/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Tirsdag den 17. august 2021: Jeg har ikke haft internetforbindelse siden kl. ca. 15:03, hvor den sidste mail tikkede ind. Jeg har været helt elendig og næsten afskåret fra omverden. Elendig service fra YouSee., som jeg prøvede at ringe til. Fem gange fortalte de mig, at jeg skulle vælge et andet netværk på PCen, men jeg har ikke andre netværk end det kablede – og havde jeg haft det, havde jeg nok selv fundet ud af at trykke på ikonet.

Kort efter samtalen kom der besked om, at der var tale om en generel fejl. At de først rykker ud for at fejlsøge og reparere dagen efter er ganske enkelt ikke godt nok.

Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg aldrig har oplevet det før i de snart 14 år, jeg har boet her. Et kabel kan vel knække for selv den bedste?

Og så til sagen

Uanset det næsten er en heldagsudflugt at komme til Holbæk og retur, når man skal med bus i begge ender, var det fantastisk at se psykologen igen. Hun kan altså noget, og hun har en fremragende hukommelse.

Årsagen til rejsen til Holbæk var angsten for at dø, der stadig rumsterer og især gør væsen af sig hver tredje mandag til ECT, skønt jeg jo må tro på, at der aldrig er nogen, der ikke er vågnet op igen. Sidst var det så galt, de var på grænsen til ikke at ville bedøve mig, fordi blodtrykket var alt for højt.

Når man er så bange for døden, kan det være fordi, man er bange for, man fik for lidt ud af livet (”Om lidt blir her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?”). Er jeg klar, eller er jeg ikke klar? Jeg er bange for at ligge et eller andet sted, (de fleste ligger vel ned?) og vide, at der en halv til en hel time tilbage, og tænke, at jeg forvaltede mine år forkert, at jeg så at sige ikke satte noget aftryk og fx ikke havde haft betydning for nogen. Man har kun én chance.

Letkøbt kan man sige, at det så kunne handle om mangel på relationer – jeg hopper bare ikke på det. Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så stort et behov for dem.

Det bliver en proces

Psykologen kan, selvom hun er dygtig, ikke servere løsningen for mig, hvilket jeg heller ikke forventer. Hun kan derimod vende op og ned på mine tanker. Hun kender indgående til min tænkning og er ikke bange for at udfordre mig. Det er umådelig godt, og jeg profiterer af at have kendt hende i årevis.

Hvis det bare drejede sig om, at jeg skulle tænke mig om, kunne jeg spare både rejsen og gebyret, for jeg har vendt og drejet dødsangsten inde i hovedet i mange uger, og så havde jeg nok selv fundet et svar.

Hun tegnede en grovskitse over mit hidtidige liv. Den var faktisk god med de vigtigste milepæle.

Opgaven, jeg glæder mig til at gå i gang med, er at lave en mere detaljeret tidslinje, hvor jeg på en eller anden måde får skabt et meget mere nuanceret billede af hele mit liv med de op- og nedture, der hører til alle menneskers liv.

Eksempler: Jeg plejer at sige, at fra 1990, til jeg i 2013 blev fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, mærkede jeg ikke mig selv og plejede udelukkende karrieren. Det er bare ikke hele sandheden. Her er nogle håndgribelige eksempler:

  1. Jeg var en endog meget aktiv roer fra sommeren 1990 til hen på foråret 1992, hvor et bedre job trak i mig. Roningen medførte mange relationer, men det blev for klemt at sidde i en toer eller firer med styrmand. Retrospektivt er det forståeligt.
  2. I februar 2003 (helt præcist den 3.) begyndte jeg at slægtsforske og investerede mange nætter og alle fridage i det vist nok indtil 2013. Det medførte et stort netværk med andre engagerede mennesker og store projekter (fx digitalisering af samtlige gravsten i Danmark og digitalisering af 325.000 håndskrevne sedler i et samarbejde mellem 35 frivillige og Rigsarkivet), mange nyder godt af den dag i dag.
  3. I 2009 havde jeg en tæt relation.

Jeg havde taget fat på opgaven allerede tirsdag aften, hvis jeg ellers havde kunnet komme på nettet og hente en skabelon til at lave tidslinjer i PowerPoint. Jeg vil begynde i god tid for at få flest mulige facetter med. Når jeg arbejder på ting, jeg synes er spændende og vigtige og gerne vil detaljere, er det godt at starte i god tid, fordi underbevidstheden arbejder og løbende justerer hukommelsen.

En kuvert med påskriften ”Vedr. job”

Der er ryddet op i skuffer og skabe, så der bliver mindre for viceværten at gøre. Der er vel ikke andre til at rydde op efter mig? I den forbindelse fandt jeg i en arkivkasse en kuvert med påskriften ”Vedr. job”. Den rummede blandt andet en bunke anbefalinger, som ikke var ringe. Jeg har været en okay kollega og medarbejder; det er også at sætte et aftryk, og det er også at have en form for relationer. Det har så været den form for relationer, jeg havde behov for, og en måde at løse det problem, en psykiater på skrift i 2019 har kaldt ”relationelle udfordringer”.

Bagsiden af medaljen var, at der, på vanlig statslig vis, var alt for mange ”interessetimer” knyttet til det.

Efterskrift

Forhåbentlig kan jeg offentliggøre dette på hjemmesiden i morgen onsdag efter min samtale med præsten, når YouSee en gang er kommet i arbejdstøjet.

Efterskrift 2

13:30 har jeg atter forbindelse til verden omkring mig. Så dejligt! Nu kan jeg komme i gang med tidslinjen.

 

/i , , /af , ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så må der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Om alt mellem himmel og jord

Det sker, folk, der ikke kender min hjemmeside, spørger, hvad jeg skriver om. Så er det så dejligt nemt at svare, at sidens undertitel er: “Om alt mellem himmel og jord”. Det bærer denne post præg af.

  1. Da jeg blev 25 år, og det er længe siden, fik jeg en Alfi kuglekande i stål af mine nærmeste venner. Den har holdt lige til nu dog med en enkelt udskiftning af gevindet. Men nu kan den ikke længere. Kaffen holdes ganske enkelt ikke ordentligt varm længere. Min dag starter med fire kopper kaffe, og jeg gider ikke drikke de to af dem halvkolde, så nu har jeg investeret i en ny termokande. Selvfølgelig samme slags. Den kostede spidsen af en jetjager, men holder den også 32 år, holder den længere end mig, og så er det okay, og der er fem års garanti på isoleringsfunktionen.
  2. Jeg kan næsten ikke holde ud at browse på Facebook, for jeg ser kun alle stave- og formuleringsfejl, og det bliver værre og værre. Altså det er (også) mig, der bliver værre og værre. Det er ret anstrengende. Det er en del af Aspergers Syndrom, at man har fokus på detaljer. Sådan bliver man blandt andet en god slægtsforsker.
    • Jeg undrer mig over, at folk ikke kan stave eller bare sjusker og over, at de ikke læser korrektur på egne indlæg/svar. Så mange ordblinde er der næppe.
    • Nu overfaldes jeg helt sikkert med kommentarer om, at jeg ikke selv er perfekt. Det ved jeg godt, jeg ikke er. Men jeg gør mig i det mindste umage; bedre kan man ikke gøre det.
  3. Eric kalder det “Sproglig biksemad”, og det betyder nærmest et rodsammen af typisk engelsk og dansk. Jeg faldt over en side, der tilbød “outdoor-aktiviteter”. Heldigvis var der en anden end mig, der spurgte: “Hvad er der nu galt med ordet “udendørs?””
  4. Jeg har været i distriktspsykiatrien fredag formiddag. Vi har talt videre om min dødsangst. Gitte er god, for hun betoner, at det nok er en almenmenneskelig problemstilling og ikke hænger sammen med, om man har den ene eller anden psykiatriske diagnose (eller flere). Fordi man har en eller flere diagnoser, er man jo ikke kun syg.
  5. Christian (lægen, der skrev epikrisen (= sammenfatningen)) skrev blandt andet: “Pt. angiver til sidst at der er tale om, at hun grundet sin bipolare diagnose muligvis skal flyttes over til et ambulant afsnit der specialiserer sig i affektive lidelser. Dette er pt. meget bekymret over da hun for første gang i mange år endelig er stabil og kan frygte at dette skift kan destabilisere hende meget. Det vurderes af ut. at det ville kunne være en destabiliserende der kan føre til, at pt. igen vil blive indlagt mere hyppigt og ad længere varighed og det håbes af ut. at det er muligt at pt. fortsat kan følges hvor hun går nu.” Det er fint, og han har forstået mig! Jeg ser bort fra alle de sproglige fejl. Jeg vil tage det op med Henrik (lægen) i DPC, når jeg i løbet af kort tid ser ham igen. Det er nok op ad bakke. Hvorfor skulle de dog give mig særbehandling, mens de overflytter alle andre affektive patienter?
  6. Jeg føler en vældig tristesse over adoptionssagens formuleringer om, at jeg, som ca. toårig, mistænkes at være “mentalt og motorisk retarderet”, hvorfor børnehjemmet “Dear Home” indlagde mig seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling. Det er jo i forhistorisk tid og helt ligegyldigt nu, men jeg kan ikke lade være at tænke på det lille barn, der ikke fik tilstrækkelig kærlighed og omsorg, og derfor lukkede sig inde i sig selv og fremstod retarderet. Heldigvis for mig var der en socialrådgiver i Mødrehjælpen, der konkluderede, at “det barn trænger til en familie efter så langt et ophold på institution.” Og det havde hun ret i. Jeg ser bare barnet for mig.
    • Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, man gør en masse for at formidle kærlighed og tryghed til det barn, man har i sin varetægt.
    • Er man ligeglad med et barn, trækker det sig ind i sig selv og lader som om, det er retarderet.
    • Nej, det er ikke fordi, jeg vil have ondt af mig selv, det er bare tanker, der dukker op.
  7. Også herhjemme har jeg netværksproblemer. Jeg er ved at blive vanvittig af det. Det har taget ca. 24 timer at skrive dette indlæg. Og jeg har ikke den ringeste forstand på netværk. Jeg har haft fat i min webhost, i Sucuri, der er udbyder af firewallen, YouSee, prøvet diverse browsere vel vidende at det ikke hjælper, indsat IP-adressen i hosts-filen, som vist nok er et lille trick, der bevirker, at forbindelsen ikke går via firewallen. Normalt har Sucuri lynhurtig support, men nu er der åbenbart gået weekend i den. Øv. Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

 

/i , /af ,

Det forekommer lidt lysere

Det forekommer lidt lysere

At sætte ord på

Det forekommer lidt lysere

Ord har styrke, ord har magt og ord har kraft (som ikke behøver være det samme som styrke). Det bedste, de kan gøre for mig på Brøndbyøstervej, er at lytte, også selvom jeg bare siger det samme som i går, og der intet nyt er under solen. Dette indlæg bliver måske også bare en gentagelse af et opslag på Facebook? Så skal du bare stoppe her. Er du ikke på Facebook, kan du læse opslaget fra Facebook sidst i denne post.

Det handler om angst

Jeg er 57 år og har endelig fået et liv, jeg sætter umådelig stor pris på, og derfor er angsten for at miste det helt naturlig. Det svarer muligvis lidt til det, folk oplever, når de har fundet deres livs kærlighed; så bliver de bange for at miste den, de endelig har mødt? Eller når de har fået børn? Ingen ønsker at miste noget dyrebart. Det er logik for burhøns.

De første 56½ år har været opad en stejl bakke. Nu forestiller jeg mig, at jeg skal have 30 gode år, så der er altså længe, til jeg udånder, og der er ingen logisk grund til at tænke mine tanker, men angst er irrationelt. Det er som om, jeg skal forklare medarbejderne det, og det forstår jeg ikke. Det burde ikke være nødvendigt.

Jeg arbejder med tankerne hos psykologen, men det er en proces, der tager tid.

Præster tør godt

Det er generelt svært for folk at tale om døden, men præster tør godt, og det oplever jeg som en befrielse. Mette, der er hospitalspræst her, og også er sognepræst i Hvidovre kirke, var forbi her i går, og det var rart. Selvom hun måske ikke har tiden, så ta’r hun sig tiden.

Hun har “passet” mig telefonisk i hele coronatiden – også selvom hun vel ikke har nogen formelle forpligtelser overfor mig, når jeg ikke er patient her længere, bortset fra at jeg jo bor i Hvidovre Sogn? Hun fortalte, at hun hellere vil have tre bisættelser end en vielse, for ved bisættelser er folk generelt mere åbne for det, en præst kan bidrage med. Ved vielserne har folk så travlt med at være lykkelige.

Endelig kunne jeg få sat ord på mine svære(ste) tanker, uden at hun straks begyndte at sige “det bliver godt igen”. Det tror jeg selvfølgelig på, blandt andet fordi det er jeg nødt til. Et godt tegn på at det ikke er helt sort.

PSI-konceptet er utrolig godt

Det har taget evigheder at skrive dette, fordi WordPress konstant meddeler, at netværksforbindelsen er mistet, uanset hvad jeg gør. Måske kommer jeg slet ikke til at udgive indlægget, mens jeg er her, men så er det skrevet, og tankerne er bevarede.

Jeg skal hjem i morgen torsdag, da jeg har nogle aftaler fredag formiddag, som jeg gerne vil overholde – blandt andet med distriktspsykiatrien. Det har været en stor hjælp at kunne trække stikket nogle dage. Da jeg fornyede kontrakten, tænkte jeg, at jeg aldrig fik brug for muligheden, og jeg så ikke indlæggelser i horisonten. Men det skulle vise sig at blive anderledes. Denne “fallback-mulighed” er rigtig god, og man kan tage tingene i opløbet i stedet for at vente på, at det går helt galt og fører til en rigtig indlæggelse på flere uger. Det er på en måde dejligt at være “kendt” i systemet. Der skal ikke så meget palaver til.

De svære tanker er der stadig, men de fylder ikke længere det hele. Da jeg kom fyldte de 120 pct.; nu fylder de omkring 30 pct. Det kan fire/fem dage gøre. Der er en udskrivelsessamtale med en læge, inden man går ud ad døren, og det er fint. Jeg har forberedt, hvad jeg vil sige og skrevet det ned, så det ikke glemmes. Og jeg har kun positive ting at sige.

Hvis du ikke er på Facebook: Opslag fra mandag den 19. juli 2021:

NÅR SPORENE SKRÆMMER – JEG MÅ TAGE ET PAR DAGE I PSI-SENGEN.

 
PSI betyder PatientStyret Indlæggelse, og baserer sig på en kontrakt, man udformer sammen med distriktspsykiatrien. Er pladsen ledig, har man “ret” til at komme og være i maks. fem dage. Herefter vurderer man sammen med en læge, om der er grund til en egl. indlæggelse. Jeg håber det ikke. Jeg håber fire/fem dage kan gøre det.
 
Sporene skræmmer. Jeg frygter, en ny depression er under opsejling. Alting er så “bagvendt”: tidligere betød det intet for mig, om livet sluttede; nu har jeg fået et liv, jeg er så glad for, at jeg nyder hvert et sekund, og derfor er jeg rædsomt bange for at dø. Der er ingen objektive årsager til, at jeg skulle dø, og jeg fejler intet somatisk. I SP har de skrevet “let/moderat depressiv tilstand”.
 
Det er kommet snigende gennem de seneste par uger, men det er jo ikke noget, man lige taler om til nogen. I går prøvede jeg mindst ti gange at ringe til Livslinjen men kom ikke igennem. Og psykologen holder naturligvis ferie. Ringede til 808 bare for at få en snak, men Emilie (jeg kender jo dem alle ret godt…) syntes, jeg skulle pakke en taske og komme herud.
 
Jeg frygter at ligge på mit yderste og så tænke, at jeg fik for lidt/det forkerte ud af den tid, der var afmålt til mig. Jeg har ingen efterkommere og kun ganske få relationer. Jeg ved ikke, hvem der skal rydde op efter mig, og jeg bliver højst data i diverse slægtsdatabaser. Jeg er i et eller andet omfang troende, og tror derfor på, at der er “noget” efter dette, bl.a. fordi jeg ikke kan acceptere, at det bare er slut, bum, bang, færdigt. Så er man jo nødt til at tro på, der er noget mere. Det er den eneste logiske mulighed.
 
Mit testamente er helt forkert, da det er gammelt og rummer de forkerte arvinger. Jeg regner med at kunne skrive det selv og spare de par tusinde. Så er der bare stempelafgiften til byretten tilbage.
 
Jeg vil ikke have medicin men tog mod en enkelt Oxapax i går. Den lagde en dæmper på angsten, og det var fint. De øvrige patienter er søde, men jeg har ikke overskud til at lære dem at kende, så jeg holder mig for mig selv. PSI-pladsen er gudskelov et eneværelse. Det er ikke rart at skulle dele, når man ikke har det godt. Da jeg startede med at komme på Brøndbyøstervej 160 i 2014 lå 808 i den anden ende af gangen, og der var firsengsstuer…, så den udsultede psykiatri har fået det en tand bedre.
 
Jeg ved ikke, hvad der har sat gang i alt dette her. En medvirkende faktor kan være, at jeg har mistet min nærmeste ven for et par uger siden. Jeg var bare nødt til at sætte en grænse, da hun mente, jeg burde leve mit liv anderledes og ikke gjorde det, intelligente og veluddannede mennesker gør. Jeg anser mig selv for både intelligent og veluddannet, og måtte derfor trække en streg i sandet. Noget jeg sjældent gør (måske alt for sjældent?).
 
Noget helt andet: Derhjemme har vi fået nye vinduer og håndværkerne har boret i de røde mursten, så der er rødt “murstøv” (eller hvad det nu hedder) overalt og i alle sprækker. Da jeg ikke selv kan overskue at gøre noget ved det, har jeg lavet aftale med et firma, der kommer og laver en hovedrengøring den 11. august. Det bliver dejligt. Derefter skal jeg bare holde det vedlige.
 
Om 15 minutter kommer Charlotte (en medarbejder) og taler med mig. Det er det, de kan gøre for mig. Samtale, samtale, samtale. Det er ikke så “farligt” at græde, når man ikke er alene. Derhjemme er jeg bange for, at det kan sætte en lavine i gang, som jeg ikke har kontrol over.
 
Ellers har jeg ikke noget på hjerte…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.