,

Udskrivningsmentor

Udskrivningsmentor

Endnu en historie fra “systemet”

På hospitalet gjorde de mig opmærksom på, at der er mulighed få en udskrivningsmentor, når man har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og da jeg konsekvent tager imod alle tilbud, sagde jeg også ja tak til dette. Socialrådgiveren ordnede herefter det praktiske med kommunen.

Lov om aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 9:

§ 31 b. Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, og som udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, har ret til et tilbud om mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

§ 31 c. Ved afgivelse af tilbud om mentorstøtte skal der indgås en skriftlig aftale om mentorstøtte mellem jobcenteret og den person, der får støtten. Aftalen kan højst indgås for 6 måneder med mulighed for forlængelse.

Stk. 2. Aftalen skal indeholde oplysning om
1) målet med mentorstøtten,
2) mentorens navn og kontaktdata,
3) hvilke opgaver mentoren skal bistå ved,
4) varigheden af aftalen,
5) timetallet for mentorstøtten og
6) klagevejledning.

Jeg havde ikke hørt noget

Da jeg endnu ikke havde hørt noget fra Hvidovre Kommune/jobcenteret, fik jeg endelig taget mig sammen til at ringe til jobcenteret for at sikre mig, om alt nu var i orden. At ringe op til nogen, er i sig selv en hurdle, jeg skal over.

Min sagsbehandler i kommunen/jobcenteret havde ikke hørt noget, og bad mig ringe til hospitalet for at høre, hvem de havde talt med i kommunen! Jeg fik navnet på en person i Hvidovre Kommune, som jeg så kunne vende tilbage til jobcenteret med. Han prøvede nu at ordne det ved at ringe til den pågældende person, men hun havde ferie og ville komme tilbage dagen efter. Han ville så vende tilbage dagen efter, hvilket han også gjorde, og kunne nu meddele, at han selv var mentoren, det vidste han bare ikke! Han har heller ikke prøvet at være mentor før, så spørgsmålet er, hvor meget jeg får ud af det.

Jeg troede, mentoren var en person, der skulle støtte mig overfor kommunen og ikke støtte kommunen selv. Jeg synes, min sagsbehandler har fået to kasketter på!

Der er altså mange ting i det system, jeg ikke forstår, og som jeg undrer mig over.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Jeg er her endnu

Lige et livstegn fra en psykiatrisk patient.

Jeg får læst jeres blogs men jeg har ikke overskud til at kommentere, men det skal nok komme på et eller andet tidspunkt. Ting tager tid.

Medicinen kan gøre ca. halvdelen, resten må man selv gøre. Jeg er begyndt at gå ture. Jeg går rundt om Damhussøen, og til tider tillægger jeg engen. Turen om Damhussøen er vist ca. 3,45 km., men GPS’en driller, så jeg ved det ikke præcist. En eller anden dag vil jeg måle turene med min cykelcomputer. Alle siger, motion har en helbredende virkning, og det tror jeg på. Det er skønt at komme ud og gå, og det hjælper på søvnen at blive lidt naturligt træt. Jeg har googlet en del på “Bipolar affektiv sindslidelse” og en af de ting, der går igen på alle siderne er, at motion hjælper godt. Så jeg går mine ture.

Jeg kommer i “Akutteamet” på Gl. Kongevej 33, og de er supergode. Det er godt at have nogen, der holder fast i mig. Meningen er, at jeg herefter skal overgå til distriktspsykiatrien. Hvad de kan gøre for mig, ved jeg ikke, men jeg takker ja til alle tilbud, der findes. Distriktspsykiatrien er meget udskældt, men jeg går til det med positivt og åbent sind og ser, hvad de kan tilbyde. Måske skal jeg overgå allerede i morgen.

Hvad stiller jeg op med indtægtsnedgangen?

Det grundlæggende problem (indtægtsnedgangen) er der ingen, der har en løsning på. Uanset hvor dygtige og søde, de alle sammen er, er der ingen, der har præsenteret mig for en løsning. Mantraerne er: “En dag ad gangen” og “Der findes en løsning”, og det må jeg jo tro på. Hvis jeg ind imellem ikke kan holde fast i mantraerne, kommer alle de dårlige tanker igen, så jeg gør alt for at holde fast i mantraerne.

Sygemeldt og hvad så?

Jeg er sygemeldt og skal nok være det et stykke tid endnu. Indtægten er sikret så længe. Hvad der derefter skal ske, ved jeg ikke. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg er i tvivl, om jeg kan arbejde på normale vilkår igen. Når jeg arbejder med kriminalhistorie.dk, går det godt, og jeg føler, jeg kan holde koncentrationen, men der står jo heller ingen og hopper ved siden af med krav om en vis mængde output.

En veninde siger, jeg ikke kan arbejde, og det bygger hun på, at da jeg var i virksomhedspraktik, var jeg meget bange for ikke at slå til i jobbet. Jeg er altid bange for ikke at slå til, og det har jeg været hele mit liv.

Jeg har fået en superfin anbefaling fra min chef i Statens It, og den er jeg glad for, og jeg håber på muligheden for at kunne præsentere den for en arbejdsgiver. Ind imellem læser jeg stillingsopslag, men jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til kravene på det almindelig arbejdsmarked.

Jeg håber på et fleksjob, men det er meget svært at få sådan et, og under alle omstændigheder forudsætter det nok et “ressourceforløb” og en arbejdsprøvning. Jeg har prøvet at sætte mig lidt i tingene på socialjura.dk, men det er fuldstændig uoverskueligt, så det har jeg opgivet.

Der er kommet indkaldelse fra Hvidovre Kommune om opfølgning på sygedagpengene. Mødet er den 15. august, og jeg vil medbringe en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, for jeg føler mig ikke i stand til at varetage min egen sag. Derudover hører fire ører bedre end to, og dertil kommer, at jeg p.t. har en hukommelse som en si. Det er en del af sygdommen.

På den positive side

Noget af det positive er, at jeg kan holde koncentrationen igen, at jeg får besvaret e-mails og nu også får skrevet en blogpost. Det med koncentrationen går på, at jeg kan sidde og transskribere længere stykker tekst til kriminalhistorie.dk. Jeg kan endnu ikke være kreativ, sammenholde forskellige stykker tekst og skrive en historie sammen på baggrund af disse tekster. Det kommer vel igen?

Så vidt jeg ved – men jeg kan ikke finde det i journalen på sundhed.dk – er jeg skrevet op til det, der hedder et “pakkeforløb” under hospitalet. Pakken omfatter bl.a. psykoedukation, og noget af det, jeg gerne vil lære om, er mine manier. Jeg kan genkende manierne, når jeg får “indkøbstrang” og køber tre computere på en uge, og når jeg ikke har noget søvnbehov og sidder oppe og arbejder hele natten, men der er det jo allerede for sent. Hvilke signaler skal jeg kigge efter inden det?

Konklusion

Alt er præget af den forfærdelige uvished, men det går fremad dag for dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre det, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Forberedelserne

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Hjælp fra en uventet kant

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år.

Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; der var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; der gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var der, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Anne kom igen

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

Hold dig i live til i morgen

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Livet vandt

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.