Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Uddannelse nedprioriteres i forslag til finanslov for 2027

Jeg er rasende

Uddannelse nedprioriteres i forslag til finanslov for 2027

Regeringens forslag til finanslov for 2027 lægger op til at fjerne SU’en for 81.000 hjemmeboende unge og stille nye krav om erhvervsarbejde for studerende, der vil sikre sig ret til dimittenddagpenge. Jeg begriber ikke prioriteringen. Vi har brug for veluddannede unge – men endnu en gang bliver uddannelse behandlet som et sted, hvor der kan spares.

SU til hjemmeboende fjernes

Engang var vi blandt bedst uddannede i verden. Det varer ikke ved. Der skal spares, og de studerende betaler.

  • Har man glemt alt om, hvem der skal føre os frem til fremtiden?
  • Hænger det sammen med, at regeringen helst ser, at alle de unge bliver snedkere, tømrere, social- og sundhedsassistenter etc.?
  • Vil man skræmme dem væk de højere uddannelser?

Det såkaldte “råderum”, som ikke er penge, vi konkret har lige nu, men penge vi forventer at have i hænde, er åbenbart blevet mindre, så nu skal nye initiativer igen finansieres krone til krone. I flere år har finansministeren ellers gang på gang kunnet åbne skattekisten og finde nogle nye mia. på bunden, der kunne finansiere de nye initiativer.

Vi skal opruste for 22 mia. kr., således at vi i 2030 kan leve op til NATOs styrkemål på 3,5 pct. af BNP.

Pengene skal blandt findes ved at afskaffe SU til 81.000 unge studerende, der bor hjemme, og hvis forældre tjener tilsammen mere end 710.000 før skat. Regeringen mener, at disse forældre må kaldes højtlønnede. Men tager man de 710.000 og dividerer med 24 (to forældre på fuld tid i 12 måneder) får man 29.583,33 kr. før skat pr. person. Det kan vel næppe kaldes højtlønnede? Det er helt almindelige mennesker, hvis børn ikke er født med en sølvske i munden.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor stort provenuet bliver.

SU til hjemmeboende er de penge, nogle hånligt kalder “Cafépenge”. Det må være dem, der ikke ved, hvad studiebøger og huslejer – selv på kollegier – koster. Disse unge må så bede deres “stenrige” forældre om hjælp.

— SF undskylder sig med, at når man ikke har 90 mandater, må man sluge nogle kameler. Dette er måske det strå, der får kamelens ryg til at  knække, når man tænker på, at Pia Olsen Dyhr dummede sig noget så grusomt ved at genansætte en konsulent, hun tidligere havde fyret pga. en krænkelsessag.

— Jeg begriber ikke, at Radikale Venstre er gået med til det, når det af deres hjemmeside med store fede, grønne bogstaver fremgår (fremhævningen er min):

Siden 1905 har vi kæmpet for at sætte mennesker fri til at leve liv, der giver mening for dem. Med blikket rettet mod fremtiden. Vores børn, uddannelse og klimaet.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Krav om erhvervsarbejde

Regeringen lægger i sit finanslovsudspil også op til, at studerende fremover skal have arbejdet, hvad der svarer til fire timer om ugen i 18 ud af 24 måneder på kandidatstudiet, for at få ret til dimittenddagpenge. Til gengæld reduceres kontingentet for de heldige, der rent faktisk bliver berettigede dimittendsatsen.

Det rammer de unge, der gør det, staten hidtil har bedt dem om: Studér men skynd dig at blive færdig med det. Med SU-reformen (trådt i kraft 1. juli 2025) blev det sjette SU-år på videregående uddannelser nemlig fjernet. Det samlede klippekort blev sat ned fra 70 til 58 klip.

Et speciale på humaniora svarer typisk til 30 ECTS-point (svarende til et halvt års fuldtidsstudie), og der er som regel afsat 6 måneder til processen. At skrive speciale er ofte en hård og intensiv proces, som kræver både faglig og mental tålmodighed. Der har man ikke tid til at arbejde ved siden af.

Bor man i en storby, og har man tilfældigvis valgt et studie, hvor det er let at få et erhvervsarbejde, kan man måske leve op til kravet. Men det er trods alt de færreste, der læser jura og bor øst for Valby Bakke.

Hvad skal de gøre?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Du var god til at finde på løsninger

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Hvad har et eftermiddagsjob hos en isenkræmmer i Aakirkeby, børn med skolevanskeligheder, kunstig intelligens og to killinger i en bogreol til fælles? Mere end man skulle tro. Det handler om læring, succesoplevelser – og om den vigtige erfaring, der ligger i at kunne sige: Jeg kunne selv.

Da jeg var barn, havde jeg på et tidspunkt eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jeg har vel gået i 6. eller 7. klasse. De tog sig meget af mig, for det var der behov for.

Jeg besøgte dem igen i 2018, og de sagde noget, jeg siden ofte har tænkt på, og som jeg blev meget glad for at høre:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Mine opgaver var blandt andet at køre varer ind i porten, når leverandørerne havde sat dem af ude på fortovet. Herefter skulle de ud i lagerbygningen, og nogle skulle helt op på lagerbygningens loft. Jeg kørte også mindre varer ud til kunderne på en Long John.

Om aftenen efter lukketid spiste vi i deres store køkken på 1. sal sammen med deres tre ret små børn. Jeg var meget glad for at være der. Og jeg var glad for at gå i seng der – de havde reserveret et værelse til mig – og det var dejligt at vågne op der, for der stod ikke en eller anden idiot med sære ønsker.

Men det er især den ene sætning, der er blevet hængende:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Det fortalte jeg min „lørdagstelefonven“ om i dag. Vi kom som sædvanlig vidt omkring og rundede blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser af danske skolebørns faglige resultater.

Det er en katastrofe, at omkring hvert tiende danske skolebarn forlader skolen uden at kunne læse og/eller regne tilstrækkeligt.

Børn testes i Folkeskolens Nationale Færdighedstests langt mere, end vi blev, da vi i urtiden gik i skole. Man kan spørge, hvem det egentlig er, der testes. Er det børnene? Er det lærerne? Eller er det politikerne, der skruede den nye folkeskole sammen i 2013?

Jeg hælder til det sidste.

Vi lærte på en anden måde

Meget af vores læring bestod af repetition.

Måske var staveord ikke så frygtelig spændende, men man lærte at stave til fx „buschauffør“ og lærte, at det skrives i ét ord, når man først havde gjort det forkert otte gange og derefter ramte plet niende og tiende gang.

Og så var der blækregningen, som vist var en gang om ugen. Det lærte man også noget af.

Min ven og jeg er nogenlunde jævnaldrende, så vi mindedes i fællesskab og med glæde serien Læs og forstå.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Men repetitionen havde en funktion: Noget skulle ganske enkelt indlæres, og det krævede øvelse.

Helt forfærdeligt står det til på Lolland, hvor 34 pct. ikke består hverken dansk eller matematik efter 9. klasse. Analysen findes her.

Børnene på Lolland er taberne i et system, de ikke selv har skabt. De er uden skyld i, at Lolland Kommune blandt andet slås med lave boligpriser, der tiltrækker økonomisk trængte familier. Der er ikke nødvendigvis lige så meget lektiehjælp at hente som i Gentofte.

Konsekvenserne er alvorlige. Det handler ikke bare om karakterer på et stykke papir. Det handler om mulighederne for resten af livet. Selv hvis man drømmer om en praktisk uddannelse som fx murer eller tømrer, skal man kunne læse, forstå en instruktion og regne.

At opleve, at man kan noget

Nogle børn er ganske enkelt ikke glade for at gå i skole, fordi de igen og igen oplever, at de ikke kan leve op til de stillede krav.

Jeg havde nemt ved alt det boglige, men det sidder stadig et eller andet sted i mig, at jeg aldrig kom over i højdespring og altid blev valgt til sidst i rundbold og høvdingebold.

Nu er det ret ligegyldigt, at jeg aldrig kom over i højdespring. Jeg har et dejligt liv alligevel.

Men jeg kan sagtens prøve at vende det om:

Tænk, hvis man har svært ved alt det boglige og aldrig oplever en succes dér?

Det må gøre ondt. Og jeg er sikker på, at de børn udmærket ved, at de har et stort problem.

Til nogle af dem har man fundet på Juniormesterlæren, hvor de er ude hos en mester en eller to dage om ugen.

Og de er glade. Mesteren er glad. Pludselig står der måske et barn, der har oplevet nederlag efter nederlag i klasselokalet, men som kan betjene en skruemaskine, forstå en praktisk opgave og løse den.

Hidtil har jeg tænkt, at det var en dårlig ordning, fordi børnene dermed risikerede at være helt sikre på aldrig at bestå folkeskolens afsluttende prøver, når de manglede op til 40 pct. af den almindelige undervisningstid.

Men jeg tror, jeg har taget fejl.

For her får nogle af disse børn måske noget, de ellers næsten aldrig får:

Erfaringen af at kunne noget.

Det er deres:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Og det vil jeg ikke tage fra dem.

Hidtil har de senere kunnet tage 10. klasse og bygge ovenpå med en HF, hvis de pludselig kunne se behovet. Den mulighed forandres grundlæggende med uddannelsesreformen, der lukker både 10. klasse og HF.

En af grundene til, at jeg er radikal, er, at partiet fokuserer på dannelse og uddannelse. Uddannelse er fundamentet for fremtidens samfund. Vi er simpelthen nødt til at investere i uddannelse på alle planer, hvis vi vil se en fremtid som samfund for os.

Man er nødt til at lære at lære

Min vens og min samtale begyndte i virkeligheden med AI, som han gav en del af skylden for de dårlige resultater.

Men dér mener jeg, han tager fejl.

Problemet eksisterede før den generative AI blev hvermandseje. For tre år siden havde vi ikke allesammen ChatGPT i lommen.

AI kan naturligvis bruges til at springe over, hvor gærdet er lavest. Men den grundlæggende udfordring er ældre end ChatGPT.

Man er nødt til at lære.

Og man er nødt til at lære at lære.

Som et banalt eksempel skulle jeg selv lære at studere på universitetet. Jeg kravlede lige over dumpegrænsen efter 1. årsprøve, men det endte da godt til sidst.

Det var ikke evnerne, jeg pludselig fik. Jeg skulle lære, hvordan man greb opgaven an.

Man er nødt til at finde på løsninger på opgaverne.

Vi kan ikke fjerne alle forhindringer

Derfor mener jeg også, at curlingforældrene hurtigst muligt må begraves.

Forældre og bedsteforældre vil så gerne gøre livet nemmest muligt for børnene. De må helst ikke møde modstand eller få for store udfordringer.

Men hvordan skal de så få de succesoplevelser, der er forbundet med selv at løse en vanskelig opgave?

Jeg hørte en dejlig episode af Hjernekassen på P1, hvor Peter Lund Madsen talte med Poul Nyrup Rasmussen, der har været med til at stifte Headspace.

Peter Lund Madsen fortalte om, hvordan han som ulveunge havde haft den frygteligste hjemve. Men han klarede det. Og dermed erfarede han noget vigtigt:

Han kunne klare det.

Hjemve er smertefuldt, men hjemve er ikke det samme som en depression.

Vores opgave er ikke at fjerne alle forhindringer for børn. De er nødt til at erfare, at de kan selv. Ellers risikerer vi at gøre dem en bjørnetjeneste.

Jason og Josephine må også lære

Det gælder i en meget mindre målestok også Jason og Josephine.

Jeg kan ikke sørge for, at Josephine kommer til at elske at komme til dyrlæge. Jeg kan ikke tage hendes angst fra hende.

Men jeg kan sørge for, at turen foregår under kontrollerede former og varer så kort tid som muligt. Jeg kan vælge taxi frem for en larmende bus. Jeg kan dække transportkassen til. Og jeg kan udpege den dyrlæge, som klinikken siger er den bedste til katte: Maja.

Jeg kan skabe de bedst mulige betingelser.

Men jeg kan ikke opleve situationen for hende.

Jason og Josephine vil også meget gerne op i bogreolen, for der har man et virkelig godt overblik, og det er vigtigt, når man er killing. Man skal kunne overskue sit territorium og sikre sig, at der ikke lurer skjulte farer.

Men jeg løfter dem ikke derop.

De må selv erfare, at vejen går enten via enden af reolsystemet eller via skrivebordet, derfra over på radiatoren og først derefter over på den ønskede hylde.

Jeg kunne selvfølgelig løfte dem.

Det ville være meget lettere.

Men så tog jeg også løsningen fra dem.

De må selv løse problemet.

Og de ser faktisk ret tilfredse ud, når det lykkes.

Måske er der ikke så langt fra isenkræmmernes lagerbygning i Aakirkeby til to killinger i en bogreol, som man skulle tro.

Det handler om at få en opgave, finde en vej og til sidst erfare:

Jeg kunne selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Tillykke student!

Tillykke student!

Årets dimissioner

Tillykke student!

Når jeg møder en student, kan jeg ikke lade være at hilse med et “Tillykke student”, og de hilser pænt igen. Det er muligvis temmelig gammeldags, men det er nu hyggeligt nok.

Der er ikke noget at sige til, at både de selv og hele familien er stolte, for man “får” ikke en studenterhue – man erhverver den efter flere års hårdt arbejde. Der er også mange andre unge, der dimitterer uden at få en hue, og de har også grund til at være glade og stolte; det er bare ikke dem, denne artikel handler om.

Egne erindringer

Jeg kan ikke lade være at tænke 42 år tilbage, da jeg i 1983 blev nysproglig student fra “Statens Kursus til Studentereksamen” efter to benhårde – men også fantastiske – år. Der var vist arrangeret en eller anden form for “hestevogn”, men jeg deltog ikke, for jeg skulle på arbejde hos Irma … Det var dumt, men jeg havde ikke hjemmefra lært at blive fejret. Det var også dumt.

Tillykke student!

Jeg elskede latin og tysk. Begge lærere hed Kirsten. Med min nuværende indsigt er det selvfølgelig ikke overraskende. Begge fag var præget af forudsigelighed i form af regler, og det var en form for leg at skrive tyske stile og at skille “De puniske krige” og “Plinius’ breve” ad. Man skulle bare lære reglerne, og så var den ged barberet – i hvert fald i latin. Sådan tænker et menneske med Aspergers syndrom – vi har et anderledes “styresystem”.

Stadig undrer jeg mig, når DR viser et billede af en pensioneret kvinde og billedteksten kalder hende “emeritus”, når hun selvfølgelig er “emerita”, men man underviser vist ikke i latin mere, så de er vel undskyldte? Det er ærgerligt, for når man har tygget sig gennem Kr. Mikkelsen, har man fået en gennemgribende sprogforståelse ind på rygmarven – og den bliver siddende.

I tysk var det selvfølgelig lidt anderledes, idet vi der læste forskellig litteratur, som man også skulle kunne. Jeg husker bedst “Christiane F” og selvfølgelig “Katharina Blums tabte ære” af Heinrich Böll.

En af mine tidligere klassekammerater fra kursus læser af og til med her på siden, og hun skrev på et tidspunkt, at vores fransklærer plejede at sige “I skal kaste op på side …”. Det kan jeg ikke huske.

Historie: Jette var ung og nyuddannet. Jeg husker bedst alt det, hun lærte os om kildekritik, og primære, sekundære og tertiære kilder. Jeg har stadig glæde af det i forbindelse med slægtsforskning. “Brug altid den originale kilde hvis det er muligt” og hvis ikke “Hvad ved vi så om den fx skrevne kilde?”

I sagen om Mike Fonseca, der optog en samtale med Lars Løkke Rasmussen, som tilbød ham 370.000 kr. for at forlade Folketinget, kom jeg i tanke om kildekritikken: Hvor valid er sagsfremstillingen egentlig, når Mike selv har arrangeret lydoptagelsen, mens Lars ikke ved, at samtalen bliver optaget?

Alle lærerne var utrolig dedikerede; de levede og åndede for deres fag – og de var altid loyale over for rektor Hans Jensen. Ingen af dem hørte vist til på højrefløjen.

“Der var jo ikke andre”

Min fars ungdomskæreste – som satte huen på – og hendes mand holdt en fin middag og fejrede mig. Til stede var flere medlemmer fra min fars familie og nogle af deres venner, som jeg havde lært at kende i løbet af mine første tre år i København.

Da jeg traf hende igen for et par år siden, takkede jeg pænt både for huen og for middagen. Hun replicerede: “Der var jo ikke andre”, og det var selvfølgelig sandt, men det var nu alligevel pænt af dem. Jeg har stadig deres gave liggende i en vindueskarm – en papirkniv i sølv fra Georg Jensen. Det nævnte jeg for hende, og hun svarede “Den har du ikke meget brug for mere”. Det var også sandt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.[wpforms id=”96385″ title=”true”]

/i , , /af , ,

De er nok ikke født dummere på Lolland

De er nok ikke født dummere på Lolland

Analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

De er nok ikke født dummere på Lolland

Danmark nærmer sig analfabetismen. Jeg overvejer, hvad der foregår i folkets skole nu til dags. Det er i hvert fald ikke regnestykker med bare 2 + 2, 10 * 2, staveord og læsning af “Mads og Mette”.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgav den 6. maj en uhyggelig analyse, der viser de geografiske forskelle på elever, der efter 9. klasse ikke får over 02 eller mere i både dansk og matematik. Det vil sige, at de dumper i begge fag.

Da man jo nok ikke er født dummere på Lolland end i Gentofte, må årsagen altså findes et andet sted. Analysen fortæller ikke om årsagen til forskellene, og det kan man naturligvis heller ikke.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at de statslige midler til genopretning bør bruges, hvor behovet er størst, fremfor at blive blive smurt ud som et lige tyndt lag fernis over hele landet. Det virker da også som det eneste rigtige, hvis man vil undgå, at de regionale forskelle cementeres og fortsætter i det uendelige. Når unge dumper i begge fag, er det umuligt at tage en ungdomsuddannelse endsige bare at begynde på en.

Enhver idiot ved, at gennemsnitsindkomsten er højere i Gentofte end på Lolland og på Bornholm (som omtales længere nede), så man må forestille sig, at det er socioøkonomiske faktorer, der er afgørende for de uhyggelige forskelle. Forældre er eksemplets magt. I Gentofte lever forældre i højere grad end på Lolland og på Bornholm af at beherske sproget og at kunne regne den ud.

De er nok ikke født dummere på Lolland

Analysen rummer mange uhyggelige tal

Hvis du interesserer dig bare en smule for uddannelse og regionale forskelle, bliver du ganske enkelt nødt til at læse analysen, der rummer mange uhyggelige tal.

Jeg faldt blandt andet over tabel 1, der viser, at på Bornholm dumpede lidt over ¼ i både dansk og matematik i sommeren 2023. Bornholm er den landsdel, der har oplevet den største tilbagegang sammenholdt med årene 2016-2019. Så meget for “solskinsøen”, kunsthåndværket og de røgede sild. Den landsgennemsnitlige tilbagegang er 2,9 procentpoint.

De er nok ikke født dummere på Lolland

Der kan stilles mange spørgsmål

Af noten til tabel 1 fremgår det tydeligt, at man har undersøgt elever i den ganske almindelige folkeskoles 9. klasse. Efterskoler, privatskole og specialskoler er udeladt. De udsving, som disse kunne have medført både i den ene og den anden retning, er altså ikke en del af resultaterne. De forklarer ingenting.

Analysen og de mange tabeller, den rummer, bekræfter den tendens, jeg ser i min dagligdag for så vidt angår faget dansk: Mange kan ikke stave og ejer ikke sproglig opmærksomhed. Matematik ser jeg ikke noget til. Hvis der ikke meget hurtigt gribes ind overfor dette fænomen, kan vi ikke blive ved at kalde os for et videnssamfund, for de kommende generationer vil ikke fortsat kunne erhverve sig viden.

  • Hvilke muligheder har man i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, når man er dumpet i både dansk og matematik? Jeg forestiller mig, at mulighederne er urimeligt ringe
  • De unge har tilbragt ni år i folkets skole – men hvad har de foretaget sig der? Hvad har de fået de mange år til at gå med? Et eller andet må de jo have lavet
  • Det er lige knap 44 år siden, jeg selv forlod folkeskolen, som måske ikke var jordens mest kreative institution, men jeg trivedes fint, og vi lærte altså både at stave og regne, og det er vel folkeskolens formål?
  • Hvem er ansvarlig for tendenserne?
  • Hvem er ansvarlig for de regionale forskelle?

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.