15 skridt
I dag var jeg inviteret til kaffe på Psykiatrisk Center Glostrup hos den afdelingssygeplejerske, Stine Kamp Nielsen, der sammen med overlæge Jannik Bjerrum besøgte mig på 808, efter jeg havde skrevet en mindre flatterende mail om oplevelserne i Glostrup til centerchef Birgitte Welcher.
Afdelingssygeplejersken inviterede mig til at deltage i et projekt, de kalder “15 skridt”, og jeg har selvfølgelig sagt ja tak til invitationen. Jeg havde jo på forhånd lovet, at jeg gerne ville hjælpe, hvis jeg kunne. Idéen er, at 15 skridt kan skabe forbedringer i psykiatrien. Det vil jeg gerne være med til.
I projektet burde indgå de oplevelser, man har, ved at sidde tre timer i venteværelset i akutmodtagelsen i Glostrup. For mig er de tre timer altid forbundet med angst for bare at blive sendt hjem igen. Det er selvfølgelig ikke klinisk angst, men det er tankerne om, hvad jeg så i stedet kan gøre. Hvis de ikke vil have mig, hvor henvender jeg mig så? Hvordan undgår jeg at dø? Hvor lang tid er der, til jeg kan få en tid i DPC? De henviser sikkert til egen læge, men egen læge har ikke en pind forstand på psykiatri, udover hvad hun kan læse sig til i journalen. Faktisk er jeg selv bedre i stand til at lære hende op.
“…Sådan lyder filosofien bag 15 skridt-metoden fra England, som ved hjælp af førstehåndsindtrykket bruges til at identificere gode ting på en afdeling, og hvilke elementer der skaber forstyrrelser for og barrierer i patienter og pårørendes møde med sundhedsvæsenet.”
Jeg bliver nødt til at spørge Sune om lov til at bytte lidt rundt på arbejdsdagene, for at kunne møde op i Glostrup; han plejer dog at være sød til at acceptere disse “byttehandler”.
Den 30. november skal jeg deltage i et møde i DPC-regi, der handler om “Direkte patientfeedback”. Det ser jeg frem til.
Jeg synes slet ikke, det gør noget, hvis jeg kan blive en psykiatribruger, man gerne vil lytte til. Jeg har (desværre) efterhånden en del erfaring (ca. 10 indlæggelser siden sommeren 2014 og 51 ECT-behandlinger), og jeg er en af de brugere, der kan formulere mig, næsten uanset hvor dårligt jeg har det. Når jeg lytter til mine medpatienter, kan jeg høre, at det ikke er enhver beskåret. Som ressourcestærk vil jeg gerne gå i forvejen. Og i parentes bemærket er det slet ikke kun en fordel at være ressourcestærk! Min frygt er altid, at de ikke kan se bagom det ressourcestærke, og se den lidelse, der foreligger. Det er selvfølgelig lidt af en mistillidserklæring, men sådan er det slet ikke ment. Det er et oplæg til dialog!
Herudover fik Stine og jeg en snak om tilgrænsende emner – og det var spændende:
- Behandlingsplaner: Hvidovre og Glostrup ser dem ikke ens. Hvidovre mener, de er til patientens brug, så det er klart, hvad der skal ske, og hvad der er aftalt. Planen udarbejdes inden for syv dage. Glostrup mener, de er lægernes arbejdsredskab, så derfor er det er i orden, at der i fx min er ni ting, der kan misforstås eller ikke er forståelige. De sigter mod en udarbejdelse på 24 timer. “Min” afdelingssygeplejerske Pia måtte have Klinisk Ordbog frem, da hun skulle hjælpe mig med at dechifrere, hvad der stod. I nogle tilfælde ud af de ni måtte hun give op! Glostrup og Hvidovre er fusioneret den 1. februar 2016, så på et eller andet tidspunkt må de vel finde frem til et fælles fodslag. Jeg foretrækker Hvidovres model. Min tanke er tilligemed, at hvis jeg ikke kender ordene, vil der være en række andre patienter, der heller ikke kender dem.
- Patienternes mere kvalificerede dialog med lægerne: Nu om dage kan jeg som patient møde min læge på mere ligeværdige vilkår, fordi der er så meget information tilgængelig på nettet. Selvfølgelig er det hende, der er eksperten, og mig der er brugeren, men jeg kan stille bedre spørgsmål. Fx kunne jeg spørge Melita om ECT-behandlingerne kunne miste deres effekt? Uden Google havde jeg aldrig været i stand til at stille det spørgsmål. Det samme gælder med medicinen. Der er det i høj grad relevant at stille spørgsmål og prøve at forstå. Jeg synes, det er svært stof, og jeg må stole på hende, men jeg kan godt lide den kvalificerede dialog.
- I går spurgte jeg hende ligeud om min drejebog/film er en psykose eller hallucinationer? Jeg lider af den, og jeg lider under den. Det var egl. befriende at høre hende sige, at det vidste hun ikke. Jeg er ikke psykotisk, og det ved jeg udmærket selv godt. Jeg er fuldstændig klar over, at det jeg ser/hører ikke er virkelighed og at det ikke foregår udenfor mig. Jeg ved, at det foregår indeni mig, og jeg ved, at det ikke er virkelighed. Når hun ikke ved, hvad det er, kan hun selvfølgelig heller ikke sige præcist, hvordan jeg kan komme af med det. Min yndlings-Mona har fortalt mig, at det sidst varede fem måneder. Jeg frygter, at hun har ret igen. Der er et mantra, som jeg er træt af, nemlig: “Det varer nok ikke så længe denne gang”. Ja ja – men hvad pokker bygger de det på. Der er evidens for de fem måneder! Et andet mantra er: “Det går nok over, når du begynder at arbejde og tænker på noget andet”. Nej, det kan jeg nu bevise, at det gør det ikke. Jeg har været på arbejde vist nok fire gange; filmen/drejebogen er der stadig og den forstyrrer mig i at passe mit arbejde; den er ikke forsvundet. Lyt for pokker til mig! Jeg er udmærket klar over, hvad der sker, men jeg er ikke psykiater, så jeg kan ikke sige hvorfor eller hvordan det sker!
