/6 Kommentarer/i /af

Drik vand

Drik vand

Hos speciallægen

Drik vand

Jeg har i dag været hos en øre- næse- halsspecialist, der skulle se på min mundtørhed. Han var vældig omhyggelig og imødekommende. Det gode er, at der ikke er noget galt nogen steder. Det knap så gode er, at der ikke noget at gøre ved det udover medicinen, og det vil jeg ikke være med til; jeg tør ganske enkelt ikke. Det har trods alt taget ca. to og et halvt år at finde de rette præparater og doser. Overlægen på 808 ved, hvad hun taler om, og jeg retter mig efter hendes råd og erfaring.

Den flinke specialist forsvandt i ca. 10 minutter for at konferere med sin kollega, om de kunne gøre noget for mig. Det kan de ikke. De slog al min medicin op på skærmen og kom frem til, at Lithium (Litarex) er den største synder; herefter kommer Lamictalen. Jeg kan ikke undvære noget af det, da det er dem, der holder mig på sporet og indenfor normalområdet/i neutraliteten, hvor jeg helst blive ved at være.

De kan ikke hjælpe, når jeg ikke vil ændre på medicinen

Så tilbage var kun at opfordre til at drikke mere vand. Jeg er glad for, at der ikke var noget galt, men på den anden side set er jeg lidt skuffet over, at de ikke kan hjælpe mig. Noget der undrer mig, at Distriktspsykiatrien har aldrig hørt om dette før. Det er da nærmest almendannelse, at hvis man arbejder i psykiatrien, har man også lidt viden om disse problemer. Jeg kan da umuligt være den første, der oplever dette. “Min præst” har været på psykiatrisk afdeling i 17 år, og hun kan fortælle, at der er rigtig mange, der har dårlige tænder.

Jeg gør allerede alt, hvad jeg kan

  • Kunstig spyt, som er en “gel”, man smører på tunge og tænder. Det virket fint, indtil det er forsvundet fra mundhulen.
  • Sugetabletter. De virket fint, indtil de er forsvundet fra mundhulen.
  • Specialtandpasta på recept.
  • Prolacsan i tabletform, og de er gode, fordi de rummer 7 mio. så mange gange enzymymer som alt mulig andet.

Alt sammen er jo vældig godt som symptombehandling, men årsagen (den megen medicin) har vi ikke fjernet, fordi jeg ikke vil gå med til at ændre på det, og det synes jeg, jeg har gode grunde til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Skriv nu bare en bog

Skriv nu bare en bog

Psykologen siger det

Skriv nu bare en bog

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner

Et naturligt udgangspunkt kunne være bipolar affektiv sindslidelse. På bloggen er der lige nu 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring. Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Min blakkede fortid

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg vil ikke ende som en ny Synnøve Søe.

Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønsket mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror…

På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i /af

Hvor er jeg glad for kugledynen

Hvor er jeg glad for kugledynen

Et kort “fjollet” indlæg

Hvor er jeg glad for kugledynen

Hvidovre Kommune sponserede en kugledyne af det helt rigtige fabrikat – Protac. Jeg er simpelthen så glad for den. Jeg havde tidligere fået en eller anden form for specialdyne, men den virkede ikke nær så godt.

Kugledynen udøver et “sansemotorisk tryk” overalt på kroppen, og det især når man vender sig. Og det gør man mange gange pr. nat. Den giver tryghed og ro. Hvis jeg har en dårlig dag – og det har jeg selvfølgelig af og til – bliver jeg under den i nogle timer. Op ad formiddagen har den så gjort sin virkning, og jeg kan alligevel overskue at stå op, gå ud ad gangen, dreje til venstre og gå ind i brusebadet, og efterfølgende tørre mig selv på ryggen. Den dyne er simpelthen fantastisk. Jeg har ikke sovet så godt som tilbage i 80’erne, hvor mine søvnproblemer opstod.

Mærkelig borger der takker

Jeg ringede faktisk til Hvidovre Kommune for at sige tak for bevillingen. De tog det pænt til sig, men de lød også som om, jeg var den første, der nogensinde havde ringet med det formål, og som om jeg var lidt sær. Okay så er jeg sær. Jeg har for længst besluttet mig for, at det at være sær betyder at være noget særligt. Så kan det lige som bedre gå an.

Min model er syv kilo tung. De fås op til 12 kilo. Umiddelbart tænkte jeg, at syv kilo var for let, men nu synes jeg, det er en passende vægt. Jeg skal jo også kunne ånde under den, når det forhåbentlig engang bliver sommer.

De gamle udgaver, som de har på 808, er fyldt med kugler, der larmer helt enormt. De nyere dyner er fyldt med støjsvage kugler. En medpatient sagde engang om de gamle udgaver at “de lyder som et tordenvejr”, og det havde hun faktisk ret i. Nu betyder det jo selvfølgelig ikke så meget, når man sover alene, men det er da alligevel meget rart ikke at skulle leve med larmen.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Internatet

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Det var så Nyborg Strand sammen med andre søde 54 mennesker.

Em af de ting, jeg synes er positivt ved Folkekirkens Nødhjælp er, at vi ved større arrangementer altid starter med at synge (stående) fra højskolesangbogen, og så scenen sat.

Den første dag

Allerede i toget kom Thomas og sagde, at han syntes, jeg var helt rundt på gulvet. Det havde han sådan set ret i. Jeg var overvældet over alt det, der skulle foregå, også selv om det var fine ting, der var programmet. Allerede hjemmefra havde jeg sat krydser ved det, jeg absolut ville deltage i. En af dem var at høre Birgitte Qvist-Sørensen, som virkelig er et dedikeret menneske, der står fast på det, hun mener, uanset om det er på Facebook eller i TV. Hun er ikke bange for at bruge begreber hentet fra bibelen, og for os er “Næstekærlighed” et centralt ord. Den kvinde har karisma, og uanset hvor man møder hende, har hun altid tid til at sige hej. Det burde ikke være noget særligt, men det har jeg ikke oplevet på nogen af min andre arbejdspladser.

Som aftalt med psykologen fandt jeg en plads tæt ved en dør, så jeg kunne liste stille og roligt ud, uden den store ståhej. Men det blev slet ikke nødvendigt den første dag. Jeg klarede det fra kl. 8:00 (hvor toget kørte) og til kl. 16:00. I alt otte timer. Målet var 1½ time. Derefter gik jeg op at sove et par timer inden middagen. og det gik også fint. Jeg trak mig lidt tidligt tilbage, da jeg var udkørt.

Så dag 1 var en succes. Men jeg spændte nok skruen buen for hårdt.

Den anden dag

Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, fordi jeg føler, der er meget på spil for mig. Skal de fastansætte mig, må de også vide, at jeg er fuldt og helt tilstede. En man kan regne med. Jeg kunne ikke alene træffe beslutningen om at forlade stedet. Først kom Thomas og sagde, at han godt lige ville snakke. Vi fandt en stille sted, hvor han sagde, at han og Dorte havde talt om, at jeg vist ikke havde det så godt, og at de syntes, jeg skulle finde mod København. Søde Dorte ordnede togbilletterne, og så var det bare at gå op til stationen, og hun tilbød endda at gå med. Men det behøvede hun ikke. Tværtimod kunne jeg vende tankerne lidt ved at gå turen alene? Men det er da omsorg, der vil noget, og som jeg slet ikke forventer fra andre mennesker. Som skrevet mindst 100 gange har jeg verdens bedste arbejdsplads.

Jeg satte mig ind på 1. klasse og var rede til at betale merprisen for at få fred i mit hoved. Jeg havde såmænd fundet de 150,- frem, men han kom aldrig og opkrævede beløbet. Sådan kommer man altså gratis til København på 1. klasse.

Så dag 2 var en fiasko.

Hjemme igen

Nogle timer under kugledynen har gjort lidt underværker, nu kan jeg da hænge sammen igen. Alt dette har været et eksperiment, men det gik ikke videre godt. Psykologen siger, at det er godt at udfordre skæbnen, men det er jeg nu ikke helt enig med hende i. Jeg trives bedste bag min 32″ skærm herhjemme eller 24″ på arbejdet. Jeg har ikke behov for at udfordre nogen skæbne.

For at klare det har jeg spist, jeg ved ikke hvor mange benzodiazepiner i form af Oxapax, men det tog kun toppen af angsten.

Jeg er glad for at være hjemme igen. Jeg trives bedst i “trummerummen”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.