/2 Kommentarer/i , , /af , ,

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

/i , /af ,

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Modenhedsprøverne og flagenes vindretning

Husker du dem også?

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Engang i forhistorisk tid skulle man op til en “modenhedsprøve” for at få lov at starte i første klasse. Jeg husker tydeligt prøverne, der primært gik ud på, at man skulle forstå, at Dannebrog var nødt til at blæse den samme retning som røgen fra en eller anden skorsten.

Jooh, det havde jeg fattet: de må nødvendigvis blæse samme vej, ellers gik det ikke. Adskillige søgninger blæser mig nutildags samme vej!

Hvad med dig? Husker du “modenhedsprøven”? Bestod du eller hvordan? Gennemskuede du at røg og flag nødvendigvis måtte blæse samme vej?

Jeg gættede allerede i 1969/1970, hvad man skulle tegne/markere for at bestå: To ting, der peger samme retning. Med andre ord måtte skorstensrøgen ikke pege modsat Dannebrog. Det var jo sådan set såre simpelt. Jeg har ofte tænkt, at jeg måske ikke var specielt intelligent/mærkelig; måske var jeg bare god til at gennemskue, hvornår de andre stillede lidt dumme spørgsmål? Sådan har jeg ofte tænkt sidenhen.

Det ville være så spændende at høre, hvad du husker? Var du også klar over, at de (flaget og skorstensrøgen) måtte vende samme vej? Eller hvad tænkte du i det hele taget om disse underlige tests?

Måske tager jeg fejl?

Der er selvfølgelig den risiko, at jeg tager helt fejl. Måske burde jeg slet ikke være i Mensa Danmark? Jeg befinder mig bare så pokkers vel der, og psykologen har mange gange sagt, at det vil være et sted, jeg kan søge et fællesskab, som kunne gøre mig vel. Hun har sikkert ret (som altid), men jeg er bange for at søge fællesskaber. For jeg er ikke ret god til den slags.

Jeg var på vej ind i “Menneskebiblioteket”, og det så godt ud, men jeg kunne mærke, at det ikke gik. Det skyldtes bl.a., at de blev ved at sende billeder fra deres “events” (hvorfor ikke bare “begivenheder”, når vi nu bor i Danmark og taler dansk (de fleste af os) ?), hvor der var en masse mennesker forsamlede. Sådan noget kan jeg ikke. Jeg er (måske) god 1:1 eller 1:2, og det har jeg også forklaret dem, så jeg trækker mig “baglæns tilbage” på grund af det med billederne.

En ny ven?

Under den seneste indlæggelse har jeg truffet MB, som synes at være et rigtig dejlig menneske. Vi har talt i telefon et par gange, og det har været succesfuldt. Nu har vi aftalt at mødes engang i starten af juli. Et tæppe på græsset i nærheden af Damhusssøen, fem kopper kaffe osv. Han foreslog, vi kunne tale i telefon om “vind og vejr”. Det sagde jeg med det samme fra over for. Det gider jeg ikke; jeg kan ikke finde ud af det; og det interesserer mig ikke det mindste. Måske er det mærkeligt, men sådan er jeg så. “Vind og vejr” er uinteressant, men årsagen, til at vi mødtes, er høj-interessant. Kan jeg hjælpe ham, være der for ham, gøre noget for ham, gør jeg det imidlertid gerne. Han tilbyder det gensidige for mig.

Gennem årene har jeg mødt mange dejlig mennesker på psyk. I flere tilfælde har det også medført langvarige bekendtskaber/venskaber og det har været værdifuldt. Af og til kan det imidlertid være vanskeligt at få det til at fungere, hvis man ikke kan “rumme” hinandens forskelligheder. Der kan balancegangen nemt opstå. Der er ikke bare andet at gøre end at prøve. Og jeg har altid syntes, at det var forsøget værd.

Mødes man på psyk., er man på en eller anden måde “afklædt”. Man er den, man er, med styrker og svagheder, og det er slet ikke så ringe.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

/1 Kommentar/i /af

Af white trash er du kommet

Af white trash er du kommet

Til white trash skal du ikke blive

Af white trash er du kommet

Det er selvfølgelig en omskrivning af det velkendte begravelsesritual:

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

For ikke at forfalde til selvmedlidenhed og flyde videre med den negative strøm pga. det, der lige nu er vanskeligt, mente psykologen, at jeg i stedet skulle huske på, at jeg på alle fronter har givet dem baghjul. Jeg udnævner fuldt berettiget min “mor” og psykopaten til “white trash”, og det har jeg fjernet mig fra – og det er jeg ærlig talt en lille smule stolt af.

Jeg har holdt fast i andre solide og klassiske værdier, hvor “ordentlighed” er nøgleordet, og jeg ved, hvor det kommer fra, hvilket jeg næppe behøver fortælle endnu en gang. Det paradoksale er, at jo mere jeg holdt fast i Jørgen Stegemüllers værdier, og det gjorde jeg helt bevidst, jo mindre brød hun sig om mig, og jo større blev afstanden. Egentlig er det logisk.

Jeg flytter ikke konstant for ikke at komme i myndighedernes søgelys. Det er ikke mig, der bor i den yderste udkant i noget faldefærdigt skrammel bygget i 1850, hvor et rum i ladelængen er fyldt op med tomme 1½-liters “vin”-flasker af mærket “Père Médard”. Hos mig er det ikke sidst på måneden omkring den 15., og varerne skal ikke skrives (men det kan man næppe lykkes med nutildags). Jeg har ingen børn, men havde jeg børn, ville jeg ikke sende dem på indkøb af flovhed over, at varerne igen skulle skrives, selvom det kun var den 12. eller deromkring. Mine børn skulle ikke vaske og ordne bil ind- og udvendigt eller pudse vinduerne udvendigt hver uge (begge dele fuldstændig vanvittigt). Det er “Askepot” om igen.

Mine børn ville opleve at blive inddraget i samtalerne omkring middagsbordet. De ville lære om almendannelse og om kunsten at argumentere ordentligt. De ville ikke blive sendt til højre for den yderste politiske højrefløj, hvor parolerne blandt andet var: “indfør dødsstraf, indfør atomkraft, luk Christiania og gør Glistrup til statsminister”.

Mine børn ville ikke sidde alene vinterdage foran en gravsten på heden, under hvilken den eneste ven i verden nu lå. Mine børn skulle ikke tage ansvar for en fraflytning otte måneder efter indflytning, fordi de “ikke kunne med” ham, der stod bag kontaktannonce # 1. Kendte jeg til overgreb fra psykopaten, der stod bag kontaktannonce # 2, ville jeg straks skride ind og ikke lade stå til i seks år.

De seks forbandede år

Normalt siger man “de fem forbandede år”, nyder ordspillet med de to * “f” og glæder sig over, at besættelsen nu er en del af historien. Jeg har ikke oplevet besættelsen, men jeg oplevede seks forbandende år. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan jeg kom gennem de år. Det eneste, jeg ved, er, at der skal en forbandet stærk psyke til at klare det, men det var også lige før, jeg ikke klarede det:

Da jeg var 14 år, havde jeg eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. Familien tog sig af mig men greb ikke ind. De var blandt de mange, der leverede et frirum men ikke agerede. Dengang havde man vist ikke opfundet indberetningerne til de sociale myndigheder. Min egen “familie” var ikke begejstrede for eftermiddagsjobbet, idet jeg så forsømte de hjemlige opgaver, og de måske også fornemmede, at der blev spyttet sandheder ud på Torvet 2 i Aakirkeby. Særligt en eftermiddag står tydeligt: cyklen var brugt og blå. Den transporterede mig mellem Aakirkeby og Vestermarie (ca. fem km.). Jeg kiggede i grøften til højre og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Præcis med de ord. Den tanke forblev hos mig indtil for ca. 1½ år siden. Nu regner jeg med naturlig årsager.

Overgrebene begyndte på et eller andet tidspunkt i 1974, og helt sikkert før vielsen den 26. april 1975, der af en eller anden årsag, jeg ikke kender, fandt sted i Rønne. På det tidspunkt havde han konstant nulret min venstre hånd indvendigt med lange bløde sensuelle/seksuelle strøg fra sin langfinger, når vi fulgtes tværs over en stor plads i Vollsmose for at komme til P-pladsen. Jeg havde mødt ham tillidsfuldt og holdt i hånd, fordi jeg så gerne ville have en far igen. Jeg var 11 år. På samme tidspunkt havde han også tilbudt mig penge for at gå i karbad med ham.

Hvem var kriminel?

Jeg var på en eller anden måde klar over, at det var helt forkert og inddrog min “mor”. Hvor den bevidsthed kom fra, ved jeg ikke. Det resulterede i, at det var mig, der blev forhørt ved køkkenbordet i et par dage med stor opstandelse. Som om det var mig og ikke ham, der var den kriminelle. Hun fulgte aldrig nogensinde op på det. Spurgte aldrig om det “var gået over?”, om alt “var i orden?” eller lignende. Da hun og jeg – på mit initiativ – fik kontakt efter 22 års “pause”, spurgte jeg, om hun havde vidst, hvad det foregik? Det bekræftede hun. Hun greb ikke ind, fordi hun “ikke kunne overskue det”. I min verden kan man ikke falde dybere. På et tidspunkt i 1976 forstod de ikke, at jeg ikke ville kalde ham for “far”.

De blev skilt ca. år 2003, hvorefter hun flyttede fra Bornholm til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøgte at få det til i det mindste at fungere, men det lykkedes ikke, så jeg trak mig “baglæns tilbage”. På et tidspunkt efter hendes 70-årsdag i 2005, flyttede han, efter lige knapt 30 år på Bornholm, også til Nykøbing Sjælland. Fra hans børn af første ægteskab ved jeg, at de reetablerede en eller anden form for forbindelse.

Folk kan selvfølgelig have de relationer, de vil, uden at jeg skal blande mig i det – jeg er bare glad for at have været tilstrækkelig klarsynet til ikke at involvere mig med nogen af dem. Den tid, hvor jeg konstant skulle bøje nakken for at overleve, var endegyldigt forbi. Det var ikke mig, der var den kriminelle.

“Det har været grelt”, siger psykologen, der jo lever af at høre “historier”. Det er grunden til, at jeg udelukkende har udtalt hans navn to gange siden 1981. Ser jeg det på skrift i en eller anden sammenhæng, skynder jeg mig at scanne videre.

Jeg så ham til min “mors” sære, kolde begravelse i julen 2006. Det var første gang i 25 år. Paradoksalt nok kom vi til at stå lige overfor hinanden på hver sin side af kisten. Selvfølgelig var jeg klar over, at han ville møde op – ordentligheden tilsagde bare mig også at møde op. Der var noget gravkaffe eller lignende bagefter, men jeg tog toget hjem.

Jeg fjernede mig endnu en gang fra “White trash”, for jeg havde ikke mere at gøre der.

Af white trash er du kommet