,

Ugeskemaer, jf. Psykiatrilovens § 3, stk. 3

Ugeskemaer

Ugeskemaer og behandlingsplaner

I min seneste behandlingsplan – Psykiatrilovens § 3, stk. 3 – findes ordet “ugeskema” flere gange. Jeg var ikke klar over, hvad det gik ud på, og derfor tænkte jeg, at det ikke var noget for mig – jeg er jo rigid? Jeg har ingen problemer med at strukturere mine dage, der bliver gjort rent og købt ind osv. Hvis jeg ikke orker noget, gør jeg alligevel bare én ting pr. dag. Jeg troede, ugeskemaerne skulle bruges til den slags. Jeg blev klogere!

Psykiatrilovens § 3, stk. 3: Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten inddrages og høres om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette.

Rullende udslusning er en individuel plan

De har tilbudt mig en “rullende udslusning”, og det er jeg taknemmelig for, især når man påtænker det enorme pres, der er på de 13 åbne pladser til det kæmpe optageområde. Man kunne sagtens mene, at jeg er udskrivningsklar og bare skille sig af med mig hurtigst muligt. Rullende udslusning er en individuel plan og går for mig ud på, at jeg begynder lige så stille at gå på arbejde og at øve mig på at sove hjemme. Mht. arbejdet har vi aftalt, at den første dag er alt ud over en time en succes. Det giver en vis tryghed.

Når man ikke kan overskue dagene

Pludselig kunne jeg slet ikke overskue tirsdag og onsdag, og det hele kørte rundt inde i hovedet sammen med filmen/drejebogen, som kører ufortrødent videre.

  • Tirsdag skal jeg til menighedsrådsvalg og stemme på mig selv, så jeg da får én stemme. Når afstemningen er lukket, skal vi kl. 20:30 have et glas vin, mens vi venter på resultatet.
  • Natten til onsdag skal jeg sove hjemme.
  • Onsdag skal jeg tidligt op og på arbejde for første gang i fem uger (vist nok), og jeg er meget nervøs for at komme over dørtrinnet og for den første time. Jeg kunne bare ikke overskue det.

En af mine egne kontaktpersoner var på arbejde i aftes, så jeg klagede min nød til hende. Herpå kom der gang i ugeskemaerne med plan A og plan B hver dag i den kommende uge. Og så måtte jeg overgive mig. Jeg har brug for overblikket, og jeg tror på, det fungerer, men selvfølgelig skal det stå sin prøve i virkelighedens verden.

Samlet set får det mig til igen at konkludere, at de er enormt dygtige og dedikerede på 808. Jeg er meget glad for altid at have et sted at søge hen, når læsset igen vælter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Det hænger sammen af én årsag

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Jeg har tænkt på det længe: alle medarbejderne på afdeling 808 er utrolig dedikerede. De gør alle deres allerbedste for patienterne, og de er altid til rådighed for en snak, når det er nødvendigt. Det kan da godt være, at det ikke er lige her og nu, men så aftaler vi en tid til et senere tidspunkt.

En mødte ind i sin ferie for at give mig ECT. Jeg synes, det er imponerende.

Flere af dem har været her i mange år og husker, da der var langt flere tilbud til patienterne fx keramikværksteder og cykelreparation. Tænk hvis det var her endnu, så ville tiden ikke føles så lang, som den af og til gør. Man kunne selvfølgelig tage lidt hjem, jeg har bare ikke rigtig mod på det endnu.

Fusion mellem Glostrup og Hvidovre – nu er det PCG

Den 1. februar i år fusionerede Glostrup og Hvidovre – sandsynligvis som led i en spareøvelse. To virksomhedskulturer skulle smelte sammen, men det kan jeg som patient (heldigvis) ikke mærke noget til. Det mest synlige er, at der ikke længere er skadestue i Hvidovre, og at man temmelig sikkert kan risikere at skulle opholde sig en nat i Glostrup for næste morgen at blive puttet i en taxa og kørt hertil.

Jeg spurgte dem i Glostrup, hvad en opredning, en ekstra rengøring mv. kostede for en nat. Svaret var 3.700 kr og hertil kommer så de ca. 200 kr. i taxa. Jeg har svært ved at se “effektiviseringsgevinsten”, som den slags også kaldes, når man ikke tør sige ordet “besparelse” højt.

Vist nok på samme dato smeltede afdeling 808 og 801 sammen, og også her skulle to kulturer smelte sammen. Det er lykkedes rigtig godt. Mange af medarbejderne er jo dem, jeg kendte på forhånd, og de er såmænd så dygtige, søde, rare, omsorgsfulde og hjælpsomme. Jeg kunne godt finde flere superlativer frem!

Med den nye organisation er der 13 åbne sengepladser til optageområdet Valby og Hvidovre. Det er jo fuldstændig absurd, når man sammenholder det med antallet af mennesker, der på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af psykisk sygdom; det er vist nok 25 pct. Befolkningstallet i optageområdet er ca. en kvart million mennesker.

Folk “ligger i kø” i Glostrup for at komme til Hvidovre, og er man her, kan man være sikker på, at man er syg nok. Hvem kan sige sig fri fra af og til at tænke noget i retning af: “Fejler jeg overhovedet noget, er det ikke bare noget, jeg har bildt dem ind?” Men det skulle der altså være sikkerhed for ikke kan ske.

Julehjælp

Julen nærmer sig, og de første tilbudsaviser med diverse tingel tangel er begyndt at dukke op. Nogen på afdelingen kan lide at kigge i den slags. Hvis det ikke havde været for dem, havde jeg såmænd aldrig opdaget det, da jeg ikke holder den slags og også har sagt nej tak til “Hvidovre Avis”.

Jeg er med i en Facebookgruppe med titlen “Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”. Her toner Jørn Neergaard Larsens virkelighed frem i al sin gru. Jeg læser om mennesker, der har forsørgerpligt, som har 800 kr. eller mindre til forbrug, når alle de faste udgifter er betalt. Og om mennesker, der ikke har råd til deres medicin og går tomhændede hjem fra apoteket. Det gibber såmænd også i mig, når han siger 647 kr.

Mange i gruppen skriver allerede om julen, og om hvordan de skal kunne holde en bare nogenlunde anstændig jul for deres børn. Nedenstående link er fra websitet Folkekirken, og rummer rigtig mange muligheder for at søge julehjælp. Der er lidt flere muligheder inden for det kirkelige spektrum, end jeg var klar over.

http://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/advent-og-jul/julehjaelp

Nu har jeg jo ikke rigtig været i kirken en måneds tid, så jeg ved ikke, om der er kommet gang i arbejdet med Menighedsplejen. Hvis ikke er det på tide. Så vidt jeg har forstået på vores kordegn, er der kommet ekstra gang i indtægterne i kirkebøsserne, nu hvor vi også tilbyder MobilePay. Mange mennesker tager ikke portemonnæen med i kirke, men telefonen har man jo stort set altid på sig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Op og ned

En tur hjemme bare i et par timer. Jeg manglede rent tøj, postkassen skulle tilses og den slags ting. Pludselig kan jeg mærke, at jeg savner mit hjem – og mit arbejde.

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, hvordan det går. Jeg håber ikke, der er en læge, der spørger, for jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Noget går bedre, idet de ultra depressive symptomer er væk. På den anden side er der kommet andre “dårlige tanker” til, hvor jeg ikke orker at kæmpe længere, idet jeg har kæmpet med livet siden 1972, hvor min far døde, da jeg var ni år. Det er jo en menneskealder siden. Jeg har kæmpet og kæmpet, og egentlig synes jeg ikke, jeg har fået noget ud af det. Det har altid været op ad bakke.

Drejebogen kører for fuld styrke – den handler fortfarende om min død og begravelse, og det er alle de rigtige scener, der udspiller sig: Den rigtige præst, det rigtige afskedsbrev, der læses op ved kisten, de rigtige gæster, de rigtige salmer (14 og 787 (hører faktisk “Du som har tændt millioner af stjerner” mens jeg skriver dette indlæg)), testamentet er skrevet og bekræftet i Københavns Byret osv. Jeg er stadig angst for drejebogen, hvilket jo er positivt, idet det vidner om en vis livsvilje trods alt. Noget andet jeg hører er “Kære Linedanser” – den er også livsbekræftende. Jeg har lært den i Hvidovre Kirke.

Jeg er meget bekymret for selv at skulle finde et nyt fleksjob. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle kunne finde kræfterne, og jeg ved ikke, om jeg overhovedet har nogle kompetencer længere. Har jeg overhovedet noget at tilbyde en arbejdsgiver? Herudover kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne “overtale” en arbejdsgiver til at ændre et stillingsopslag fra en ordinær stilling til et fleksjob. Jeg dur ikke til at manipulere med andre mennesker. Og det synes jeg egentlig er en kvalifikation.

Det bedste ved dette er, at min yndlingskontaktperson Mona vil tage fat i PCHs socialrådgiver og fortælle hende, hvor vigtigt det er, at vi trykker Mickey Bech (Fleksjobkonsulenten) fra kommunen på maven og sørger for, at der sker noget. Det, jeg ikke kan selv, kan jeg måske med PCH i ryggen. De kan forklare, hvor vigtigt det er. Der lyttes sikkert mere til dem end til mig. Jeg står der igen 2. januar, hvis der ikke sker noget inden da.

Opfølgning på det positive møde med overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske fra Psykiatrisk Center Glostrup:

Jeg har i dag skrevet til centerchef Birgitte Welcher om det gode møde:

Kære Birgitte Welcher
Jeg vil bare gerne orientere dig om udfaldet af mit møde med to medarbejdere fra Psykiatrisk Center Glostrup:
For det første: det var utrolig positivt, og de tog vel imod de punkter, jeg listede op. Der var også et punkt, som jeg ikke havde nævnt i min mail til dig, da det lå lidt tilbage i tiden, nemlig skærtorsdag i 2016.
Konklusionen blev, at de vil tage hjem og kigge nærmere på det. Endvidere blev vi enige om, at de var velkomne til at bruge mig, hvis der var noget, de mente, jeg kunne hjælpe med i deres proces.
Dernæst: jeg har opsummeret det gode møde i en blogpost, hvilken du kan læse her, hvis du skulle være interesseret: https://stegemueller.dkutrolig-positivt/
 
Til sidst: du skal have mange tak for, at du gik positivt og konstruktivt ind i “sagen”. Jeg synes, at allerede det foreløbige udfald er positivt! Jeg glæder mig til at hjælpe dem, hvis der er noget, jeg kan bidrage med.
Venlig hilsen
Stegemüller
Så kan jeg vist ikke sige det meget pænere. Jeg er spændt på, hvad næste skridt er. Hvis Glostrup kan bruge mig til noget, vil jeg kun være glad. Jeg er jo blevet “svingdørspatient”, så jeg har noget at bidrage med. Samtidig er jeg Djøf’er, så jeg kender til at arbejde med processer og optimering heraf.
Bundløst ærligt. Svar hvis du har lyst – og ellers lad være.
, ,

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Så oprandt dagen, hvor overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske skulle komme kl. 14:00, så vi kunne drøfte mit brev til centerchef Birgitte Welcher om mine oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som har fået mig til at skrive, at jeg aldrig tager til Glostrup igen.

Jeg var nervøs, men det var positivt

Jeg var nervøs ved tanken. Det var dog ubegrundet, for det gik langt over forventning, og vi havde en rigtig god dialog.

Vi drøftede følgende:

1) De mange nye diagnoser

Det interessante ved dem, nemlig at jeg bliver ved at blive indlagt, er, at det kunne pege i retning af, at man skulle rette blikket andre steder hen. Måske er der grund til at tænke ud af boksen? Men det skal bare ikke ske umiddelbart efter en indlæggelse, hvor man/jeg er sårbar, skrøbelig, forvirret mv. Angsten for alle disse diagnoser blev for stor, jeg opfattede det som om, jeg skulle forholde mig til en ny virkelighed, der blev præsenteret efter en times samtale, mens resten af det psykiatriske system har kendt mig ret godt i 2½ år uden at komme på disse absurde idéer.

Han har muligvis ret i, at fx Aspergers syndrom slet ikke er så sjælden oven på bipolariteten, for det viser udenlandske forskningsresultater. Men igen skal det ikke præsenteres, når man lige er trådt ind ad døren og er i et skrøbeligt mode.

Jeg nævnte for dem, at nogle af deres kolleger havde sagt, at han var dygtig til at tænke ud af boksen, og det blev han naturligvis glad for at høre.

2) Mine oplevelser med Glostrup skærtorsdag 2016:

Jeg havde det meget dårligt og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme gennem påsken.

Denne situation er ikke medtaget i brevet til Birgitte Welcher, da den er gammel, men jeg fremdrog den på mødet for at underbygge, hvorfor jeg aldrig vil tage til Glostrup igen.

Skærtorsdag hændte dette: Jeg startede med at ringe til Psykiatrifondens telefonrådgivning og kom til at tale med en meget kompetent rådgiver. Efter omkring en times samtale anbefalede hun mig at tage på skadestuen. For at få en second opinion ringede jeg til min præst, der har 18 års erfaring med psykiatrien. Også hun anbefalede skadestuen.

Da det koster 200 kr. i taxa hjemme fra mig, ringede jeg til skadestuen og forelagde dem situationen for ikke at køre forgæves og spilde en masse penge. De ville ikke se mig, de anbefalede egen læge efter påsken eller førstkommende aftale i Distriktspsykiatrien. Man kan nå at tage livet af sig en del gange på den tid, der går, inden egen læge åbner igen, og man endnu senere kan få en tid.

Skadestuen skal se patienten blandt andet for at se, om der stadig er mimik og en hel masse andet, som jeg ikke har forstand på.

Vi fik en god drøftelse af denne situation. De var ret pikerede over det og de lagde vægt på, at jeg jo selv på forhånd havde gjort alt det, man kan forventes at gøre – og måske mere til. Det kan sagtens være, at man ikke skal indlægges, men man har krav på at blive vurderet af en læge face to face. Det kan ikke være rigtigt, at man afvises i telefonen. Det var vi fuldstændig enige om.

De lagde også vægt på, at jeg faktisk har en god sygdomsindsigt, så når jeg henvender mig, er der noget om snakken!

3) Jeg følte mig til gene

I min journal er anført, at jeg henvendte mig for meget til medarbejderne. Det er korrekt, at jeg bankede på og bad om en (lille) snak, og fik svaret, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kollega dagen før. På den måde føler man sig til gene for medarbejderne. Og umiddelbart efter en indlæggelse er man meget sårbar, og så skal man ikke afvises.

En medarbejder her på 808 har bekræftet mig i, at jeg har forståelse for, at de har mange patienter og mange opgaver, og at aftalen let kan blive om to timer. Jeg har aldrig før følt mig til gene her, og jeg håber heller ikke at komme til det igen. Det er trods alt mig, der er “kunden”.

Både Jannik og oversygeplejersken var enige i, at denne opførsel ikke var i orden. De vil gå hjem og undersøge sagen nærmere. Herudover vil de tage samtlige punkter op og se, hvad de kan gøre ved dem.

4) Jeg blev taget alvorligt, så jeg vil gerne hjælpe til

Jeg tilbød dem at være behjælpelig, hvis der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det sagde de uden videre ja tak til. Der skal skabes en situation, hvor jeg næste gang har mod på at følge kommandovejen via Glostrup og ikke venter hjemme på at få det så dårligt, at Distriktspsykiatrien kan indlægge mig via fast track.

Jeg er imponeret af at blive taget så alvorligt, at de ligefrem møder op her med et åbent sind og gerne vil lytte til en patient. Det er åbenbart, hvad man kan få ud af at henvende sig til centerchefen.

Og så noget helt andet: menighedsrådet og kommissoriet

Mit kommissorium om økonomistyringen til menighedsrådsmødet i går blev ikke videre vel modtaget. Det blev vedtaget med det mindst mulige antal stemmer (5 mod 4, og en pokkers masse blanke). Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg havde gjort en del for at skrive det let forståeligt, så alle kunne være med, men det var åbenbart ikke nok. Det, der ligger til grund, er formentlig, at de, der sidder på magten, vil miste magt med kommissoriet, og det er de selvfølgelig ikke videre interesserede i.

Men ok det blev vedtaget, og så må vi se, om det har gang på jord.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke bliver valgt ind i det kommende menighedsråd, og det er måske meget godt? Jeg tror, min tænkning er for langt fra deres.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.