/i , /af ,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.

/2 Kommentarer/i , /af ,

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

/i , /af ,

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Modenhedsprøverne og flagenes vindretning

Husker du dem også?

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Engang i forhistorisk tid skulle man op til en “modenhedsprøve” for at få lov at starte i første klasse. Jeg husker tydeligt prøverne, der primært gik ud på, at man skulle forstå, at Dannebrog var nødt til at blæse den samme retning som røgen fra en eller anden skorsten.

Jooh, det havde jeg fattet: de må nødvendigvis blæse samme vej, ellers gik det ikke. Adskillige søgninger blæser mig nutildags samme vej!

Hvad med dig? Husker du “modenhedsprøven”? Bestod du eller hvordan? Gennemskuede du at røg og flag nødvendigvis måtte blæse samme vej?

Jeg gættede allerede i 1969/1970, hvad man skulle tegne/markere for at bestå: To ting, der peger samme retning. Med andre ord måtte skorstensrøgen ikke pege modsat Dannebrog. Det var jo sådan set såre simpelt. Jeg har ofte tænkt, at jeg måske ikke var specielt intelligent/mærkelig; måske var jeg bare god til at gennemskue, hvornår de andre stillede lidt dumme spørgsmål? Sådan har jeg ofte tænkt sidenhen.

Det ville være så spændende at høre, hvad du husker? Var du også klar over, at de (flaget og skorstensrøgen) måtte vende samme vej? Eller hvad tænkte du i det hele taget om disse underlige tests?

Måske tager jeg fejl?

Der er selvfølgelig den risiko, at jeg tager helt fejl. Måske burde jeg slet ikke være i Mensa Danmark? Jeg befinder mig bare så pokkers vel der, og psykologen har mange gange sagt, at det vil være et sted, jeg kan søge et fællesskab, som kunne gøre mig vel. Hun har sikkert ret (som altid), men jeg er bange for at søge fællesskaber. For jeg er ikke ret god til den slags.

Jeg var på vej ind i “Menneskebiblioteket”, og det så godt ud, men jeg kunne mærke, at det ikke gik. Det skyldtes bl.a., at de blev ved at sende billeder fra deres “events” (hvorfor ikke bare “begivenheder”, når vi nu bor i Danmark og taler dansk (de fleste af os) ?), hvor der var en masse mennesker forsamlede. Sådan noget kan jeg ikke. Jeg er (måske) god 1:1 eller 1:2, og det har jeg også forklaret dem, så jeg trækker mig “baglæns tilbage” på grund af det med billederne.

En ny ven?

Under den seneste indlæggelse har jeg truffet MB, som synes at være et rigtig dejlig menneske. Vi har talt i telefon et par gange, og det har været succesfuldt. Nu har vi aftalt at mødes engang i starten af juli. Et tæppe på græsset i nærheden af Damhusssøen, fem kopper kaffe osv. Han foreslog, vi kunne tale i telefon om “vind og vejr”. Det sagde jeg med det samme fra over for. Det gider jeg ikke; jeg kan ikke finde ud af det; og det interesserer mig ikke det mindste. Måske er det mærkeligt, men sådan er jeg så. “Vind og vejr” er uinteressant, men årsagen, til at vi mødtes, er høj-interessant. Kan jeg hjælpe ham, være der for ham, gøre noget for ham, gør jeg det imidlertid gerne. Han tilbyder det gensidige for mig.

Gennem årene har jeg mødt mange dejlig mennesker på psyk. I flere tilfælde har det også medført langvarige bekendtskaber/venskaber og det har været værdifuldt. Af og til kan det imidlertid være vanskeligt at få det til at fungere, hvis man ikke kan “rumme” hinandens forskelligheder. Der kan balancegangen nemt opstå. Der er ikke bare andet at gøre end at prøve. Og jeg har altid syntes, at det var forsøget værd.

Mødes man på psyk., er man på en eller anden måde “afklædt”. Man er den, man er, med styrker og svagheder, og det er slet ikke så ringe.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.