/2 Kommentarer/i , /af ,

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Kræftens Bekæmpelse

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Da Kræftens Bekæmpelse for en lille måneds tid siden, holdt deres årlig landsindsamling, indsamlede de 34 millioner kr. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp 14 millioner ind. Hvad er det, de kan, som vi andre ikke kan?

Politisk gennemslagskraft

En anden ting, de kan hos Kræftens Bekæmpelse, er, at opnå politisk gennemslagskraft. De har initieret adskillige “Kræftpakker” – vist nok fire eller fem. På de psykiatriske område er det uhyre småt med den slags. Der er vist nok noget med en psykiatripakke på 200 millioner kr., som er forsvundet ud i den blå luft. Ingen ved hvor pengene er blev af – ikke engang Sonja Löhde. Det er i sig selv mærkeligt.

Pengene er i hvert fald ikke gået til Psykiatrisk Center Hvidovre (som nu hedder noget helt andet efter engang også at have heddet “Brøndbylund”). De har nu kun 13 åbne sengepladser på 808 til et optageområde, der dækker Hvidovre, Rødovre, Valby og også noget mere, som jeg ikke lige kan huske. På én måde er det positivt, at der nu er færre sengepladser, da det betyder, at vi ikke længere ligger på 3- og 4-sengsstuer. Læg lige fire psykisk syge mennesker med sygdommen i udbrud i samme rum… Det er ganske enkelt uværdigt, men man tager imod det, da alternativet er værre: Ensomheden i eget hjem – måske med mange farlige tanker.

Strategisk samarbejde

Endelig kommer jeg til sagen: Hvorfor slår Psykiatrifonden og SIND sig ikke sammen i et strategisk fællesskab, der skal dreje sig om at kæmpe psykiatripakker – der vel at mærke batter – gennem det politiske system? “Fællesskab gør stærk”, siger man, og det må også gælde her!

I den daglige kernedrift har de to organisationer hver deres profil, men det behøver vel ikke betyde, at de ikke kan forene kræfterne på et enkelt strategisk område?

  • Psykiatrifonden går op i viden, uddannelse, aftabuisering, forskning, kommunalt samarbejde, uddannelse af patienter og pårørende mv. De har fx et super flot “mentalt motionscenter” på deres hjemmeside. På siden kan man hjælpe sig selv og få inspiration til, hvad man selv kan gøre.
  • Fra hjemmesiden: “SIND citeres meget ofte i medierne. Både aviser, tv, radio, magasiner og internetmedier omtaler regelmæssigt Landsforeningen SIND. Omtalen gælder både kommentarer til aktuelle sager og mere langsigtet ekspertise. SIND har desuden god kontakt til adskillige politikere og embedsmænd. Både formelt via de høringssvar, SIND som repræsentant i fx Danske Handicaporganisationer er berettiget til at afgive, og uformelt, når udspil og lovforslag tager form. SIND har også repræsentanter i en lang række lokale og landsdækkende udvalg, råd og nævn.”

Nytænkning?

Det er såmænd ikke fordi, jeg har fundet “de vises sten” mht. det strategiske samarbejde. Nogen må vel have tænkt disse indlysende tanker før mig?

Det betyder bare ikke, at der ikke kan være behov for endnu et svar på, hvorfor Kræftens Bekæmpelse kan meget mere end os.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/14 Kommentarer/i , /af ,

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Medicin i nye rammer

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.

Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes”, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.

Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.

Mine mange år

Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.

Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun lært af mig.

Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.

Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.

Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og psykolog.

Distriktspsykiatrien kontaktede Hvidovre Kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb hos Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.

De skriver ikke bare piller ud

Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han må tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Litium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.

Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort. Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let findes ved hjælp af Google.

Venlig hilsen

Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Et sted at være

Et sted at være

Være sted (det er med vilje i to ord)

Et sted at være

De har allesammen så travlt med at finde ud af, hvor jeg skal være:

  • Melita, overlægen på 808, synes, at det helt rigtige er at finde et eller flere steder at være, underforstået væresteder.
  • Anette, psykologen, advokerer Folkeuniversitetet med filosofi og den slags.
  • Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg ved, at jeg bør gøre et eller andet, men jeg vil ikke noget, hvor folk bare “kagler”.
  • Snik snak kan jeg ikke bruge til noget.

Psykologens plan

Psykologen har så fostret en plan, som jeg godt kan lide: Besøg, sammen med Line (tidligere medpatient, som jeg taler godt med og som er enormt sød), et antal væresteder og giv dem point ud fra nogle foruddefinerede kriterier. Evaluer dem samlet. Skriv om iagttagelserne på hjemmesiden.

Sådan.

Så får jeg tilfredsstillet det intellektuelle behov, samtidig med at jeg rent faktisk kommer ud over dørtrinnet. Line vil gerne være med. Det er fedt. Hvis jeg har en aftale, kommer jeg nemlig afsted. Vi sås her i eftermiddag og fandt frem til følgende kriterier. Vi var fuldstændig enige. Hvis Line nævnte et kriterie, var jeg helt enig og vice versa.

Det blev til:

  • Indkøb og andre aktiviteter
  • Madlavning,
  • Mad til rimelig pris
  • Rent og pænt
  • Ingen rygning indendørs
  • Tæt på
  • Ikke for mange mennesker
  • Kompetente medarbejdere
  • God aldersspredning
  • Ikke for syge, fx folk der råber eller taler højt med sig selv
Vi har sendt Line i forvejen til noget i Hvidovre, der hedder “Samleren”. De har en eller anden form for hjemmeside, men deres åbningstider fremgår ikke. Sært.
Samlet set tror jeg, dette kan blive et rigtig godt lille projekt som har lidt “spinoff”.
Jeg tror, det kan blive godt, og jeg glæder mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.