,

Skriv nu bare en bog

Skriv nu bare en bog

Psykologen siger det

Skriv nu bare en bog

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner

Et naturligt udgangspunkt kunne være bipolar affektiv sindslidelse. På bloggen er der lige nu 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring. Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Min blakkede fortid

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg vil ikke ende som en ny Synnøve Søe.

Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønsket mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror…

På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Skriv og læs

På anbefaling

Jeg holder af at skrive, at lave pæne sætninger, at twiste ordene, at finde de rette ord og evt. at være lidt vel klassisk (= gammeldags… 🙂 ) i ordvalget.

I dag har psykologen for anden gang opfordret mig til at deltage i et skrivekursus på Borups Højskole i juli måned. Hun synes, jeg skal ud af min egen andedam men samtidig være et sted, hvor jeg kan være under kontrollerede former. Jeg vil gerne prøve, men der er ingen garanti for succes. Der er mange mennesker, og det er fem dage i streg. Jeg skal vel også af og til ud af min komfortzone hjemme ved 32″ skærmen?

Jeg gik hjem og undersøgte, om der stadig var plads, og ringede til højskolen for at spørge, om der evt. er reduceret pris, når man tilmed er pensionist. Det er der ikke. Så nu har jeg rystet op med de 3.700 kr., selv om jeg synes, det er mange penge for en uge. Tandlægen skal jo stadig betales – skrivekursus eller ej. Nå pyt jeg har en kassekredit, og et sommerkursus kan være en kompensation for den berømte bustur til Harzen.

Jeg glæder mig allerede. Jeg vil gerne lære mere om at skrive. Jeg har ofte være på højskole – især Vestjyllands Højskole, og synes, det er lige noget for mig. Jeg kan godt lide at starte dagen med Højskolesangbogen.

Folkehøjskolerne i den forgangne tid

Grundtvig skrev i forbindelse med højskolebevægelsens start: “Er lyset for de lærde blot” (første optryk 1839). Melodien er af Thomas Laub 1919. Teksten er her.

Jeg har en særlig kærlighed til højskolebevægelsen, idet min morfars far og hans bror, tog til Rødding Højskole, som var den første folkehøjskole. De skrev kort og breve hjem til Skjærlund, der er en lille flække i Brande Sogn. Kortene og brevene har jeg fundet igennem min slægtsforskning, idet de lå på Brande Sogns arkiv. Det var noget særligt at klarlægge en tid, hvor småkårsbønder med fem eller seks stude kunne tage afsted for at dygtiggøre sig.


Diverse

Egen læge undersøgte vha. blodprøver for (eller imod?) Sjögrens sygdom. Prøverne er negative! Det er jeg rigtig glad for.

Næste skud i bøssen er en øre-, næse-, halslæge. Mit problem med mundtørhed blive værre og være. Det har bredt sig til svælget, hvor det er som om, der sidder et eller andet i vejen. I går kunne jeg dårligt synke maden, da vi sad i frokoststuen. Det var rigtig ubehageligt. OK kødet var lidt tørt men alligevel. Man skal da kunne synke.

Man skal ikke længere have henvisning for at komme til en øre-, næse-, halslæge, og eftersom jeg naturligvis ikke kender nogen, gik jeg i gang med Google. Jeg har efter aftale taget min tjenestetelefon med hjem, så kan jeg i det mindste ringe ud. Måske kommer min nye telefon i morgen…

Det første sted, jeg ringede til, kunne ikke hjælpe med en tid, idet jeg p.t. er uden sygesikringsbevis. Det tager 14 dage at få et. De anbefalede at ringe til borgerservice. Det gjorde jeg, men de kunne ikke se, at kortet skulle være spærret.

OK mere Google. Jeg fandt en i Rødovre. Der var seks foran mig i køen, så jeg ventede (u)tålmodigt i 30 minutter. Da jeg endelig kom igennem, sagde de, at jeg havde ringet til øjenlægen… Oplysningerne på nettet er forkerte. Ny opringning. Det endte med et sted, hvor jeg kunne få en tid “allerede” den 26. juni. Jeg synes, det er længe at vente, og jeg håber ikke, jeg bliver kvalt inden da.

Feminine mænd

Jeg har været lidt på genkig i gamle billeder, som jeg har samlet ca. 1.200 af i forbindelse med min slægtsforskning. Prøv at se disse her to:

Den første er Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller – min farfar (1891 – 1952).

Den næste er: Rudolph Wilhelm Stegemüller – min farfars bror.  (1910 – 1975)

Disse mænd er ret så feminine, og det var de altså i 1920’erne. Måske var der mere rummelighed på det tidspunkt, end vi bryster os af at have i dag? Jeg er glad for at have disse billeder. Og jeg glæder mig over pludselig at kunne se dem i et andet lys, end jeg før har kunnet.

 

, , , , , , ,

Det dufter

Salme 725

Egentlig giver ordene “Se det dufter…” ikke megen mening; alligevel Salme 725 hedder “Det dufter lysegrønt af græs”. Jeg kom til at tænke på den, da jeg i morges gik op til stationen. Nede i haven lyser forsythiaerne vildt gule. Hækkene er lysegrønne og minder om den tid, der skal komme. Tekst og musik er her. En af de gode ting ved at komme (nogenlunde regelmæssigt) i kirken er, at jeg har lært en masse nye salmer. Der er så mange skønne. Jeg har det skidt med Grundtvig, og da han har skrevet det meste af salmebogen (han var også bipolar, og skrev tit i mani. Han digtede hele natten), er det svært at komme uden om ham. Mine favoritter stammer primært fra tillægget til salmebogen, og mange af dem er skrevet af Hans Anker Jørgensen, der betegner sig selv som “kristen socialist”. Set fra mit synspunkt hænger kristendommen og socialismen meget fint sammen – de er nærmest uløseligt forbundne. Jeg ved, at mange er uenige – men pyt nu med det.

Jeg er et politisk tænkende menneske, og det vil jeg altid være, så naturligvis kobler jeg min tro med mit politiske ståsted. Jeg tænker, at Jesus var en sand socialist! Han gjorde ikke forskel på rig og fattig, men sørgede for, at de to røvere på korset også kom til orde. “Næstekærlighed” er sand socialisme!

Mine salme-favoritter er:

  • 14: “Tænk at livet koster livet”. Jørgen Gustava Brandt 1986.
  • 763: “Du, som har tændt millioner af stjerner”. Johannes Johansen 1981 og 1982.
  • 704: “Det dufter lysegrønt af græs”. Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
  • 448: “Fyldt af glæde over livets under”. Svein Ellingsen 1971. Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974. Str. 6: Jens Lyster 1978
  • 439: “Oh du Guds lam”. Oldkirkelig latinsk hymne. Tysk omkr. 1500 Dansk 1528.
    • For mig har den en lille sjov (og dum) historie: Da jeg begyndte at komme i kirken i starten af 2008, undrede jeg mig over, at alle præsterne tilsyneladende vældig kunne lide denne, for de valgte den alle hver søndag 🙂 Det var før, det gik op for mig, at den var en del af nadverritualet!
    • Jeg er fra et særdeles kirkefremmed hjem – vi kom ikke engang til jul – så hvordan skulle jeg vide, at salme 439 hører til ritualet?
  • “Hil dig, frelser og forsoner”. Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837. Melodi: C. C. Hoffmann, 1878
  • “Tak Gud for denne lyse morgen”. Tekst: Inge Schrøder-Hansen 1963. Musik: Martin G. Schneider 1963.
  • “Kære linedanser”.
  • “Må din vej gå dig i møde”.
  • “Du kom med alt det, der var dig”.

Jeg hører dem ofte på YouTube, og så sidder jeg såmænd og synger med ganske ud i mit eget rum. Det er vist godt, at ingen hører det 🙂

Hos psykologen

Jeg er vild med min psykolog Anette Friis. Hun er så dygtig, og jeg synes, hun er et dejligt menneske. Jeg har fuld tillid til hende, for jeg har kendt hende siden foråret 2015, hvor hun var ansat i Psykiatrifonden. Hun kender mig ud og ind. Jeg kan få lov at være den, jeg er med en overvældende fokus på svaghederne. Hvor går jeg ellers hen med alt det, jeg ikke kan?

I dag rundede vi naturligvis internatet på Nyborg Strand. Hun har overbevist mig om, at det jo egl. gik godt: Flot på første dag – ikke godt anden dagen – dvs. det gik gennemsnitligt godt… Jeg vil prøve at spørge Dorte – den nye mellemleder – hvad det var, de så, siden de syntes, jeg skulle tage hjem? Jeg ved ikke helt, om jeg tør, men det ville være godt at få fat på. Jeg har jo mest lyst til at være en ganske almindelig medarbejder, der bare arbejder 15 timer og ikke 37. Jeg har ikke lyst til at gøre særlig meget ud af mig selv.

Fremtiden

Vores fantastiske HR-chef Sune Lyng holder op og vender tilbage til forsvaret.

I min kontrakt står, at vi skal evaluere efter seks måneder i Second Hand Unit/Genbrug. Det vil jeg meget gerne have til at ske, inden Sune holder op. Han kender historikken, og han var den første, der så mulighederne fremfor begrænsningerne med mig. Og han skaffede mig en plads i Genbrug, da opgaven i HR var løst.

Hvis det ikke ender med en fastansættelse, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg leverer varen, når jeg er der, og det arbejde, jeg laver, er solidt, også selv om jeg af og til bliver sat til noget tåbeligt. Så tænker jeg bare, at jeg sparer på min sparsomme hjernekapacitet.

Nørderi

Jeg har nærmest brugt flere dage på at etablere en server på min egen PC, hvor jeg kan teste alt muligt, inden  jeg lægger det på nettet. Sikke noget bøvl… Men det er lærerigt.

Endnu et slideshow

Jeg har samlet omkring 1.200 gamle billeder som led i min slægtsforskning – og nu kan du se nogle af dem i et nyt slideshow ude i højre side.

, , , ,

Oprydning

At rydde op

Jeg rydder op på alle fronter: I går tandlægen, i dag psykologen og i morgen øjenlægen. Jeg ender vel med at få styr på det hele – og at hitte ud af, hvem jeg egentlig er.

For så vidt angår øjenlægen er jeg lidt nervøs for, at han siger “grå stær” Jeg kan ikke se oplysninger på betalingskort, NemID, varedeklarationer, ordbøger, Krak-kort (men dem bruger man jo ikke mere), jeg har ofte en lup fremme, kan ikke se Facebook på iPad, som om øjnene skal “vågne” om morgenen og ekstremt lysfølsomt; kan ikke se blade der er skrevet med fx hvid skrift på grå baggrund, jeg kan næsten ikke gå ude, når solen skinner. Nu må vi se 🙂

cHosting

Jeg er gået i gang med processen med at skifte webhotel/vært/host/udbyder, nu hvor jeg har vundet en lille sejr over Meebox. Indledningsvist havde jeg 70 GB data, som er sindssyg meget. cHosting – den nye host – tilbød at gennemgå det for at se, om det tal kunne reduceres. De fandt ret hurtigt 40 GB i skraldespanden (Trash), som jeg aldrig har interesseret mig for. Selv kunne jeg bidrage med en database, der kunne slettes. Så kom vi ned på 27 GB. Jeg er lidt imponeret over cHosting. Det havde jo været så uendeligt let og bekvemt for dem at sige, at jeg havde de 70 GB og så måtte jeg betale for det. Nu hjalp de med at rydde op og reducerede dermed prisen ganske betragteligt.  Det er god service.

Det er meget tænkeligt, at der nu vil komme lidt stilstand på bloggen, når nu alting skal flyttes. Der er nemlig en del arbejde ved det.

Vi ses.

Identitet

Vi kommer alligevel til at ses. Se bare billedet her: alle siger, at vi på billedet ligner hinanden – måske ikke min farfar og jeg, men så i hvert fald min far og jeg.  Billedet er: farfar, far og mig. Jeg synes, det er helt rigtigt, når det gang på gang påpeges, at vi ligner hinanden.

Billedet hænger i min entre, så der er tit nogle, der påpeger ligheden.

Jeg er stolt af at ligne min far. Han døde, da jeg var ni, og psykologen fortæller, at alle de grundlæggende værdier dannes/gemmes op til man er tre år gammel. Jeg var på børnehjem det meste af den tid (til jeg var 2½), så hvem skulle jeg så spejle mig i?

Jeg slås lidt med at finde ud af, hvem jeg så egentlig er. Det er fint at gå igennem processen, samtidig er det svært at finde ud af, hvilke roller henholdsvis far og mor spillede. Det er trods alt så mange år siden, at det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned.

Det var min far, der “havde bukserne på” og som ønskede at adoptere. Han var infertil, og skulle det lykkes at adoptere, skulle det ske, forinden han blev før 40. De nåede det lige. Tilligemed var der den regel, at der ikke måtte være mere end mellem 14 år mellem ægtefællerne. Han rummede mange feminine træk (broderede i sin ungdom – jeg har dækkeservietterne); han var en smuk mand, der ønskede at gøre noget ud af sig selv. Rummede han bare en rummelighed? Var han i stand til at se ud over sig selv? Han var direktør for en stor tekstilvirksomhed i Brande: Martensens Fabrikker. Han tog mig med om aftenen, vi legede mellem klædet, der hang til tørre. Vi pendlede mellem arbejderne og fik sodavand hos hver af dem.

Min mor spiller gennem hele mit liv en tilbagetrukken rolle. Hun ville mig aldrig. Psykologen siger meget rigtigt “Hun straffede dig fordi, hun ikke selv ville dig, men fordi din far ville dig”. Det giver god mening. Jeg var delvist uønsket, og 100 pct. uønsket, da han døde i november 1972.

Normalt har pigebørn spejlbilleder i deres mor, og på den baggrund opbygger de deres kønsidentitet. Sådan har det aldrig været for mig. Min mor har aldrig betydet noget som helst for mig. Det er min far, der har betydet det hele for mig. Han døde i 1972 50 år gammel.

Henvisning

Dette her er så svært og indviklet, at jeg har bedt egen læge om en ny henvisning til psykologen. Egen læge er så sød, så den har hun uden videre bevilget det. Tusind tak Dorte Ramsing i Vanløse.

Indviklet

Nuvel – det hele er indviklet. Men jeg skal nok komme igennem det… Men jeg må sige, at jeg godt tænke mig at have haft et liv, der var bare lige udadtil. Jeg har kun oplevet op ad bakke.