Indlæg

, ,

Udsyn

Jeg er bekymret

Ifølge ordnet.dk betyder udsyn blandt andet: “det at have overblik og være vidtskuende; det at have en bred horisont“. Med den definition vil jeg da gerne have udsyn. Bloggen hedder. “Stegemüllers vindue mod verden”, og på den måde passer tingene fint sammen.

Jeg er bekymret over: Trump, Nordkoreas missilaffyringer rettet mod USA, Erdogan, Putin, styret i Myanmar, der indtil videre har sendt knapt en halv million muslimer på flugt til Bangladesh og lagt landminer ud i grænseområderne, det indvandrerkritiske (for nu at sige det pænt) Alternative für Deutschland (AfD) der fik 12,6 pct. af stemmerne ved gårsdagens valg i Tyskland, Inger Støjberg, Dansk Folkeparti, mikroplastikken i alle verdenshavene, klimaforandringerne, isen der smelter i Arktis, så isbjørnene ikke har et sted at være, pesticiderne i vores grundvand så drikkevandsboringer har måttet lukkes og sikkert meget mere.

For så vidt angår valget i Tyskland har Peter Skaarup (DF) allerede været ude på Twitter og deklameret, at han nu håber på, at der kommer styr på indvandringen, og at grænserne bliver lukkede. Man kan spørge sig selv, hvordan et parti med knapt 13 pct. af stemmerne kan få så stor indflydelse? Det kan de, fordi CDU og CSU havde et rigtig dårligt valg og anses som taberne. Angela Merkel forbliver godt nok kansler, men hun er stækket som Kristus på korset. Hun kommer ikke udenom AfD, der er en pendant til det danske DF. Hun kommer i vidt omfang til at regere på AfDs nåde og barmhjertighed.

Ligeglad?

Selvfølgelig kunne jeg bare være ligeglad, når jeg alligevel ikke kan stille noget op mod fx Nordkoreas missilaffyringer. Desværre har jeg ikke magt, som jeg har agt 🙂

Jeg kunne bare passe mit arbejde, skrive mine softwareguides, nyde min mad fra Aarstiderne, skrive et indlæg på bloggen, passe mine tider i Distriktspsykiatrien mv., da det alt sammen er fredelige aktiviteter, der ikke gør en kat fortræd.

Sådan er jeg bare ikke. Jeg kan ikke være ligeglad. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det inkluderer den tid, hvor jeg havde arvet positive tanker om straks at lukke Christiania, indføre dødsstraf og gøre Glistrup til statsminister. Det var mærkværdige holdninger, men det var dog holdninger. Jeg flyttede til Amagerkollegiet og blev klogere. Gudskelov. De læste alle sammen Information, og den fik jeg da også stavet mig igennem efter lidt træning.

Partipolitik

Det er ingen hemmelighed, at jeg er medlem af Enhedslisten, da de – for mig at se – tager ordentligt fat i de problemer, Danmark kan påvirke i ind- og udland. De kan ikke stille meget mere op mod Trump, end jeg selv kan, og det vil sige ingenting, men de kan påvirke det, der foregår inden for landets grænser. De er det eneste parti, der efter et valg gør det, de har lovet i valgtalerne. Det gør, at jeg synes, de er det eneste redelige parti i dansk politik p.t. Af samme årsager har jeg nu altid syntes, at Marianne Jelved var redelig, og jeg kunne godt lide hendes holdninger til “det lange seje træk”.

Problemet med Enhedslisten er, at de har en stærkt negativ holdning til Den Europæiske Union – på det område kan de tage i DF i hånden og råbe op om, at vi skal melde os ud. Selvfølgelig skal vi ikke det! Vi har brug for Den Europæiske Union, og Den Europæiske Union har brug for os. Staterne kan udrette mere i forening end hver for sig. Flygtningekrisen bør håndteres i fællesskab vha. en kvoteordning baseret på et eller andet kriterium næsten ligegyldigt hvilket. Hele miljøspørgsmålet bør håndteres i fællesskab. CO2-udslippet stopper ikke, og viser ikke pas, ved grænsen.

Nåh men solen skinner, og jeg kunne jo bare gå mig en tur…

 

,

Hjernen er overbelastet

Hjernen er overbelastet

Jeg tømmer hjernen, for det hele kører rundt.

Jeg føler mig overbevist om, at hjernen er overbelastet.

  • Melita har stoppet ECT-behandlingerne. Det er nok meget fornuftigt, da de jo alligevel ikke havde særlig meget effekt. Hun har bekræftet, at behandlingerne kan miste virkningen med tiden.
  • Hukommelsen er mere medtaget denne gang end ellers. Afdelingssygeplejersken sad og drillede mig med det til seneste stuegang. Til sidst måtte jeg sige, at det var et meget sårbart punkt for mig og bede hende holde op. Jeg forstår ikke, at det skulle være nødvendigt at sige det.
  • Melita vil holde netværksmøde. Det er er en god idé. Jeg vil gerne have fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune, Distriktspsykiatrien * to (Gitte og Pernille) og erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med. Men hvordan i alverden vi får koordineret alle de kalendere, ved jeg ikke. Skal jeg prioritere, vælger jeg Gitte og Pernille, da det er dem, der skal stå for opfølgningen på mit ophold her.
  • Jeg har ikke travlt med at komme hjem.
  • Jeg har forberedt stuegangen i morgen formiddag. Øverste punkt er den forbandede film. De må gøre et eller andet, for jeg er ved at få pip af at se på den, og jeg er bange for den, hvilket selvfølgelig er positivt.
  • Jeg er blevet ringet op af lægen fra Glostrup, der har fået forelagt min “klage”. Han og en oversygeplejerske kommer på fredag kl. 14:00, så vi kan drøfte forløbet. Jeg har læst den igennem, og mener fortsat at jeg kan stå inde for det, jeg har skrevet. Det kan gå hen og blive lidt spændende, og jeg synes, det er uhyre positivt, at de tager den slags så alvorligt.
  • Jeg går og er bekymret for at blive anset for for ressourcestærk og af den grund blive udskrevet. Jeg er klar over, at det er unfair at tænke sådan, fordi det jo er at beskylde dem for ikke at kunne se igennem det ressourcestærke og ind til de egentlige problemer.
  • Jeg er bekymret for at blive fyret fra Folkekirkens Nødhjælp. De kan muligvis anse mig for for syg til at have et fleksjob hos dem, når jeg nu har en længere indlæggelse. Jeg er angst for at komme til at gå hjemme i længere tid.
  • Jeg er sluppet for den elev, de havde klistret på mig. Man skal på en eller måde se det som en ære at få sådan en påhæftet. Jeg har bare ikke overskuddet til at lære nogen op lige i øjeblikket.
  • Alle medpatienterne er virkelig søde og imødekommende. En af dem bor også i Hvidovre, og vi har aftalt at drikke en kop kaffe en dag. Måske kan det udvikle sig?

Det var bare det, jeg ville 🙂

I må alle have en god aften.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.