Det er søndag, så det er maddag. Det ser lækkert ud. Jeg har pyntet lidt op med et par tomater, en lime og et rødløg. Jeg kan godt lide, når maden ser indbydende ud med dens mange farver.
Webdesign. Lige p.t. har jeg vældig travlt med alle de websider, jeg fumler rundt med. Jeg er meget omhyggelig med backup, så helt galt kan det ikke gå, hvis – men nok rettere når – jeg roder for meget rundt.
Jeg har en ven, der har det rigtig svært. Hans liv er væltet, og alt er gået galt. Han er kommet ind i den mølle, hvor én ting går galt, og det medfører, at det næste også går galt og så videre. Så ruller rouletten. Fx har han om kort tid ikke en adresse, og har han ikke en adresse, kan han ikke se sin seksårige søn.
Han har derfor spurgt, om han må have sin adresse hos mig. Han skal på ingen måde bo hos mig. Jeg har lagt kortene på bordet over for kommunen, og så må vi se, hvad de svarer. Jeg er måske lidt vel velgørende og naiv; jeg vil gerne hjælpe en ven i nød, men det skal ikke gå ud over mig selv.
I nat ringede han kl. 04:45 og havde fået en “åbenbaring” mht. sin fortid. Det vil jeg ganske enkelt ikke finde mig i, uanset om jeg skal op og på arbejde eller ej. Det har jeg skrevet til ham, og nu må jeg så se, hvad/om han svarer. Jeg er naiv og godtroende, men der går grænsen altså! Faktisk er jeg rasende.
GrundtvigJeg synes, Grundtvig er svær at tage ind, men det går langsomt op for mig, at mange af de smukkeste salmer udgik fra hans hånd. Han har skrevet ca. halvdelen af salmebogen.
Han var stærkt bipolar og skrev formentlig sin smukkeste musik i manierne, mens han var præst ved bl.a. Vartov Kirke. En af dem er “Julen har englelyd”, som er min yndlingsjulesalme. Jeg har jo et sygeligt savn efter min far, det er 45 år siden, han døde, og han elskede også netop den salme. Den spilles ikke så ofte, og den kan være vanskelig at synge, men lægger man mærke til teksten, løfter den en op på et højere niveau!
Lige p.t. lytter jeg blandt andet til den og til “Er lyset for de lærde blot?”.
Sidstnævnte giver mening for min oldefar og morfar, der tog på Rødding Højskole, den første folkehøjskole og lod de fem eller seks stude passe af andre, mens de selv uddannede sig. De kom fra små kår på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred), men de havde modet til at komme videre. Min morfar investerede (for stort) i landbrugsmaskiner og gik på tvangsauktion i 1925, hvor han var 26 år gammel. Han ville mekanisere sit landbrug, men det ville kreditorerne ikke.
Billedet herunder forestiller min morfar på en “aflægger”, der blev brugt til at samle negene efter høsten. Jeg holder meget af billedet og kalder det “Morfar høster”.
Og nu går turen til den sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp…
En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.
Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned. Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.
Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.
Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage, hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.
Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.
Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.
Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.
Humørikonerne hedder også “emoticons” og “emojis”. Man bruger dem, når man vil udtrykke sig… De kan fx se sådan ud: ?? 😀 ☂? . Der er mange flere her og her. Og egentlig er de jo meget søde i begrænsede mængder.
I nogle af de Facebookgrupper, jeg følger, er der mennesker, der bruger et humørikon i hver eneste sætning. Det gør teksten stort set umulig at læse.
“når man vil udtrykke sig…” ja tak, vil udtrykke sig, men man kan ikke kan udtrykke sig. Set fra mit perspektiv skyldes den udbredte brug af humørikoner, at man ikke kan finde ud af at bruge ord og begreber og forstå sprogets nuancer.
OK – når man peger fingre ad andre, er der som bekendt altid tre fingre, der peger mod en selv. Jeg bruger dem også engang imellem i fx en mail. Jeg bruger dem, når jeg vil bløde en sætning op, og når det ville kræve en hel masse ord at bløde den op. Så kan et humørikon gøre nytte. Men der skal altså kun være ét pr. mail eller pr. blogpost.
Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på “As times goes by” med Carly Simon. Det er en del af den musik, jeg tog med mig fra Amagerkollegiet – min musiksmag gik i stå i 80’erne, men det gør ikke noget. Jeg kan såmænd stadig teksten udenad. Den er her, og albummet hedder “Coming Around Again”.
Utallige er de gange, jeg har sagt til Anette (psykologen), at jeg har gået på fem folkeskoler. I dag satte jeg mig ned og talte op: Var det nu virkelig sandt? Jeg vil jo på ingen måde snyde eller lyve – det er såmænd slemt nok endda. Men det er nu rigtig nok. Det er fem styks.
Faktum er: Jeg var altid nået til et andet sted i regne- eller læsebogen end de andre børn. Enten var jeg foran eller bagud, men jeg var under alle omstændigheder altid forkert. Jeg har altid skullet kæmpe for at måtte være i livet. På den anden side: Mit medfødte intellekt bragte mig på omgangshøjde. Jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole – selvfølgelig simple tekster og lette regnestykker, men alligevel… Det har på mange måder været min redning.