/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Krøniken

Krøniken

Den lille kedsomhed

Lige p.t. går jeg og keder mig lidt, da der ikke er så mange udfordringer på arbejdet. Så må jeg jo finde på noget selv.

Derfor har jeg i dag skrevet en lille guide om ophavsret – især om hvordan Lov om ophavsret forholder sig til, at man fremstiller kopier af musik, og om man må få hjælp til det. Det er lidt nørdet, men uhyre anvendeligt for supportgruppen, hvor der ofte er nogen, der spørger til det. Inspirationen kom faktisk efter en længere diskussion i morges.

Man kan jo se TV: Krøniken

Serien ligger på DRs hjemmeside og jeg synes, den er fantastisk. Den blev vist i perioden fra 2004 – 2007. Tænk at der er gået så mange år. Hvor blev de mon af?

Der er meget medmenneskelighed, livsklogskab og humor i serien. Jeg sidder mutters alene og griner højt indimellem.

Karen Jensen og Hr. From som stereotyperne på en kommunist og en socialdemokrat. Stina Ekblad i rollen som den pragtfulde mor til Søs og Erik, og som hele tiden kommer til at stå mellem børnene og ægtemanden Kai Holger. Sidstnævnte tjente for øvrigt godt på den jødiske ingeniør Meyers tegninger, da han havde skibet Meyer af til Sverige i ’43. Køberne var værnemagten, der havde masser af valuta i modsætning til alle andre på den tid.

Det er så oplagt

Allermest holder jeg af den bindegale Erik, der for enhver pris vil producere fjernsyn – på en radiofabrik. Han satser huset og ægteskabet med Ida og deres lille dreng Bo. Koste hvad det vil, han vil producere fjernsyn, og han vil være den første producent overhovedet; og under alle omstændigheder vil han komme før Kai Holger på Bella. Han slår sig sammen med Meyer og de danner firmaet “Meyer & Nielsen”

Det er mange år siden, jeg sidst har set serien, men nu står det klart for mig: han er “skingrende bipolar”. Til og med afsnit fem ser man ham kun i maniske episoder, hvor han stort set kan gå på væggene, men han kommer senere i svært depressive perioder.

Nu har jeg aldrig produceret hverken fjernsyn eller radio, men jeg genkender alligevel en masse: Gå på væggene, blive fuldstændig opslugt af noget, så alt andet er ligegyldigt, ingen basale behov så som mad og søvn osv. Egentlig er det slet ikke så tosset med en mani, for man kan jo alt.

  • 85 pct. af min slægtsforskning er blevet til midt om natten – da det er en fredelig hobby, generede jeg ikke nogen med det.
  • I mange år arbejdede jeg til meget sent hver aften. Af og til tog jeg en del af natten med. Jeg havde ingen andre behov. Min karriere var i vidt omfang baseret på u-erkendte manier. Ingen så advarselstegnene.

Mange mennesker bruger masser af penge, når de er i den maniske fase. Det har jeg også gjort. Det, jeg husker tydeligst, er, at jeg på et tidspunkt købte tre computere på en dag. Da jeg kom hjem med dem, var jeg ikke helt klar over formålet… heldigvis var de ikke så dyre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

I konstruktiv dialog med psykiatrien

I konstruktiv dialog med psykiatrien

“Interview” på Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

Som tidligere omtalt er jeg blevet bedt om at deltage i en “Patient og pårørendegruppe” på Psykiatrisk Center Glostrup. De skriver fx

“Patient- og pårørendehistorier kan handle om forløb, hvor noget gik galt, eller forløb, hvor behandlingen forløb rigtigt godt. Sidstnævnte kan især bruges til at identificere faktorer, der har særlig betydning for patienten og den pårørende, men som måske ikke tillægges særlig betydning af de sundhedsprofessionelle, fordi de er blevet hjemmeblinde og vante til den daglige rutine.”

Projektet er en del af “Sikker psykiatri”. Selvfølgelig vil jeg gerne deltage, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med, og muligvis kan fungere lidt som “talerør” for de psykiatribrugere, der har mindre overskud. Efter ca. ti indlæggelser er mit erfaringsgrundlag stort og jeg kender mange tidligere medpatienter, der ikke lige har ressourcerne. Man kan kalde mig “svingdørspatient” eller “trænet bruger” alt efter behov og lyst.

Sikker psykiatri

Projektet har fokus på:

  • Undgå medicinfejl
  • Behandle fysiske sygdomme
  • Forebygge selvmord
  • Mindske tvang

Når jeg kigger ned over de fire punkter, er det svært at blive imponeret! Det sidste punkt med mindre tvang er måske nok noget nyt, men de tre øverste burde ikke være noget, der skal laves projekter om. Jeg forventer som patient, at de har styr på min medicin, for ellers kan jeg altså selv hælde op, som jeg jo gør herhjemme, hvilket jeg gør mig umage med. Det er svært, men jeg prøver. For så vidt angår tvang er det gudskelov ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set det i TV, og selv der virker det gruopvækkende. Det må være forfærdelig ydmygende at opleve. Min tanke er bare, at de vel gør det for patientens bedste.

For så vidt angår selvmordsscreeningen har jeg altid syntes, at den var lidt mystisk: De spørger, om jeg kan finde på at gøre noget, mens jeg er på afdelingen? Jeg svarer altid “Nej. Jeg skal være hjemme, for at det kan lade sig gøre”. Ingen har nogensinde fulgt op på det svar, selvom jeg kunne ønske mig det. Det lægger da op til at spørge yderligere til mine planer. Det er som om, at så længe jeg er i deres hænder er det fint, hvis jeg ikke tager livet af mig, men hvis jeg gør det herhjemme, er det okay.

Langt omkring

Jeg tror egentlig ikke, man kan kalde dagens seance for et interview, for hun var utrolig dygtig til at få mig til at tale frit fra leveren, og det fungerede fint. Og jeg har nogle budskaber, og jeg er vant til at “kæfte op” på en relativt pæn måde.

Det var lidt svært at få forklaret, at jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange forhold, der er politisk bestemte, og som selv de fineste og dyreste leanprojekter ikke kan ændre på. Jeg har trods alt levet af at lave regneark i rigtig mange år. Et eksempel på dette er, at Hvidovre og Glostrup er fusionerede, så man skal henvende sig i Glostrup, hvis man gerne vil til Hvidovre. Der er ganske enkelt ikke en akutmodtagelse i Hvidovre længere. En overnatning med to gange ekstra rengøring (før og efter overnatningen), opredningen og fjernelsen af sengetøj mv. koster 3.700 kr. Hertil kommer taxaen til et par hundrede kroner. Samlet set ca. 4.000 kr. for ingenting. Sikke meget patientbehandling der kunne laves for de penge, hvis man ser det på årsbasis. Det er der sikkert nogle sundhedsøkonomer, der har regnet på.

Jeg fik præsenteret mine hovedteser fra den tidligere blogpost, og jeg har fornemmelsen af, at jeg vandt gehør for dem, og det er jo ikke så ringe.

Hun stillede mange spørgsmål til min oplevelse af Hvidovre, og der kunne jeg jo kun sige, at jeg der føler mig tryg og i gode hænder. De ved, at jeg bare skal have en seng, når jeg henvender mig. Der skal jeg ikke “begynde forfra”. De kender mig.

Jeg prøvede at forklare, at når/hvis jeg henvender mig, er det efter langvarige overvejelser, fx en hel dag, hvor jeg har talt med Psykiatrifondens telefonrådgivning, Livslinjen og præsten. Hvis alle svar peger i den samme retning, tager jeg afsted og forventer så også at være “Ventet og velkommen” (tidens buzzwords). Jeg prøvede at forklare, at de tre til fire timer i deres arkitekttegnede venteværelse er et mareridt – et helvede er måske et bedre ord. TV2 kører ubarmhjertigt, og mine tanker kredser alene om angsten for at blive sendt hjem igen, for hvad så? Jeg henvender mig, når jeg synes, de skal passe på mig, fordi jeg ikke kan selv. Jeg kender efter 14 år min sygdom, og jeg ved, hvilken hjælp, jeg har behov for.

Status

Lige p.t. er status fantastisk! Jeg har ikke været indlagt de seneste ni måneder, og jeg er ved at få styr på mit liv, der ellers gik i stå i sommeren 2013. Efter fire år begynder det at ligne noget – men jeg har også arbejdet for det. Baseret på erfaringerne frygter jeg imidlertid for fremtiden, hvor jeg måske står uden job. Hvad vil det betyde? Skal jeg i gang med at kæmpe med ensomheden igen? Hvilke dårlige tanker vil det medføre?

Jeg håber på det bedste, og jeg kæmper for det, men ellers ved jeg da, at jeg er “Ventet og velkommen” på 808 i Hvidovre. Jeg skal bare først udstå ventetiden i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer

Fine apps

Apps til medicinbrugere med kognitive problemer.

Når nu jeg er storforbruger af medicin og samtidig har kognitive problemstillinger med hukommelse, koncentration og overblik, er det rart, at der findes så fine apps, der kan bruges som led i de “kompenserende strategier”.

Lige to indskudte sætninger:

  1. Det er endnu ikke gået op for mig, hvorfor programmer/software pludselig skal kaldes apps, der vel bare er en forkortelse for “applikation”?
  2. “Kompenserende strategier” lyder så avanceret, men dækker over en række banaliteter, der gør, at jeg kan få hverdagen til at hænge sammen.

Medicinhusker

Det bedste program er “Medicinhusker” fra Danmarks Apotekerforening. Programmet kan hentes i App Store (på iOS-enheder fx iPad/iPhone).

Man taster alle sine præparater ind og supplerer med det tidspunkt, de skal tages og hvilken dosis, der skal tages. I yderste kolonne markerer man, om man har husket at tage dem. Når tiden er inde, “bipper” programmet, så man er sikker på at tage dem på det rette tidspunkt som er vigtigt med fx Lithium.

Jeg har meget glæde af programmet.

Medicinkortet

Jeg har svært ved at overskue, hvornår jeg skal bestille mere medicin i Distriktspsykiatrien, da “data” fra medicinskabet skal sammenholdes med det, jeg har tilbage i æskerne og det, der er tilbage på apotekets server. Min apoteker anbefalede “Medicinkortet”, der giver et langt bedre overblik over det, der er tilbage på serveren, end sundhed.dk gør. Her står det i klartekst pr. præparat.

Også dette program kan hentes i App Store. Den første gang, man åbner programmet, skal man logge ind med NemID og lave en adgangskode på fire cifre. Herefter bruger man kun koden. Lettere kan det ikke være.

En fiks funktion er, at man kan bruge programmet til at forny recepter ved at trykke på en enkelt knap og derefter stryge til højre. Man får en kvittering.

Apotekeren.dk

Sidste skud på stammen er apotekeren.dk. Det er en webapplikation, så man skal bruge en browser. Applikationen viser alt mulig ligegyldigt fra apoteket, men den viser også recepterne, og hvad der er tilbage på dem. Man kan handle og betale på siden, og der tages uden videre hensyn til CTR-saldoen. Man logger ind med NemID. Det eneste, der mangler, er at gå ned på apoteket og hente varerne. Det er jo fint.

Siden er lige farvestrålende nok efter min smag; der er for meget, der “hopper og danser”.

Jeg oprettede en bruger forleden dag, og indstillede selvfølgelig Hvidovre Apotek som mit apotek. Nu sidder jeg så og tester siden, hvor jeg pludselig er tilknyttet Øster Jølby Apotek… Det er altså på Mors, men jeg kan ikke finde det sted, hvor man kan rette oplysningen.

Summa summarum: Jeg kan ikke anbefale siden.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Parkeringsplads

Parkeringsplads

Ressourceforløb

Parkeringsplads?

Det er svært ikke at kalde ressourceforløb for en parkeringsplads. Intentionerne i loven (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 68 a, stk. 2 – og lovbekendtgørelsen) er såmænd ellers gode nok, tror jeg, men det er let at komme i tvivl, når man kender konkrete eksempler.

Formål

Hvad er et ressourceforløb?

Et ressourceforløb er et længerevarende forløb, der kan bestå af flere forskellige indsatser med det formål at udvikle din arbejdsevne, så du kan komme i arbejde (herunder fleksjob) eller uddannelse. Ressourceforløb tilkendes især personer, hvor det er overvejende sandsynligt, at de uden en særlig, tværfaglig indsats vil ende med at få tilkendt førtidspension.
Men det kan også være personer med aktuelle komplekse problemer i form af f.eks. helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold mv., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang.
Kommunen skal dog vurdere, at alle relevante muligheder i den ordinære beskæftigelseslovgivning er udtømte, før der kan tilkendes et ressourceforløb. Kilde: DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet.

Et opslag i Statistikbanken viser, at der i 2016 var 14.486 personer i ressourceforløb i hele landet.

Konkret eksempel

Jeg kender fra hospitalet en kvinde på 32, som lider af svær skizofreni, hører stemmer, har svært ved at klare helt dagligdags opgaver så som tøjvask, hårvask, opvask mv. Det er så slemt, at hun nu er indlagt seks til otte måneder på rehabiliteringsafsnittet på Psykiatrisk Center Hvidovre. Formålet er, at hun skal lære at klare sig selv. Jeg håber sådan, det kan lade sig gøre, og jeg sætter min lid til de kompetente specialister på rehabiliteringsafsnittet.

Hun er i et femårigt ressourceforløb i Hvidovre Kommune. Jeg har af blot og bar nysgerrighed spurgt til, hvad der egentlig foregår i sådan et forløb. Hun svarer, at der ikke foregår noget, andet end at hun taler i telefon med – eller mødes med – sagsbehandleren vist nok hver tredje måned. De taler lidt (10 minutter) om, hvordan det går. Det er der nu næppe meget fremdrift i. Hun har været syg i mange år.

Sagsbehandleren har på forespørgsel svaret hende, at hvis hun ikke har det meget bedre, når de fem år er gået, vil hun få et nyt femårigt forløb. Når de år så også er gået, er hun 42 – og så kan hun søge førtidspension!

Sygt system

Systemet er sygt. En relativt ung kvinde skal altså sidde 10 år på sofaen i den et-værelses på 32² og vente på at blive gammel nok til pension. Hvorfor foregår der ikke noget (mildt) i sådan et forløb? Så er det jo netop en parkeringsplads. Disse udsagn betyder på ingen måde, at jeg synes, man skal jagte syge mennesker rundt i systemet, men jeg har svært ved at forstå, at man ikke skaber et eller andet, der peger lidt fremad. Min bekendte er en utrolig sød og beleven kvinde, der elsker bøger. Hun har engang været nogle måneder på et bibliotek. Måske kunne der skabes noget i den verden?

Hun siger ofte til mig, at hun ikke har lyst til at stå op, for hun ved ikke, hvad hun skal få dagen til at gå med. Da arbejdsmarkedet nu er alfa og omega for mig selv, har jeg (af ren projektion) et par gange foreslået, at hvis hun kunne få det bare lidt bedre, kunne hun måske finde et lille fleksjob på måske seks timer eller lignende. Så ville hun have noget at stå op til et par gange om ugen og af og til have nogle mennesker omkring sig. Det er hun slet ikke afvisende overfor.

Hvis hun gerne vil have et lille fleksjob, så opstil dog det som et mål og arbejd målrettet hen mod det. Den proces kan måske tage to år – men hvad gør det? Hvis det ikke er noget for hende, så tilkend hende dog den pension nu og ikke om 8 – 10 år! Det er for længe at sidde på sofaen!

Men hvad med mig selv? Kunne jeg ikke blive lykkeriere med en førtidspension? (Det skulle så blive 2021, før jeg indså det.)

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.