/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Far Stegemüller knap 100 i dag

Far Stegemüller knap 100 i dag

Min far Jørgen Stegemüller

Far Stegemüller knap 100 i dag.

Denne her lille fyr, Jørgen Stegemüller,  kunne – helt urealistisk – være blevet 99 år i dag. Sådan skulle det ikke gå. Han døde, kun 50 år gammel, den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus af sprængt hovedpulsåre efter et forgæves forsøg på transplantation. Jeg var ni år og skulle blive halvgammel, før jeg kom over det. Det var et traume, men sådanne kan heldigvis bearbejdes sammen med en dygtig psykolog.

Klikker du her, kommer du til hans side i TNG.

Det betød straffesagen fra 1947

Han var en god far, der bare var steril, og derfor er jeg adopteret. I forbindelse med adoptionssagen, der varer mere end 1½ år, bliver samtlige deres forhold endevendt og det var lige ved ikke at lykkes for dem at få lov at adoptere, eftersom han var tidligere straffet:

“Aktivt medlem af modstandsbevægelsen under tyskernes besættelse af Danmark. I en periode gruppefører i 4. komp., 1. deling, Afsnit 2. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister.”

Det var selvtægt og naturligvis strafbart.

Kriminaldommeren i Københavns Nordre Birk 6/12-1947: betinget hæfte i 3 mdr., prøvetid i 5 år uden tilsyn, jf. straffeattest fra Politimesteren i Lyngby udstedt 22.11.1963.

Dommen betød også, at hans ansøgning fra juni 1950 om at komme til USA, som led i Marshallplanen, blev afvist, da amerikanerne ikke ville have straffede personer ind i landet. Det skal jeg nok være glad for, for tænk om han var kommet afsted og blevet derovre. Så havde mit liv været et andet.

(Note: Marshallplanen er en populær betegnelse for det amerikanske hjælpeprogram, European Recovery Program, som general og udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959) satte i værk efter afslutningen på 2. verdenskrig til støtte for genopbygningen af Europa.)

Adoptionssagen er spændende

Det er mange år siden, jeg indhentede adoptionssagen fra Rigsarkivet, så jeg kunne læse om blandt andet min far. Jeg måtte lære ham at kende fra papir:

03-07-1962: “Andrageren oplyser om sine forhold, at han er født i Brede og opvokset i sit hjem som yngst af to. Faderen var designatør og er nu direktør ved Junckers Savværk [det står i sagen, men det er noget sludder. Felix har aldrig været på Junckers Savværk. Red.]. Barndomsforholdene skal have været gode nok, men man får indtryk af, at der ikke har været særlig stor kontakt. Andragerens søster er tre år ældre, hun er nu gift med overlæge Sigvard Kaae, Radiumstationen i København. Andrageren har taget realeksamen fra Lyngby Statsskole og har siden uddannet sig i tekstilbranchen…

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

21-04-64: “Man har god kontakt med begge andragerne. Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold. Andragerinden er stadig den rolige, smilende varmhjertede kvinde.”

18-02-1965: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Det er da rørende. Sjovt nok så minder/mindede vi om hinanden, idet jeg også selv af og til betegnes som “hæmmet” og “tillukket” – helt så galt synes jeg nu ikke selv, det er.

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus, så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

En fantastisk far

Han brugte mange af sine vågne timer på sit arbejde (endnu et lighedspunkt) og var ambitiøs. Han tog tit “et smut” ned på fabrikken efter aftensmaden, og ofte var jeg med. Vi legede gemmeleg i de store tørrehaller, hvor klædet hang til tørre efter prøvefarvning, så man kunne vurdere, om det ville få den rigtige tone, når det var tørret op. Der var meget varmt og lugtede specielt; nærmest lidt hengemt. Det er specielt stadig at kunne huske den lugt.

Vi gik rundt til “arbejderne”, for sådan kaldte vi dem, der passede hver deres maskine. Man skulle op ad nogle interimistiske træstiger med fire til fem trin for at komme op på den “bænk”, hvor de stod foran maskinen. Meget ofte blev jeg budt på citronvand. Endnu et sjovt minde.

Derhjemme så han en ny Michaela Petri i mig, da jeg begyndte til blokfløjte. Da jeg aldrig har haft en tone i livet, var det langt fra virkelighedens verden, men det fortæller om relationen.

Det var ikke ham, men min mor, der tog slæbet i haven, når der fx skulle lægges fliser. Han foretrak lettere sysler såsom at brodere! Jeg har en bunke af hans broderede mellemlægsservietter med fuglemotiver. De har aldrig været brugt, og bliver det nok heller aldrig, men jeg kan godt lide at have dem.

Min mor havde gemt en bunke breve fra ham til et vennepar i Kongens Lyngby, Hanne og Vagn Rasmussen, som han skrev i 1954. De er også med til at give et billede af et menneske, jeg godt kan lide, kan identificere mig med og gerne ville have lært “rigtigt” at kende. Jeg har måttet nøjes med diverse papirer.

Et sidste lighedspunkt

Hans fætters kone, Elly Kathrine THOMAS (Født CHRISTENSEN), fortalte f.eks., at han, når han skulle hjem fra hende og Poul, var en af hans typiske bemærkninger, at hvis der kom en taxa før en bus, så ville han tage taxaen.

Havde han også Aspergers syndrom?

Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at Jørgen Stegemüller også havde Aspergers syndrom. Der er så mange lighedspunkter. Hvor ville jeg dog gerne, at jeg havde kunnet tale med ham om det. Jeg er sikker på, at han ville forstå mig.

Sammenlignende analyse hentet fra “Min historie om Aspergers syndrom“

Adoptivfar Jørgen Stegemüller i 1963 i forbindelse med adoptionssagen:

Hanne B. Stegemüller med sin far. Havde han også Aspergers syndrom?

Havde han også Aspergers syndrom?

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med hans første kone – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. (Note: ”Andrager” og ”Andragerinde” er gamle ord for ”ansøger”.)

Hanne B. Stegemüller i 2003 i forbindelse med en lederuddannelse:

Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed.

Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.

Analysen kunne også opstilles i et skema af hensyn til overblikket:

Min far Jørgen Stegemüller: Hanne B. Stegemüller:
Venlig, tiltalende Sympatisk
Tillukket Reserveret
Velbegavet Intelligent
Følelsesbetonet Følsomhed
måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Glemt er godt

Glemt er godt

En tur hos psykologen

Glemt er godt.

Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Psykologen er så god til at vende det hele på hovedet:

  1. Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
  2. Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…

ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.

Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.

Kommer der en krise?

Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.

Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde. Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.

Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Thybo Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup.  Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.

Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.

P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.

På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.

At glæde mig/sig til

Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo, psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.

Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det

Lettelse efter rehabiliteringsteamet.

I dag kl. 13:20 var jeg til møde i Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam. Jeg havde min fantastiske psykolog med som bisidder. Jeg har sovet maks. to timer i nat fra 7 – 9, hvor jeg skulle op. I nat skal jeg sove! Jeg glæder mig allerede.

Det gik som smurt, men jeg var hamrende nervøs. De havde trods alt bestemmende myndighed over resten af mit liv. Jeg var bange for at komme til at virke som om, jeg havde det ‘for godt’ (ihukommende dine ord, @Henny). Og jeg var meget bange for, at de skulle mene, at jeg skulle prøves af i det syvende fleksjob.

Da de kom retur med indstillingen, sad jeg bare og græd op i deres åbne ansigter. De havde forinden spurgt mig, hvad jeg selv mente, og jeg havde svaret, at jeg nok mente, at den rigtige løsning ville være en pension, og at jeg ikke kunne se flere muligheder på arbejdsmarkedet for mig.

De indstiller uden videre til pension. Sagen er velbelyst – der er ikke mere at komme efter. Alt er afprøvet. Samarbejdet mellem mig og kommunen har været rigtig godt.

De præsenterede sig med hver deres rolle, og jeg fik lov at sige lidt. De fortalte, at deres muligheder var at indstille til ressourceforløb, fleksjob og pension. Min søde sagsbehandler, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med, havde på forhånd fortalt mig, at sådan foregik det, og at jeg ikke som en anden borger skulle spørge ‘Sig mig har I ikke læst min sag?’ I sådanne situationer drejer det sig om at svare, men også om at svare høfligt. Det havde jeg ingen problemer med, for jeg er et høfligt menneske.

Sagen gik sin gang. De havde nogle få spørgsmål, men jeg kunne kun sige, at jeg mente, sagen allerede var velbelyst, og at det havde jeg talt med min bisidder om. Jeg havde kun få ting at at tilføje: Jeg kunne fx fortælle, hvordan fysioterapien havde lært mig at komme op fra gulvet, når jeg var faldet (led i Parkinsonismen), at jeg med årene havde lært at optage vigtige samtale med fx psykologen osv.

De var søde og rare, og da de begyndte at fortælle om, hvilke ydelser, jeg ville blive berettiget til som pensionist, tænkte jeg forsigtigt ‘den er hjemme’, men alligevel turde jeg ikke tro det.

Efter deres – korte – votering vendte de tilbage med deres indstilling: førtidspension, for de syntes, at var der nogen, der havde kæmpet, så var det mig. Og så begyndte jeg at græde! Jeg er så glad for, at min fantastiske psykolog Anette var der. Hun havde på forhånd sagt, at hvis det nu gik ad h…. til, ville hun gerne køre mig hjem. Jeg har kendt hende siden 2015, hvor Hvidovre Kommune gav mig et forløb i Psykiatrifonden, og Anette var min erhvervspsykolog. Jeg har holdt ved hende lige siden. Lige nu har jeg ikke så meget at komme med, men det er som en sukkersygepatient, der kommer for at få sin insulin. Jeg skal have mit fix i et trygt og roligt rum engang i mellem, så kan jeg fungere lidt igen.

Efter jeg er kommet hjem har jeg orienteret de nærmeste: Min bedste ven og så også to af de behandlere, jeg har haft på Psykiatrisk Center Glostrup og som har gjort utrolig meget for mig. Jeg skylder så mange mennesker så stor tak, og jeg skal nok komme frem med takketalerne – lige nu er jeg bare mest til at græde af lettelse! Alle har troet på det undtagen mig, der ikke har turdet tro på det. Men det er lykkedes.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv! Bortset fra at jeg i aften skal deltage i et webinar om WordPress – så er tankerne da lidt til en side.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.