/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Et sted at være

Et sted at være

Være sted (det er med vilje i to ord)

Et sted at være

De har allesammen så travlt med at finde ud af, hvor jeg skal være:

  • Melita, overlægen på 808, synes, at det helt rigtige er at finde et eller flere steder at være, underforstået væresteder.
  • Anette, psykologen, advokerer Folkeuniversitetet med filosofi og den slags.
  • Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg ved, at jeg bør gøre et eller andet, men jeg vil ikke noget, hvor folk bare “kagler”.
  • Snik snak kan jeg ikke bruge til noget.

Psykologens plan

Psykologen har så fostret en plan, som jeg godt kan lide: Besøg, sammen med Line (tidligere medpatient, som jeg taler godt med og som er enormt sød), et antal væresteder og giv dem point ud fra nogle foruddefinerede kriterier. Evaluer dem samlet. Skriv om iagttagelserne på hjemmesiden.

Sådan.

Så får jeg tilfredsstillet det intellektuelle behov, samtidig med at jeg rent faktisk kommer ud over dørtrinnet. Line vil gerne være med. Det er fedt. Hvis jeg har en aftale, kommer jeg nemlig afsted. Vi sås her i eftermiddag og fandt frem til følgende kriterier. Vi var fuldstændig enige. Hvis Line nævnte et kriterie, var jeg helt enig og vice versa.

Det blev til:

  • Indkøb og andre aktiviteter
  • Madlavning,
  • Mad til rimelig pris
  • Rent og pænt
  • Ingen rygning indendørs
  • Tæt på
  • Ikke for mange mennesker
  • Kompetente medarbejdere
  • God aldersspredning
  • Ikke for syge, fx folk der råber eller taler højt med sig selv
Vi har sendt Line i forvejen til noget i Hvidovre, der hedder “Samleren”. De har en eller anden form for hjemmeside, men deres åbningstider fremgår ikke. Sært.
Samlet set tror jeg, dette kan blive et rigtig godt lille projekt som har lidt “spinoff”.
Jeg tror, det kan blive godt, og jeg glæder mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Effektivt

Effektivt

Egen læge er super effektiv

I onsdags var jeg hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, og vi talte en del om nutiden men også om den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Hun kaldte det for en form for livskrise, som det ville være fornuftigt at få en form for hjælp til i form af psykologbistand.

Efter hendes mening kunne en sådan krise udløse nye udsving til både den ene og den anden side og selvfølgelig hindre mig i at arbejde eller bare finde et arbejde. Og det går ikke.

Den fantastiske psykolog jeg havde i Psykiatrifonden er i mellemtiden blevet selvstændig. Jeg indvilgede i idéen om at prøve at finde frem til hende og høre, om hun vil have mig igen. Det vil hun gerne.

Parallelt hermed skulle jeg finde ud af, om der var nogen steder at få en økonomisk håndsrækning, da psykologbistand er temmelig dyrt. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere nærliggende og rigtigt forekom det at være.

At finde frem til en håndsrækning

Jeg startede med mit forsikringsselskab, men jeg har kun en hjemforsikring, så der var ikke noget at hente. De henviste til fagforeningen.

Herefter skrev jeg til Djøf, der undersøgte sagen ret grundigt. Da de konstaterede, at der ingen muligheder var hos dem selv, gik de i gang med at kigge på fonde mv. Men der var ikke noget at gøre. Hun ringede og fortalte om alt det, hun havde kigget på. Det virkede meget seriøst og omhyggeligt.

Hun anbefalede egen læge, som skulle kunne give en henvisning.

Egen læge er effektiv

Fra jeg skrev nedenstående (som er mindre end de tilladte 750 karakterer 🙂 ) til min egen læge, til hun svarede, gik der vel omkring en halv time, før hun kom med det positive svar, at hun havde lagt henvisningen på psykologernes fælles server! Jeg er virkelig imponeret over, at den slags kan gøres så effektivt. Måske har det at gøre med, at jeg er “kendt” i det psykiatriske system?

Det var i onsdags, jeg talte med erhvervsrådgiveren og nu her 48 timer efter, sidder jeg med en henvisning, og flere gode mennesker har været i gang med at hjælpe og undersøge forskellige muligheder.

Imponerende! Endnu engang glædes jeg over, hvor effektivt “systemet” kan være. Det bedste er faktisk, at det bliver den psykolog, jeg kender, for jeg orker ikke at fortælle min livshistorie én gang til.

Her er mailen til lægen:

Kære Dorte

Min kontrakt hos Folkekirkens Nødhjælp udløber ved årsskiftet. Det betyder, at jeg skal finde et nyt fleksjob. Psykiatrifonden vurderer, at det er en livskrise, idet jeg finder hele min identitet i at arbejde. De anbefaler en psykolog. Jeg har kontaktet den psykolog, jeg har haft i Psykiatrifonden, og som kender mig gennem et helt år. Hun er meget dygtig og operationel.

Hun har et ydernummer og vil således kunne hjælpe mig, hvis du vil skrive en henvisning. Jeg kan godt betale det reducerede beløb, men jeg vil have svært ved den fulde timepris på 1.100 kr.

Psykiatrifonden vurderer tillige, at den situation, der opstår ved årsskiftet kan være med til at udløse nye udsving. Jeg har lige været indlagt 6½ uge.

Kan/vil du hjælpe?

Vh.
Hanne

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.