/6 Kommentarer/i , /af ,

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Jeg har fået lov at skrive til psykologen

Bastet og bundet – brev til psykologen

Brev til psykologen: Jeg er på forhånd klar over, at der måske ikke kommer den ringeste respons på følgende, selv om jeg frygteligt gerne vil have det, idet jeg ikke er interesseret i at bringe en “offer-historie”.

Ingen skal synes, det er “synd for mig”, men alle må mere end gerne tænke.

Jeg har fået lov at skrive til psykologen, selvom om hun jo har selvfølgelig sit liv at passe. Herunder kommer historien alligevel.

Tænker du noget? Føler du noget?

“Det vanskelige ved/med ordene

Det vanskelige er ordene, hvordan finder jeg nogle, der er til at holde ud at bruge, men som alligevel beskriver situationen så klart og præcist, at jeg ved, at du ved, hvad jeg mener? Det er med vilje, jeg bruger ord, der nærmer sig det kliniske. For det første er jeg nok ikke typen, der bruger de ord, de fleste ville vælge og for det andet ville ”dagligdags-ordene” bringe mig for tæt tilbage på begivenheden, der jo ellers er 46 år gammel, men står meget tydeligt i erindringen. Der er meget, jeg har glemt, men dette er er forblevet.

Diverse detaljer

Du får nogle detaljer med også. Du kan springe dem over, hvis de er uvæsentlige/uinteressante. Jeg prøver bare at give dig det fulde billede, som jeg husker det.

Marts 1976

Min halvbror (som jeg ikke kender nu, men som jeg passede meget, da han var lille, selvom om jeg egl. ikke brød mig om ham) er født 30. marts 1976. Derfor ved jeg, at følgende finder sted i den 14-dages periode i slutningen af marts 1976, hvor min “mor” (i citationstegn fordi hun vidste, hvad der foregik men ikke greb ind) er indlagt for at få kejsersnit. Der var noget med, at barnet havde navlestrengen et par gange om halsen, og derfor kunne hun ikke føde almindeligt. Jeg ved ikke andet om det. Men derfor ved jeg, jeg var 12 år (jeg blev 13 i oktober 1976, da jeg er født i 1963).

Alt er facts.

Bundet og magtesløs

Jeg kan ikke huske optakten, og jeg husker intet om, hvordan jeg kom fri. Jeg husker udelukkende, at jeg var bundet på en stol til højre for det runde spisebord i stuen i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, som vi flyttede til fra Vollsmose i julen 1975. Der var orange plastikvoksdug forestillende store blomster på bordet. Stolene omkring bordet var af typen med træryglæn og flettede sæder.

Snorene, jeg blev bundet med, var af den type, man bruger på halmballer – sådan noget sisal-lignende noget. Jeg var bundet og magtesløs, og psykopaten stoppede sit erigerede lem ind i min mund efter først at have stået foran mig og masturberet en tid. Faktisk havde han vist problemer med at få rejsning. Herefter kunne jeg ikke rigtig trække vejret, og jeg var ved at kaste op. Jeg husker det, som at han fik udløsning i min mund, i hvert fald var der ”noget”, jeg var nødt til at synke, da der ikke var plads til, at jeg kunne spytte dette ”noget” ud. Pladsen i munden var fyldt ud af hans organ.

Hvad der herefter skete, ved jeg ikke. Jeg husker intet. Måske er det dissociation?

Vil ikke kalde ham ”far”

Inden vi flytter til Bornholm i juli 1978, er der lidt opstandelse over, at jeg ikke vil kalde ham for ”far”. Dette er efter det med at være bundet og magtesløs, for min halvbror er til stede. Jeg husker tydeligt tanker og følelsen af, at jeg har haft en far, og at der ikke er nogen anden, der kan indtage den plads; de kan ikke engang få lov at smykke sig med titlen, der for mig er noget særligt fint og ærefuldt. På en eller anden måde er jeg bevidst om, at en mand, der gør de ting, ikke kan have den titel. Det hænger ganske enkelt ikke sammen for mig, allerede da jeg er 12 år.

Jeg har vist i øvrigt aldrig fortalt dig, at han er ”far” fire gange tidligere i sit første ægteskab med en kvinde, der var medlem af en eller anden frikirke (ikke Jehovas Vidner men noget lignende). Der var en pige og tre drenge i det ægteskab. Pigen var yngst, og hun og den yngste dreng kom på besøg allerede i Vollsmose, vist hver anden weekend. Jeg forventedes at lege med dem, men brød mig egl. ikke om dem.

Betaling for at gå i bad med ham

Allerede i Vollsmose, altså inden julen 1975, og allerede inden de er blevet gift den 26. april 1975 i Rønne Kirke, tilbyder han mig penge for at gå i bad med ham, mens min “mor” er på arbejde i Odense centrum. Han er jo lærer, har tidligt fri og er tidligt hjemme. Han sidder hver dag i stuen ved sofabordet i åbentstående morgenkåbe og lægger kabale.

Jeg afslår selvfølgelig pengene og badet. På en eller anden måde er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”. Herefter er der i en weekend stor opstandelse, og jeg bliver ”forhørt” ved spisebordet i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver; jeg tror, det bare fader ud, og jeg ved, at hun aldrig nogensinde følger op på det ved fx at spørge, om det er ”gået over”, fortsat finder sted eller lignende. Aldrig, aldrig, aldrig.

Morgenkåben og lugten

De røg begge cerutter af mærket ”Minigolf”, og alt stank af røgen fra dem. Det var virkelig ulækkert. Hans morgenkåbe var brunlig (lidt lysebrun) med nedadgående, orangegule 70’er striber, og den lugtede selvfølgelig også. De stærkeste minder om den stammer fra to ting i Svaneke, som vi flyttede til efter Sydfyn, og efter fem måneder i Vestermarie (som er en flække fem km. fra Aakirkeby):

1. Huset er i tre etager. Deres soveværelse og mit værelse er begge på 1ste sal. Der er vel 5 – 7 meter i fugleflugtslinje fra deres dobbeltseng til min seng. Hvis jeg overhører vækkeuret, der ringer kl. 6, kommer han ind på mit værelse, står ved min seng lige ud for mit ansigt og masturberer. Morgenkåben står selvfølgelig åben, og der lugter af cerutter. Af samme grund er det sjældent, jeg overhører et vækkeur (både dengang og nu).

2. I stueetagen er et forretningslokale, hvor min “mor” forsøger sig med en skobutik (jeg har solgt mange par træsko til tyske turister, når hun var for beruset til selv at gå ned og ekspedere), der er et baglokale, hvor min stakkels gamle morfar bor, og der er badeværelset. Når jeg er færdig med at bade og skal ud af badeværelset, står han der og spærrer for døren, der er smal, så jeg ikke kan komme ud. Morgenkåben står åben, der lugter af cerutter, og han masturberer. Om han nogensinde får noget ud af det, husker jeg ikke. Jeg husker heller ikke, hvordan jeg på en eller anden måde kommer forbi ham, men det er jo sket, da ”Askepot” skal forberede morgenmaden. Dette sker næsten hver dag.

3. Pludselig kommer jeg i tanke om en tredje ting: Når jeg står i køkkenet og skal nå nogle ting i et overskab til at dække bord med, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt, han er i morgenkåben, der står åben. Jeg kan ikke komme væk. Cerut-lugten er påtrængende. Dette sker også næsten dagligt.”

/i , /af ,

Angst for ECT er angst for kontroltab

Angst for ECT er angst for kontroltab

Når man plejer at være i kontrol

Angst for ECT er angst for kontroltab.

Dette er en art resumé af dagens møde med psykologen. Sådan arbejder jeg mig videre. Hvis du ikke “er til” den slags, skal du stå af her.

Jeg har hørt lydfilen et par gange allerede – det er en af dem, der virkelig rykker.

Tal til angsten for at stoppe den NU

Hun har gjort det igen. Vendt det på hovedet, gået til makronerne og sat mig i stand til at arbejde videre selv, til vi ses igen om bare to uger. Hele kunsten er, at vi får sat en kile ind i mellem “Tanke” og “Følelse” i figuren ovenfor. Figuren kaldes også “den kognitive diamant”.

Det er helt almindeligt, at angst opfører sig sådan. Og det er også helt almindeligt, at det bliver værre og værre og at angsten er en nedadgående spiral. Jeg har det jo slet ikke sådan, at jeg ikke tør går uden for døren eller lignende, som mange mennesker med angst har det. Det er ren og skær dødsangst. Ikke andet. Risikoen, for at det kan udvikle sig, er imidlertid til stede. Derfor skal vi have det stoppet hurtigst muligt. Det, jeg gør, er, at jeg skubber angsten væk. Det hjælper bare ikke på længere sigt. Det ville være bedre at favne angsten.

Det kunne fx ske ved at tale til angsten, som var den et menneske:

  • Hvad vil du mig?
  • Hvorfor kommer du allerede nu? Der er en uge til.
  • Vi kan ikke ændre på det, for jeg er afhængig af behandlingerne. Jeg skal ikke tilbage til medicinen.
  • Det hjælper ikke, du kommer nu. Du må vente med at komme til tidligst søndag aften.
  • Lad os nu tro på de mennesker, der med succes har hjulpet mig så meget i så mange år. De kan deres kram og det er farligere at gå over Hvidovrevej.

Kontroltabet er ikke nyt

Allerede for fem år siden fortalte hun mig, at jeg var ude for et enormt kontroltab; jeg var ikke “bare” blevet syg, der var en masse andet, der fulgte gratis med. Identitetstabet, risikoen for at miste boligen, hvad skulle jeg leve af? osv. Alt det kunne jeg ikke kontrollere. Jeg bliver let negativ og tænker, “Herre Jemini, bliver jeg aldrig klogere?”, når hun nu sagde det for fem år siden.

At jeg ved det, er fordi jeg har læst på det i forbindelse med SEO/søgemaskineoptimeringen; det er ikke fordi, jeg kan huske det.

Det er en helt umulig opgave at lægge mig på briksen og afgive kontrollen

En million gange i livet har jeg oplevet, at det var nødvendigt at være i  kontrol. Det er kontrollen, der har ført til overlevelse.

ECT er lig med at acceptere fraværet af kontrol. At lægge mig på briksen og lade dem gøre, hvad de nu skal gøre, er afgivelse af kontrol og en tillidserklæring til behandlerne, der har det som deres håndværk og ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag. For en som mig, der har overlevet ved altid, altid at have bevaret i det mindste en sidste rest af kontrol, er det at have ubetinget tillid til behandlerne nærmest et helt umuligt krav at stille.

Det er en enorm tillidserklæring, der er i fuldstændig modstrid med det liv, jeg har levet. Jeg kan ikke bare overgive mig og tro på dem.

Mistro, angst og kontrol hænger sammen.

Ikke engang den dag, vi (psykologen og jeg) skal til virtuelt møde med Rehabiliteringsteamet, har jeg ubetinget tillid til selv hende, der har bragt mig så meget videre end alle de andre, jeg har søgt hjælp hos gennem ca. 25 år.

Selv den dag er jeg totalt velforberedt og stoler ikke fuldkommen på hendes gentagne udsagn gennem de måneder, sagen har været under forberedelse, om, at nu må jeg slippe det, indtil vi har en afgørelse, for det er alligevel ude af mine hænder. På dagen for mødet er jeg ved at dø af skræk for, at de skal “opdage”, at jeg har fået det lidt bedre og derfor vil sige nej til pensionen og at de vil stille mig spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Derfor møder jeg op og har læst samtlige sagsakter igennem. Det viser, at jeg ikke kan stole 100 pct. på noget andet menneske. Der vil altid være en rest af mistro. Selv til hende – selvom det virker uforståeligt.

Hver gang jeg lægger mig på briksen og lader dem stikke mig i venstre arm mv., risikerer jeg at miste alt det, jeg har kæmpet for i mere end et halvt århundrede.

Kun få ender med at komme så godt ud af psykisk sygdom

I 2015 var jeg ikke parat til pension. Allerede dengang var jeg nok sygdomsmæssigt klar til pension, men jeg var ikke parat til en ny identitet som pensionist. Der skulle gå fem år, før jeg nåede erkendelsen af, at når jeg ikke engang klarede de 3 – 4 timer om ugen hos Interflora, uden at jeg brugte en uge på det, gav det ikke længere mening. Der var ikke længere ræson i det.

En læring er det, at jeg aldrig – selv i de sværeste uger og måneder – aldrig har sluppet kontrollen. Jeg gav aldrig op. Derfor har jeg fået så flot en behandling i psykiatrien: ganske enkelt fordi jeg ikke gav op. Min eventuelle kritik var fagligt og sagligt velfunderet. Da det blev for meget, skrev jeg mail til klinikchefen (den allerøverste) for Psykiatrisk Center Glostrup, og det medførte, at en overlæge og en oversygeplejerske mødte op ugen efter på Psykiatrisk Center Hvidovre for at drøfte indholdet af min mail.

Jeg var aldrig den “lille”, men på ECT-briksen er jeg lille. Det kan man næsten ikke bede et menneske om. På en eller anden måde satte jeg af og til systemet til vægs trods ret alvorlig sygdom. Jeg følte mig aldrig mindre end dem. Det er næsten umenneskeligt at bede mig om at give slip, når jeg hele livet har overlevet på kontrollen, men det må til nu.

Har kæmpet mere end et halvt århundrede på at være et hestehoved foran

Ikke så mange får has på sygdommen. Jeg har fået en flot behandling i psykiatrien, fordi jeg har kæmpet for det. Jeg blev aldrig passiv, som så mange andre med psykisk sygdom. Jeg kæmpede for retten til at være mig og for retten til ikke at være blevet blevet dum af at blive syg. Det var et af mine mantraer, og det er en del af kontrollen. Jeg har aldrig følt mig mindre end psykiaterne og hvem der ellers var til stede. Jeg har ved Gud fået dem til at møde op ugen efter for at gentage sig selv, når jeg havde glemt det, de sagde i sidste uge.

Et sjældent psykolog-forløb

Det er uhyre sjældent, en psykolog kan følge et menneske gennem så mange år. Hun har gjort ufatteligt meget for mig. Hun har aldrig lavet om på mig. Hun har aldrig bedt mig tegne og male osv. Hun har aldrig “tvunget” mig til at gøre alt det, der ville bringe mig tilbage til alt det, jeg ikke kunne som barn.

Jeg er vokset op med kreative evner af forskellig slags, hammondorgel, harmonika billig rødvin (den hed Pere Medard og var i 1½ liters flasker) og Brøndums Snaps, som jeg selv bar hjem fra købmanden på Torvet i Svaneke og nogle af alle de andre steder, vi boede.

For mig er viden magt og det var det også, da jeg var barn. Jeg kunne ikke det, de kunne, men i deres verden var mine værdier og min viden ikke noget værd. Så kort kan det siges.

Andet ville jeg egentlig ikke. Tak fordi du holdt ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.