/8 Kommentarer/i , /af ,

Bange for ECT

Bange for ECT

Det er regulær dødsangst

Bange for ECT.

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Det vil sige, de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

CSS – lærer det aldrig

CSS - lærer det aldrig - og hjerne

Hjernen er ikke, hvad den var!

Jeg kan ikke lære at kode CSS

For pokker hvor er det træls! Hjernen er ikke, hvad den var. Jeg mærker det, når jeg ikke kan huske, men det har jeg accepteret og fundet strategier til at imødegå, men det er svært, når jeg prøver at lære noget nyt fx. CSS, som er en måde at få hjemmesiden til at se ud, som jeg nu vil have det. Man kan komme langt med “Træk og slip”, men af og til er det nødvendigt at kunne skrive noget kode selv. Det gør en fri, hvis man kan selv.

Jeg prøver at bruge alle de “selvstudier” (“tutorials”), der ligger på nettet,  men det går ikke særlig godt, og det tager mig timevis at nå selv små resultater. Jeg har svært ved at forstå selv korte “beskeder”, og jeg skal se dem adskillige gange, før de giver rigtig mening. Det er træls, og jeg føler mig dum. Jeg køber mig i stedet til CSS hos Michael Storm fra Designunivers. Ham kan man stole på; han er både dygtig og hurtig.

Jeg er klar over, at jeg ikke er blevet rigtig dum af at blive syg; på den anden side er jeg klar over, at jeg engang var kvikkere. Jeg kan se på mit Curriculum inden jeg blev syg og tænke, at det beskriver en “datid”, og sådan er det. Det er i datid. Jeg ville aldrig nogensinde kunne hamle op med de samme jobs igen. Det skal jeg gudskelov heller ikke. Der er en grund, eller flere, til at jeg har fået pension.

Jeg savner ikke det liv, der er beskrevet i mit CV, for jeg har det langt bedre nu, hvor jeg beskæftiger mig med det, jeg synes er sjovt, alle mine vågne timer. Jeg nyder hvert et sekund. Væk er angsten for ikke at slå til selv i det mindste fleksjob. Men jeg kan naturligvis savne at have det mentale overblik, der gjorde, at jeg var i stand til at lære fx CSS eller en anden form for programmering.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

ECT og Hokus pokus

Angst for ECT 1

Angsten for ECT

Det fylder meget for mig med angsten for ECT, så jeg måtte tage det op med psykologen endnu engang. Normalt er det sådan, at har jeg forstået et eller andet, behøver vi ikke tale om det igen. Så er det, som det er. Jeg er “hjernestyret” og behøver ikke flere guidelines, når jeg først har forstået det.

Og jo – jeg har forstået, at jeg nu endelig har fået et liv, jeg er umådeligt bange for at miste, og derfor er jeg bange for ikke at vågne op af narkosen hver tredje mandag. Regulær dødsangst efter så mange år med regulære dødsønsker. Det ved man da, hvad er. Jeg går og tænker, at jeg håber at få 30 år endnu delvist på det offentliges regning. Flinke folk – og selvfølgelig delvist på min pensionskasses regning. Jeg bliver sikkert fattig som en kirkerotte, når jeg bliver folkepensionist om 11 år, men dels sparer jeg op til det, dels er der ingen, der siger, jeg lever så længe. Det går nok endda. Jeg håber bare at overleve så længe.

Professor og overlæge Poul Videbech

Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning er ledet af professor og overlæge Poul Videbech. I sin forskning har Videbech fokus på særligt de svære depressioner. Ved hjælp af MR-scanninger samt neuropsykiatriske og psykologiske metoder forsker han i, hvordan behandlingsformerne mod depressioner kan individualiseres og forbedres.

Poul Videbech har skrevet meget om ECT, og han er formentlig den person i Danmark, der ved mest om behandlingen. Især denne artikel er vigtig at læse, hvis du vil vide noget om ECT.

Og så til “hokus pokus”

PsykologDet første billede af Jørgen Stegemüller og Hanne B. Stegemülleren har altid respekteret, at jeg fx ikke var til tegne-/maleterapi, uanset hun også er uddannet noget, der hedder “kunstterapeut” (jeg ved ikke helt, hvad det går ud på). Jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Det har hun respekteret. Hun har siden februar 2015 respekteret, at jeg er lidt sær, men har været med på at opbygge en tillidsfuld relation alligevel. Hun har altid respekteret, at jeg bare er en “tænketype”.

At hun har respekteret mig gør også, at jeg respekterer hende! Den slags er som hovedregel gensidigt. Efter seks år er jeg klar til at lytte:

Det er lidt “hokus pokus” men jeg vil printe det bedste billede ud af min far inden næste ECT. Jeg vil lægge billedet på mit bryst, inden jeg sover ind, mens sygeplejersken holder mig i hånden. Han var den eneste voksne, der forstod den, jeg var/er.

Skulle det forfærdelige indtræffe, at jeg ikke vågner op igen, mødes jeg måske med ham igen, der hvor han nu end er, og det vil jeg gerne.

Er der mere efter dette?

Nej selvfølgelig er der ikke mere efter dette. Det tror jeg såmænd ikke helt. Vi spises sikkert bare op af ormene, men jeg finder alligevel en form for trøst i tanken om, at vi skal mødes med nogen, vi havde kær. Jeg vil gerne mødes med min far. Derfor tager jeg et billede med af ham. Jeg har mange billeder af ham, men jeg tager det bedste, hvor jeg ser ham som voksent menneske. Billedet af den mand jeg husker.

At det ikke bare er slut, og at der er et eller andet efter det jordiske liv, kan jeg godt lide. Selvom jeg definerer mig som kristen, tror jeg ikke på noget så fjollet som et himmerige med englebasser mv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Selvmord: Interessant webinar

Selvmord: Interessant webinardr.dk

Coronatidens omvendte perspektiv

Jeg har skrevet om selvmord før. Det kan jeg da huske. Corona er under alle omstændigheder noget skidt og lo** – men der er også positive aspekter: fx de mange fantastiske webinarer, der er udsprunget af, at vi må mødes online i stedet for fysisk. Nu kan man sidde hjemme bag skærmen og blive meget klogere, end man var før. Og det er måske ikke så meget, kan man sige…

Selvmord: Interessant webinar med bl.a. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

I dag deltog jeg i et webinar arrangeret af PsykInfo i RegionH kl. 15:00 – 17:00. Det handlede om selvmord og selvmordstanker. De havde inviteret alle pingerne, fx Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København, der virkelig ved noget om selvmord eller forsøg på det. I dag er det “Forskningens Døgn”, så der var også spændende forskere med.

600 for mange

Der er ca. 600 årlige fuldbyrdede selvmord årligt i Danmark om året. Sådan har det været ca. siden 1982, hvor tallet var noget større.

Antallet af forsøg er større, men det er uklart, hvor mange der er. Her er mørketallet stort.

Mørketallet – min erfaring

Jeg kan, som så meget andet på psykiatriens område, bidrage med erfaring, hvis nogen skulle interessere sig for det.

Efter mit eget suicidalforsøg den 3. januar 2006 kom jeg til psykiatrisk skadetue i Glostrup. En læge bad mig love, at jeg ikke ville forsøge endnu engang. Det kunne jeg naturligvis ikke love. Jeg var jo skuffet over, at mit forsøg ikke var lykkedes, så selvfølgelig var jeg mere end klar på at prøve igen. Vi talte fuldstændig fordi hinanden. Det har jeg tit tænkt på siden. Nuvel, der er gået 15 år, og det er lang tid, og måske har psykiatrien udviklet sig – og det har jeg sikkert også? Det håber jeg. Under alle omstændigheder bidrog min historie til mørketallet.

Det er slet ikke så nemt

Mange mennesker tror, at hvis man går med de frygtelige tanker, men alligevel overlever, er det fordi, man er en kylling og ikke tør handle.

Jeg kan kun sige, at sådan er det ikke. Overlever man, er det fordi, det er enormt svært at finde måder at tage livet af sig selv på. Og er man i krise, og det er man, når man går med de tanker, så er man slet ikke så “kreativ”, som det er nødvendigt. Det er faktisk ikke let at finde måder at “dø for egen hånd”. Kan man finde et sted at købe rebet, hvor hænger man det så op? Hvordan skaffer man et tilstrækkeligt antal sovepiller? Kan jeg ramme præcist nok ned i årerne på venstre underarm med min asiatiske, bredbladede kødøkse? Hvordan finder man en færge, der sejler en frostklar vinternat osv.?

Der er, siden starten af 80’erne, indført så mange restriktioner, at det, der kunne virke førhen, ikke findes længere: fx tilstrækkeligt mange farlige gasser i udstødningsgasserne fra bilerne og farlige giftstoffer i barbituraterne. Dette var jeg ikke klar over før dagens webinar.

Har man aldrig haft de tanker, er det forståeligt, at de er uforståelige, og det er derfor, jeg prøver at sætte dagligdags ord på tankerne. Du må gerne tage dig til hovedet; jeg kan alligevel ikke se det. Det er helt okay.

Har man ikke prøvet det

Kender man ikke til tankerne, er det garanteret svært at forstå, hvordan det føles hver dag at vågne op og spørge sig selv “Skal det være i dag?” Hvordan håndterer man en dagligdag, hvor alt i og for sig er gjort parat, inkl. det byretspåtegnede testamente? Jeg kan kun sige, det er svært. Kort sagt: Skuffelsen over hvert et åndedrag og hver en opvågnen.

Dagens webinar havde fokus på mennesker med bipolar affektiv sindslidelse, fordi antallet af selvmord der er særdeles højt. Det er en alvorlig sygdom, og kommer man ud på den anden side, skal man være glad – og det er jeg! Jeg er glad hvert eneste sekund for tiden. Og jeg håber, det må fortsætte. Hvor jeg før ønskede at gøre en ende på det hele, ønsker jeg nu at få mindst 30 gode år oven i hatten.

Ak ja – sådan kan livet vende; jeg forstår, hvis du ikke forstår det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.