Hukommelse

Måske har jeg skrevet alt det følgende før, men det kan jeg så ikke huske, og så må I bære over eller lade være at læse det!

Jeg glæder mig dagligt over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har en resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og arbejdsopgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt.

Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration og hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.

Koncentration: Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TVA. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.

Den gode og kloge læge i DPC siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.

Hukommelse: Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg faktisk ikke lyst til.

Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev så til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.

Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer 🙂 Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.

Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.

Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.

Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.

Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.

Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er da alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling. Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere. En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfullness ville være en god idé. Mindfullness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem.

Min kontaktperson i DPC vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.

Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.

14 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      En speciallæge har konkluderet, at jeg formentlig har haft sygdommen siden min ungdom, men det har jeg ikke mærket noget til. Jeg kan fint huske min barndom og ungdom – især årene på kollegiet i 80’erne. Der er ikke tale om andet end almindelig glemsel, og om at ingen mennesker kan huske alle mulige detaljer. Det hører bare til under normalitetsbegrebet.

      Sygdommen brød først ud i 2003 med den første rigtige depression. Op igennem nullerne gik jeg jo primært på arbejde, og der er det selvfølgelig svært at skelne den ene dag fra den anden.

      Det første, som jeg kan pinpointe, er indflytningen i 2007, som er væk. Og alt der findes derefter er vist også væk – men det kan jeg jo ikke huske 🙂

      Svar
  1. Donald
    Donald says:

    Men hukommelse, erindring er noget underligt noget. Hvis man fx. har en erindring, som er fyldt med skam eller flovhed, så bliver man flov igen hvis man tænker på den.

    Man kan kun tænke på en ting ad gangen, bevidstheden er som en projektør på noget, og hvis vi ser indad, glemmer vi hvad vi ser udad. Eks.: Jeg har somme tider et computerproblem, som jeg tænker på når jeg går tur. Så kan jeg pludselig tage mig i at spørge: Hvor er jeg? – Eller i mindre grelle tilfælde: Hvad tænkte jeg på, da jeg passerede Strandbjerggård? 🙂

    Men så er det jo det kan blive en rundtosset tur: Hvad tænkte jeg på den gang, jeg prøvede på at huske, at jeg prøvede på at huske osv.osv.

    Når jeg spiller klaver, prøver jeg at koncentrere mig om det stykke jeg spiller, men pludselig kan der melde sig en (ubehagelig) erindring om dengang jeg sagde noget dumt eller lign. – Så er det godt at have en modvægt, og det er godt at lytte, kigge, iagttage NUET og den musik man spiller lige nu (eller den mad man laver, det sted man træder, det bogstav man skriver).

    Men det hjælper jo ikke meget på hukommelsen!

    Kender du til hukommelsestræning og selv-terapi? En studiekammerat ville være erhvervs-psykolog og teambuilding var nyt, “sensi”(tivitets-)træning var nyt. Man sætter sig sammen og lader et spørgsmål gå rundt “Hvad var det bedste øjeblik du havde i år” eller “hvad var det værste du har oplevet i firmaet, husk ikke at fortælle noget inkriminerende eller noget, som er rigtig slemt!” – det sagde han faktisk. Det var morsomt.

    Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Der er ting, jeg er fabelagtigt god til at huske, og andre, hvor jeg er en katastrofe. Til det sidste hører fx navne og ansigter på gamle bekendte/klassekammerater, hvor jeg er helt blank, når de hilser overstrømmende i Brugsen, eller hvor det nu sker.

    Mit forslag er at føre dagbog. Sådan en god gammeldags en på digital form, hvor du kan søge på dato og nøgleord. Fra min egen andedam kan jeg nævne, at hvis jeg ikke havde skrevet rejsebeskrivelser, ville meget i dag have fortonet sig i mørke. Det samme må gælde dagligdags ting for dit vedkommende.

    Nedfæld det, mens det er frisk i hukommelsen, hvis du altså hat energien til det – det er din mentale “backup”.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Backup: Pudsigt nok var en dagbog/en logbog noget af det, CSV anbefalede, og jeg førte pligtskyldigt bogen/filen i fem måneder, men jeg havnede med at anseeligt antal sider i Word, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med. Jeg skrev ikke så meget, men møder/arbejde og tider i én kolonne, positive ting i en anden og “mestring” i den sidste. Det var mest stikord. Den ligger sikkert stadig i papirkurven. Det kunne da være, jeg skulle give det et forsøg mere.

      Så kender du ubehaget ved ikke at ane, hvem folk er! For mit vedkommende er der folk i menighedsrådet, som jeg ikke kan huske navnet på. Vi har siddet der i hhv. fire og otte år! Den almindelige menighed: der gør det ikke så meget, at jeg ikke kan huske navne og ansigter, men jeg synes ikke, det er så rart at skulle spørge for femte gang…

      Svar
  3. Gitte M
    Gitte M says:

    Åh kære Hanne
    Jeg forstår dig så godt. Jeg husker dig, men også for mig er det meste af sidste sommer gået i glemsel, da jeg jo samtidig fik ECT! Og netop det med at man simpelthen ikke kan få klokkerne til at ringe, selvom man ser eller oplever sted og personer igen fra den periode. Selvfølglis -som vi skrev om den anden dag – så fik du ret mange ECt over de to år, og det gør meget ved hukommelsen, men det er ret bemærkelsesværdigt, hvis det også kan komme af den bipolare lidelse i sig selv!
    jeg ved, at det er nogle meget svære og hårde ting, du stadig kæmper med pga. din sygdom, men jeg synes godt nok, at du er sej og er kommet langt på din vej til recovery med et liv med god mening for dig, som jeg fornemmer det!
    Kh Gitte (fra Facebook og fra psyk. Sidste sommer ;-))

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Gitte

      Først og fremmest: velkommen til min blog, og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du skriver her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg er glad for, at du husker mig, og ked af af jeg ikke husker dig. Du kender jo så det med, at tingene bare forsvinder ud i glemslen, og alt til hvor ubehageligt, det er.

      Jeg har set på din profil på FB flere gange. Jeg kan ikke få klokkerne til at ringe. Jeg har fået ca. 50 ECT-behandlinger, og det er jeg glad for, ellers havde jeg været død, tror jeg. Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen på PCH siger, at eftervirkningerne vil være gået over efter tre måneder, og det skal retfærdigvis siges, at jeg jo endnu aldrig er nået til de tre måneder, det vil først ske i slutningen af juli i år. Jeg synes bare selv, at det er så massivt, og omfatter så mange år – jeg kan nu tidsfæste det tilbage til 2007 (det med ledningerne, der er hængt så pænt op) – at jeg ikke tror på det længere. Hvis DPC kan komme med en mirakelkur, der vel at mærke virker, vil jeg være lykkelig.

      Ja sygdommen i sig selv kan give alvorlige kognitive problemer. Det fik jeg forkklaret første gang af en speciallæge, der skulle lave en erklæring til kommunen. Hun var rigtig grundig og virkelig god. Hende spurgte jeg om det med hukommelsen, og så forklarede hun det for mig.

      Ja du har ret i at der er mange ting, der går godt, og det er jeg meget, meget glad for. Og jeg tænker, at det nu drejer sig om at skabe et godt liv på de præmisser, jeg nu har. Efter det jeg har læst om Recovery, kan jeg godt se, at det vel er det, der foregår, men jeg synes alligevel Recovery er sådan lidt “hokus pokus” som jeg ikke rigtig kan forholde mig til.

      Kh. Hanne (808 🙂 )

      Svar
  4. Den stille pige
    Den stille pige says:

    Jeg kan godt forstå, at der er meget ubehageligt, når der er problemer med koncentrationen og hukommelsen.

    Lægen i DPC kan jo have ret i, at der ikke er mere koncentration tilbage efter en dag på jobbet, hvor du har brugt dig selv rigeligt.

    Problemerne kan jo have noget med de mange ECT-behandlinger at gøre, men hvis du mener, at problemerne faktisk er opstået FØR disse, så kan det tænkes, at der er noget (andet) i vejen. Stress giver fx koncentrations- og hukommelsesproblemer.

    Jeg ved ikke, om du har talt med egen læge eller lægen i DPC, om problemerne KUNNE skyldes andet end bivirkninger af ETC – og stress? Tiden frem til, hvor du blev bevilget fleksjob, var jo ret stressende for dig, fordi det var en periode med stor uvished.

    Nu løser du jo ret komplicerede opgaver på jobbet, så man kan vel godt udelukke evt. demens eller Alzheimers?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Den stille pige

      Som skrevet: Jeg kan “dokumentere” via en gl. gemt mail til SIND, at problemerne opstod før nogensomhelst ECT-behandling. ECT har selvfølgelig ikke ligefrem mindsket problemet. Ja alle ved, at stress og depression kan give hukommelsesproblemer. Man ved også fra forskning, at bipolar lidelse i sig selv kan medføre dette. Jeg synes bare, at det er meget massivt, og det synes Gitte nok også, siden hun vil tage det op. Jeg har ikke været stresset i den periode, bortset fra den stress der selvfølgelig følger med, når man ikke ved, hvad man skal leve af, og hvor man skal bo. Altså hvad er livsgrundlaget? Og det stod på i de omtalte to år.

      Demens eller Alzheimers: jeg tror, man kan se den slags ved MR-skanning af hjernen, men jeg ved det ikke positivt. Een eneste dag, har jeg været bange for demens. Det skyldtes, at jeg ikke kunne sove om natten, og stod op for at lave en kop kaffe – jeg kunne bare ikke huske, hvordan man lavede kaffe. Det var meget skræmmende, men jeg har som sagt kun oplevet det en gang, så jeg mener, det kan udelukkes.

      Skanningen i 2015 viste ingen forandringer i hjernen, og det regner jeg heller ikke med, at den gør i år. For en gangs skyld er jeg ikke bekymret 🙂

      Svar
  5. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Depression i sig selv kan også skade både hukommelsen og koncentrationsevnen. Jeg har selv “huller” i min hukommelse, og intet kan få de huller til at forsvinde. Jeg kan få begivenheder genfortalt, hvor jeg simpelt hen ikke kan huske, at jeg har været med, ej heller oplever jeg nogen genkendelse, når jeg får det genfortalt i detaljer. Jeg må bare være taknemmelig for, at det ikke er værre end tilfældet er, og heldigvis ikke bare i nærheden af 2 år.
    Jeg kan til gengæld glæde mig over, at min hukommelse fra de senere år, hvor jeg ikke har været klinisk deprimeret, hænger meget godt sammen.
    Jeg håber, at du får en lignende oplevelse af sammenhæng, efterhånden som tiden går. Det giver ikke meget mening at ville give ECT skylden. Dels kan den ikke gøres ugjort, dels var det efter dine lægers mening den eneste effektive behandling.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du har selvfølgelig helt ret i, at depression kan give kognitive vanskeligheder. Ja du skal være rigtig glad for, at dine “huller” ikke er så store. Glæd dig over det! Vores “huller” er nøjagtig ens, og jeg forstår til fulde, hvad du skriver. Og det er godt, at du nu føler, at det hænger sammen.

      Jeg har opgivet håbet om, at det kan blive bedre. Som skrevet ville jeg bare så gerne kunne trække en streg sandet, og så sige pyt med fortiden (selvom det heller ikke er nemt) og så lige som danne et nyt nulpunkt, og så se fremad derfra. Problemet er bare, at det stadig er der, fx mit eksempel med egen læge og kalenderen.

      ECT: Den første serie var efter mit eget ønske, men lægerne var enige. Havde det ikke været for ECT, havde jeg ikke været i live nu. Det er en hurtig, effektiv og skånsom behandling til de sværeste tilfælde. ECT virker med det samme (jeg har altid kunnet mærke det allerede dagen efter) i modsætning til al mulig medicin, der typisk først har virkning efter 6 – 8 uger. Af og til har man bare ikke 6 – 8 uger at gi’ af, hvis du forstår.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *