/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Effektivt

Effektivt

Egen læge er super effektiv

I onsdags var jeg hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, og vi talte en del om nutiden men også om den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Hun kaldte det for en form for livskrise, som det ville være fornuftigt at få en form for hjælp til i form af psykologbistand.

Efter hendes mening kunne en sådan krise udløse nye udsving til både den ene og den anden side og selvfølgelig hindre mig i at arbejde eller bare finde et arbejde. Og det går ikke.

Den fantastiske psykolog jeg havde i Psykiatrifonden er i mellemtiden blevet selvstændig. Jeg indvilgede i idéen om at prøve at finde frem til hende og høre, om hun vil have mig igen. Det vil hun gerne.

Parallelt hermed skulle jeg finde ud af, om der var nogen steder at få en økonomisk håndsrækning, da psykologbistand er temmelig dyrt. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere nærliggende og rigtigt forekom det at være.

At finde frem til en håndsrækning

Jeg startede med mit forsikringsselskab, men jeg har kun en hjemforsikring, så der var ikke noget at hente. De henviste til fagforeningen.

Herefter skrev jeg til Djøf, der undersøgte sagen ret grundigt. Da de konstaterede, at der ingen muligheder var hos dem selv, gik de i gang med at kigge på fonde mv. Men der var ikke noget at gøre. Hun ringede og fortalte om alt det, hun havde kigget på. Det virkede meget seriøst og omhyggeligt.

Hun anbefalede egen læge, som skulle kunne give en henvisning.

Egen læge er effektiv

Fra jeg skrev nedenstående (som er mindre end de tilladte 750 karakterer 🙂 ) til min egen læge, til hun svarede, gik der vel omkring en halv time, før hun kom med det positive svar, at hun havde lagt henvisningen på psykologernes fælles server! Jeg er virkelig imponeret over, at den slags kan gøres så effektivt. Måske har det at gøre med, at jeg er “kendt” i det psykiatriske system?

Det var i onsdags, jeg talte med erhvervsrådgiveren og nu her 48 timer efter, sidder jeg med en henvisning, og flere gode mennesker har været i gang med at hjælpe og undersøge forskellige muligheder.

Imponerende! Endnu engang glædes jeg over, hvor effektivt “systemet” kan være. Det bedste er faktisk, at det bliver den psykolog, jeg kender, for jeg orker ikke at fortælle min livshistorie én gang til.

Her er mailen til lægen:

Kære Dorte

Min kontrakt hos Folkekirkens Nødhjælp udløber ved årsskiftet. Det betyder, at jeg skal finde et nyt fleksjob. Psykiatrifonden vurderer, at det er en livskrise, idet jeg finder hele min identitet i at arbejde. De anbefaler en psykolog. Jeg har kontaktet den psykolog, jeg har haft i Psykiatrifonden, og som kender mig gennem et helt år. Hun er meget dygtig og operationel.

Hun har et ydernummer og vil således kunne hjælpe mig, hvis du vil skrive en henvisning. Jeg kan godt betale det reducerede beløb, men jeg vil have svært ved den fulde timepris på 1.100 kr.

Psykiatrifonden vurderer tillige, at den situation, der opstår ved årsskiftet kan være med til at udløse nye udsving. Jeg har lige været indlagt 6½ uge.

Kan/vil du hjælpe?

Vh.
Hanne

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Gensyn til 808

Gensyn til 808

På gensyn

Gensyn til 808

På baggrund af erfaringerne har jeg sagt “På gensyn” og ikke “Farvel” til 808. Alt andet ville være at stikke både dem og mig blår i øjnene.

Der kan gå et år, to år eller seks uger, men jeg er sikker på, vi ses igen. Jeg kender symptomerne alt for godt. Den gode overlæge sagde til udskrivningssamtalen, at jeg er meget sårbar, og at det er fint at søge hjælp. Jeg prøvede at beskrive mødet med Glostrup. Hun bifaldt det ikke tydeligt, men jeg fornemmede, at hun forstod. Selvfølgelig kan hun ikke bifalde en kritik af dem, der, nu som følge af fusionen den 1. februar i år, er hendes umiddelbare kolleger.

Bare tanken om at skulle vente minimum tre timer, med frygten for at blive afvist, i deres venteværelse, kan skræmme enhver væk.

Symptomer

Kan ikke stå ud af sengen, orker ikke at gå de ca. 10 meter gennem entreen og dreje til venstre ud til brusenichen. Hvis jeg tænker på at tørre mig på ryggen efter badet, er det helt uoverskueligt. Hvis det er sådan, står Hvidovres telefonnummer øverst i kriseplanen!

Kriseplanen/actioncardet er for længst lavet sammen med Mona, som er utrolig resultatorienteret. Det er meget konkret. Hvad er symptomer? hvad er strategier og løsninger? hvem kan jeg kontakte? osv. Appen hedder “MinPlan”.

Hvem kan jeg kontakte

Jeg kan kontakte 808, og jeg har deres direkte telefonnumre. Jeg vil utvivlsomt komme til at tale med nogen, jeg kender. Det er der en vis tryghed i. Jeg har kun oplevet god og omsorgsfuld behandling hos dem. Selv hvis man indlægges af Distriktspsykiatrien via fast track, går turen via Glostrup. Jeg har svært ved at se fornuften i det. Stoler Glostrup ikke på lægerne i Distriktspsykiatrien?

Og hvad så nu?

På arbejde i Folkekirkens Nødhjælp de sidste 14 arbejdsdage. Jeg vil prøve at gøre det så godt som muligt, selvom det er svært. Jeg skal jo gerne have Sune (chefen) til at skrive en pæn udtalelse.

Jeg har fået den mail, jeg ventede på fra erhvervsrådgiveren i Psykiatrifonden. Det var den, der skulle komme, før jeg kunne kontakte fleksjobrådgiveren i Hvidovre Kommune. Jeg har både ringet, lagt telefonbesked og mailet. Det må vel kunne lade sig gøre at få fat i ham? Han har konstant fri med sin familie, er på temadag mv. Erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden har betonet, hvor vigtig det er, at der sker noget i en fart. Jeg går ud fra, at han lytter til det.

Da jeg ikke orker at fortælle hele min livshistorie en gang til, tænker jeg, at det vil være en idé at sende dem mit CV og min livshistorie, som det ligger på nettet. Så kan de selv vælge og vrage. Jeg kommer gerne med supplerende bemærkninger, men turen forfra kan jeg ikke overskue.

Afsked med menighedsrådet

på torsdag den 24. november. Jeg har det ret dobbelt med ikke at være blevet valgt ind igen. Jeg har trods alt været med i otte år, og jeg synes, jeg har været med i nogle gode projekter, som har kunnet sætte lidt skub i sagerne.

Det, der får mig til at tænke, at det er OK ikke at være med mere, er hele forholdet til magthaverne. Når de fremlægger ting for rådet, er alle beslutninger allerede truffet, og rådet forventes bare at nikke anerkendende. Der er tale om skueprocesser, der skal ligne demokrati uden at være det. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om menighedsrådsmøderne, netop fordi det er magthavernes kamp mod det øvrige råd – ja egentlig er det ikke nogen kamp, idet rådet gør det, der forventes, nemlig tier og samtykker.

Udenfor møderne er Gud og hver mand trætte af magthaverne, men når vi så kommer til rådsmøderne, er der ingen, der siger et suk – bortset fra mig. Jeg har fået rollen som den terrier, der kæfter op. Det kan jeg fint leve med, men jeg synes ikke, det er tilfredsstillende, at de andre ikke siger noget. Hvad er alle deres bilaterale udsagn så værd?

Menighedsplejen

Der skal nedsættes et udvalg, der skal beskæftige sig med menighedsplejen. Gud og hver mand vil gerne være med. Jeg vil også gerne være med, men jeg bryder mig ikke om et enormt udvalg, ganske enkelt fordi det ikke er operationelt.

Alle præster bør være der og så fx tre eller fire læge medlemmer. Det må være nok.

Efter min mening skal udvalget incl. præsterne opstille kriterierne for tildeling af støtte, og det skal præsterne så rette sig efter, når de foretager den konkrete tildeling. Jeg forestiller mig egentlig, at der er en række administrative ting, der skal bringes på plads, og når det er sket, kan udvalget nøjes med at mødes til en form for evaluering et par gange om året.

Her bør vi fx tale om, hvorvidt kriterierne fungerer efter hensigten, gennemgå regnskab mv. Hvis der er behov for det, kan jeg fx lave regnskabet, med mindre der findes regler om, at regnskabsføreren skal stå for det – det gør der formentlig.

Udvalget bør indledningsvist beskæftige sig med etablering af hjemmesiden.

Af hjemmesiden børfremgå

  • Årlige indtægter og hvor de kommer fra: kirkebøssen og lørdagsdåb
  • Årlige udgifter
  • Altså samlet set et regnskab. Skal regnskabsføreren stå for det?
  • Julehjælp
  • Gavekort: Nødhjælp – de tre typer/størrelser
  • Hvad er kriterierne for at få hjælpen?
  • Hvor henvender man sig med ønsket om hjælp?
  • Hvem beslutter, om man kan få hjælpen?
  • Hvilke ansøgningsfrister er der?
  • Hvor kan man klage?
  • Hvor henvender man sig, hvis man har akut behov for hjælp, men falder udenfor de opstillede kriterier?
    • Skal der være en mulighed for at dispensere fra de opstillede kriterier?
    • Hvis svaret er “ja”, hvem tager så stilling til det?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

15 skridt

I dag var jeg inviteret til kaffe på Psykiatrisk Center Glostrup hos den afdelingssygeplejerske, Stine Kamp Nielsen, der sammen med overlæge Jannik Bjerrum besøgte mig på 808, efter jeg havde skrevet en mindre flatterende mail om oplevelserne i Glostrup til centerchef Birgitte Welcher.

Afdelingssygeplejersken inviterede mig til at deltage i et projekt, de kalder “15 skridt”, og jeg har selvfølgelig sagt ja tak til invitationen. Jeg havde jo på forhånd lovet, at jeg gerne ville hjælpe, hvis jeg kunne. Idéen er, at 15 skridt kan skabe forbedringer i psykiatrien. Det vil jeg gerne være med til.

I projektet burde indgå de oplevelser, man har, ved at sidde tre timer i venteværelset i akutmodtagelsen i Glostrup. For mig er de tre timer altid forbundet med angst for bare at blive sendt hjem igen. Det er selvfølgelig ikke klinisk angst, men det er tankerne om, hvad jeg så i stedet kan gøre. Hvis de ikke vil have mig, hvor henvender jeg mig så? Hvordan undgår jeg at dø? Hvor lang tid er der, til jeg kan få en tid i DPC? De henviser sikkert til egen læge, men egen læge har ikke en pind forstand på psykiatri, udover hvad hun kan læse sig til i journalen. Faktisk er jeg selv bedre i stand til at lære hende op.

“…Sådan lyder filosofien bag 15 skridt-metoden fra England, som ved hjælp af førstehåndsindtrykket bruges til at identificere gode ting på en afdeling, og hvilke elementer der skaber forstyrrelser for og barrierer i patienter og pårørendes møde med sundhedsvæsenet.”

Jeg bliver nødt til at spørge Sune om lov til at bytte lidt rundt på arbejdsdagene, for at kunne møde op i Glostrup; han plejer dog at være sød til at acceptere disse “byttehandler”.

Den 30. november skal jeg deltage i et møde i DPC-regi, der handler om “Direkte patientfeedback”. Det ser jeg frem til.

Jeg synes slet ikke, det gør noget, hvis jeg kan blive en psykiatribruger, man gerne vil lytte til. Jeg har (desværre) efterhånden en del erfaring (ca. 10 indlæggelser siden sommeren 2014 og 51 ECT-behandlinger), og jeg er en af de brugere, der kan formulere mig, næsten uanset hvor dårligt jeg har det. Når jeg lytter til mine medpatienter, kan jeg høre, at det ikke er enhver beskåret. Som ressourcestærk vil jeg gerne gå i forvejen. Og i parentes bemærket er det slet ikke kun en fordel at være ressourcestærk! Min frygt er altid, at de ikke kan se bagom det ressourcestærke, og se den lidelse, der foreligger. Det er selvfølgelig lidt af en mistillidserklæring, men sådan er det slet ikke ment. Det er et oplæg til dialog!

Herudover fik Stine og jeg en snak om tilgrænsende emner – og det var spændende:

  • Behandlingsplaner: Hvidovre og Glostrup ser dem ikke ens. Hvidovre mener, de er til patientens brug, så det er klart, hvad der skal ske, og hvad der er aftalt. Planen udarbejdes inden for syv dage. Glostrup mener, de er lægernes arbejdsredskab, så derfor er det er i orden, at der i fx min er ni ting, der kan misforstås eller ikke er forståelige. De sigter mod en udarbejdelse på 24 timer. “Min” afdelingssygeplejerske Pia måtte have Klinisk Ordbog frem, da hun skulle hjælpe mig med at dechifrere, hvad der stod. I nogle tilfælde ud af de ni måtte hun give op! Glostrup og Hvidovre er fusioneret den 1. februar 2016, så på et eller andet tidspunkt må de vel finde frem til et fælles fodslag. Jeg foretrækker Hvidovres model. Min tanke er tilligemed, at hvis jeg ikke kender ordene, vil der være en række andre patienter, der heller ikke kender dem.
  • Patienternes mere kvalificerede dialog med lægerne: Nu om dage kan jeg som patient møde min læge på mere ligeværdige vilkår, fordi der er så meget information tilgængelig på nettet. Selvfølgelig er det hende, der er eksperten, og mig der er brugeren, men jeg kan stille bedre spørgsmål. Fx kunne jeg spørge Melita om ECT-behandlingerne kunne miste deres effekt? Uden Google havde jeg aldrig været i stand til at stille det spørgsmål. Det samme gælder med medicinen. Der er det i høj grad relevant at stille spørgsmål og prøve at forstå. Jeg synes, det er svært stof, og jeg må stole på hende, men jeg kan godt lide den kvalificerede dialog.
  • I går spurgte jeg hende ligeud om min drejebog/film er en psykose eller hallucinationer? Jeg lider af den, og jeg lider under den. Det var egl. befriende at høre hende sige, at det vidste hun ikke. Jeg er ikke psykotisk, og det ved jeg udmærket selv godt. Jeg er fuldstændig klar over, at det jeg ser/hører ikke er virkelighed og at det ikke foregår udenfor mig. Jeg ved, at det foregår indeni mig, og jeg ved, at det ikke er virkelighed. Når hun ikke ved, hvad det er, kan hun selvfølgelig heller ikke sige præcist, hvordan jeg kan komme af med det. Min yndlings-Mona har fortalt mig, at det sidst varede fem måneder. Jeg frygter, at hun har ret igen. Der er et mantra, som jeg er træt af, nemlig: “Det varer nok ikke så længe denne gang”. Ja ja – men hvad pokker bygger de det på. Der er evidens for de fem måneder! Et andet mantra er: “Det går nok over, når du begynder at arbejde og tænker på noget andet”. Nej, det kan jeg nu bevise, at det gør det ikke. Jeg har været på arbejde vist nok fire gange; filmen/drejebogen er der stadig og den forstyrrer mig i at passe mit arbejde; den er ikke forsvundet. Lyt for pokker til mig! Jeg er udmærket klar over, hvad der sker, men jeg er ikke psykiater, så jeg kan ikke sige hvorfor eller hvordan det sker!