Tag Archive for: Uddannelse

/i , /af ,

Børn og unges mistrivsel 2

Børn og unges mistrivsel 2

Unge presses vanvittigt hårdt

Børn og unges mistrivsel 2

Denne artikel er en fortsættelse af “Børn og unges mistrivsel”.

Forleden talte jeg med en ung mand på 23 år, dvs. jeg er næsten tre gange så gammel som ham, idet jeg bliver 60 i år (hvilket er lidt skræmmende, men det går nok). Havde jeg været hurtig til at få børn, og havde mine børn også været hurtige, kunne jeg altså have været den unge mands bedstemor …

Han fortalte om sin hverdag:

  • Han er fuldtids bachelorstuderende på RUC
  • Han har deltidserhvervsarbejde i Hvidovre
  • Han har 30 timers transporttid pr. uge, da han ikke har råd til en bolig i København
  • Han har kun fri, når han sidder i toget fra Roskilde
  • Han vil i virkeligheden gerne fortsætte to mere år på RUC og blive kandidat, inden regeringen reducerer det til et år.

Erhvervsarbejde er nødvendigt for at få et arbejde efter endt studie, da arbejdsgiverne vil have mennesker med erhvervserfaring, når de kommer frisk fra fad fra universitetet … Det er sådan set ikke meget anderledes, end da jeg selv læste. Også dengang kom kandidater med relevant erhvervserfaring foran i jobkøen. Nogen sikkerhed gav det dog ikke.

Jeg husker min studietid som hård. Jeg elskede at studere og få ny viden, men fri havde jeg aldrig, da jeg også arbejdede på deltid. Noget af det er dog en erindringsforskydning, idet jeg boede på kollegium og var ret social der, og jeg havde da også kærester. Men studeret blev der.

Som årene gik, blev erhvervsarbejdet mere og mere kvalificeret og relevant. Det var slut med at forsøge at være hjemmehjælper (stakkels de gamle der fik besøg af mig) og at vaske op hos Frelsens Hær på Hørhusvej. Det var noget bedre at være i det daværende “Registertilsynet” og at være forskningsassistent på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Da jeg talte med ham, fik jeg bare indtrykket af, at kravene er væsentligt større i dag end dengang. Jeg havde da fri; det har han aldrig, og der er ikke meget tid til at studere. Han bruger en masse tid med at føre kalender og planlægge sin tid. Jeg foreslog ham – som en anden bedstemor – at lægge tid ind i kalenderen, hvor der bare står “Fri”. Det var trods alt ikke nødvendigt, da jeg startede på Uni for næsten 40 år siden.

Regeringens påtænkte uddannelsesreform

Er det virkelig i orden at presse de unge så vanvittigt? Svaret er et klart “Nej”.

Psykologen har tit og ofte fortalt om de unge, hun har i sin klinik; de er ved at bukke under af stress, og de spørger hende, hvordan de skal vide, hvad de vil med fremtiden. Det er måske i orden at blive stresset i et job, når man vil have en karriere. Men det skal ikke begynde allerede på studiet.

Det er simpelthen ikke i orden, når nyeste forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.viser, at den væsentligste årsag til mistrivslen er tempo, tempo, tempo. Der er sket en voldsom acceleration på de 40 år.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Stress, angst og depression er folkesygdomme i Danmark, og der er ikke noget, der synes at blive bedre. For de unge på en videregående uddannelse, der gerne vil tage en kandidatgrad, bliver det bare værre, da SVM-regeringen planlægger at reducere den tid man “må have lov” at bruge på kandidatstudiet. De unge skal altså nå det hele på den halve tid.

Den unge mand og jeg blev enige om, at vi ikke kender nogen arbejdsgivere, der ønsker sig unge, der er dårligere uddannede – tværtimod. Men regeringen er på gennemført “uddannelsesbashing” og jagter unge på en videregående uddannelse, fordi man mener, de hellere skulle være blevet smedelærlinge eller lignende.

Forleden skrev en kvinde på Facebook, at de unge er evighedsstudenter og byrder for samfundet, der har “givet” dem en lang uddannelse. Jeg bad om dokumentation og kildehenvisninger for påstandene.

Jeg så, hun sendte et svar, men jeg orkede ikke at læse det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

Jeg var en del af "Skrivebordsdanmark ..."

Hvem ønsker “unødigt bureaukrati”?

Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

“Unødigt bureaukrati” er en del af valgkampen. Senest sætter Mette Frederiksen “skrivebordsdanmark” over for “den virkelige verden”. På radio4 kan man høre, at hun virkelig tillod sig at sige det. Og man kan i samme lille udsendelse høre Dansk Magisterforenings og Djøfs kommentarer til det. Jeg synes bare ikke, de er videre skarpe.

Hvad bilder Mette Frederiksen sig ind? Hun siger faktisk: “man er ikke en del af den virkelige verden, hvis ens arbejdsplads er et skrivebord. Så arbejder man med unødigt bureaukrati.”

Disse dage sker der noget med “uddannelsessnobberiet”, som statsministeren kaldte det, da hun var i Rødby for at bakke om “Lærlingeoprøret”.

Det bliver vendt på hovedet, så det er bedre at være cykelsmed end jurist. Faktisk skal jeg helst undskylde, at jeg kæmpede mig til en længerevarende uddannelse, eftersom jeg er fra et sted, hvor der ikke var tradition for hverken dannelse eller uddannelse. Man “får” ikke en uddannelse og man trækker den ikke i en automat. Man arbejder sig til den, og er man fra et arbejderhjem, kæmper man sig måske til den.

Jeg vil simpelthen ikke undskylde. Jeg nægter at anerkende polariseringen mellem de forskellige faggrupper. Vi splittes ud mod hinanden, fordi der lige nu ventes at være flere stemmer i at lefle for cykelsmede og social- og sundhedsassistenter end djøfere. I morgen er billedet måske et andet.

Mine kolleger stammede fra adskillige andre faggrupper og var typisk umådeligt skarpe, flittige og vedholdende. Det var – og er – værdier, jeg sætter pris på. Jer, jeg tænker på, læser ofte med her, og I ved selv, hvem I er! Tak for godt (sam)-arbejde.

Hvem skaber “unødigt bureaukrati”?

For kort tid siden, og som en del af valgkampen, udtalte en politiker, at de ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på, at når politikerne vedtog en ny regel, medførte det opfølgning. Jeg kan desværre ikke huske, hvem afsenderen var, og ordet opfølgning var ikke hendes men mit. Jeg synes, man er decideret dum, når man ikke på forhånd indser det.

Mange af de regler, der indføres, har afsæt i enkeltsager, hvor et eller andet er kørt af sporet. “Nu må vi sandelig have styr på x, y eller z”. Iværksættes ingen opfølgning, kan man ikke vide, om der vitterligt er kommet mere styr på x, y eller z. Det burde ikke være så vanskeligt for de folkevalgte at indse – i modsat fald har folket valgt de forkerte repræsentanter.

De mennesker, der skal varetage opfølgningen, er ikke ansat hverken som cykelsmede eller social- og sundhedsassistenter, da de har andre opgaver og andre kompetencer.

Vi er holdt op med at riste i runer og er overgået til forskelligt isenkram, og isenkrammet skal stå et sted. Det naturlige ståsted er et skrivebord. Og så har vi altså mere “unødigt bureaukrati i skrivebordsdanmark”.

Nu har jeg forhåbentlig klippet det tilstrækkeligt ud i pap, så det er forståeligt selv for politikere.

Her kan du meget a propos se mit nye skrivebord:

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Regeringens pressemøde

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Jeg så regeringens pressemøde kl. 11:00, og jeg må sige, at jeg er lidt rystet over, at en så gennemgribende og markant reform af universitetsuddannelserne ikke var interessant for det samlede pressekorps – endsige regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen startede med at sige, at det hele handler handler om at gøre Danmark stærkere. Det skal ske ad to veje:

  1. En frihedsreform for den offentlige sektor, der indebærer at flytte rundt på 2½ mia. kr. Ikke så mange ved computeren og flere “varme hænder”
  2. En uddannelsesreform, der indebærer at flytte rundt på 2,0 mia. kr.

Der blev næsten ikke talt om uddannelsesreformen

Uagtet uddannelsesreformen er det største indgreb i mange, mange år, til en værdi af to milliarder kr., var der stort set ingen, der havde lyst at gå i dybden med emnet, hverken regeringen eller journalisterne.

Jeg har ikke tal på det antal gange, man – og det gjaldt i særlig grad Nicolai Wammen – sagde “heldigvis” til, at der i 2030 vil være 125.000 flere ældre og 50.000 flere børn. Engang kaldte man det “et demografisk problem”, men den tid er ovre.

Formiddagspressen ville hellere tale om en forældet sag om nedslagtningen af mink og øllebrød end om det, vi skal leve af i fremtiden: kvalificerede unge mennesker, som erhvervslivet siges at “skrige efter”.

Tiden gik med, at regeringen sagde det samme mange gange, så de var sikre på, vi forstod det: for meget bureaukrati i ældreplejen, hvor der bruges minimum 59 klik på at registrere, at gamle Hr. Hansen alligevel ikke skal have den pille, der er hældt op i dosseringsæsken, hvis den praktiserende læge har anbefalet, at der skal holdes en pause. Og her var statsministeren på lidt dybt vand: Man lægger altså piller “tilbage i skabet”. De sendes til destruktion. Jeg føler mig sikker på, at der findes både regler og retningslinjer om dette. Og det skal der også, for Helvede er hedt, hvis der ikke er styr på medicin og medicinhåndtering. Man “genbruger” ikke medicin. Det kan ikke være ret svært at forstå.

Herudover gik tiden med at tale om, at samme gamle Hr. Hansen måske gerne ville have øllebrød til fløde til morgenmad og hvor mange registreringer, der krævedes til dokumentation af det.

Jeg har intet som helst belæg for at vurdere, om der er for megen administration i ældreplejen. Siger samtlige kommunale medarbejdere, at der er for meget administration, så har de jo nok ret.

En storsmilende Astrid Kragh sagde: “Vi har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, at en regel medførte administration”. Herre Jemini … er hun og den samlede regering da ikke klar over, at når der vedtages en regel, skal forvaltningsenheden også kunne dokumentere, at man lever op til den. Det kan heller ikke være ret svært at forstå.

Regeringen foreslår tre typer af kandidatuddannelser (hentet fra DR’s side)

  1. Etårig kandidat
    • Regeringen vil indføre en ny etårig kandidat, der skal gøre det lettere for de studerende at komme ind på arbejdsmarkedet, så snart de er færdiguddannede.
    • Den vil bestå af mindst 15 timers undervisning og vejledning om ugen.
    • Målet er, at 35 procent af kandidaterne bliver etårige. Vil især blive oprettet inden for humaniora og samfundsvidenskab.
  2. Erhvervskandidat
    • Regeringen vil udvide erhvervskandidatordningen til at gælde alle uddannelser, så studerende kan tage en kandidat og arbejde mindst 25 timer om ugen ved siden af studiet.
    • Erhvervskandidaten er planlagt over to eller fire år.
    • Målet er, at 15 procent af kandidaterne er erhvervskandidater.
  3. Toårig kandidat
    • De toårige kandidatuddannelser målrettes studerende, der skal forske eller arbejde i mere specialiserede jobfunktioner.
    • Vil især fortsætte på de sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske områder.
    • Cirka 50 procent af kandidaterne vil fortsat være toårige.

Man søger at sælge nedslagtningen som en forbedring

Uddannelsesreformen interesserer ingen

35 pct. af kandidaterne fra humaniora og samfundsvidenskab skal fremover være etårige kandidater. Det er de “almindelige kandidatstuderende”, idet nummer 2 og 3 er “noget andet”, fx fordi de vil være forskere. Specifikt blev der nævnt læger. Bemærk at kun en smule mere end en tredjedel af de studerende i de kommende tid forventes at være helt almindelige kandidatstuderende. Hvordan det “gør Danmark stærkere” har jeg svært ved at se.

Hvordan det skal “blive lettere at komme ind på arbejdsmarkedet” må henstå i floskel-skabet, for det blev ikke nævnt, begrundet eller spurgt til. Vi holdt os til de 59 klik og øllebrøden. Det er også lettere at forstå – og det gælder da især, når det bliver sagt mange gange.

Om de 15 pct. erhvervskandidater: Hvor mange mennesker med minimum 25 timers erhvervsarbejde, og måske også børn/koner/mænd/kærester forestiller man sig dog vil starte på en kandidatuddannelse?

Det virker efterhånden som om, man (både i regeringen og andre steder) antager, at en kandidatuddannelse er noget, man trækker i en automat. I min barndom havde bageren henne om hjørnet automater, hvor man puttede fx fem kroner i foroven og herefter trak i et sort bakelithåndtag og kunne fiske 10 Prince ud til far. Det er ikke sådan en kandidatuddannelse fungerer. Det er ikke en automat.

Vil man fx være en ordentlig jurist (det eneste fag jeg kender til), der har lært forudsætningerne for lovgivningen, for folkeretten, for hvad der er hhv. god og dårlig forvaltningsskik, som basalt set handler om borgeren retssikkerhed, for nu slet ikke at tale om det floffy “retfærdighed”, så er det altså ikke noget, man lige gør i kaffepausen eller efter aftensmaden.

Jeg har meget svært ved at se regeringens udspil som noget, der øger kvaliteten i uddannelserne – snarere tvært imod. Suk. Jeg bliver ked af det på de kommende kandidaters vegne, og korser mig over, at jeg blev kandidat i forhistorisk tid (1990).

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.