, ,

Hos psykologen 2

Hos psykologen

Jeg er så glad

Jeg har været hos psykologen her i formiddag, og jeg kan mærke, at alt går den rigtige vej. Når den aktuelle henvisning med 12 henvisninger er “brugt op”, tror jeg, at jeg er “færdigbehandlet”. Så har vi talt om alting, der er kigget på det hele, og der er ikke mere at komme efter. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme så langt. Jeg vovede i dag at sige, at jeg synes, der er en vis inderlighed i vores relation. Den slags er jo altid farligt at sige, for man kan så let blive misforstået. Jeg vovede at nævne det, da jeg regnede med, at hun kunne håndtere det, eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015. Det kunne hun!

Vi er kun nået så langt, som vi er, fordi samarbejdet er perfekt, og fordi hun favner mig som det lidt sære menneske, jeg nu engang er. Hvis det skal rykke, skal der være et fint samspil mellem behandler og klient, og det har vi. Hun har båret mig på hænder og fødder, hun har forstået mig, hun har skubbet til mig, og hun har ikke danset efter min pibe. Når vi er færdige, vil jeg savne hende, men så har vi nået målet.

Det “rykker”

Lige for tiden er der meget, der “rykker”.

Mit liv gik i stå i sommeren 2013, og nu er jeg i gang med et genoplivningsforsøg, der ser ud til at lykkes. Mange ting kommer pludselig af sig selv:

  • Egenomsorg: Ordentlig mad, måltidskasser fra Årstiderne, potentielt rygestop (der er ingen grunde til ikke at prøve), ny stegepande (intet mindre…) Mit nuværende grydesæt er fra før 1990 – det må være OK at købe nyt.
  • Det sociale: Jeg mødes med
    • min tidligere bisidder,
    • to tidligere kolleger,
    • formanden for menighedsrådet og
    • præsten fra psykiatrisk afdeling.
    • Det er rigtig dejligt at arbejde med denne del af livet, når det lykkes.
  • Jeg har fået ordnet mine tænder. Jeg følger alle tandlægens råd. Alting er fint, og jeg har fået ros.
  • Fortiden er ved at blive lagt død. Vi mangler et farvel til psykopaten, men det skal jeg nok få taget fat om. Jeg føler mig parat, men det kommer, når det kommer.
  • Der sker muligvis noget på jobfronten, nu hvor tingene i Folkekirkens Nødhjælp er blevet svære. Af diskretionshensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det nu. Måske kan jeg fortælle mere efter på tirsdag den 12. september kl. 12:00, hvor jeg skal tale med en potentiel ny arbejdsgiver.
  • Hvidovre Kommune er inde over på jobfronten. Min fleksjobkonsulent er virkelig hjælpsom, konstruktiv og fleksibel. Samlet set synes jeg, at jeg bor i en rigtig god kommune. De har hele tiden bakket mig op.
  • Jeg har fået styr på min invalidepension fra pensionskassen.

Jeg er så glad for, at mit liv er på vej til at komme på skinner igen. Som bipolar lever man gennemsnitligt 14 år mindre end gennemsnittet. Jeg er 53 år, så hvis jeg kan leve 25 år længere – i frihed – vil jeg blive en rigtig glad 78-årig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Fremdrift

Fremdrift

I dag hos psykologen

Endelig var hendes ferie slut. Jeg synes, jeg har ventet (u)tålmodigt, så jeg kom med en lang dosmerseddel, hvor vi naturligvis ikke nåede det hele, selvom hun gav mig næsten 1½ time. Men vi nåede det vigtigste:

  1. Den 12. juli vågnede jeg op, og filmen var væk! Dagen efter det fallerede skrivekursus på Borups Højskole. Jeg har set og hørt filmen siden oktober 2016, altså ca. ti måneder, og det har været en stor belastning. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor fantastisk det er, at den er slut. Mit synsfelt er nu alene mit, jeg skal ikke dele det med nogen eller noget. Det, jeg hører, er ikke noget, der trænger sig ind på mig, det er det, jeg selv gerne vil høre. Oplevelsen er fantastisk. Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke til fulde. Det ligner en psykose, men det er/var det ikke, for jeg har hele tiden vidst, at det ikke var rigtigt, og at det alene skete inde i mit hoved. Der er ingen psykiatere, der har turdet sætte navn på det. Psykologen turde.
  2. Angstanfaldene i forbindelse med kurset på Borups Højskole fik vi kigget på. Hendes tilgang var, at det faktisk var lidt af en sejr, at jeg prøvede hele to gange/dage, og at “nederlaget” ikke medførte en indlæggelse. Det var OK, at give op, når det viste sig ikke at kunne gå. Hun synes, det er naturligt, at jeg måtte bruge nogle timer under kugledynen efter de to dage, hvor jeg måtte give op. Læringen er, at jeg ikke skal ud i sammenhænge med så mange mennesker, for det går ikke. Det gik ikke med Vallekilde Højskole i julen, det gik ikke på Nyborg Strand og det gik ikke med Borups Højskole. Nu må jeg lære af det, hvis/når jeg vil videre.
  3. Siden 2015 er der sket mirakler. Det gamle dødsønske er fuldstændig væk. Selv den aktuelle usikkerhed mht. arbejdsmarkedet bringer mig ikke helt ud i tovene. Det ville det have gjort for et eller to år siden.
  4. Hvis det lykkes for min tidligere chef at skabe en kontakt i en anden NGO, vil det/jeg kræve:
    • Jeg skal have mit eget kontor – men det kan fint bare være et kosteskab. Jeg skal bare et sted hen, hvor jeg kan have et sted, som er mit alene, og hvor jeg kan arbejde i fred. I ca. tre uger i december 2016 delte jeg kontor med den søde Michelle; det var bare sådan, at når hun talte i telefon, kunne jeg kun kigge ud i luften. Jeg kan simpelthen ikke arbejde, når der er støj omkring mig.
    • Jeg skal have en fastansættelse, da det ellers bare bliver en chance, der udvider tidsfristen frem til den den 25. maj 2018, idet det er datoen for ikrafttræden af den nye persondataforordning. Jeg har læst om forordningen, og det er interessante processer, der skal gennemløbes – men det er bestemt heller ikke småting.
    • Jeg bliver nødt til at sige til dem, i en evt. samtale, at jeg ikke føler mig overbevist om, at det kan nås til den tid. Jeg er jo ikke troldmand, og det skal de vide allerede fra starten.
  5. Jeg er lidt bange for det med en ny NGO. Samtidig har jeg i FKN være fascineret af, at alle er drevet af missionen om at “Vi arbejder for verdens fattigste”. Missionen i en NGO er forskellig fra en karriere i staten.  Det har jeg holdt meget af!
  6. Jeg har styr på mine kognitive problemstillinger. Jeg er blevet enormt god til det, der kaldes de kompenserende strategier. Det meste er ret banalt. Fx bruger jeg, inden jeg går hjem mandag fem minutter på at notere, hvad jeg skal onsdag. Det kan være filnavn, opgave, række i et regneark osv. Det fungerer fint, og jeg skal ikke bruge 30 minutter onsdag på at komme i tanke om, hvor jeg var nået til.
  7. Samlet set: Det går klart fremad, og det glæder mig uendeligt meget. Måske ender jeg med at komme i mål?

Gamle adresser

Jeg har puslet lidt med et udtræk fra CPR-registeret, som man nu om dage kan tilgå vha. NemID. Jeg har lavet en lille tabel, hvor det fremgår, at det er naturligt, at jeg siden 1980 kun har flyttet ganske få gange. Det var på det tidspunkt, jeg fik foden under eget bord – så spinkelt det end var, og så dyrt det end var at få mine ting tilsendt pr. efterkrav. Adresseskiftene i min barndom var tilstrækkelige:

Adresse Kommune Gældende fra Gældende til Bemærkninger og stikord Skole Mormor
Åstrupgårdsvej Hvidovre 17.11.2007 P.t. knap 10 år
Vanløse Allé 35, 1, tv København 01.08.1990 17.11.2007 17 år
Hovmålvej 80, st, -13 København 09.06.1981 01.08.1990 9 år: Kollegiet
Dagmarsgade 5, 4, th København 01.08.1980 09.06.1981 10 måneder: Nørrebro & De Gamles By
Storegade 18, 1 Bornholm 11.12.1978 01.08.1980 1 år og 9 måneder: Svaneke 5) Åker skole
Vestermarievej 26 Bornholm 12.07.1978 11.12.1978 5 måneder 5) Åker skole
Nellemosevej 21 Assens 29.12.1975 12.07.1978 2 år og 8 måneder: Bindingsværket Sydfyn 4) Hårby skole +
Vollsmose Alle 672, 3, tv Odense 31.01.1974 29.12.1975 2 år. Psykopaten flytter ind. 3) Abildgårdsskolen
Prins Haralds Alle 184 Odense 24.05.1973 31.01.1974 8 måneder: Revisoren 2) Sanderumskolen
Martensensalle 2 Ikast-Brande 23.10.1963 (Datoen er usikker) * 24.05.1973 * CPR ved ikke, hvornår jeg ”flyttede” fra børnehjemmet. Det er deres note.

Fraflytning: seks mdr. efter min fars død.

1) Dalgasskolen +

Indimellem har jeg tænkt på, om det virkelig var rigtig, når jeg sagde til psykologen, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler, men den er god nok.

Jeg har også “bildt hende ind” (altså ikke med vilje), at min mormor altid boede i samme by som os. Det passer slet ikke. Det er en erindringsforskydning. Tabellen viser med al ønskelig tydelighed, at det var kun var på to adresser, mormor var med.

Summa summarum: jeg er så uendeligt glad for min psykolog. Hun er så dygtig, og hun styrer mig i den rigtige retning uanset hvad, Hun har aldrig “danset efter min pibe”, men har konstant udfordret mig. Det har lige præcis været min stil.

Det næste afskedsbrev

Det næste, der skal ske, er, at jeg får skrevet afskedsbrev til psykopaten, og at jeg måske får sat navn på ham. Det skal ske, for at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. Når den slags overgreb sker i en dysfunktionel familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil er lukkede med syvtommersøm, og hvor der er uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil barnet, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte krænkeren, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen viser sig fx ved at seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig bliver rodet ind i børnesystemet. Der går simpelthen uorden i systemerne. De naturlige forældresystemer er kendetegnet af snakke med hinanden, sex med hinanden, fælles strategier osv.

Han hed Hugo Erik Ivan Aage Wagnholt! Nu har jeg brudt pagten! Det har taget mig 36 år… Det er da fremdrift! Ønsk mig gerne tillykke!

,

Skriv nu bare en bog

Skriv nu bare en bog

Psykologen siger det

Skriv nu bare en bog

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner

Et naturligt udgangspunkt kunne være bipolar affektiv sindslidelse. På bloggen er der lige nu 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring. Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Min blakkede fortid

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg vil ikke ende som en ny Synnøve Søe.

Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønsket mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror…

På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Skriv og læs

På anbefaling

Jeg holder af at skrive, at lave pæne sætninger, at twiste ordene, at finde de rette ord og evt. at være lidt vel klassisk (= gammeldags… 🙂 ) i ordvalget.

I dag har psykologen for anden gang opfordret mig til at deltage i et skrivekursus på Borups Højskole i juli måned. Hun synes, jeg skal ud af min egen andedam men samtidig være et sted, hvor jeg kan være under kontrollerede former. Jeg vil gerne prøve, men der er ingen garanti for succes. Der er mange mennesker, og det er fem dage i streg. Jeg skal vel også af og til ud af min komfortzone hjemme ved 32″ skærmen?

Jeg gik hjem og undersøgte, om der stadig var plads, og ringede til højskolen for at spørge, om der evt. er reduceret pris, når man tilmed er pensionist. Det er der ikke. Så nu har jeg rystet op med de 3.700 kr., selv om jeg synes, det er mange penge for en uge. Tandlægen skal jo stadig betales – skrivekursus eller ej. Nå pyt jeg har en kassekredit, og et sommerkursus kan være en kompensation for den berømte bustur til Harzen.

Jeg glæder mig allerede. Jeg vil gerne lære mere om at skrive. Jeg har ofte være på højskole – især Vestjyllands Højskole, og synes, det er lige noget for mig. Jeg kan godt lide at starte dagen med Højskolesangbogen.

Folkehøjskolerne i den forgangne tid

Grundtvig skrev i forbindelse med højskolebevægelsens start: “Er lyset for de lærde blot” (første optryk 1839). Melodien er af Thomas Laub 1919. Teksten er her.

Jeg har en særlig kærlighed til højskolebevægelsen, idet min morfars far og hans bror, tog til Rødding Højskole, som var den første folkehøjskole. De skrev kort og breve hjem til Skjærlund, der er en lille flække i Brande Sogn. Kortene og brevene har jeg fundet igennem min slægtsforskning, idet de lå på Brande Sogns arkiv. Det var noget særligt at klarlægge en tid, hvor småkårsbønder med fem eller seks stude kunne tage afsted for at dygtiggøre sig.


Diverse

Egen læge undersøgte vha. blodprøver for (eller imod?) Sjögrens sygdom. Prøverne er negative! Det er jeg rigtig glad for.

Næste skud i bøssen er en øre-, næse-, halslæge. Mit problem med mundtørhed blive værre og være. Det har bredt sig til svælget, hvor det er som om, der sidder et eller andet i vejen. I går kunne jeg dårligt synke maden, da vi sad i frokoststuen. Det var rigtig ubehageligt. OK kødet var lidt tørt men alligevel. Man skal da kunne synke.

Man skal ikke længere have henvisning for at komme til en øre-, næse-, halslæge, og eftersom jeg naturligvis ikke kender nogen, gik jeg i gang med Google. Jeg har efter aftale taget min tjenestetelefon med hjem, så kan jeg i det mindste ringe ud. Måske kommer min nye telefon i morgen…

Det første sted, jeg ringede til, kunne ikke hjælpe med en tid, idet jeg p.t. er uden sygesikringsbevis. Det tager 14 dage at få et. De anbefalede at ringe til borgerservice. Det gjorde jeg, men de kunne ikke se, at kortet skulle være spærret.

OK mere Google. Jeg fandt en i Rødovre. Der var seks foran mig i køen, så jeg ventede (u)tålmodigt i 30 minutter. Da jeg endelig kom igennem, sagde de, at jeg havde ringet til øjenlægen… Oplysningerne på nettet er forkerte. Ny opringning. Det endte med et sted, hvor jeg kunne få en tid “allerede” den 26. juni. Jeg synes, det er længe at vente, og jeg håber ikke, jeg bliver kvalt inden da.

Feminine mænd

Jeg har været lidt på genkig i gamle billeder, som jeg har samlet ca. 1.200 af i forbindelse med min slægtsforskning. Prøv at se disse her to:

Den første er Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller – min farfar (1891 – 1952).

Den næste er: Rudolph Wilhelm Stegemüller – min farfars bror.  (1910 – 1975)

Disse mænd er ret så feminine, og det var de altså i 1920’erne. Måske var der mere rummelighed på det tidspunkt, end vi bryster os af at have i dag? Jeg er glad for at have disse billeder. Og jeg glæder mig over pludselig at kunne se dem i et andet lys, end jeg før har kunnet.