Da uhyggelige begivenheder blev underholdning
Gentagelse fremmer forståelsen
Indholdsfortegnelse
Da uhyggelige begivenheder blev underholdning
Det er næppe noget nyt, men disse dage er det markant, at uhyggelige begivenheder bliver underholdning. To emner præger TV Avisen og har gjort det i en uge: det forfærdelige drab på den unge kvinde i Aalborg og krisen Ukraine versus Rusland (eller Nato versus Rusland).
Alle vi, der ikke steg ombord i den sorte bil og ikke bor i Ukraine, kan tænde for TV Avisen og glæde os over, at det ikke os, men at vi bare kan lade os “underholde” i vores lune stuer og få de seneste nyheder serveret på sølvfadet.
Drabet i Nordjylland
I en uge er det første, der er blevet vist, den fortsatte fortælling om politiets imponerede opklaringsarbejde. Vi har hørt kvindens navn gang på gang i hver eneste udsendelse, som om vi skal have det ind med skeer hver aften. Journalisten har været på pletten i Hammer Bakker, hvor vi har fået lov at se politiets vogne lidt på afstand i tusmørket. Vi har set billedet af den uhyggelige store, sorte bil så mange gange, at vi snart kan nummerpladen udenad. Vi har næsten selv talt med indbyggerne i Flauenskjold. Vi ved alle sammen, hvad kvindens forældre skrev på et eller andet socialt medie, da det stod klart, at det var hendes ligdele, politiet havde fundet.
Jeg siger ikke, at det ikke er en forfærdelig hændelse. Og jeg siger heller ikke, at der ikke bør gøres en indsats for, at kvinder ikke bliver dræbt, når de går hjem fra byen. Eller at der ikke skal gøres en indsats for, at partnerdrab/-vold bare henføres til kategorien “husspektakler”, underforstået at dem kan man jo ikke gøre noget ved, de har altid eksisteret, og det må vi kvinder bare finde os i – med mindre vi vil gå klædt som kvinden på billedet.
Det, jeg ikke bryder mig om, er den underholdningsværdi en sådan hændelse tillægges.
Jeg har heller ingen bud på, hvordan DR kunne have håndteret det anderledes. Men det må der være kloge mennesker, der har.
Billedet fra dr.dk herunder skal forsøge at løfte stemningen bare lidt. Da jeg så overskriften, udbrød jeg ret højt for mig selv: “Nej det er klart”. Kan du se komikken?
Og apropos overskriften “#TextMeWhenYouGetHome”: Hvad skulle det egl. hjælpe? Så er man jo hjemme. En mere relevant SMS, er den, der sendes, hvis man ikke kommer hjem (hvis det kan lade sig gøre; det kan det nok ikke).
Krisen i Ukraine
Når TV Avisen er færdig med at fortælle om drabet i Nordjylland, er punkt to krisen i Ukraine. (Bagagearbejdernes strejke i Kastrup Lufthavn sneg sig dog ind på andenpladsen i dag; folk skal jo da på vinterferie med bagagen. Så må krigstruslen vente.)
Jeg glæder mig over ikke at være en af dem, der går på natklub i Kiev. Som Steffen Kretz fortalte “Folk bor her jo, de har ikke andre steder at tage hen, de arbejder her osv.” Livet skal gå videre, uanset kammerat Putins planer om en mulig invasion, hvis det altså er hans planer. Jeg er slet ikke sikker på, hvad der er op og ned.
Jeg er fortsat bekymret over situationen, og jeg synes, den tilspidses dag for dag. Flere og flere lande kalder deres statsborgere hjem, ambassader lukkes og også ambassadørerne kaldes hjem. Det er altid et alvorligt signal. Der er nogle, der taler sammen på meget højt plan. Der tales om iværksættelse af økonomiske sanktioner mv. Min fornemmelse er, at det er for sent. Løbet er kørt. Både Rusland og Nato har besluttet deres “action”, og ingen lytter reelt til hinanden. Det er vist det, der kaldes skindiplomati.
Som en af mine læsere skrev til indlægget forleden “Vejen til fred går ikke via oprustning”. Og det har hun ganske ret i. Når stormagterne holder op med at lytte, når de taler sammen, kunne de lige så godt tie stille.
For nu slet ikke at nævne truslen/planerne om amerikanske tropper på dansk jord… Men dem blev der ikke overskud til i dag. De kommer en anden dag. Bare de ikke medbringer atomvåben.
Jeg har modtaget denne kommentar pr. mail. Dog har jeg redigeret den en lille bitte smule, så afsender kan forblive anonym.
“Kunne ikke være mere enig og mindre forvirret! Dog er jeg usikker på, om der er noget, jeg har misset i Mia sagen – der er noget, som åbenbart går dybere end bare underholdning.
Personligt blir jeg lige så berørt, over mange andre skæbner – det er jo lige så store tab for dem, som mister og lige så værdifulde unge mennesker og nogens børn, som dør…
Situationen med USA og Rusland gir mindelser til præcis de dage i 1962 hvor hele verden holdt vejret mens Cuba og USA lagde arm – og den kolde krig generelt!