Jeg havde ikke engang selv lagt mærke til det, men min redaktør på POV International har i mandags lagt min nyeste artikel om omkostninger til mit sygdomsforløb på nettet.
God læselyst
Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!
Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.
Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…
For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.
C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.
Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:
POV International har godtaget mine første to artikler:
Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.
Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.
Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…
Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.
Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).
Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.
Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.
God weekend.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Endelig er jeg kommet til 808. Det har været nogle lange dage i ventesalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor det jo viste sig, at der også var søde medarbejdere omend de var i fåtal, men det vidste jeg jo på forhånd.
Jeg har det som om, jeg har været på en rejse fra København til Bangkok. Der er tidsforskydning fra Hvidovre til Glostrup, og der har været mange check ins. Mange kortere og længere lægesamtaler med supersøde læger, der er gode til at lytte og tage en alvorligt, uanset hvor tåbelige ens tanker er. Det er som at komme gennem et nåleøje at blive indlagt i psykiatrien.
Jeg har været her før, måske er det 13. gang denne gang. Jeg har opgivet at tælle. Det bliver ikke ved at gå på denne måde. Perioderne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere. Jeg var her senest for fire måneder siden! Da jeg var færdigbehandlet, så fremtiden lys ud med godt fleksjob. Det har ændret sig. Der er meget, der har ændret sig i relation til arbejdsmarkedet i den mellemliggende periode.
Inden for fleksjob-verdenen findes et begreb, der kaldes arbejdsintensitet. Min er 100, men måske skal den kun være 50? I givet fald vil jeg så bare føle mig som den nederste, nederste. Hvis jeg ikke engang kan passe et fleksjob, hvad kan jeg så?
Alternativet er vel at give op og søge en førtidspension, men jeg vil jo gerne arbejde, og det har jeg gjort hele mit liv. Kan lige som ikke andet. Hvis jeg skulle gå hjemme på fuld tid, tror jeg, jeg ville blive skør – mere end jeg allerede er.
På den anden side møder jeg jo mange mennesker, der har førtidspension og grundliggende har et ganske udmærket liv, hvis det ikke var for deres psykiske sårbarhed. Jeg ville ikke have problemer med at fylde tiden ud; jeg kan altid rode med min computer, der er mange ting i det nye København, jeg aldrig har set, jeg har tre nære venner osv., men der ville være en stor tomhed i mig: den plads som arbejdet altid har fyldt ud. Her tror jeg såmænd, jeg er lige som alle andre.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.