,

Myter og misforståelser

Myter og misforståelser

En kampagne

Psykiatrifonden kører i øjeblikket (januar 2019) en kampagne, hvor man kan dele de myter og misforståelser, man har oplevet angående psykisk sygdom:

Fortæl os om den skøreste, værste eller mest sejlivede myte om psykisk sygdom, du har oplevet. Når vi har indsamlet alle jeres myter, sætter vi dem til afstemning, så vi kan kåre de allerværste – og aflive dem én eller én

Initiativet er vældig godt og vældig vigtigt. Hvis der er myter, skal de aflives, for de er i sig selv med til at fastholde patienterne i at være patienter!

Mit ærinde med denne post er at fortælle, at jeg aldrig nogensinde har oplevet en eneste myte eller et eneste tabu rettet mod mig. Ingen har set skævt til mig. Ingen har sagt, at det da nok bare var almindelige svingninger, svarende til dem alle mennesker oplever. Ingen har sagt, at det var noget pjat. Det var kun mig selv, der tænkte sådan. En undtagelse herfra er måske nok, at folk i 2003, hvor jeg havde den første depression, sagde, at det nok bare var en 40-års-krise, for det var netop det år, jeg blev 40.

Det eneste, jeg har oplevet, er, at en beboer her i ejendommen ikke vidste, hvad hun skulle sige, da jeg ganske kort sagde: ‘Jeg har en psykisk sygdom’. Og det kan man vel egentlig ikke tage fra vedkommende, når det siges på vej hen over den lille parkeringsplads hernede.

En plan

Sundhedsstyrelsen har i juni 2018 udarbejdet en samlet plan for psykiatriens udvikling. Heraf fremgår det bl.a., at:

Der er behov for at forankre principperne og erfaringerne fra EN AF OS og andre hidtidige antistigma-indsatser i den kommunale og regionale praksis, så antistigmatisering bliver et indlejret fokusområde på linje med eksempelvis forebyggelse. Antistigma skal således være et indbygget omdrejningspunkt for arbejdet med målgruppen på alle niveauer. Kilde: Sundhedsstyrelsen, side 35.

EN AF OS er en afstigmatiseringskampagne, der blev etableret i 2011 med fem målgrupper:

  1. Den brede befolkning
  2. Patienter og pårørende
  3. Unge
  4. Arbejdsmarkedet
  5. Personale på social- og sundhedsområdet

Det er også positivt og vigtigt, og det er fantastisk, at aktører på det psykiatripolitiske område har kunnet stampe penge ud af satspuljemidlerne til afstigmatisering, som jo kan siges at være lidt floffy i kanten.

Måske har jeg bare været enormt heldig, men jeg synes ikke, jeg har oplevet noget stigma knyttet til min person – eller også er jeg bare så ualmindeligt tykhudet, at jeg ikke opfatter det. Det er også en mulighed.

Da jeg har været indlagt mange gange, har jeg haft mange medpatienter, og emner som myter, misforståelser og stigma er naturlige – fælles – samtaleemner. Som jeg husker det, havde heller ingen af de andre oplevet disse ting.

Jeg undrer mig. For mit eget vedkommende har jeg jo da kæftet op fra starten. Jeg har skrevet, tegnet og fortalt – i starten mest for selv at forstå, men nogen hemmelighed har det i hvert fald ikke været.

PS: Prøv at læse bare forordet (side 5 af 60). Det er til at blive helt glad af; der står, de vil gøre noget for at mindske uligheden mellem psykiatrien og somatikken, måske ligefrem sidestille. De erkender, der er et fastholdelsesproblem blandt personalet mv. Men det er selvfølgelig også bare en plan…


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Diverse

Diverse

Der være et marked!

Min ven havde været i en pænere tøjbutik på Frederiksberg, hvor indehaveren måtte bede kunderne vente et øjeblik, fordi hun liiige var i gang med noget med butikkens hjemmeside. Det går jo ikke. Det skal hun da have mig til, så nu har jeg skrevet hende en kort uopfordret ansøgning – bare i hendes kontaktformular – så må vi se, om hun gider svare. Med reference til Barbro Shoes skal hun bare ikke forvente, jeg går i kjolerne 🙂 Det ville være urkomisk; bare ikke for mig. En art omvendt drag queen.

Der må være et kæmpe marked for den slags småjobs. Alle firmaer med respekt for sig selv har en webshop, og det kan næppe være nogen fordel for ejeren selv at skulle sætte den op og vedligeholde den. Jeg gætter på, at de brænder for deres produkter/idéer og ikke for at vedligeholde en hjemmeside, og det er så der, vi er det perfekte match. Det skal siges, at jeg aldrig har arbejdet med det mest udbredte shopsystem Woocommerce før, men det da kunne læres. Og det gør jeg gerne i min fritid. Egl. kunne jeg gå i gang i næste uge.

Markedet må være der, men hvordan opsporer man det, når man ikke er typen som Mads Skjern, der går ind og siger goddag og villigt venter en time med hatten (og kufferten) i hånden? Det er kompetencer, jeg ikke ejer.

Flæskesteg i gryde

Min morfar var fra 1899. Som ganske ung arvede han fra mine oldeforældre et lille husmandssted på den jyske hede. Oldefar havde drevet stedet med fem eller seks stude, men morfar ville mekanisere; han fik bare forkøbt sig på landbrugsmaskiner, så ejendommen gik på tvang i 1925. Maskinen på billedet hedder en aflægger, men jeg kan ikke lige huske, hvordan den fungerer.

Herefter arbejdede han i tørvemoserne og med forefaldende arbejde, indtil han i 1933 blev gift med min mormor. Jeg husker min mor fortælle, at der ikke var noget stort overskud hverken økonomisk eller menneskeligt. Hun ville vist gerne have været tandlæge, men den slags var selvfølgelig helt udenfor rækkevidde.

Jeg mener så bestemt, hun voksede op i Vig i Odsherred (i hvert fald i Odsherred), og mener også så bestemt, at hun og hendes bror kun gik i skole hver anden dag. Så hun kom ikke i realskolen men ud at tjene/i huset, steder hun ikke kunne lide at være.

Nå undskyld dette er en diskurs: Flæskestegen! Jeg talte med min ven der af en eller anden grund kunne huske det med, at min morfar stegte sine flæskestege i en gryde, og at de havde sprød sværd. Hver gang. Mens min far levede, dvs. indtil 1972, besøgte vi ofte min morfar, der boede i Odense i jordens mindste lejlighed med lokum i gården. Vi kom fra Brande. Stuen kunne vel rumme 3-4 enkeltsenge større var den ikke. Køkkenet var som en lille bitte entre og andet var der ikke, og en ovn var der da slet ikke. Men han havde sin kolonihave, som var en fryd for mig.. Jeg måtte plukke alt af alle buske og træer og spise alt, der var inden for rækkevidde. Det var som slaraffenland. Jeg husker stadig, at jordbærsorten hed Senga Sengana.

Han sled sig op på Specialbeton i Odense, men så fik han også et elektrisk vækkeur af ledelsen, da han gik på pension…

Remission

Jeg tør ikke tænke det, og jeg turde næsten ikke sige det i distriktspsykiatrien, men jeg føler mig nærmest “rask” – det hedder at sygdommen er i remission. Det er fantastisk, men måske er det bare fordi, jeg har vænnet mig til det lavere funktionsniveau, og føler mig rask, når jeg er 100 pct. der. Jeg kunne aldrig gå ud på det ordinære arbejdsmarked og klare et job der. Jeg ville blive sparket ud efter to timer. Remission betyder bare bedring og det er da fantastisk. Jeg går af og til en tur og glæder mig over det.

Når jeg næsten ikke turde sige det i distriktspsykiatrien, skyldes det, at så bliver jeg vel sparket ud, og hvad gør jeg så? Klarer mig selv, når jeg kunne bruge en snak med min fantastiske kontaktperson? Jeg har haft hende i vist nok tre år, så hun er et ankerpunkt, og så er hun dygtig. Og hvis man først er udskrevet, hvordan kommer man så ind igen? Hvor lang er ventelisten? Ny kontaktperson… Der var mange grunde til at tie stille, men jeg lyver ikke.

,

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Til tjek i Glostrup

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Farmaceut Christina Skovsende Eriksen hælder kemikalier op til mig, fordi det endnu ikke er i orden med dosispakkerne; og det er klart: så længe vi justerer op og ned, kan apotekets maskine og dens tidsterminer selvfølgelig ikke følge med.

I mens taler jeg lidt med overlæge Kasper Thybo Reff om, hvordan det ellers går. Min status er god, jeg har lavet struktur og jeg har det godt, bortset fra at…

Jeg kan ikke se

Som hovedregel er det værst de første 1½ – 2 timer om morgenen, mens jeg drikker min morgenkaffe og gerne vil kigge lidt på Facebook og besvare mails. Jeg kan nogenlunde læse, men ikke besvare, da det det er som om, tasterne flytter plads hele tiden. I går var det helt forfærdeligt hele dagen. Det var godt, jeg skulle have en gæst og kom væk fra skærmen i nogle timer. Tak Bixer.

Afstandssynet er fint og helt normalt. Problemet er kun ved skærmen. Det er som om, det ville kunne blive bedre, hvis jeg flyttede overkroppen til enten højre eller venstre, men det bliver ikke bedre.  Jeg kan s** ikke se. Men lige nu er det fx helt normalt.

Vi talte om, hvor længe det vil vare, før den nye reduktion vil virke: ca. 14 dage på grund af Lamictalens lange halveringstid. Jeg synes, det er længe at vente.

Målet er at komme helt ud af det præparat, som er stemningsstabiliserende, men jeg får jo også to andre stemningsstabiliserende stoffer, så det må vel være nok?

Men jeg kan høre

Jeg kan ikke se noget men der er lydeLydene er der ikke så ofte, men det er som om, de til gengæld er blevet mere påtrængende. Jeg hører et par gange om ugen p.t. afslutningen på en rockkoncert inkl. publikum, der hujer og klapper. Guitarerne er grimme, Jimmy Hendrix-like. Det varer et par timer, så er det pludselig væk. Kasper spurgte nøje til detaljerne. Vi kan øge Abilify til 30 mg?

Jeg synes, jeg er heldig, at jeg ikke hører stemmer. Mennesker, der gør det, hører dem 24/7, og stemmerne siger ofte, at de skal begå selvmord eller undlade at tage medicinen. Mennesket ved godt, at det kun er en stemme, men nogle adlyder den alligevel. Forfærdeligt. Så kan jeg godt leve med afslutningen på en rockkoncert et par gange om ugen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.