Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

De er nok ikke født dummere på Lolland

De er nok ikke født dummere på Lolland

Analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

De er nok ikke født dummere på Lolland

Danmark nærmer sig analfabetismen. Jeg overvejer, hvad der foregår i folkets skole nu til dags. Det er i hvert fald ikke regnestykker med bare 2 + 2, 10 * 2, staveord og læsning af “Mads og Mette”.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgav den 6. maj en uhyggelig analyse, der viser de geografiske forskelle på elever, der efter 9. klasse ikke får over 02 eller mere i både dansk og matematik. Det vil sige, at de dumper i begge fag.

Da man jo nok ikke er født dummere på Lolland end i Gentofte, må årsagen altså findes et andet sted. Analysen fortæller ikke om årsagen til forskellene, og det kan man naturligvis heller ikke.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at de statslige midler til genopretning bør bruges, hvor behovet er størst, fremfor at blive blive smurt ud som et lige tyndt lag fernis over hele landet. Det virker da også som det eneste rigtige, hvis man vil undgå, at de regionale forskelle cementeres og fortsætter i det uendelige. Når unge dumper i begge fag, er det umuligt at tage en ungdomsuddannelse endsige bare at begynde på en.

Enhver idiot ved, at gennemsnitsindkomsten er højere i Gentofte end på Lolland og på Bornholm (som omtales længere nede), så man må forestille sig, at det er socioøkonomiske faktorer, der er afgørende for de uhyggelige forskelle. Forældre er eksemplets magt. I Gentofte lever forældre i højere grad end på Lolland og på Bornholm af at beherske sproget og at kunne regne den ud.

De er nok ikke født dummere på Lolland

Analysen rummer mange uhyggelige tal

Hvis du interesserer dig bare en smule for uddannelse og regionale forskelle, bliver du ganske enkelt nødt til at læse analysen, der rummer mange uhyggelige tal.

Jeg faldt blandt andet over tabel 1, der viser, at på Bornholm dumpede lidt over ¼ i både dansk og matematik i sommeren 2023. Bornholm er den landsdel, der har oplevet den største tilbagegang sammenholdt med årene 2016-2019. Så meget for “solskinsøen”, kunsthåndværket og de røgede sild. Den landsgennemsnitlige tilbagegang er 2,9 procentpoint.

De er nok ikke født dummere på Lolland

Der kan stilles mange spørgsmål

Af noten til tabel 1 fremgår det tydeligt, at man har undersøgt elever i den ganske almindelige folkeskoles 9. klasse. Efterskoler, privatskole og specialskoler er udeladt. De udsving, som disse kunne have medført både i den ene og den anden retning, er altså ikke en del af resultaterne. De forklarer ingenting.

Analysen og de mange tabeller, den rummer, bekræfter den tendens, jeg ser i min dagligdag for så vidt angår faget dansk: Mange kan ikke stave og ejer ikke sproglig opmærksomhed. Matematik ser jeg ikke noget til. Hvis der ikke meget hurtigt gribes ind overfor dette fænomen, kan vi ikke blive ved at kalde os for et videnssamfund, for de kommende generationer vil ikke fortsat kunne erhverve sig viden.

  • Hvilke muligheder har man i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, når man er dumpet i både dansk og matematik? Jeg forestiller mig, at mulighederne er urimeligt ringe
  • De unge har tilbragt ni år i folkets skole – men hvad har de foretaget sig der? Hvad har de fået de mange år til at gå med? Et eller andet må de jo have lavet
  • Det er lige knap 44 år siden, jeg selv forlod folkeskolen, som måske ikke var jordens mest kreative institution, men jeg trivedes fint, og vi lærte altså både at stave og regne, og det er vel folkeskolens formål?
  • Hvem er ansvarlig for tendenserne?
  • Hvem er ansvarlig for de regionale forskelle?

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Børn og unges mistrivsel 2

Børn og unges mistrivsel 2

Unge presses vanvittigt hårdt

Børn og unges mistrivsel 2

Denne artikel er en fortsættelse af “Børn og unges mistrivsel”.

Forleden talte jeg med en ung mand på 23 år, dvs. jeg er næsten tre gange så gammel som ham, idet jeg bliver 60 i år (hvilket er lidt skræmmende, men det går nok). Havde jeg været hurtig til at få børn, og havde mine børn også været hurtige, kunne jeg altså have været den unge mands bedstemor …

Han fortalte om sin hverdag:

  • Han er fuldtids bachelorstuderende på RUC
  • Han har deltidserhvervsarbejde i Hvidovre
  • Han har 30 timers transporttid pr. uge, da han ikke har råd til en bolig i København
  • Han har kun fri, når han sidder i toget fra Roskilde
  • Han vil i virkeligheden gerne fortsætte to mere år på RUC og blive kandidat, inden regeringen reducerer det til et år.

Erhvervsarbejde er nødvendigt for at få et arbejde efter endt studie, da arbejdsgiverne vil have mennesker med erhvervserfaring, når de kommer frisk fra fad fra universitetet … Det er sådan set ikke meget anderledes, end da jeg selv læste. Også dengang kom kandidater med relevant erhvervserfaring foran i jobkøen. Nogen sikkerhed gav det dog ikke.

Jeg husker min studietid som hård. Jeg elskede at studere og få ny viden, men fri havde jeg aldrig, da jeg også arbejdede på deltid. Noget af det er dog en erindringsforskydning, idet jeg boede på kollegium og var ret social der, og jeg havde da også kærester. Men studeret blev der.

Som årene gik, blev erhvervsarbejdet mere og mere kvalificeret og relevant. Det var slut med at forsøge at være hjemmehjælper (stakkels de gamle der fik besøg af mig) og at vaske op hos Frelsens Hær på Hørhusvej. Det var noget bedre at være i det daværende “Registertilsynet” og at være forskningsassistent på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Da jeg talte med ham, fik jeg bare indtrykket af, at kravene er væsentligt større i dag end dengang. Jeg havde da fri; det har han aldrig, og der er ikke meget tid til at studere. Han bruger en masse tid med at føre kalender og planlægge sin tid. Jeg foreslog ham – som en anden bedstemor – at lægge tid ind i kalenderen, hvor der bare står “Fri”. Det var trods alt ikke nødvendigt, da jeg startede på Uni for næsten 40 år siden.

Regeringens påtænkte uddannelsesreform

Er det virkelig i orden at presse de unge så vanvittigt? Svaret er et klart “Nej”.

Psykologen har tit og ofte fortalt om de unge, hun har i sin klinik; de er ved at bukke under af stress, og de spørger hende, hvordan de skal vide, hvad de vil med fremtiden. Det er måske i orden at blive stresset i et job, når man vil have en karriere. Men det skal ikke begynde allerede på studiet.

Det er simpelthen ikke i orden, når nyeste forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.viser, at den væsentligste årsag til mistrivslen er tempo, tempo, tempo. Der er sket en voldsom acceleration på de 40 år.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Stress, angst og depression er folkesygdomme i Danmark, og der er ikke noget, der synes at blive bedre. For de unge på en videregående uddannelse, der gerne vil tage en kandidatgrad, bliver det bare værre, da SVM-regeringen planlægger at reducere den tid man “må have lov” at bruge på kandidatstudiet. De unge skal altså nå det hele på den halve tid.

Den unge mand og jeg blev enige om, at vi ikke kender nogen arbejdsgivere, der ønsker sig unge, der er dårligere uddannede – tværtimod. Men regeringen er på gennemført “uddannelsesbashing” og jagter unge på en videregående uddannelse, fordi man mener, de hellere skulle være blevet smedelærlinge eller lignende.

Forleden skrev en kvinde på Facebook, at de unge er evighedsstudenter og byrder for samfundet, der har “givet” dem en lang uddannelse. Jeg bad om dokumentation og kildehenvisninger for påstandene.

Jeg så, hun sendte et svar, men jeg orkede ikke at læse det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

Jeg var en del af "Skrivebordsdanmark ..."

Hvem ønsker “unødigt bureaukrati”?

Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

“Unødigt bureaukrati” er en del af valgkampen. Senest sætter Mette Frederiksen “skrivebordsdanmark” over for “den virkelige verden”. På radio4 kan man høre, at hun virkelig tillod sig at sige det. Og man kan i samme lille udsendelse høre Dansk Magisterforenings og Djøfs kommentarer til det. Jeg synes bare ikke, de er videre skarpe.

Hvad bilder Mette Frederiksen sig ind? Hun siger faktisk: “man er ikke en del af den virkelige verden, hvis ens arbejdsplads er et skrivebord. Så arbejder man med unødigt bureaukrati.”

Disse dage sker der noget med “uddannelsessnobberiet”, som statsministeren kaldte det, da hun var i Rødby for at bakke om “Lærlingeoprøret”.

Det bliver vendt på hovedet, så det er bedre at være cykelsmed end jurist. Faktisk skal jeg helst undskylde, at jeg kæmpede mig til en længerevarende uddannelse, eftersom jeg er fra et sted, hvor der ikke var tradition for hverken dannelse eller uddannelse. Man “får” ikke en uddannelse og man trækker den ikke i en automat. Man arbejder sig til den, og er man fra et arbejderhjem, kæmper man sig måske til den.

Jeg vil simpelthen ikke undskylde. Jeg nægter at anerkende polariseringen mellem de forskellige faggrupper. Vi splittes ud mod hinanden, fordi der lige nu ventes at være flere stemmer i at lefle for cykelsmede og social- og sundhedsassistenter end djøfere. I morgen er billedet måske et andet.

Mine kolleger stammede fra adskillige andre faggrupper og var typisk umådeligt skarpe, flittige og vedholdende. Det var – og er – værdier, jeg sætter pris på. Jer, jeg tænker på, læser ofte med her, og I ved selv, hvem I er! Tak for godt (sam)-arbejde.

Hvem skaber “unødigt bureaukrati”?

For kort tid siden, og som en del af valgkampen, udtalte en politiker, at de ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på, at når politikerne vedtog en ny regel, medførte det opfølgning. Jeg kan desværre ikke huske, hvem afsenderen var, og ordet opfølgning var ikke hendes men mit. Jeg synes, man er decideret dum, når man ikke på forhånd indser det.

Mange af de regler, der indføres, har afsæt i enkeltsager, hvor et eller andet er kørt af sporet. “Nu må vi sandelig have styr på x, y eller z”. Iværksættes ingen opfølgning, kan man ikke vide, om der vitterligt er kommet mere styr på x, y eller z. Det burde ikke være så vanskeligt for de folkevalgte at indse – i modsat fald har folket valgt de forkerte repræsentanter.

De mennesker, der skal varetage opfølgningen, er ikke ansat hverken som cykelsmede eller social- og sundhedsassistenter, da de har andre opgaver og andre kompetencer.

Vi er holdt op med at riste i runer og er overgået til forskelligt isenkram, og isenkrammet skal stå et sted. Det naturlige ståsted er et skrivebord. Og så har vi altså mere “unødigt bureaukrati i skrivebordsdanmark”.

Nu har jeg forhåbentlig klippet det tilstrækkeligt ud i pap, så det er forståeligt selv for politikere.

Her kan du meget a propos se mit nye skrivebord:

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.