/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampens 3. dag

Valgkampen og psykiatrien

Statsministeren udlovede i går som et led i valgkampen et to-cifret milliardbeløb – præcis 69 mia. – til  velfærd og beløbet vil bl.a. gå til afskaffelse af det forhadte omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet og herudover:

“Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år” Kilde: fyens.dk.

Ingen siger noget om psykiatrien

Jeg følger valgkampen ret tæt, fordi jeg er et politisk menneske, og fordi jeg synes, det er vigtigt. Ergo: jeg lytter godt efter, men hidtil har psykiatrien ikke været nævnt med et eneste ord. Det er trist, for ca. ¼ af befolkningen vil enten som bruger eller pårørende komme i kontakt med det psykiatriske system på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Udredningsgaranti og hvad så?

Der er indført en udredningsgaranti, så vi, på linje med de somatiske (fysiske sygdomme) patienter, kan blive udredt indenfor 30 dage. Det er fint. Men behandlingen må vi til tider kigge langt efter; måske månedsvis… Forestil dig at der kom en patient med et brækket ben. Lægen konstaterer, at det virkelig er brækket og sender hende hjem med besked om, at der vil komme et brev fra regionen i e-boks, og at der vil blive iværksat behandling om tre til fire måneder og så i øvrigt at gå en tur… Det lyder absurd, men sådan er forholdene i psykiatrien. Det med at gå en tur er en mirakelkur, der hjælper på stort set alle diagnoser.

Det er ubetinget positivt, at udredningsgarantien er indført også i psykiatrien. Problemet er, at der ikke er fulgt midler med. Når lægerne skal udrede hurtigere, mangler deres indsats selvfølgelig anderswo, og det må der kompenseres for. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Varme hænder eller byggeri?

I forbindelse med SATS-puljemidlerne i 2014 blev der tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien, hvilket selvfølgelig også er positivt. Problemet er, at pengene i vidt omfang var øremærkede til forskellige former for anlæg og byggeri men ikke til rigtige mennesker, der vil patienterne deres bedste. Hvis vi vil have en ligestilling med somatikken, er det nødvendigt, at der tilføres reelle ekstra midler. Og de skal ikke være en del af SATS-puljen, der er midlertidig, sådan er SATS-puljemidler pr. definition, men være midler, der er er på finansloven, som er varige. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Årsagen?

Måske er årsagen til at vi ikke har hørt om det endnu i valgkampen, at psykiatrien selvfølgelig er en del af den storstilede sundhedsreform og i den står der intet om psykiatrien. Psykiatrien er simpelthen ikke skrevet ind! Jeg forstår det ikke. Gør du?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Autisme: mere om

Aspergers Syndrom

Region Midtjyllands Psykiatri om autisme

Region Midtjylland Psykiatri “Psykinfo og Social” har udgivet en fremragende pjece på ca. 20 sider om autisme hos voksne og om, hvad autisme i det hele taget er for noget.

Jeg læser den med udgangspunkt i, at jeg jo ikke er blevet et andet menneske fra i forgårs til i dag – jeg er bare blevet klogere på den, jeg hele tiden har været.

Jeg har hele mit liv vidst, jeg var anderledes. Jeg kunne fx ikke lege forestillingslege som barn. De andre piger kørte med dukkevognen, havde “dialoger”, trøstede osv. Jeg kunne kun finde ud af at klæde dukkerne af og på. Længere kom jeg bare ikke. Det skal dog siges, at det gik noget bedre med “cowboys og indianere”, som også er en forestillingsleg.

Nu er der endelig sat ord på: Jeg er i autismespektret (ASF) Men jeg kan undre mig over, at jeg skulle blive 55 år gl., før noget så det, og at det skulle ske på mit eget initiativ. Hvorfor har mit intense samspil med psykiatrien siden sommeren 2014 ikke løftet sløret? Og så igen: Jeg skal også være fair, for overlæge Jannick Bjerrum på Psykiatrisk Center Glostrup luftede for ca. tre år siden tanken om en autismediagnose, men jeg fejede ham rasende (på en forhåbentlig pæn måde) af, eftersom han kun havde kendt mig i 45 minutter. Jeg har in persona senere undskyldt min lidt ubehøvlede opførsel.

Næste skridt i forholdt til speciallæge Pia Bohn Christiansen er at få spurgt, hvordan min autisme kan gradbøjes? Er det i øvre eller nedre kvartil eller bare midt i mellem?

Der er i følge pjecen tre kerneområder:

  1. Afvigende socialt samspil
  2. Afvigende social kommunikation
  3. Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter.

Afvigende socialt samspil

Jeg har – og har altid haft – en meget begrænset kontaktflade, men føler mig ikke ensom af den grund. Jeg kan føle mig alene men aldrig ensom. Der var et par år, hvor den bipolare sygdom var værst, hvor jeg ofte følte mig ensom, men nu er det tilbage til normaltilstanden = “aleneheden” som jeg trives godt med og som er selvvalgt.

Jeg er et fjols i sociale sammenhænge og har altid været det – og jeg har det OK med at være det. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg igen skulle gå til en fest. Jeg ville antageligt lyve mig væk, hvis jeg skulle få en invitation.

Det går fint at være sammen med et menneske ad gangen bare ikke for længe. Det er de færreste, der har glæde af mig mere end to timer 🙂

Afvigende social kommunikation

Jeg kan ikke uden videre aflæse, hvad andre mennesker tænker og føler. Keder de sig over min talestrøm eller bliver de kede af det? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg har det egl. også sådan, at jeg jo så ville begive mig ud i det rene gætværk. Jeg synes – from the bottom of my heart – at de selv må komme på banen, hvorfor skal jeg sidde og gætte på, hvordan de har det; men det er et temmelig autistisk træk.

Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter

Jeg slægtsforskede i 10 år, og jeg lavede ikke andet bortset fra at gå på arbejde og sove mindst muligt. Jeg var med i store projekter og gik forrest, når noget skulle gøres. Jeg kunne bruge en hel nat på at finde en dødsdato.

Jeg brugte 3-4 år på en hjemmeside med softwareguides og et virtuelt fællesskab knyttet til den. Det var også fuldtidsarbejde mm. jeg var indlagt. Særdeles repetitivt både fsva. guiderne og fsva. indlæggelserne. Jeg leverede varen, hvis jeg var hjemme, helt på samme måde som jeg har gjort i mit arbejdsliv, hvilket minder mig om, at jeg så tit har tænkt, at det godt kan være, jeg ikke er specielt kvik, men jeg er i hvert fald flittig.

Nu laver jeg alle de hjemmesider, jeg kan komme til. Folk skal bare pippe om, at de kunne tænke sig en side, så laver jeg en skitse til dem. Jeg har lavet masser af skitser, der bare aldrig er blevet til noget.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker: Hvem kan slægtsforske uden detaljer? Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer? Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer? Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Positive mails om arbejde

Positive mails om arbejde

Always look at the bright sides

Positive mails om arbejde

Der er kommet meget positive mails fra både arbejdsgiver og fleksjobkonsulenten i kommunen. Begge parter tror på mig, og især overfor min arbejdsgiver må jeg på 2½ uge have fået vist, at jeg vil dette her. Han beskriver det som et “bump” på vejen , vi skal over.

Samtidig er det for mig et tveægget sværd at have vist det i den grad.

Alle parter vil strække sig meget langt for at få ansættelsesforholdet til at blive formaliseret snarest og forløbe godt og stabilt i mange år, og det vil jeg jo også, så vi trækker altså på samme hammel. Min drøm er nærmest at være i firmaet, til jeg skal pensioneres. Nu sidder vi så alle sammen (inkl. “anden aktør”) og sender positive mails til hinanden, og det er selvfølgelig positivt.

Hvem er klædt på?

Jeg har gået og tænkt over, at min arbejdsgiver egentlig ikke er blevet klædt tilstrækkeligt på med hensyn til, hvad det vil sige, at ansætte en medarbejder i fleksjob. Han har vist troet, at han fik en medarbejder på deltid, og det skal nok siges, at sådan har jeg sikkert også “solgt” mig selv, fordi det er så vanvittig svært at finde et fleksjob. På den anden side set har jeg ikke lagt skjul på, at der jo er en årsag til, at jeg har et fleksjob. Men det er jo ikke hele sandheden, som Birgit også skrev i en kommentar til forrige indlæg. Gennem de seneste 4-5 år har jeg sagt til mig selv fire mia. gange, at jeg ikke er den, jeg var, men det er som om, det ikke siver ind.

Når man har den grundlæggende utro på sig selv, forsvinder den ikke bare. Jeg har aldrig regnet med, at jeg kunne noget, og når mange ting alligevel er lykkedes, har jeg tilskrevet dem lykkens gudinde.

Søvn

Det går væsentlig bedre! Jeg begynder at sove om natten, godt nok på sovepiller, og jeg begynder at kunne hvile, hvilket i sig selv er en lise. Inden jeg kom til 808, kunne jeg være i ro i ti minutter ad gangen, lægge mig under dynen, rotere i to timer og ende med at stå op at lave kaffe og lære om SEO kl. 04:00. Det vil være invaliderende for alle mennesker. For bipolare er det farligt efter nogle dage.

Jeg har talt med fysioterapeuten om, hvad jeg kan gøre herhjemme for at få en bedre søvn og i det hele taget bare falde i søvn, og hun foreslår blandt andet:

  • Nævne (inde i hovedet) de ting, der er omkring for at aflede tankerne fra at køre i ring. Flytter fokus.
  • Høre en “historie”/lydbog. Det flytter også fokus. Virker lidt som da man var barn og fik læst højt.
  • Spænd/slip i muskler i bestemte sekvenser.
  • Tage varmt bad før sengetid. Kropsafgrænsende.
  • Bruge stemmen – som trøster man en baby – på udåndingen.

Jeg ved, at jeg vil føle mig totalt tåbelig ved nogle af disse ting, men de skal prøves, når der skal sættes en stopper for vanviddet. Jeg har aftalt en ny tid med fysioterapeuten til næste uge.

Kuglestol og lydbøger

Hun udleverede også en lille pjece om søvn. Et af forslagene er at sidde passivt i en kuglestol en time, før jeg skal sove. Nu tjekkede jeg prisen på en Protac kuglestol (både ny og brugt), og sådan en skal jeg så ikke have… Den er langt over mit budget. Det er ærgerligt, for måske kunne den være en hjælp.

Med hensyn til lydbøgerne har jeg kigget lidt ekstra på Nota, som jeg er godkendt til men stort set ikke bruger. Nota formidler blandt andet lydbøger til mennesker med et læsehandicap. I appen er faktisk indbygget en timer, så den kan slukke af sig selv efter hhv. 10, 30, 45 eller 60 minutter. Det er praktisk, hvis det nu skulle vise sig, at jeg kan komme i gang med en god bog, og jeg så ikke skal sidde og lede efter sluttidspunktet næste dag. Spændet at lede i bliver i hvert fald mindre.

Psykotisk

  • Musikken, jeg hører, er uændret og uændret Jimmie Hendrix, der, som ved afslutningen på en koncert, piner det sidste ud af strengene.
  • Jeg “svæver” fortsat 10-20 cm. over jordoverfladen.

Det er meget ubehagelig, men ikke “farligt” som i rigtig psykotisk. De har sat mig op i Abilify (antipsykotisk præparat), og det burde virke efter et par uger. Jeg vil gerne hjem til mig selv.

Lige nu sidder jeg faktisk hjemme hos mig selv, (fordi jeg skulle til tandlægen), hvor musikken spiller, altså den falske musik. Den man ikke kan gå fra, når det ikke er naboerne, der larmer. Det er svært at forklare, hvordan det er, at have konstant larm inde i hovedet, når man foretrækker stilhed både i virkeligheden og inde i hovedet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Jeg går

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom.

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer.

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de Cd’er, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag).

Speciallægen, Pia Bohn Christiansen, vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne, og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.