,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *