/i /af

Hos psykologen griner vi meget

Hos psykologen griner vi meget

Trods de alvorlige emner

Hos psykologen griner vi meget

Jeg har lige nu 83 lydfiler med optagelser af samtaler med psykologen. Den første fil er fra den 6. maj 2015; altså er der gået syv år. Selvom jeg har 83 filer, er der nogle/mange?, der mangler. Hvor pokker de er blevet af, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis ikke slettet dem. Måske røg de, da min tidligere PC stod af? Nåh, men der er ikke noget at gøre ved det; jeg kan ikke finde dem, uanset hvor (meget) jeg leder.

De seneste dage har jeg brugt tid på at høre 75 af dem. Ikke altid “lytte lytte” men ladet dem køre lidt i baggrunden for at uddrage essenserne.

En af de ting, jeg virkelig lægger mærke til, er, at trods de alvorlige emner, der er oppe at vende, griner vi meget. Humoren har båret meget igennem, og jeg tror, vi har nogenlunde samme form for humor. Det ikke er en “Gøg-og-Gokke-eller-Victor-Borge-humor”, men måske mere en “uden humor går det ikke-humor”.

Det er usædvanligt, at man kan have så langt et forløb, men det er også en lidt usædvanlig historie, jeg fortæller. Når jeg sidder og hører optagelserne, er det tydeligt, at jeg fortæller det samme adskillige gange, fordi jeg ikke kan huske, at det er fortalt før. Til den positive side hører, at det også er tydeligt, at hukommelsen har bedret sig væsentligt på de år, der er gået.

Jeg har adskillige gange sagt til hende, at min historie vel også er exceptionel? Hun har adskillige gange svaret: “I am sorry to say: “no””. Det er godt, jeg ikke selv er psykolog. Jeg kunne ikke holde ud at sidde 40 timer ugentligt og høre på sådanne historier og at holde hånden under mennesker, der har det pokkers svært.

Jeg glemmer fx. aldrig “Microsoftsessionen” den 23. juli 2015, hvor hun adskillige gange tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, fordi jeg har planlagt at – og hvordan og hvornår – at tage livet af mig. Jeg afviser det imidlertid, fordi jeg er bange for, om hun vil indlægge mig “på røde papirer” (d.v.s. med tvang) og for det andet fordi jeg har en aftale med Microsoft om at gøre et eller andet på min PC…

Egen læges interaktion

Når forløbet har kunnet være så langt, skyldes det, at jeg har en enormt god læge, der har været dygtig til at finde de rigtige henvisningsårsager, idet der er grænser for, hvor mange henvisninger man kan få pr. årsag. En henvisningsårsag giver som hovedregel ret til et behandlingsforløb på 12 gange, hvor regionen betaler 60 pct. af psykologens honorar. Man kan fx få 12 gange til incest og to gange 12 til angst. Der er nu senere indført en regel om, at regionen betaler 100 pct. af psykologens honorar, hvis man er mellem 18 og 24 år og henvist på depression el. angst. Det er utrolig positivt, at man vil gøre en indsats for de unge, der nok sjældent har råd til selv at betale de resterende 40 pct. Jeg er alt for gammel til at være ung.

Selv kan jeg vist ikke trække flere henvisninger ud af min egen læge; jeg føler ikke, jeg berettiget kan gå ned og sige, at jeg har behov for endnu en henvisning. Det betyder, at jeg selv prioriterer at fortsætte forløbet. Jeg glæder mig over at have noget at prioritere med. Det er det bestemt ikke alle, der har. Man kan så sige, at jeg jo ikke køber nye biler, køkkener, sommerhuse, dyre udlandsrejser eller alt det andet, folk bruger penge på. Jeg bruger pengene på personlig udvikling; på at få det endnu bedre end jeg allerede har. Det er en luksus. Og jeg sætter stor pris på den luksus.

Forløbet er en afspejling af, at man ikke kommer langt med 12 behandlinger. Jeg vil mene, at med 12 gange kan man kratte lidt i overfladen men heller ikke mere. Havde jeg ikke haft forløbet, havde jeg måske været indlagt endnu flere gange?

Det er underligt, at vi som samfund ikke prioriterer psykologbehandling højere. Det er naturligvis ikke gratis, men det er indlæggelser bestemt heller ikke; faktisk er de en del dyrere. Det har også ofte undret mig, at det er virkelig vanskeligt at skaffe en psykolog i psykiatrien. Der var en periode, hvor jeg efterspurgte det meget, og det lykkedes også til sidst, fordi jeg er så både vedholdende og irriterende. Det, der tidligere hed Psykiatrisk Center Hvidovre, er et kæmpe hus men i det kæmpe hus, kunne man faktisk ikke opdrive en psykolog. Det er helt vanvittigt.

Hun har aldrig prøvet at lave om på mig

En ting, der går igen, er min taknemmelighed over, at hun ikke prøver at lave om på mig. Jeg har tidligere opsøgt diverse psykoterapeuter, kropspsykoterapeuter m.v., der alle på en eller anden måde prøvede lave at lave om på mig. Det er jeg allergisk overfor.

Annette kan sådan noget med male- og tegneterapi og meget med med psykodrama. Men det kan jeg slet ikke. Da jeg gik i femte klasse, var jeg glad for at få tildelt nye fysikbøger fra psykopatens halvbroder. Jeg endte derfor med at blive ret god til fysik. Det siger i virkeligheden meget. Hun forklarer på et tidspunkt, at i min verden er viden magt.  og det kan jeg kun give hende ret i. Jeg kan og vil ikke de der kreative ting, fordi de minder mig alt for meget om min barndoms uformåenhed, hvor min “mor” og psykopaten kunne tegne, male, spille musik osv. samtidig med, at de ikke forstod, at det ikke var noget for mig. Skal man hive det op på et metaniveau, kan man måske sige, at det også var et udtryk for, hvor forskellige vores værdier var.

Hvad skal der nu ske?

Vi skal have styr på dødsangsten i forbindelse med ECT. Min fornemmelse er dog, at vi er i mål med det. Til behandlingen sidst så jeg faktisk billederne i loftet i væsentlig kortere tid. De bad mig trække vejret dybt i masken tre gange. Det gjorde jeg, og væk var jeg.

Som tidligere fortalt læser jeg p.t. adoptionssagen med lup. Og næste gang må jeg spørge hende om hvilke mekanismer, der gjorde, at jeg som knapt treårig vågnede op skrigende indenfor de første tre måneder og slet ikke kunne lide mænd. Således går der ca. tre uger, inden jeg accepterer min far. Min nye familie kan ikke forstå, hvad der sker. De overvejer at tilkalde en læge men beslutter sig alligevel for, at det er der nok ikke behov for.

Jeg vil så gerne vide en anden ting: hvordan blev matchningen mellem den nye familie og mig foregået? Matchningen har været perfekt, men hvordan har Mødrehjælpen hhv. det ene og det andet sted fundet ud af at “Hanne” ville passe godt med “Jørgen og Jytte Stegemüller”? (Jeg tror, jeg har fornavnet allerede, da jeg kommer til dem.) Jeg har selv spurgt “Mødrehjælpen” om de har oplysninger, der ligger ud over adoptionssagen, men det har de ikke, idet den gamle “Mødrehjælpen” blev nedlagt, da bistandsloven blev indført i 1976. De henviser til Civilretsdirektoratet og Rigsarkivet, selvom jeg har skrevet til dem, at jeg allerede har selve sagen.

Psykologen kan naturligvis ikke svare på, hvordan dette match er foregået, men måske kan hun give nogle idéer til, hvor jeg kan søge?

/i , /af ,

Hun kunne være blevet 87 i dag

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi leder efter nuancer

Hun kunne være blevet 87 i dag

Verden er sjældent kun sort og hvid. Der er typisk noget midt imellem, og det “noget” leder jeg efter for så vidt angår min “mor” sammen med psykologen.

Min “mor” kunne være blevet 87 i dag, når dåbsattesten ser ud som herunder. Jeg sender hende en venlig tanke på dagen.

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi har fundet nogle nuancer

På et tidspunkt drillede jeg psykologen lidt med, at hun febrilsk ledte efter noget positivt at sige. Det mente hun ikke, men forklarede lidt om, hvorfor det er vigtigt ikke kun at se verden som sort eller hvid. Det hopper jeg bestemt på. Hvem har dog lyst at være unuanceret?

Inden næste session var der ganske af sig selv dukket et par ting op i min hjernekiste angående min “mor”:

  • Da vi boede i Svaneke, var det kun yderst sjældent, hun stod op om morgenen – men det skete måske en gang om måneden eller lignende. Hun havde en lang hjemmesyet, tværstribet morgenkåbe med brune og orange striber, og den duftede enormt godt. Sådan krydret; næsten som at dufte til en brunkage eller en krydderkage til jul. Af det kan man udlede, at jeg har været fysisk tæt på hende og har fået et knus/kram eller lignende. Det er positivt.
  • Jeg er glad for at have fundet de to store arkivkasser med blandt andet mange “genstande” fra min far. Det må være hende, der har gemt dem, og hun har alle de år gemt dem til mig. Det siger noget om, at hun måske har forstået mere, end jeg har været klar over, når hun har gemt dem fra 1972 til ca. 2004, og hun har gemt dem med ét formål: at give dem til mig. Det er positivt.
  • Da jeg var lille – indtil min far døde – var hun god til at læse højt for mig. Hun havde en virkelig god læse-højt-stemme. De gjorde begge en stor indsats med højtlæsning, og jeg vil tro, det var medvirkende til, at jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Det er positivt.

Gad nok vide hvordan hendes liv var?

Jeg har tit gjort mig tanker om, hvad hun egentlig selv syntes om sit liv. Var hun glad for det? Var hun tilfreds? Fik hun set det, hun ville, fik hun hørt sin melodi? Jeg gætter mig til dels frem, for det var ikke noget, man kunne tale med hende om.

Ud af adoptionssagen læser jeg, at alt var fryd, gammen, lykke og idyl, mens min far levede. Mødrehjælpen i Holstebro gennemfører nogle meget grundige interviews, hvor (næsten) hver en sten bliver vendt. Det er lige før, der også står, hvor ofte de har sex. Mødrehjælpen kommer uanmeldt på besøg, hvor hun er ved at bage og jeg sidder i den høje stol hos hende i køkkenet. Jamen altså: idel lykke. Der er ingen tvivl om, at et par, der har været barnløst i mange år, er virkelig glade for endelig at have kunnet adoptere et barn.

Hun er kun 20 år, da hun bliver gift med min far, der var 13 år ældre. Det er en stor aldersforskel, når man kun er 20 år. Min mormor er imod ægteskabet, idet hun mener, min mor er for ung til ham og at han er alt for gammel. Det er min morfar, der nærmest presser ægteskabet igennem. Jeg må gå ud fra, at hun selv gerne ville giftes, men reelt ved jeg det ikke.

Hendes år med psykopaten: Hun gifter sig med ham den 26. april 1975. De bliver på et eller andet tidspunkt separeret (ca. 2003), og hun flytter fra Bornholm til Nykøbing Sjælland i ca. 2004. Psykologen siger, at er man gift med en psykopat, ved man godt, det er galt, men man bliver syltet så meget ind i det, at der skal noget helt ekstraordinært til, at man bryder ud. Jeg ved ikke, hvad der gør, at de bliver separerede og skilt efter ca. 28/29 års ægteskab.

Jeg kunne ikke få det til at fungere

Efter hun er flyttet til Nykøbing Sjælland, lægger jeg mig ganske meget i selen for at få det til at fungere mellem os. Det er ikke verdens letteste opgave, idet vi har haft en “pause” på 22 år. Men jeg kan ikke. Det skyldes blandt andet, at hun vedbliver at relatere til psykopaten og at inddrage ham i vores samtaler. Jeg beder hende om at lade være, men det har ingen effekt. Og jeg kan ikke holde ud at høre om ham.

En anden ting, der slår hovedet på sømmet, er, at hun låner nogle penge af mig, men “glemmer” at betale tilbage. Jeg skal selv ringe og spørge til status. Det ender med, jeg aldrig får dem. Sådan noget kan jeg ikke med. Det er en ærlig sag ikke at kunne betale tilbage, men så kan man da i det mindste ringe og sige det. Vores værdier var i det hele taget meget forskellige.

Jeg kunne have undt hende mange flere år i frihed end de to eller tre år, hun fik, inden hun døde i julen 2006. Det liv kunne have været bedre. Jeg tror ikke, hun fik set det hun ville eller hørt sin melodi.

/i , /af ,

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Rige folks dumme børn?

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Først og fremmest: jeg har ikke set udsendelsen, da jeg ikke ser TV2, men jeg har læst tilstrækkeligt til at vide, at jeg havde slukket, hvis jeg havde tændt! Jeg ønsker ikke at se seksuelle krænkelser på TV, da jeg har rigeligt i dem, jeg selv har oplevet gennem seks år, og ved, de sætter livslange spor i et menneske. Det koster en formue, og kræver adskillige års terapi hos Danmarks dygtigste psykolog, at slippe af med dem.

Jeg har ikke børn, for jeg var blevet en elendig mor, men havde jeg haft børn, og havde de gået på Herlufsholm, var de taget ud. Mette Vuns og ikke et sekund senere. Mine børn skulle ikke opleve at hænge med hovedet nedad over en sø i et træ, opleve at skubbe en tegnestift med næsen henad et koldt stengulv, opleve at sove ved et vindue, hvor sne og regn føg ind, opleve at få væltet en seng ned over sig eller – helt vanvittigt – opleve at få en finger stukket op i numsen, mens de sov. Hvad (fanden) er det for noget?

Rektor stillede op i TV Avisen og sagde, at de allerede for nogle måneder siden “havde sat gang i en proces…”. Tjah – så er der ikke meget andet at sige, end at han ikke er sin opgave voksen, at processen ikke har haft tilstrækkelig effekt, at bestyrelsen må tage sit gode tøj og gå og at der straks må andre boller på suppen.

Skjuler adelen dumheden?

Det har været fremme, at de børn, der går på Herlufsholm, måske er dummere end gennemsnittet. I min barndom talte man om “Rige folks dumme børn”. Men det var nok bare en slet skjult misundelse.

Det er nok ikke rigtigt, at de børn er dummere end gennemsnittet og måske er det en helt forfejlet tilgang til de børn, for det er børn, det handler om. Der mangler kildeangivelser, der mangler empiri og måske er det bare ondsindet sladder? Måske er det, hvad man griber til, når man ikke har andre argumenter?

På den anden side: Det er de riges børn, der frekventerer Herlufsholm. Mange er adelige. Kongehusets børn går der også (så længe det varer). Der skabes et lukket miljø, hvor man i ly af forældrenes indtægt og status, kan te sig som man vil. Et modbydeligt præfektsystem, der på jævnt dansk betyder, at den ondskab, man selv har været udsat for, skal videreføres til dem, man pludselig bare qua alder får magt over. Jeg ved med sikkerhed, min psykolog her ville mene, at mit “kompas var rigtigt indstillet”.

Når det er nok at blive ældre og rykke en klasse op, betyder det ikke så meget, om man er dygtig fagligt. Alle skriver p.t. om forholdene på Herlufsholm, faktisk har det næsten fjernet fokus fra krigen i Ukraine… det er da tankevækkende, men ingen skriver om, at Herlufsholm uddanner nogle hammer-dygtige børn/unge, der virkelig kan flytte noget i samfundet. Næh, de kan skubbe tegnestifter og leve med en finger i numsen.

Jeg har større respekt for de børn/unge fra København NV, der stiller op til noget ingeniør-noget og vinder en check på 10.000 kr., fordi de har opdaget noget fantastisk, som de har udviklet og arbejdet med gennem flere år.

Er der et næste skridt?

Ja. Jeg tror på, der sker noget nu, idet både kongehuset ved Kronprinsparret, statsministeren og undervisningsministeren er på stikkerne. Sidstnævnte siger fx, at det er det værste, hun har set, gennem alle de år hun har beskæftiget sig med børn. Men der skal også ske noget. Det er ikke nok, at der står en hændervridende rektor med flakkende øjne, som siger, at de skam satte noget i gang i november 2021. Det har åbenbart ikke virket. “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det. Virker det ikke, så gør noget andet.”

Kronprinsesse Mary arbejde meget med seksuel vold, så hun kan få nok at gøre her. Jeg tror på, hun har nosser nok til at tage affære – og om end ikke andet vil der være en voldsom signalværdi i, at Kronprinsparret evt. tager deres barn og barn in spe ud fra Herlufsholm, fordi forholdene er helt uacceptable.

 

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.