/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatridialog

Psykiatridialog

Mail fra Glostrup om psykiatridialog

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Psykiatrisk Center Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter“, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂

Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyper-professionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Jeg var ikke “ventet og velkommen”

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer udfyldt af Distriktspsykiatrien, Nana Hengstenberg, til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig bestemt ikke “ventet og velkommen”.

Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?

Tre nye diagnoser på en times tid

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Aspergers syndrom, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig i skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808 måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle opleve igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den.

Konklusion

Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Også noget på den positive side

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med, om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/11 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Chefen skriver gerne anbefaling

Chefen skriver gerne anbefaling

Købt eller solgt

Chefen skriver gerne anbefaling

I min kontrakt med Folkekirkens Nødhjælp står, at vi efter seks måneder i Genbrug skal tage stilling til forlængelse/fastansættelse. Det har vi så gjort (på mit initiativ), og barometeret peger på solgt. Der er ikke tilstrækkeligt med opgaver.

Jeg er dybt skuffet. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan noget, de kan bruge!

Folkekirkens Nødhjælp (FKN) har brug for dette:

Jeg kan slet ikke overskue situationen nu. Jeg synes, FKN har behov for:

  • Web: Vedligeholdelse og udvikling af websites (intra- og ekstranet)
  • Sproglig gennemgang af ovenstående. (Jeg har en journalists og forfatters ord for, at jeg kan noget med sprog.)
  • Kontinuerlige sproglige gennemgange.
  • Arbejdsgangsanalyser – gerne proaktivt
  • Procesoptimering – gerne proaktivt
  • Analyser af store datasæt
  • Tværgående standardiseringsopgaver – fx har vi 50 Facebooksider, hvordan skal de så se ud på tværs? En art kravsspecifikation. Som eksempel: skal de opdateres månedligt? skal der være et billede af butikslederen? bør der være kontaktinformation på butikslederen? skal åbningstiderne vises? osv…

Herudover er jeg ikke “for fin” til noget, men jeg har ikke lyst til at arbejde med noget, der ikke er vigtigt/”rigtigt”. Det er trods alt ikke en eller anden form for jobtræning.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg jo altså ikke er blevet dum af at blive syg! Jeg kan stadig noget – bare ikke så længe!

At agere

Den nuværende chef vil gerne prøve at markedsføre mig i organisationen og vil gerne skrive en anbefaling . Det er selvfølgelig fint, men jeg er nødt til at skyde med spredehagl, og tage fat i Sune (den tidligere HR-chef) og i min fleksjobkonsulent i Hvidovre Kommune. Det sker i morgen. Problemet er, at Danmark jo nærmest er lukket indtil 1. august.

Jeg kan ikke holde til bare at lade stå til og se, hvad der sker. Jeg går i stykker af ikke at vide, hvad der skal ske.

Jeg har kontaktet Sune, forklaret situationen, han vil gerne hjælpe mig, og han har et netværk i NGO-verdenen. Jeg stoler på ham.

Angst

Nu var det faktisk begyndt at gå rigtig fint, og jeg havde fundet en ny platform. Den er væk nu. Jeg var enormt nervøs, var godt forberedt mv. Jeg er bange for at havne med en ny indlæggelse. Jeg har stort set grædt siden i formiddags, for jeg kan ikke overskue at skulle markedsføre mig selv igen, bygge nyt netværk, igen forklare at jeg har kompetencer, at jeg ikke er blevet dum af at blive syg, få ny chef osv…. Det tager mindst tre måneder at bygge et nyt netværk, at lære nye kolleger at kende, at finde ud af opgaverne, at finde et fodslag med en ny chef osv.

Hvor skal jeg finde kræfterne til alt det – jeg orker det bare ikke, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem det. Jeg orker ikke mere uvished.

Jeg synes, jeg har gjort alt hvad jeg kan, fx svaret telefon og e-mail på mine fridage (hurra for viderestilling), budt ind med hvad som helst, taget de opgaver som andre ikke gad (eller fordi det var billigere at lade mig løse dem). Jeg kan ikke få øje på, hvad jeg ellers kunne have gjort.

Angsten går på at alt dette havner med en ny indlæggelse.

De professionelle

Jeg maste mig ind hos min søde kontaktperson i distriktspsykiatrien i dag, og det lykkedes at få en tid hos psykologen på fredag, men altså kun præcis 60 minutter. Hun er presset, men hun tager imod mig. Og det er jeg taknemmelig for, men jeg bryder mig ikke om at leve på andres nåde og bekostning.

Det er ikke ret godt. Mit netværk er lille. Jeg har taget fat i dem, jeg kan, men det er få.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatrien er stadig udsultet

Psykiatrien er stadig udsultet

Arrig

Psykiatrien er stadig udsultet

Jeg kan blive så arrig, når jeg læser dette indlæg ovre hos Lene. Hun arbejder som sygeplejerske på et trombolyseafsnit, hvilket vil sige, at hun tager sig af mennesker, der har forskellige former for hjerneskader – og vist nok også mennesker, der er i risiko for at blive ramt. Når man kommer til hendes afsnit, er man derfor rigtig dårlig, og den medicin, man spiser, er ikke bolcher. Prøv at læse hendes indlæg for at se, hvordan hendes hverdage kan se ud. Jeg synes, det er rystende.

Eric kommenterede ved at spørge, hvad det er statsministeren mener, når han taler om “kernevelfærd”; det er åbenbart ikke noget, vi skal vente at se i sundhedssektoren, og den slet skjulte hensigt kan være at fyre lidt mere op under privathospitalerne.

Psykiatrien

Jeg genkender det; godt nok kun fra den anden side af bordet. De løber stærkt i psykiatrien. Psykiatrien er alvorligt udsultet, måske mere end det somatiske område, og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at der bliver gjort noget ved det. De hellige to pct. skal nås hvert år. Hvad pokker (jeg kan også værre ord, men de ser ikke godt ud på skrift) er det, der foregår?

Når jeg kan se, at medarbejderne har rigtig travlt, kan jeg ikke lide at “forstyrre” med fx et ønske om en snak. Og det er jo helt galt, når det er sådan. Måske gælder det især på et psykiatrisk afsnit, at patienterne har brug for en snak måske for at jage dårlige tanker væk, få afløb for diverse bekymringer om fremtiden eller jage stemmerne væk mv. Selvom medarbejderne ikke har tiden, er der flere af dem, der tager sig tiden.

En kvart million borgere til 13 sengepladser

Et enkelt eksempel på udsultningen: Det “gamle” 808 havde 18 åbne sengepladser, hvilket blandt andet betød, at man stoppede fire alvorligt syge mennesker ind på én stue. Er man indlagt i dagens Danmark, er man virkelig syg. Jeg har altid bedt om en kugledyne, men de tidligere kugler larmede helt enormt, så når jeg bevægede mig i sengen, kunne mine stue-medpatienter ikke sove, og de beskrev lyden som et tordenvejr.

Der var bad og toiletter på gangen.

I forbindelse med en fusion mellem Glostrup og Hvidovre, flyttede 808 op ad gangen til mere tidssvarende forhold med som hovedregel enestuer med eget bad og toilet. Dog er det stadig sådan, at når man får det lidt bedre, er der risiko for, at man bliver flyttet ind på en tosengsstue, fordi der kommer en ny patient, der har det værre. Det er ikke værdigt.

Før var der 18 åbne pladser. I forbindelse med fusionen og flytningen er der nu skåret ned til åbne 13 pladser. Optageomåderne er: Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. Nu kender jeg ikke lige befolkningstallet for disse kommuner, men enhver kan sige sig selv, at 808 er voldsomt underdimensioneret. Hvor længe skal det vare ved? Lige til en hænger sig lysekronen?

Tilføjelse: Jeg har undersøgt befolkningstallene pr. kommune: Albertslund 27.780, Brøndby 20.000, Hvidovre 52.027, Høje Taastrup 48.853, Ishøj 21.675, Rødovre 37.540, Vallensbæk 15.727. Det giver i alt 223.602 – til 13 sengepladser. Det holder altså ikke.

Kræftområdet

Hvis man kan sige, at nogle patienter har det bedre, så er det på kræftområdet. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er en forfærdelig sygdom, men der er en massiv spiller med indflydelsesrige kræfter: Kræftens Bekæmpelse. De er simpelthen så dygtige, og de har en kæmpe politisk gennemslagskraft. Jeg mener, at der er vedtaget fem kræftpakker, der er behandlingsgarantier, som blandt andet betyder, at behandling skal iværksættes inden for ganske korte frister mv. Der er brugt milliarder af kroner.

På det psykiatriske område er der hverken behandlingsgarantier eller poser med penge. Og det er så heller ikke helt korrekt: Der blev for et par år siden sendt 200 millioner kr. til psykiatrien, men den tidligere sundhedsminister (2015 – 2016) Sophie Løhde anede ikke, hvor pengene var blevet af!

Ekstrabevillinger til psykiatrien gives fra satspuljemidlerne, der er midlertidige/engangsløft, mens ekstrabevillingerne til kræftområdet altid er givet som varige løft på finanslovene. Det er fuldkommen urimeligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i /af

Drik vand

Drik vand

Hos speciallægen

Drik vand

Jeg har i dag været hos en øre- næse- halsspecialist, der skulle se på min mundtørhed. Han var vældig omhyggelig og imødekommende. Det gode er, at der ikke er noget galt nogen steder. Det knap så gode er, at der ikke noget at gøre ved det udover medicinen, og det vil jeg ikke være med til; jeg tør ganske enkelt ikke. Det har trods alt taget ca. to og et halvt år at finde de rette præparater og doser. Overlægen på 808 ved, hvad hun taler om, og jeg retter mig efter hendes råd og erfaring.

Den flinke specialist forsvandt i ca. 10 minutter for at konferere med sin kollega, om de kunne gøre noget for mig. Det kan de ikke. De slog al min medicin op på skærmen og kom frem til, at Lithium (Litarex) er den største synder; herefter kommer Lamictalen. Jeg kan ikke undvære noget af det, da det er dem, der holder mig på sporet og indenfor normalområdet/i neutraliteten, hvor jeg helst blive ved at være.

De kan ikke hjælpe, når jeg ikke vil ændre på medicinen

Så tilbage var kun at opfordre til at drikke mere vand. Jeg er glad for, at der ikke var noget galt, men på den anden side set er jeg lidt skuffet over, at de ikke kan hjælpe mig. Noget der undrer mig, at Distriktspsykiatrien har aldrig hørt om dette før. Det er da nærmest almendannelse, at hvis man arbejder i psykiatrien, har man også lidt viden om disse problemer. Jeg kan da umuligt være den første, der oplever dette. “Min præst” har været på psykiatrisk afdeling i 17 år, og hun kan fortælle, at der er rigtig mange, der har dårlige tænder.

Jeg gør allerede alt, hvad jeg kan

  • Kunstig spyt, som er en “gel”, man smører på tunge og tænder. Det virket fint, indtil det er forsvundet fra mundhulen.
  • Sugetabletter. De virket fint, indtil de er forsvundet fra mundhulen.
  • Specialtandpasta på recept.
  • Prolacsan i tabletform, og de er gode, fordi de rummer 7 mio. så mange gange enzymymer som alt mulig andet.

Alt sammen er jo vældig godt som symptombehandling, men årsagen (den megen medicin) har vi ikke fjernet, fordi jeg ikke vil gå med til at ændre på det, og det synes jeg, jeg har gode grunde til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.