/2 Kommentarer/i , /af ,

Familierne var vævet ind i hinanden

Familierne var vævet ind i hinanden

En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

  1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
  2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

  1. er en menneskealder siden, og
  2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

  • Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
  • Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.

 

/3 Kommentarer/i , /af ,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var så sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂

/i , , /af , ,

Mere alternativ slægtsforskning

Mere alternativ slægtsforskning

Det hidtil sværeste

Mere alternativ slægtsforskning

Jeg har slægtsforsket i lige knapt 20 år, men jeg har aldrig nogensinde rodet med en så vanskelig familie, som den der tilhører min “mors” ægtefælle nummer to. Det vrimler med fødsler på “Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse” (stedet mange ugifte mødre valgte at føde deres “uægte” børn), plejeforhold, flytninger, ind- og udtræden af folkekirken og frikirker, navneændringer mv. Der er sågar en rejse til Amerika som tallerkenvasker. Rejsen varede i 1927 14 dage – se gerne billedet nederst.

Mere alternativ slægtsforskning

Carl Gustav Emanuel Wichmann

Ham her er også meget sjov: Han bliver løsladt efter otte dages simpelt fængsel på vand og brød, der var straffen for betleri. Han bliver afleveret til fattigvæsenet den 17. januar 1907.

Meget ofte spørger jeg mig selv “Hvad sker der her?” Det gælder fx, når præsten skriver, at det er en given fader, der er vidne ved en vielse, men jeg jo ved, at faderen er død tre år før. Hvad kan det tyde på? En adoption så der er kommet en “ny far”? Eller roder præsten/degnen (også) rundt i noget?

Jeg sidder konstant og er lidt nervøs for at koble data forkert sammen, fordi det simpelthen er enormt svært, og det, jeg offentliggør, skal være validt og veldokumenteret – men det er selvfølgelig også det, der gør detektivarbejdet og puslespillet vanvittig spændende.

Hvad leder jeg efter?

Nu står det selvfølgelig ikke i en folketælling, hvorfor mennesker blev dem, de blev. Men hvis jeg kan samle tilstrækkeligt mange data sammen, der alle peger i samme retning, kan der måske alligevel være indikationer for det. Indtil videre vil jeg mene, jeg er på sporet.

Næste skridt er at gennemgå samtlige københavnske kirkebøger sådan ca. 1943 for at finde en konfirmation. Et eller andet sted skal den jo være. Det var højst usædvanligt ikke at blive konfirmeret, for var man ikke det, kunne man sikkert ikke få et arbejde, og man kunne formentlig heller ikke blive gift. Sidstnævnte er jeg dog usikker på. Konfirmationen kan evt. også finde sted på Bornholm, men det tror jeg på den anden side set ikke, eftersom jeg allerede har tjekket både Rønne og Nexø – som de to mest oplagte muligheder – uden resultat.

En anden tilgang kunne være at få styr på samtlige optagelseshjem/”drengehjem” i og omkring København på det tidspunkt, men opgaven er nærmest uoverkommelig, da der er så mange. Jeg har prøvet at søge lidt på arkiv.dk og der er i hvert fald 35 af dem.

Jeg elsker mine data og puslespillet. De og det er til at blive helt høj af. Mange vil mene, det er sært, men jeg synes, det er fantastisk, og dette er virkelig alternativ slægtsforskning med en helt ny vinkel.

“Søg og du skal finde”

Citatet stammer oprindeligt fra Matthæusevangeliet 7:7, hvor det lyder: “Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.”. Jeg har søgt efter ting, der kunne nuancere min “mor” lidt – jeg har fundet følgende, og nu må det være nok med det:

  • Hun var dygtig til at læse højt, mens min far levede.
  • Hendes morgenkåbe duftede godt. Ikke så tit men dog.
  • Hun havde gemt kassen med “guld” fra min far i 32 år. Det viser måske, at hun forstod, at der var et særligt bånd mellem ham og mig.
  • Kort efter de har hentet mig fra børnehjemmet, kommer Mødrehjælpen på et af de sædvanlige uanmeldte besøg. Alt er fryd og gammen. Hun er ved at bage og jeg sidder hos hende i køkkenet i min høje stol. Hun fortæller socialrådgiver Bodil Simon, at hun er noget bekymret over og ikke forstår udskrivningskortet fra Rigshospitalet. “Man får indtryk af, at hun er lidt urolig ved de mange undersøgelser, der er fortalt om (ved anvisningen er andragerne gjort bekendt med barnets indlæggelse og årsagen hertil). Andragerinden forhører, hvad hun skal bruge det kort til, og vi bliver enige om, at det ikke er noget værd for hende, og hun smider det væk, hvilket man får indtryk af, gør hende glad”. Kilde: Adoptionssagen.
    • Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ikke var videre kvikt af hende, idet fakta ikke ændrer sig af, at man smider papirer væk.
    • Imidlertid var jeg hos psykologen i går og vi talte om den passus. Hendes syn på det var helt anderledes: Her er tale om en kvinde, der har fået et barn, hun er virkelig glad for, og hun kan slet ikke genkende beskrivelsen, som hun nærmest er lidt vred over og oplever som en form for “uretfærdig”. Hun oplever selv barnet som normalt, og synes ikke, at det skal stemples som lettere imbecilt (altså retarderet, som der står i sagen). Det kan jeg godt se, og det lyder fornuftigt (og dejligt). Altså en ting at føje til listen.

Hvad betyder retarderet egentlig?

Når ikke-læger bruger ordet “retarderet”, er det noget med imbecil eller i hvert fald (små-)dum. I det hele taget: noget med en mindre IQ og/eller som et skældsord. Men bruger en læge det på samme måde? Og hvordan brugte en læge det i 1965? For det betyder jo egentlig bare “forsinket” på både latin og fransk.

Jeg kender sådan set ingen læger, jeg kan spørge – og så alligevel: jeg kender da den utrolig dygtige og søde Kasper Thybo Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg havde kontakt med et par år. Så jeg har simpelthen sendt ham en mail, hvor jeg spørger om de ting, og han har været sød at svare, og også at svare, at jeg gerne må stille supplerende spørgsmål, og det har jeg gjort. Jeg er spændt på hans næste svar.

I det først svar skriver han blandt andet “Man ved, at læger og psykologer tror, de er gode til at gennemskue IQ uden at teste.” Det kunne jo tyde på, at en læge rent faktisk mener noget med IQ, når de skriver “retarderet”. Jeg føler mig overbevist om, at børnehjemmet ikke testede, for så ville det stå i adoptionssagen, der er meget grundig. Hver en sten synes vendt. Børnehjemmet indlægger mig, fordi de mener, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”.

Supplerende har jeg spurgt Kasper, om han i dag ville skrive sådan om en patient/et barn og om han så ville mene noget med en lav IQ eller han ville mene noget med “forsinkelse”. Terminologien har ændret sig over tid, så der er ingen, der siger, at det man ville skrive i dag, ville svare til det, man mente i 1965.

Så spændende!

Livets træ

Det findes en narrativ metode kaldet “Livets træ”, som oprindeligt er udviklet af Ncazelo Ncube i 2006 for at hjælpe børn, som kæmpede med effekterne af tab og dødsfald i familien, misbrug, omsorgssvigt og fattigdom. Metoden tilbydes blandt andet af Helle Kramer Floyd. Desværre skriver hun ikke noget om, hvad det går ud på, men det finder man let med Google.

Jeg vil spørge min egen psykolog, når vi ses igen, om hun kender metoden – det gør hun sikkert. Det kunne måske være interessant at dykke lidt ned i.

Mere alternativ slægtsforskning

Til Amerika som tallerkenvasker

/i /af

Hos psykologen griner vi meget

Hos psykologen griner vi meget

Trods de alvorlige emner

Hos psykologen griner vi meget

Jeg har lige nu 83 lydfiler med optagelser af samtaler med psykologen. Den første fil er fra den 6. maj 2015; altså er der gået syv år. Selvom jeg har 83 filer, er der nogle/mange?, der mangler. Hvor pokker de er blevet af, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis ikke slettet dem. Måske røg de, da min tidligere PC stod af? Nåh, men der er ikke noget at gøre ved det; jeg kan ikke finde dem, uanset hvor (meget) jeg leder.

De seneste dage har jeg brugt tid på at høre 75 af dem. Ikke altid “lytte lytte” men ladet dem køre lidt i baggrunden for at uddrage essenserne.

En af de ting, jeg virkelig lægger mærke til, er, at trods de alvorlige emner, der er oppe at vende, griner vi meget. Humoren har båret meget igennem, og jeg tror, vi har nogenlunde samme form for humor. Det ikke er en “Gøg-og-Gokke-eller-Victor-Borge-humor”, men måske mere en “uden humor går det ikke-humor”.

Det er usædvanligt, at man kan have så langt et forløb, men det er også en lidt usædvanlig historie, jeg fortæller. Når jeg sidder og hører optagelserne, er det tydeligt, at jeg fortæller det samme adskillige gange, fordi jeg ikke kan huske, at det er fortalt før. Til den positive side hører, at det også er tydeligt, at hukommelsen har bedret sig væsentligt på de år, der er gået.

Jeg har adskillige gange sagt til hende, at min historie vel også er exceptionel? Hun har adskillige gange svaret: “I am sorry to say: “no””. Det er godt, jeg ikke selv er psykolog. Jeg kunne ikke holde ud at sidde 40 timer ugentligt og høre på sådanne historier og at holde hånden under mennesker, der har det pokkers svært.

Jeg glemmer fx. aldrig “Microsoftsessionen” den 23. juli 2015, hvor hun adskillige gange tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, fordi jeg har planlagt at – og hvordan og hvornår – at tage livet af mig. Jeg afviser det imidlertid, fordi jeg er bange for, om hun vil indlægge mig “på røde papirer” (d.v.s. med tvang) og for det andet fordi jeg har en aftale med Microsoft om at gøre et eller andet på min PC…

Egen læges interaktion

Når forløbet har kunnet være så langt, skyldes det, at jeg har en enormt god læge, der har været dygtig til at finde de rigtige henvisningsårsager, idet der er grænser for, hvor mange henvisninger man kan få pr. årsag. En henvisningsårsag giver som hovedregel ret til et behandlingsforløb på 12 gange, hvor regionen betaler 60 pct. af psykologens honorar. Man kan fx få 12 gange til incest og to gange 12 til angst. Der er nu senere indført en regel om, at regionen betaler 100 pct. af psykologens honorar, hvis man er mellem 18 og 24 år og henvist på depression el. angst. Det er utrolig positivt, at man vil gøre en indsats for de unge, der nok sjældent har råd til selv at betale de resterende 40 pct. Jeg er alt for gammel til at være ung.

Selv kan jeg vist ikke trække flere henvisninger ud af min egen læge; jeg føler ikke, jeg berettiget kan gå ned og sige, at jeg har behov for endnu en henvisning. Det betyder, at jeg selv prioriterer at fortsætte forløbet. Jeg glæder mig over at have noget at prioritere med. Det er det bestemt ikke alle, der har. Man kan så sige, at jeg jo ikke køber nye biler, køkkener, sommerhuse, dyre udlandsrejser eller alt det andet, folk bruger penge på. Jeg bruger pengene på personlig udvikling; på at få det endnu bedre end jeg allerede har. Det er en luksus. Og jeg sætter stor pris på den luksus.

Forløbet er en afspejling af, at man ikke kommer langt med 12 behandlinger. Jeg vil mene, at med 12 gange kan man kratte lidt i overfladen men heller ikke mere. Havde jeg ikke haft forløbet, havde jeg måske været indlagt endnu flere gange?

Det er underligt, at vi som samfund ikke prioriterer psykologbehandling højere. Det er naturligvis ikke gratis, men det er indlæggelser bestemt heller ikke; faktisk er de en del dyrere. Det har også ofte undret mig, at det er virkelig vanskeligt at skaffe en psykolog i psykiatrien. Der var en periode, hvor jeg efterspurgte det meget, og det lykkedes også til sidst, fordi jeg er så både vedholdende og irriterende. Det, der tidligere hed Psykiatrisk Center Hvidovre, er et kæmpe hus men i det kæmpe hus, kunne man faktisk ikke opdrive en psykolog. Det er helt vanvittigt.

Hun har aldrig prøvet at lave om på mig

En ting, der går igen, er min taknemmelighed over, at hun ikke prøver at lave om på mig. Jeg har tidligere opsøgt diverse psykoterapeuter, kropspsykoterapeuter m.v., der alle på en eller anden måde prøvede lave at lave om på mig. Det er jeg allergisk overfor.

Annette kan sådan noget med male- og tegneterapi og meget med med psykodrama. Men det kan jeg slet ikke. Da jeg gik i femte klasse, var jeg glad for at få tildelt nye fysikbøger fra psykopatens halvbroder. Jeg endte derfor med at blive ret god til fysik. Det siger i virkeligheden meget. Hun forklarer på et tidspunkt, at i min verden er viden magt.  og det kan jeg kun give hende ret i. Jeg kan og vil ikke de der kreative ting, fordi de minder mig alt for meget om min barndoms uformåenhed, hvor min “mor” og psykopaten kunne tegne, male, spille musik osv. samtidig med, at de ikke forstod, at det ikke var noget for mig. Skal man hive det op på et metaniveau, kan man måske sige, at det også var et udtryk for, hvor forskellige vores værdier var.

Hvad skal der nu ske?

Vi skal have styr på dødsangsten i forbindelse med ECT. Min fornemmelse er dog, at vi er i mål med det. Til behandlingen sidst så jeg faktisk billederne i loftet i væsentlig kortere tid. De bad mig trække vejret dybt i masken tre gange. Det gjorde jeg, og væk var jeg.

Som tidligere fortalt læser jeg p.t. adoptionssagen med lup. Og næste gang må jeg spørge hende om hvilke mekanismer, der gjorde, at jeg som knapt treårig vågnede op skrigende indenfor de første tre måneder og slet ikke kunne lide mænd. Således går der ca. tre uger, inden jeg accepterer min far. Min nye familie kan ikke forstå, hvad der sker. De overvejer at tilkalde en læge men beslutter sig alligevel for, at det er der nok ikke behov for.

Jeg vil så gerne vide en anden ting: hvordan blev matchningen mellem den nye familie og mig foregået? Matchningen har været perfekt, men hvordan har Mødrehjælpen hhv. det ene og det andet sted fundet ud af at “Hanne” ville passe godt med “Jørgen og Jytte Stegemüller”? (Jeg tror, jeg har fornavnet allerede, da jeg kommer til dem.) Jeg har selv spurgt “Mødrehjælpen” om de har oplysninger, der ligger ud over adoptionssagen, men det har de ikke, idet den gamle “Mødrehjælpen” blev nedlagt, da bistandsloven blev indført i 1976. De henviser til Civilretsdirektoratet og Rigsarkivet, selvom jeg har skrevet til dem, at jeg allerede har selve sagen.

Psykologen kan naturligvis ikke svare på, hvordan dette match er foregået, men måske kan hun give nogle idéer til, hvor jeg kan søge?