/i , , /af , ,

En lang rejse i psykiatrien

En lang rejse i psykiatrien

Tænk at det skulle komme så vidt

En lang rejse i psykiatrien

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Det er lykkedes

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre.

Endelig er jeg kommet til 808. Det har været nogle lange dage i ventesalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor det jo viste sig, at der også var søde medarbejdere omend de var i fåtal, men det vidste jeg jo på forhånd.

Jeg har det som om, jeg har været på en rejse fra København til Bangkok. Der er tidsforskydning fra Hvidovre til Glostrup, og der har været mange check ins. Mange kortere og længere lægesamtaler med supersøde læger, der er gode til at lytte og tage en alvorligt, uanset hvor tåbelige ens tanker er. Det er som at komme gennem et nåleøje at blive indlagt i psykiatrien.

808: her er jeg tryg, da jeg har været her mange gange

Jeg har været her før, måske er det 13. gang denne gang. Jeg har opgivet at tælle. Det bliver ikke ved at gå på denne måde. Perioderne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere. Jeg var her senest for fire måneder siden! Da jeg var færdigbehandlet, så fremtiden lys ud med godt fleksjob. Det har ændret sig. Der er meget, der har ændret sig i relation til arbejdsmarkedet i den mellemliggende periode.

Inden for fleksjob-verdenen findes et begreb, der kaldes arbejdsintensitet. Min er 100, men måske skal den kun være 50? I givet fald vil jeg så bare føle mig som den nederste, nederste. Hvis jeg ikke engang kan passe et fleksjob, hvad kan jeg så?

Skulle jeg i stedet søge førtidspension?

Alternativet er vel at give op og søge en førtidspension, men jeg vil jo gerne arbejde, og det har jeg gjort hele mit liv. Kan lige som ikke andet. Hvis jeg skulle gå hjemme på fuld tid, tror jeg, jeg ville blive skør – mere end jeg allerede er.

På den anden side møder jeg jo mange mennesker, der har førtidspension og grundliggende har et ganske udmærket liv, hvis det ikke var for deres psykiske sårbarhed. Jeg ville ikke have problemer med at fylde tiden ud; jeg kan altid rode med min computer, der er mange ting i det nye København, jeg aldrig har set, jeg har tre nære venner osv., men der ville være en stor tomhed i mig: den plads som arbejdet altid har fyldt ud. Her tror jeg såmænd, jeg er lige som alle andre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hukommelsen har det alligevel ikke godt

Hukommelsen har det alligevel ikke godt

Nu gik det lige så godt

Jeg har i lang tid gået og tænkt, at det gik rigtig godt fremad med hukommelsen. Jeg kan nu eksempelvis se TV avisen 18:30 og spændende dokumentarer på op til 45 minutter. Hvis noget er kedeligt fiser hjernen af efter ingen tid, og jeg gider end ikke anstrenge mig for at følge med, for jeg ved, jeg ikke får noget ud af det. Det er nu nok ikke et spørgsmål om hukommelse men om koncentrationen, men kognitionen hænger jo tæt sammen.

Jeg har stille og roligt formået at træne hjernen op, og det er jeg virkelig glad for. Den tidligere situation var jo helt uholdbar.

Jeg er blevet god til de kompenserende strategier og er flittig med pen og notesblok. Det går dog ikke godt med ansigtsgenkendelsen, fordi jeg ikke kan lide at bruge den kompenserende strategi, der hører til her: tage et billede af folk og så give filen personens navn.  Jeg kan ikke overskride den barriere, det er at spørge, om jeg må tage et billede.

Og så væltede læsset (lidt)

Jeg sad på arbejdet og skulle genskabe en side, som jeg desværre havde overset at tage skærmdumps af, hvilket jeg heller ikke ved, hvordan kunne ske, når det var en opgave – og opgaverne skriver jeg jo ned for ikke at overse noget.

Jeg mener ikke, jeg nogensinde har set den side før, men chefen siger, at vi har lavet den sammen. Jeg husker absolut intet af det. Og det jeg “genskabte” efter anvisninger vakte heller ingen genklang overhovedet. Jeg mener: jeg ville da kunne genkalde mig et et eller andet, hvis jeg havde set det før. Så dårlig er min hukommelse da ikke.

Det var sørme en ubehagelig oplevelse, der kun alt for godt minder mig om dengang, der var huller i hukommelsen på to eller fire uger. Det er bare svært at sige til chefen, at det er ham, der tager fejl.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.