemærkning. Jeg vil have fred, men jeg finder mig ikke i at blive kaldt “naiv”.

Hvad mener jeg selv om aftalen?

Jeg bakker regeringen op, og jeg vil den 1. juni stemme for fjernelsen af forsvarsforbeholdet, også selvom det går imod alt, hvad jeg altid har kæmpet for (og imod); så bekymret er jeg for den “demografiske udfordring”.

Vi kan ikke forvente, at resten af EU og NATO skal passe på os, hvis ikke vi selv bidrager med vores andel. Sanktionerne virker godt, fordi de er besluttet af et samlet Vesten. Vi er stærkere sammen end alene. Af samme grund har jeg altid været for EU og har stillet mig uforstående over de partier, der mener, at vi bør forlade fællesskabet hurtigst muligt.

En ekstra bekymring?

Når vi nu skal have ekstra fart på den grønne omstilling og derved gøre os uafhængige af den russiske gas, hvilket kun er positivt, er der så en øget risiko for, at der vil være partier (konkret Nye Borgerlige), der får vind i sejlene med hensyn til atomkraft, hvis det ikke går hurtigt nok?

Hvad hvis solen ikke skinner nok, og hvad hvis det ikke blæser nok? Hvad hvis forskning og udvikling ikke kan følge med? Der findes masser af mennesker her til lands, der mener, at atomkraft er løsningen på alle energi-problemer.

Man må give Mette Frederiksen ret i, at “Vi går en usikker tid i møde”.

Engang skrev jeg om Henri Dunant

/1 Kommentar/i , , , , /af , , , ,

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Gentagelse fremmer forståelsen

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Det er næppe noget nyt, men disse dage er det markant, at uhyggelige begivenheder bliver underholdning. To emner præger TV Avisen og har gjort det i en uge: det forfærdelige drab på den unge kvinde i Aalborg og krisen Ukraine versus Rusland (eller Nato versus Rusland).

Alle vi, der ikke steg ombord i den sorte bil og ikke bor i Ukraine, kan tænde for TV Avisen og glæde os over, at det ikke os, men at vi bare kan lade os “underholde” i vores lune stuer og få de seneste nyheder serveret på sølvfadet.

Drabet i Nordjylland

I en uge er det første, der er blevet vist, den fortsatte fortælling om politiets imponerede opklaringsarbejde. Vi har hørt kvindens navn gang på gang i hver eneste udsendelse, som om vi skal have det ind med skeer hver aften. Journalisten har været på pletten i Hammer Bakker, hvor vi har fået lov at se politiets vogne lidt på afstand i tusmørket. Vi har set billedet af den uhyggelige store, sorte bil så mange gange, at vi snart kan nummerpladen udenad. Vi har næsten selv talt med indbyggerne i Flauenskjold. Vi ved alle sammen, hvad kvindens forældre skrev på et eller andet socialt medie, da det stod klart, at det var hendes ligdele, politiet havde fundet.

Jeg siger ikke, at det ikke er en forfærdelig hændelse. Og jeg siger heller ikke, at der ikke bør gøres en indsats for, at kvinder ikke bliver dræbt, når de går hjem fra byen. Eller at der ikke skal gøres en indsats for, at partnerdrab/-vold bare henføres til kategorien “husspektakler”, underforstået at dem kan man jo ikke gøre noget ved, de har altid eksisteret, og det må vi kvinder bare finde os i – med mindre vi vil gå klædt som kvinden på billedet.

Det, jeg ikke bryder mig om, er den underholdningsværdi en sådan hændelse tillægges.

Jeg har heller ingen bud på, hvordan DR kunne have håndteret det anderledes. Men det må der være kloge mennesker, der har.

Billedet fra dr.dk herunder skal forsøge at løfte stemningen bare lidt. Da jeg så overskriften, udbrød jeg ret højt for mig selv: “Nej det er klart”. Kan du se komikken?

Og apropos overskriften “#TextMeWhenYouGetHome”: Hvad skulle det egl. hjælpe? Så er man jo hjemme. En mere relevant SMS, er den, der sendes, hvis man ikke kommer hjem (hvis det kan lade sig gøre; det kan det nok ikke).

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Krisen i Ukraine

Når TV Avisen er færdig med at fortælle om drabet i Nordjylland, er punkt to krisen i Ukraine. (Bagagearbejdernes strejke i Kastrup Lufthavn sneg sig dog ind på andenpladsen i dag; folk skal jo da på vinterferie med bagagen. Så må krigstruslen vente.)

Jeg glæder mig over ikke at være en af dem, der går på natklub i Kiev. Som Steffen Kretz fortalte “Folk bor her jo, de har ikke andre steder at tage hen, de arbejder her osv.” Livet skal gå videre, uanset kammerat Putins planer om en mulig invasion, hvis det altså er hans planer. Jeg er slet ikke sikker på, hvad der er op og ned.

Jeg er fortsat bekymret over situationen, og jeg synes, den tilspidses dag for dag. Flere og flere lande kalder deres statsborgere hjem, ambassader lukkes og også ambassadørerne kaldes hjem. Det er altid et alvorligt signal. Der er nogle, der taler sammen på meget højt plan. Der tales om iværksættelse af økonomiske sanktioner mv. Min fornemmelse er, at det er for sent. Løbet er kørt. Både Rusland og Nato har besluttet deres “action”, og ingen lytter reelt til hinanden. Det er vist det, der kaldes skindiplomati.

Som en af mine læsere skrev til indlægget forleden “Vejen til fred går ikke via oprustning”. Og det har hun ganske ret i. Når stormagterne holder op med at lytte, når de taler sammen, kunne de lige så godt tie stille.

For nu slet ikke at nævne truslen/planerne om amerikanske tropper på dansk jord… Men dem blev der ikke overskud til i dag. De kommer en anden dag. Bare de ikke medbringer atomvåben.

 

/4 Kommentarer/i /af

Hvad skal man vælge?

Hvad skal man vælge?

Er verden ved at brase sammen?

Jeg synes, der p.t. er så mange frygtelige ting at forholde sig til, at jeg slet ikke kan “vælge”; jamen man vælger da for øvrigt ikke klimaforandringerne med FNs Klimarapport eller med FKNs fantastiske longread om klimaforandringerne her.

I den hjemlige andedam vil transportministeren nedsætte en kommission, der skal se på, hvordan vi skal finde de lidt over 86 mia. kr. det vil koste at sørge for at busserne i byerne ikke udleder luftforurening eller CO2. Allerede i 2020 skal de være CO2-neutrale. Det er Finansministeriet, der har regnet på det, men beløbet er ufinancieret, så nu nedsættes der en kommission, der skal finde pengene. Den får godt nok travlt.

Den 4. november samler Dansk Flygtningehjælp ind til mange fine formål. Lukker jeg op?

Forleden blev en afghansk kvinde, hendes mand og to små drenge på et og tre år deporteret til Afghanistan efter at have været i Danmark i et ukendt antal år. Hun nægtede i sin tid at tvangsgifte sig med sin fætter men flygtede på en eller anden må de til Danmark. Historien er vist ikke yderligere belyst. Under alle omstændigheder har faderen nu udstedt en fatwa over hende, og børn og man vil blive henrettet.

Skal jeg bare gemme mig bag min hjemlige urtehave og lade verden passere, mens jeg vasker mine gardiner?

Jeg tror, jeg føjer e-boks til mit spamfilter…

 

/5 Kommentarer/i , /af ,

Against all odds

Against all odds

Jeg er her endnu

Against all odds

  • Jeg kan se igen, og det er så skønt, jeg var (sgu) så bange, men det er nu konstateret, at jeg er medicinfølsom, så små justeringer giver store bivirkninger (altså højst oppe på skalaen/sjældne).
  • De passer godt på mig. Jeg blev ringet op af farmaceuten lørdag 17:30 med besked om at fiske nogle tabletter ud af æsken og igen mandag formiddag om at fiske nogle flere ud. Og pludselig kunne jeg se helt normalt igen. Fantastisk. Det er sørme noget komplekst noget. Og ikke bolsjer.
  • Blodprøver for plasmakoncentration og den store pakke mandag og samtale med læge Kasper Reff onsdag. Jeg gentager “Kongeligt”
  • Nu kæmper jeg med noget, der vel i gamle dage kaldtes en musearm. For ind i…. hvor gør det ondt, så snart jeg sætter mig ved tastaturet. Det har snart varet mange dage. I dag tænkte jeg, at nu gik det nok at skrive lidt af alt det, jeg var kommet bagud med. Nu betaler jeg så prisen.
  • Jeg lever ikke af at skrive men for at skrive – så ovenstående punkter ville være ret begrænsende for min livsudfoldelse.
    • Det der er tilbage af den.
  • Kasper (lægen) spurgte sidst “Hvordan ser din hverdag ud”. Jeg svarede ham, at jeg lige for tiden ikke havde nogen hverdag, men hans spørgsmål har luret i mit baghoved, så nu må der struktur på, ellers er jeg jo ikke en gang i stand til at varetage et fleksjob på sølle 15 timer. De mange dage i joggingbukser, forvaskede T-shirts og fedtet hår går bare ikke! Så nu har jeg været hos frisøren og er gået i gang med at vaske gardiner. Der er nok at tage af. Kalktabletterne og multivitaminerne ringer kl. 07:00, så der står jeg op. Laver kaffe og går i bad.
    • Jeg blev pludselig bange for at miste den sidste rest af kontrol, jeg har over mit liv.
    • Det går bare ikke
    • Jeg vil ikke ende, som en, der ikke kan andet end at sidde i et hjørne og farvelægge mandolaer på en psykiatrisk afdeling.
  • Jeg kæmper med Kaspersky (sikkerheds- og backupprogrammet), som bare ikke vil fungere efter reinstallationen af Windows, som intet har at gøre med drevet, hvor filerne kommer fra og hvor de skal hen. Firmaet skal have 500 analyser, som alle blokerer maskinen hele dagen. Jeg er allerede træt af det. Men det giver selvfølgelig et sæt rene gardiner mere og tid væk fra tastaturet.
  • Psykopaten er død i ca. 2011. Han lå død længe i sin lejlighed, uden nogen savnede ham. Ingen ønskede at deltage i bodeling eller begravelse. Jeg har fået disse informationer af en af hans slægtninge. Jeg er så ufint et menneske, at jeg fryder mig. Det endelige punktum er sat over Hugo Ivan Erik Aage WAGNHOLT. Jeg har eller altid sagt, at jeg ville danse på hans grav, men da det sikkert har været en kommunal begravelse et sted ovre i Jylland, så dropper jeg del af aftalen med psykologen. Jeg smiler bare i mit larmende sind.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.