Erindringsfortælling

Hongkong-influenza i 1969

Barnepigen henter mig fra børnehaven, og vi går hjem igennem byen. Der er ikke mere end en kilometer. Jeg kan godt lide hende, for vi taler godt sammen. Ligesom far lytter hun altid, når jeg fortæller om, hvad jeg har oplevet i børnehaven, der kan jeg til gengæld ikke lide at være, for der er meget støj. Jeg har ikke så meget lyst at lege med de andre børn, men mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, så jeg er nødt til at være der. Hun siger, at hun gerne vil ud at lære nogen at kende. Og nu er jeg stor nok til at komme i børnehave.

Da vi kommer hjem, er der noget, der er anderledes. Far og mor ligger begge i sengen. De har skubbet sengene sammen inde i det værelse, der normalt er gæsteværelse. De siger, de er syge, og de ser også lidt syge ud. Far siger, de har Hongkong-influenza. Det ved jeg ikke, hvad er, men det er så hyggeligt, at de begge ligger der, for det plejer de ikke.

— Jeg fryser, siger mor, og hun står op og tager den stribede morgenkåbe på, inden hun lægger sig igen.
— Når man har influenza, fryser man siger hun.

Jeg kravler op mellem dem
— Vil du have en historie siger far?
— Ja tak, det vil jeg gerne, og så skiftes de til at læse for mig. Jeg kender allerede dem allesammen, men jeg vil gerne høre Peter Pedal, Troldepus og den om Missemor igen, for jeg ligger så godt mellem far og mor.

Næste dag er de blevet lidt raske, så far skal på fabrikken igen, og jeg er med. Vi leger den sædvanlige gemmeleg blandt klædet, der hænger til tørre efter appreturen. Det er ligesom kæmpe tørresnore. Det dufter så godt; på en måde er det som om, det kilder i næsen, men det gør det alligevel ikke helt. Han finder mig altid, selvom jeg gemmer mig rigtig godt. Jeg forstår ikke, hvordan han kan det.

Vi skal også rundt at se til arbejderne, der står højt oppe ved deres maskiner. Man skal kravle op ad en lille trætrappe, for at komme op til dem.
— Vil du have en citronvand, spørger Gunnar?
— Ja tak svarer jeg. Egentlig kan jeg ikke lide citronvand, men jeg kan godt lide Gunnar, der også nogle gange har citronmåne med. Derfor siger jeg ja.
— Nåh siger Gunnar, du er med i dag?
— Ja siger jeg, for det kan han jo se, jeg er. Voksne siger så tit dumme, mærkelige ting.
— Så skal vi ikke høre din far fortælle om dig i dag. Det kan han ellers godt lide, når du ikke er med. Det er ligesom om, han er blevet anderledes, efter du er kommet, siger han.

Gunnar har åbenbart allerede hørt, at far og mor har fået mig gratis fra et børnehjem i København. Det har far også fortalt til mig. Lige i begyndelsen var jeg lidt ked af, at jeg var gratis. Det var da bedre, hvis de havde betalt en masse penge for mig. Men de kan rigtig godt lide mig, så det er alligevel i orden.

— Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor, siger jeg til Gunnar.
Han svarer ikke. Måske ved han ikke, hvad han skal sige. Det er der mange voksne, der ikke ved, når vi taler om det med, at jeg er kommet fra et børnehjem. Jeg synes selv, det er spændende, for det er de andre børn jo ikke.
— Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende, siger far, men det er nok svært, og jeg tror, du skal være 18 år først.
Jeg kan slet ikke huske, at jeg ikke har vidst, at de har fået mig fra et børnehjem. Hjemme taler vi om det, som om det er almindeligt. Og de andre børn har jo ikke to fødselsdage, men det har jeg. En den dag, jeg rigtig har fødselsdag og den anden den dag, de hentede mig, for der var de så glade.
— Vi ventede i otte år på at få dig, siger far, de andre børns forældre ventede kun i ni måneder.
Jeg synes, otte år er lang tid, men det var noget med en masse papirer, der skulle gå i orden først.
Nu har jeg drukket citronvanden, og vi skal hjem, for det er over min sengetid.
— Farvel Gunnar, siger vi og vinker til ham.

Da vi kommer hjem, og far har set efter, at jeg har børstet tænderne rigtigt, og jeg ligger i min seng, sætter han sig på sengekanten og læser “Peter Pedal og manden med den gule hat”.

Midt om natten hører jeg ambulancen. Den er høj og sort. Det er lige som om, dens vægge er af bølgeblik. Ambulancemændene bærer ham hurtigt ud af huset og ind i ambulancen. Mor vil vække mig, men jeg er da allerede vågen, for lydene er høje.

Vi kører efter ambulancen til Kolding. Jeg skal sidde og vente ude på gangen på sygehuset. Lægerne og sygeplejerskerne løber ind og ud. De er hurtige. Mor er derinde. Da der er gået lang tid, og jeg har ventet længe, kommer en sygeplejerske med en Fanta till mig. Jeg plejer godt at kunne lide Fanta, men i dag smager den dårligt. Det er mærkeligt.

Jeg venter og venter. Endelig kommer mor ud.
— Han er død, siger hun

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.