Archive for category: Psykologi

I dag hos psykologen

Endelig var hendes ferie slut. Jeg synes, jeg har ventet (u)tålmodigt, så jeg kom med en lang dosmerseddel, hvor vi naturligvis ikke nåede det hele, selvom hun gav mig næsten 1½ time. Men vi nåede det vigtigste:

1. Den 12. juli vågnede jeg op, og filmen var væk! Dagen efter det fallerede skrivekursus på Borups Højskole. Jeg har set og hørt filmen siden oktober 2016, altså ca. ti måneder, og det har været en stor belastning. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor fantastisk det er, at den er slut. Mit synsfelt er nu alene mit, jeg skal ikke dele det med nogen eller noget. Det, jeg hører, er ikke noget, der trænger sig ind på mig, det er det, jeg selv gerne vil høre. Oplevelsen er fantastisk. Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke til fulde. Det ligner en psykose, men det er/var det ikke, for jeg har hele tiden vidst, at det ikke var rigtigt, og at det alene skete inde i mit hoved. Der er ingen psykiatere, der har turdet sætte navn på det. Psykologen turde.
2. Angstanfaldene i forbindelse med kurset på Borups Højskole fik vi kigget på. Hendes tilgang var, at det faktisk var lidt af en sejr, at jeg prøvede hele to gange/dage, og at “nederlaget” ikke medførte en indlæggelse. Det var OK, at give op, når det viste sig ikke at kunne gå. Hun synes, det er naturligt, at jeg måtte bruge nogle timer under kugledynen efter de to dage, hvor jeg måtte give op. Læringen er, at jeg ikke skal ud i sammenhænge med så mange mennesker, for det går ikke. Det gik ikke med Vallekilde Højskole i julen, det gik ikke på Nyborg Strand og det gik ikke med Borups Højskole. Nu må jeg lære af det, hvis/når jeg vil videre.
3. Siden 2015 er der sket mirakler. Det gamle dødsønske er fuldstændig væk. Selv den aktuelle usikkerhed mht. arbejdsmarkedet bringer mig ikke helt ud i tovene. Det ville det have gjort for et eller to år siden.
4. Hvis det lykkes for min tidligere chef at skabe en kontakt i en anden NGO, vil det/jeg kræve:
   • Jeg skal have mit eget kontor – men det kan fint bare være et kosteskab. Jeg skal bare et sted hen, hvor jeg kan have et sted, som er mit alene, og hvor jeg kan arbejde i fred. I ca. tre uger i december 2016 delte jeg kontor med den søde Michelle; det var bare sådan, at når hun talte i telefon, kunne jeg kun kigge ud i luften. Jeg kan simpelthen ikke arbejde, når der er støj omkring mig.
   • Jeg skal have en fastansættelse, da det ellers bare bliver en chance, der udvider tidsfristen frem til den den 25. maj 2018, idet det er datoen for ikrafttræden af den nye persondataforordning. Jeg har læst om forordningen, og det er interessante processer, der skal gennemløbes – men det er bestemt heller ikke småting.
   • Jeg bliver nødt til at sige til dem, i en evt. samtale, at jeg ikke føler mig overbevist om, at det kan nås til den tid. Jeg er jo ikke troldmand, og det skal de vide allerede fra starten.
5. Jeg er lidt bange for det med en ny NGO. Samtidig har jeg i FKN være fascineret af, at alle er drevet af missionen om at “Vi arbejder for verdens fattigste”. Missionen i en NGO er forskellig fra en karriere i staten.  Det har jeg holdt meget af!
6. Jeg har styr på mine kognitive problemstillinger. Jeg er blevet enormt god til det, der kaldes de kompenserende strategier. Det meste er ret banalt. Fx bruger jeg, inden jeg går hjem mandag fem minutter på at notere, hvad jeg skal onsdag. Det kan være filnavn, opgave, række i et regneark osv. Det fungerer fint, og jeg skal ikke bruge 30 minutter onsdag på at komme i tanke om, hvor jeg var nået til.
7. Samlet set: Det går klart fremad, og det glæder mig uendeligt meget. Måske ender jeg med at komme i mål?

Gamle adresser

Jeg har puslet lidt med et udtræk fra CPR-registeret, som man nu om dage kan tilgå vha. NemID. Jeg har lavet en lille tabel, hvor det fremgår, at det er naturligt, at jeg siden 1980 kun har flyttet ganske få gange. Det var på det tidspunkt, jeg fik foden under eget bord – så spinkelt det end var, og så dyrt det end var at få mine ting tilsendt pr. efterkrav. Adresseskiftene i min barndom var tilstrækkelige:

Indimellem har jeg tænkt på, om det virkelig var rigtig, når jeg sagde til psykologen, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler, men den er god nok.

Jeg har også “bildt hende ind” (altså ikke med vilje), at min mormor altid boede i samme by som os. Det passer slet ikke. Det er en erindringsforskydning. Tabellen viser med al ønskelig tydelighed, at det var kun var på to adresser, mormor var med.

Summa summarum: jeg er så uendeligt glad for min psykolog. Hun er så dygtig, og hun styrer mig i den rigtige retning uanset hvad, Hun har aldrig “danset efter min pibe”, men har konstant udfordret mig. Det har lige præcis været min stil.

Det næste afskedsbrev

Det næste, der skal ske, er, at jeg får skrevet afskedsbrev til psykopaten, og at jeg måske får sat navn på ham. Det skal ske, for at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. Når den slags overgreb sker i en dysfunktionel familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil er lukkede med syvtommersøm, og hvor der er uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil barnet, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte krænkeren, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen viser sig fx ved at seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig bliver rodet ind i børnesystemet. Der går simpelthen uorden i systemerne. De naturlige forældresystemer er kendetegnet af snakke med hinanden, sex med hinanden, fælles strategier osv.

Han hed Hugo Erik Ivan Aage Wagnholt! Nu har jeg brudt pagten! Det har taget mig 36 år… Det er da fremdrift! Ønsk mig gerne tillykke!