Forbrugerisme
Af og til hjælper det at forbruge
Det er slet ikke så let at komme hjem igen. Selvfølgelig elsker jeg mit hjem og mine ejendele, men det føles så tomt, når man har været sammen med de andre i en måned. Jeg har lært to meget søde kvinder at kende, og vi skal ses, når de også bliver udskrevet.
Man stiller tasken midt på gulvet og hvad så? Tasken stod der uåbnet i tre dage.
Der er ting, der trænger til at blive gjort, men jeg kan ikke tage mig sammen til det. Jeg lægger mig under kugledynen, selvom den er alt for varm p.t., og selvom det er midt om dagen. Jeg sover ikke midt om dagen, men alligevel vågnede jeg kl. 03:30 i morges. Da klokken var 05:18 ringede jeg lettere panisk til afsnit 808, men fik fat i en af de helt unge sygeplejersker, der ikke stillede et eneste spørgsmål om fx, hvorfor jeg overhovedet ringede. Sover jeg ikke igennem i nat ringer jeg igen, og taler med min favoritkontaktperson. Hun vil kunne tale mig ‘ned’.
Jeg burde kende det hele, for jeg har prøvet det 13-14 gange før.
Allerede i går bestilte jeg tid til frisøren og til fodterapeuten, så der var noget jeg skulle. Sidste år gik mine sandaler i stykker på hospitalet, og jeg fik ikke købt nye i 2019. Det har været en varm tid i lukkede sko… I dag fik jeg købt et par lækre nye sandaler af mærket Columbia.
Som prikken over i’et gik jeg på Torvecaféen og spiste dagens ret ledsaget af en Grimberger Blonde og som dessert en dobbelt espresso med et stort glas vand til.
Det går allerede bedre.
