,

Angst for ECT 1

Angst for ECT 1

Pludseligt opstået angst

Angst for ECT 1

Jeg har været til ECT i dag, og jeg er dybt taknemmelig for behandlingstilbuddet – og dets effekt. Ikke mere “parkinsonisme” til mig tak. Og kan jeg slippe for flere depressioner og manier, vil jeg også være taknemmelig.

De seneste to gange er der bare indtruffet noget mærkeligt:

  • Resten af dagen er jeg helt flad og sover flere timer om eftermiddagen, når jeg kommer hjem, og kan stadig fint falde i søvn om aftenen.
  • Jeg er bange i de (milli-)sekunder, der går, inden bedøvelsen virker. Jeg er bange for at mærke strømmen til hjernen, selvom jeg ikke ved, hvordan det vil føles. Det er en helt irrationel angst.

Jeg har talt med dem om trætheden, og der siger de, at det er naturligt, eftersom kroppen er i en voldsom anspændelse, de få minutter (2- 2½) behandlingen varer. Jeg synes bare ikke, jeg husker det fra tidligere, men det har de selvfølgelig ret i, og de har forstand på den slags.

Nåh men pyt jeg kan sove resten af dagen og natten; det betyder ikke noget. Nu ved jeg bare, jeg ikke skal lave andre aftaler hver tredje mandag.

Det er værre med angsten. Jeg forstår ikke, hvor den kommer fra her efter minimum 70 behandlinger. Jeg plejer at lægge mig roligt på lejet, lade dem gøre, hvad de nu skal på hver sin side af mig, trække vejret dybt i masken, og vente på de fantastiske millisekunder, hvor jeg svæver væk.

Nu må sygeplejersken Ann Jeanet holde mig i hånden, til jeg sover, og hun er så sød at gøre det. Det er en stor hjælp.

I mens jeg ventede på, at det blev min tur, man skal møde ca. en time før mhp. helbredscheck, fortalte jeg dem om min frygt, og de skaffede noget beroligende, som jeg ikke lige kan huske navnet på, men som også hjalp lidt. Det er bare begrænset, hvad de kan give, når behandlingen skal virke.

“Forstukne årer”

Åh for pokker hvor gjorde det ondt, da de skulle lægge droppet i dag. De har snart så stukket på min venstre håndryg, at det hele er groet sammen, og de ikke kan stikke. Jeg bander normalt ikke, men jeg kom alligevel til det; men undskyldte mig med at det gjorde pokkers ondt.

God nat!

Mine personlige erfaringer med ECT.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, , ,

Jeg vil så gerne have en servicekat

Jeg vil så gerne have en servicekat

Analogi

Jeg vil så gerne have en servicekat

Anette skriver så ofte om, hvor vigtig hendes hund Zorro er for hende. Zorro er en servicehund.

I lang tid har jeg gået og tænkt på, om der ikke kunne findes en “servicekat”? I min lejekontrakt står der klart og tydeligt, at jeg ikke må holde husdyr, men hvad nu hvis jeg kunne dokumentere, at jeg havde behov for en “servicekat”?

Fra hund til kat

Fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013):

Der er således tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at man har ret til at holde et servicedyr i strid med en husorden, der forbyder dyrehold:

1. Der skal være tale om en vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse

2. Den handicappede skal være afhængig af et servicedyr og

3. Hunden skal være specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for den handicappede Som det fremgår af pkt. 3 ovenfor, skal hunden være specielt trænet til at udføre en eller flere nytte-opgaver for den handicappede.

Jeg har ordet i min magt. Jeg kan argumentere – især på skrift

Ja det handler om hund og ikke kat, men jeg føler mig overbevist om, at jeg kan argumentere for nytten af en kat:

  1. Jeg vil så gerne have en lille kat.
  2. Det ville give mig en at komme hjem til,
  3. En at snakke med, og
  4. En at være noget for.
  5. Det kunne samlet set reducere min ensomhed.

Nu skriver jeg til min fleksjobkonsulent i Hvidovre Kommune i sikker forvisning om, at han vil hjælpe mig videre til den rette instans. Han plejer at være utrolig sød. Selv ved jeg ikke lige, hvor jeg skal henvende mig.

Måske ender jeg med en “servicekat”. Det ville gøre mig tæt på lykkelig.

Jeg vil så gerne have en servicekat


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Aktiv Patientstøtte

Aktiv Patientstøtte

Ren manipulation

Det er hårde ord. Jeg ved det godt, men de er fuldt ud berettigede, og jeg vil gerne advare andre patienter mod foretagendet, hvis de vel at mærke har andre støttepersoner i det professionelle netværk.

Mangler man et netværk til at yde støtte, er Aktiv Patientstøtte muligvis et udmærket valg.

Hvad det går ud på i Region Hovedstaden:

Af Aktiv Patientstøttes hjemmesides forside fremgår:


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, , , ,

Identitet

Identitet

Så nyt med ny identitet!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Jeg arbejder på at acceptere min nye identitet

Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte’, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’
    • Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser.
    • Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve-sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu, hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Faktisk lavede jeg også andet end at gå på arbejde

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan stadig se det her.

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv og med en ny identitet

Jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til, at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.