/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Jeg er jo nok firkantet

Jeg er jo nok firkantet

De har garanteret ret

Jeg er jo nok firkantet

Både psykologen og kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien synes, jeg er firkantet. Jeg giver dem faktisk set ret, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Vi kan sådan set godt grine lidt ad det; jeg takker for, at de forstår, hvorfor jeg er firkantet. De kan vist lide mig mindre af den grund. De prøver at forstå – og det gør jeg også. De prøver begge at løse deres opgave. Og det gør de begge pokkers godt! Tusind tak til dem begge – de løser s*u begge opgaven! Jeg er så glad for, at jeg har fået lov at holde ved dem begge i alle disse år. Oftest læser man om, at mennesker skal skifte sagsbehandlere mv. i adskillige år mv.

Jeg har gjort op, hvem jeg respekterer at se

Der er ikke mange, jeg har tillid til og respekterer. Det drejer sig om:

  1. Psykologen. (jeg har haft hende siden 2015!)
  2. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien (jeg har haft hende siden 2015!)
  3. Birgit i Thy I (min medarbejder vist senest i 2005)
  4. Erik i Gørding (min kollega vist ca. i 2005, som jeg var med til at lære om, hvordan man bliver en seriøs slægtsforsker – hvilket vi lærte af en seriøs slægtsforsker).

Der er det praktiske ved dem alle, at ingen af dem pludselig kommer til kaffe søndag eftermiddag… (siger psykologen – og det har hun jo ret i).

Jeg har nærmest ingen sociale kompetencer for sådanne skal holdes vedlige

Krigen i Ukraine gør, at jeg virkelig mærker, at jeg mangler sociale kompetencer. Jeg mangler nogen at tale med, nogen at dele min frygt med. Jeg er bange, men hvem kan jeg dele frygten med? Jeg er utrolig alene med min frygt. Samtidig kan jeg af og til mærke, at jeg ikke er alene med frygten. Det sker, jeg kan vende frygten med en i telefonen. Det er jeg glad for.

Sociale kompetencer skal vedligeholdes – men det har jeg ikke gjort, for jeg orker det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man gør.

Psykologen siger, det ikke er let at blive min ven, og det har hun ret i. Man skal leve op til en frygtelig masse kriterier, der næsten ligner dem, Ukraine skal leve op til for at blive medlem af EU.

Kunne jeg så ikke bare lave om på det? Altså som resultater af viljesakter? Nej, det kan jeg ikke, uagtet jeg gerne ville. Det er ikke resultater af viljesakter. Det er derimod resultater af årtiers overlevelseskamp. Har man ikke stået i kampen, virker det sikkert besynderligt.

Og en del af det med de sociale kompetencer

Jeg bliver så hamrende irriterende, når folk ikke prøver lidt selv, inden de læner sig op ad mig. Jeg hjælper gerne, men du må sgu prøve lidt selv først, for ellers anser jeg dig som doven. Og dovne mennesker har jeg intet til overs for. Selv har jeg kæmpet hele livet. Det er ikke min tanke, at du skal gøre det samme, men du kan da prøve bare en lille smule.

Hvad er reglerne for venskaber?

Jeg ved ikke, hvordan man har venner. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan man gør. Jeg er i tvivl om regelsættet. På det seneste har jeg afsluttet to mere eller mindre “venskaber” ved at blokere dem på alskens platforme og ved at sikre mig, at de ikke at kan tilgå min hjemmeside.

I det mindste en af dem sagde, at der ikke findes “regler for venskaber”. Næh, det er sikkert sandt. Jeg bliver bare i tvivl om, hvordan man gør, hvis der ikke findes regler? Regler er praktiske – for så ved alle, hvad de har at rette sig efter. Ja, derfor blev jeg jurist, og sådan blev jeg firkantet 🙂 Ja, ja. Grin bare. Egentlig er det jo ikke videre morsomt.

En old-gammel forelskelse i en old-gammel kvinde

For rigtig mange år siden, nærmest 20 år siden, da jeg lige var begyndt at slægtsforske, faldt jeg pladask for en kvinde, der var meget dygtigere end mig; meget mere erfaren end mig, meget ældre end mig og som kunne lære mig en masse. Om det var gengældt ved jeg ikke – men jeg tror det da, for ellers havde vi næppe været en uge i Rom sammen.

Hun havde dybe rødder i højskolebevægelsen, og det fik jeg af samme grund også. Jeg har været meget på højskole derefter, og det har været rigtig fedt! Hver gang jeg hører denne sang, tænker jeg på hende, det var var vores sang! Hun er nu er næsten 90 år gammel. Du forstår det nok ikke, men nu har du i hvert fald haft mulighed for at læse med, du har haft chancen for at forstå og mulighed for at prøve at forstå! Jeg håber ikke, hun skal høre om den nuværende krig. Jeg ved, hun allerede har hørt om én krig – men “Du kom med alt det, der var der var dig” havde vi til fælles: det var et forår eller ej.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

To timer hos psykologen

To timer hos psykologen

Glædet mig helt vildt

To timer hos psykologen

Det, vi prøver at gøre noget ved nu, er temmelig “tungt”, eller hvad man skal kalde det, og sidste gang oplevede jeg, hvor skønt det var med en dobbelttid, fordi hun havde et afbud efter mig og jeg så fik den efterfølgende time. Nu har jeg simpelthen draget konsekvensen og bestiller dobbelttider – og det var det, jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne drage fuldt ud nytte af at vide på forhånd for første gang. Fravær af stress – og mere kaffe med mælk, der letter det, der må siges at være  en form for “hårdt arbejde”.

Gensidig respekt

Jeg har altid lavet en “dagsorden”, så jeg er sikker på at få fat på de ting, jeg har tænkt over siden sidst. Det fungerer rigtig godt. Jeg har en fornemmelse af, at psykologen godt kan lide mig, og det er jo selvfølgelig vældig rart. Ellers havde hun vel også fundet en form for undskyldning for ikke at ses efter 2015, hvor jeg lærte hende at kende i Psykiatrifonden; jeg mener, hun har haft syv år til det, hvis det var det, hun ville.

I dag måtte jeg sige til hende, at jeg tænker, at jeg “sætter hende på arbejde”, fordi jeg ganske enkelt er hjernestyret fremfor følelsesstyret. Hun bliver nødt til at forklare sig med ord, der hænger sammen og er logiske, for ellers forstår jeg det ikke. Og jeg ville slet ikke få noget ud af lydfilerne, som jeg altid hører mindst en gang. Hvis jeg nu kom og havde følt en masse siden sidst, havde mærket en masse, var det vel nemmere at være psykolog? Men sådan er det bare ikke. Heldigvis svarede hun, at hun følte sig udfordret, og at det kan hun godt lide.

Lige en indskudt sætning: at jeg har tænkt noget relevant siden sidst, er trods alt et udtryk for, at der har været en følelse. For tanker kommer efter følelser. Det giver god mening; det har jeg bare aldrig tænkt over før.

Det ville også være nemmere at være mig, for så var “alting” ikke kapslet så godt inde, at der gik næsten et halvt århundrede, før jeg kom til at tænke på det værste. Der er uhyre mange ting, der billedligt talt er ryddet op i, som er lagt på hylder, er sat brædder for og slået søm i siden 2015. Det er jo blandt andet derfor, jeg har fået det så godt. Der mangler bare lidt. Jeg synes, hun er enormt dygtig, hun er teoretisk velfunderet og er i stand til at vende mine tanker, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er det, der rykker. Jeg er ikke offer. Det er ikke synd for mig. Jeg har bare stadig en vigtig opgave at løse.

Jeg tænker således, at der er tale om gensidig respekt og anerkendelse.

ECT er faktisk et valg: Jeg kunne jo gå min vej

En af de ting, vi vendte (og mere end bare det, da “vendte” lyder som noget kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. Dengang kunne jeg ikke i rokke mig ud ad stedet, vel faktisk dårligt rokke med ørerne.

Nu kunne jeg faktisk sige “jeg vil ikke” og så rejse mig og gå. Det ville have nogle konsekvenser, ja, men det har alle vores valg her i livet. Jeg ville formentlig skulle tilbage til medicinen, hvad jeg på ingen måde vil, da jeg er færdig med Parkinsonismen, der var et sandt helvede.

Jeg har på en eller anden måde fået gjort ECT til noget, nogen mener, jeg skal. Det er som om, nogen tvinger mig til det. Derfor kommer det til at ligne overgrebene. Derfor kommer følelsen af at skulle på skafottet, når jeg ikke lukker et øje natten før og om morgenen går op ad Kamgangen i Glostrup, som er meget lang. Men det er det ikke.

Det er noget, jeg selv af egen fri vilje har valgt for snart længe siden (november 2020), fordi det er effektfuldt. Det er den bedste behandling, systemet kan tilbyde mig. Det har professor Poul Videbech og overlæge Kasper Thybo Reff hjulpet med at finde ud af! Det er også mennesker, jeg respekterer og anerkender.

Dette er centralt i relation til ECT – og jeg vil huske mig selv på det inden næste gang.

Sidste gang holdt jeg selv iltmasken (man skal fylde lungerne grundigt med ilt inden narkosen), og det var faktisk en hjælp. Hvis vi nu siger, det plejer at være “100 ubehageligt” på en skala fra 0 – 100, var det kun “95 ubehageligt”, og altså bestemt et skridt i den rigtige retning. De har hver gang tilbudt mig selv at holde masken, men jeg har afslået det, fordi jeg ikke har syntes, jeg kunne koncentrere mig om det. Næh det er jo klart, når alle sanser er skærpede og al fokus er på, om de nu har styr på det, de laver, hvilket de selvfølgelig har, for de laver ikke andet tre formiddage hver uge. Jeg har prøvet det over 100 gange nu, og jeg er jo altså vågnet op hver gang. De har styr på skidtet, og jeg er klar over, at det er farligere at krydse Gammel Kongevej eller Hvidovrevej.

Jeg har på fornemmelsen, at dagens samtale er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er spændende, om det går bedre onsdag den 23. marts end sidst, hvor jeg var så anspændt, at jeg lagde mig på briksen og tudede – og følte mig som en idiot.

Lidt som folk med PTSD

Jeg siger ikke, jeg lider af PTSD, og det siger psykologen heller ikke. Der er bare noget i det med, at 46 år gamle overgreb dukker op som en form for flashbacks, når de aktiveres af nutidige hændelser. Jeg husker alt for godt, hvad der skete den pågældende værste dag. Jeg husker glimrende “forhørene” ved køkkenbordet i Vollsmose, den åbentstående morgenkåbe, cerutrøg-lugten og meget andet ubehageligt.

Nu håber jeg ikke, jeg siger noget helt forkert om PTSD og skader mennesker med det syndrom, eller gør psykologen uret, for jeg ved ikke nok om det og har kun hørt lydfilen en enkelt gang. Jeg har bare ofte set mennesker på TV med syndromet, typisk tidligere udsendte fra forsvaret, og har uden videre kunnet sætte mig ind i, hvad de mente, uden dog at tænke at det kunne have noget med mig at gøre.

Var der slet ingen protester?

Hun spurgte blandt andet, om der slet ikke var nogen form for “protester”. Det tog mig lidt at finde ud af, hvad hun mente, men kom frem til, at der var i hvert fald to protester:

  1. Jeg havde indgående fantasier om at skære kønsorganet af psykopaten med en stor kniv. Det husker jeg faktisk ret tydeligt, for fantasierne var persistente.
  2. Jeg nægtede at kalde ham for “far”, da jeg ikke mente, han var værdig til en så fin titel, og jeg havde haft en far. Det var der en del opstandelse over. Men jeg ville ikke, uanset hvad de sagde.

I relation til 1: I forbindelse med drabet på den unge kvinde i Aalborg for kort tid siden, skrev medierne meget om, at (kvinde-)drab ofte er kulminationen på lang tids psykisk (og/eller fysisk) terror. Jeg har så gået og tænkt på, om jeg også kunne være blevet dræbt? Det mente psykologen ikke. Var der noget, der var endt med drab, var det mig, der havde dræbt ham. Det forekommer lidt “far fetched” og som lidt af en tankekonstruktion, men ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk godt se, at der er noget i det. Og om man bruger en stor kniv til det ene eller det andet er vel også næsten ligegyldigt? Nu er jeg nok bare ikke typen, der slår nogen ihjel, selvom enhver vel kan blive drevet derud, hvor drab synes at være den eneste mulighed.

Intet var gennemtænkt

Jeg må indse, at jeg til dels voksede op et sted, hvor intet på forhånd var gennemtænkt med “pros and cons”. To korte eksempler er:

  1. Da vi boede i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, fik jeg faktisk en hundehvalp: “Bamse”. En dejlig gul labradorhvalp. “Bamse” måtte imidlertid lade livet hos dyrlægen, idet han gøede, når min halvbror skulle sove i barnevognen under kastanjetræet. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp gør. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp ikke opdrager sig selv. Der skal være nogen, der tager ansvar for det. Men ingen tog ansvar.
  2. Min stakkels gamle morfar flytter ind i baglokalet i Svaneke. Ingen har tænkt på, at han er ret dårlig og har svært ved at gå på trapper, men hvis han skal spise med os, skal han op ad trappen til første sal. Ergo må han spise alene nede i baglokalet i løbet af kort tid, for han kan ikke forcere trappen. Ingen har gennemtænkt det. Det burde ellers ikke have været så vanskeligt at regne ud, at han næppe blev “raskere” med alderen.

Det strider mod alt, hvad jeg selv står for nu – og rent faktisk også stod for dengang. For pokker da, man må da tænke sig om, inden man træffer så vidtgående beslutninger. Men det gjorde de altså ikke.

Der er mere

Vi nåede at tale om mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu. Det kommer, for den efterfølgende skriftlige bearbejdning er vigtig for mig. Har jeg nogle læsere til disse poster om et vanvid, er det godt. Har jeg ikke, har jeg da selv haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Barndom runde to

Barndom runde to

Forsøg på at gøre noget ved gammelt had

Barndom runde to

Da min hukommelse er meget dårlig, optager jeg alle sessioner med psykologen. Jeg har stor glæde af disse optagelser, som jeg rent faktisk hører. Derfor ved jeg, at da jeg forrige gang gik ud ad hendes dør, jokede vi lidt med, at hvis jeg skulle få det bedre med min mor, der er død for mange år siden, skulle jeg vedblive at komme i flere år. Det er vist ikke kun en joke. Men vi joker, drikker kaffe og hygger samtidig med, at vi arbejder ret hårdt. Ellers er alt dette ikke til at udholde. Og jeg skal jo igennem det på en eller anden måde.

Jeg har besluttet at tage det, man kunne kalde “Barndom runde to” med fokus på min mor. Jeg tror, langt det meste angående psykopaten er lagt på hylder, der er sat brædder for og slået søm i. Det er færdigt. Med hensyn til hende er der meget gammelt had og det er aldrig godt – det behøver man ikke være psykolog for at kunne se.

Igen: føler du noget? Tænker du noget efter at have læst følgende? Jeg vil være glad for din kommentar. Helst her på siden, da den jo så forbliver i den rette sammenhæng i modsætning til kommentarer på Facebook, der lynhurtigt forsvinder og rives ud af sammenhængen. Og igen: dette er ikke et forsøg på at fortælle en offer-historie, for dem er der allerede nok af.

Årsagen til hadet til min mor

Igen: det behøver man ikke være psykolog for at regne ud. Jeg hader hende, fordi hun lod stå til fra før 26. april 1975 (vielsen mellem hende og psykopaten) til jeg flytter/flygter den 31. juli 1980, hvor jeg tager min kuffert og om natten sejler med bornholmerbåden til København. Jeg er 16 år. Jeg står af på Kongens Nytorv og selvom kulturchokket er stort, når man kommer lige fra klippeøen, er det samtidig en ubeskrivelig lettelse. Pludselig kan jeg trække vejret, her er ikke “noget” i min mund, her er ingen åbentstående morgenkåbe og ingen lugt af cerutter.

Jeg flytter ind på et lejet værelse på Nørrebro med udsigt til en baggård fra femte sal, og jeg gør rent på deltid i De Gamles By, så pengene er små, men det er jeg vant til. Alligevel sender de efter kort tid mine ting (jeg aner ikke, hvad det er, jeg har) pr. efterkrav. På en eller anden måde får jeg betalt fragtmanden. Transport fra Bornholm er ellers ikke helt billig.

Brevet jeg havde glemt

Tilbage til årsagen: Min mor og jeg har ikke kontakt fra 1981 til 2003 – altså 22 år.

I 1981, hvor jeg lige er flyttet på kollegiet, ringer jeg og vil tale med hende som opfølgning på et brev, jeg har skrevet med alle sandhederne, men som jeg ikke har fået den ringeste respons på. Psykopaten tager telefonen og siger “Den slags svineri vil vi ikke have her”. Og det var så den samtale. Det brev havde jeg glemt. Jeg tror, det er skrevet med hjælp fra en veninde på kollegiet eller i hvert fald efter hendes råd.

I 2003 kan jeg se i en telefonbog, at min mor og psykopaten ikke længere har samme adresse (de er fortsat på Bornholm), og jeg ringer hende op. Jeg kan ikke huske samtalen.

I løbet af et års tid flytter hun til Nykøbing Sjælland, hvor vi ses nogle gange. Jeg spørger hende den første gang, om hun vidste, hvad der foregik fra før april 1975 til ultimo juli 1980? Det bekræfter hun. Jeg spørger dernæst “Hvorfor gjorde du så ikke noget?” Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn.” Jeg ved 100 pct. sikkert, at sætningerne er sådan. På en eller anden måde er samtalen ikke længere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige, men det bringer mig i hvert fald ikke tættere på hende.

Det er det ultimative svigt, og jeg kommer aldrig til at tilgive det, men måske kan jeg komme til at forstå det? Det er vist det, vi skal i “Barndom runde to”?

Vi holder op med at ses

Som nævnt ses vi nogle gange, efter hun er flyttet til Sjælland. Jeg slæber hende til forskellige kulturarrangementer i København, hvilket hun godt kan lide, og det lykkes mig vist nok at holde en nogenlunde tale til hendes 70-årsdag i maj 2005. Det vanskelige er at komme udenom de 22 år, vi ikke havde kontakt, uden at det er for påfaldende. Talen kan ses her i sektionen “Notater”, hvis nogen skulle have interesse i den.

Kontakten ophører igen, idet jeg ikke kan holde ud, at hun vedbliver at relatere til psykopaten i vores samtaler. Psykopaten dit og psykopaten dat. Jeg kan simpelthen ikke holde til det. Jeg kan ikke få det sagt, og hun forstår det helt åbenbart ikke af sig selv.

Hendes død julen 2006

Jeg bliver ringet op af en kusine 20 minutter efter min mor er død 1. juledag 2006 på Holbæk Centralsygehus. Jeg tager derop medbringende min fars konfirmationssalmebog, så hun kan få et minde om ham og mig med i kisten på den sidste rejse. Han har da været død i 34 år. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg føler eller om jeg i det hele taget føler noget. Det eneste jeg ved, jeg ikke føler, er sorg eller savn.

En anden følelse er dog frygt for, at når jeg lægger den lille salmebog på hendes bryst, vil hun rejse sig op, lige som det sker i en film af Ole Bornedal, vist nok “Nattevagten”. Så det tør jeg ikke men får medarbejderen, der passer “lighuset”, eller hvad det hedder, til at gøre det for mig. Hun rejser sig ikke.

Hun bliver bisat uden gejstlig medvirken fra Højby Kapel i Odsherred den 29. december. Jeg møder selvfølgelig op, og kommer til at stå lige overfor psykopaten (vi står på hver sin side af kisten), som jeg da ikke har set i 25 år. Efter den noget underlige ceremoni, der hverken er fugl eller fisk, forlader jeg kapellet. Jeg skal ikke til begravelseskaffe med dem. Jeg har ikke noget at gøre der, men jeg har opført mig så anstændigt, jeg kunne, ved at møde op til ceremonien.

Og det var så det. Det var det liv, eller hvad man nu skal kalde det, og det var den relation. Jeg har ikke savnet hende.