/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Glemt er godt

Glemt er godt

En tur hos psykologen

Glemt er godt.

Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Psykologen er så god til at vende det hele på hovedet:

  1. Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
  2. Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…

ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.

Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.

Kommer der en krise?

Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.

Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde. Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.

Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Thybo Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup.  Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.

Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.

P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.

På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.

At glæde mig/sig til

Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo, psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.

Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det

Lettelse efter rehabiliteringsteamet.

I dag kl. 13:20 var jeg til møde i Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam. Jeg havde min fantastiske psykolog med som bisidder. Jeg har sovet maks. to timer i nat fra 7 – 9, hvor jeg skulle op. I nat skal jeg sove! Jeg glæder mig allerede.

Det gik som smurt, men jeg var hamrende nervøs. De havde trods alt bestemmende myndighed over resten af mit liv. Jeg var bange for at komme til at virke som om, jeg havde det ‘for godt’ (ihukommende dine ord, @Henny). Og jeg var meget bange for, at de skulle mene, at jeg skulle prøves af i det syvende fleksjob.

Da de kom retur med indstillingen, sad jeg bare og græd op i deres åbne ansigter. De havde forinden spurgt mig, hvad jeg selv mente, og jeg havde svaret, at jeg nok mente, at den rigtige løsning ville være en pension, og at jeg ikke kunne se flere muligheder på arbejdsmarkedet for mig.

De indstiller uden videre til pension. Sagen er velbelyst – der er ikke mere at komme efter. Alt er afprøvet. Samarbejdet mellem mig og kommunen har været rigtig godt.

De præsenterede sig med hver deres rolle, og jeg fik lov at sige lidt. De fortalte, at deres muligheder var at indstille til ressourceforløb, fleksjob og pension. Min søde sagsbehandler, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med, havde på forhånd fortalt mig, at sådan foregik det, og at jeg ikke som en anden borger skulle spørge ‘Sig mig har I ikke læst min sag?’ I sådanne situationer drejer det sig om at svare, men også om at svare høfligt. Det havde jeg ingen problemer med, for jeg er et høfligt menneske.

Sagen gik sin gang. De havde nogle få spørgsmål, men jeg kunne kun sige, at jeg mente, sagen allerede var velbelyst, og at det havde jeg talt med min bisidder om. Jeg havde kun få ting at at tilføje: Jeg kunne fx fortælle, hvordan fysioterapien havde lært mig at komme op fra gulvet, når jeg var faldet (led i Parkinsonismen), at jeg med årene havde lært at optage vigtige samtale med fx psykologen osv.

De var søde og rare, og da de begyndte at fortælle om, hvilke ydelser, jeg ville blive berettiget til som pensionist, tænkte jeg forsigtigt ‘den er hjemme’, men alligevel turde jeg ikke tro det.

Efter deres – korte – votering vendte de tilbage med deres indstilling: førtidspension, for de syntes, at var der nogen, der havde kæmpet, så var det mig. Og så begyndte jeg at græde! Jeg er så glad for, at min fantastiske psykolog Anette var der. Hun havde på forhånd sagt, at hvis det nu gik ad h…. til, ville hun gerne køre mig hjem. Jeg har kendt hende siden 2015, hvor Hvidovre Kommune gav mig et forløb i Psykiatrifonden, og Anette var min erhvervspsykolog. Jeg har holdt ved hende lige siden. Lige nu har jeg ikke så meget at komme med, men det er som en sukkersygepatient, der kommer for at få sin insulin. Jeg skal have mit fix i et trygt og roligt rum engang i mellem, så kan jeg fungere lidt igen.

Efter jeg er kommet hjem har jeg orienteret de nærmeste: Min bedste ven og så også to af de behandlere, jeg har haft på Psykiatrisk Center Glostrup og som har gjort utrolig meget for mig. Jeg skylder så mange mennesker så stor tak, og jeg skal nok komme frem med takketalerne – lige nu er jeg bare mest til at græde af lettelse! Alle har troet på det undtagen mig, der ikke har turdet tro på det. Men det er lykkedes.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv! Bortset fra at jeg i aften skal deltage i et webinar om WordPress – så er tankerne da lidt til en side.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Struktur

Struktur hos psykologen

Hos psykologen

Hvordan får jeg struktur på mine dage?

Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Hvis jeg skulle leve livet om

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.