Jeg er bange for at lave fejl
Indholdsfortegnelse
Jeg hader det
Jeg er bange for at lave fejl
Jeg føler mig så nervøs, uden at jeg ved, hvad der ligger til grund for det. Hver gang telefonen ringer på arbejdet, sidder hjertet oppe i halsen, hvor jeg frygter at lave fejl; at svare kunderne forkert.
Eller jo, måske ved jeg godt, hvad der ligger til grund for det: jeg er bange for, at firmaet ikke beholder mig efter prøvetidens udløb. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg vel ville have hørt noget på nuværende tidspunkt, hvis jeg var helt håbløs. Og jeg har intet hørt. Jeg ser frem til, at prøvetiden udløber den 21. januar 2020, så jeg ved, om jeg er købt eller solgt. Tanken, om evt. at være solgt, kan give mig panikangst. Jeg orker ikke at skulle starte forfra et nyt sted, og jeg elsker jo det sted, jeg er og de opgaver, jeg har; men alligevel ryster jeg.
Jeg ryster, og det gør jeg også i andre situationer. Venner siger det til mig, og jeg kan også selv mærke det. En dag måtte jeg endda drikke kaffen med sugerør, fordi jeg var bange for at spilde ud over nogle venners spisebord. Andre gange frygter jeg at spise sammen med andre, fordi jeg er bange for at tabe maden ned af gaflen. Jeg hader det.
Rysteriet kan være en bivirkning til Litium, når man har taget det i mange år. Det tror jeg bare ikke rigtig på, eftersom det primært er venstre side (hånd og arm), der ryster.
Opdatering 2021-10-21: Det viste sig at være Parkinsonisme, og det var slemt.
Også andre symptomer
Der er også andre symptomer på, at noget ikke er, som det skal være: Jeg går rundt med panisk angst for at miste tegnebog, nøgler og telefon og for at glemme koden til Visakortet. Når jeg skal ud ad døren, tjekker jeg de tre førstnævnte ting mindst tre gange for at sikre mig, at de nu også er på deres faste pladser. Nå jeg lægger pungen på plads efter indkøb, bliver den efter fast rutine placeret i bunden af tasken. Her bliver nøglerne også tjekket. Alligevel er jeg overrasket over at finde tingene på deres rette plads, når jeg kommer hjem igen. Jeg hader det.
Jeg har ondt i maven, når jeg arbejder. Ikke meget men nok. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på at skulle på arbejde om to dage.
Er det angst?
Jeg tænker på, om det er angst. Det har jeg aldrig lidt af, så måske er det ikke klinisk angst, men så bare angstsymptomer. Uanset hvad så hader jeg dem. Og uanset hvad vil jeg tale med dem i distriktspsykiatrien om symptomerne.
Det lyder som angst.
Det kan man få noget for. Hvis det er noget kortvarigt, “her og nu”, så er benzodiazepiner såmænd meget gode. “Oxapax” er et udmærket mærke. Du kender farerne ved det: Man skal ikke overdrive, og det skal helst være kureret i løbet af 14 dage, ellers er der stor fare for, at man bliver afhængig.
Hvis det er noget mere langvarigt, er der altså grund til at finde på noget andet. Der findes en del psykiatere og psykologer, der anvender kognitiv terapi mod angst.
Kogt ned til et absolut minimum, kan denne terapi gå ud på at svare på spørgsmålet: Hvad er det værste, der kan ske? Det kan kræve en del mod at se svaret i øjnene, og derfor kan det være godt at have en professionel makker på banen, når det sker.
Din plan om at diskutere det med distriktspsykiatrien er god. Angst skal man ikke rende rundt med alene.
@ Henny
Tak for dit gode svar!
Jeg tror også, det er angst, men man skal selvfølgelig passe på med at rende rundt at diagnosticere sig selv.
Jeg er allerede på Oxapax til natten, da jeg ellers ikke kan sove, og det hjælper de vældig godt på. Jeg tror, jeg er blevet afhængig, på den anden side set har jeg lige netop haft taget en kold tyrker uden problemer, idet jeg var udgået.
Når jeg ser min gode læge i distriktspsykiatrien, vil jeg tage det op med ham. Det er bare så svært at få en tid hos ham (man er berettiget til to tider pr. år, idet de mangler læger…). Det fungerer anderledes fint med kontaktpersonen, som jeg ser fast hver tredje uge. Jeg vil starte med at nævne det for hende.
Og det værste der kan ske er, at jeg laver for mange fejl, og bliver fyret/ikke-ansat af den grund.