/i , /af ,

Måske et mere nuanceret billede af livet?

Måske et mere nuanceret billede af livet?

Har jeg mon løst opgaven?

Hjemmeopgaven til den 31. august hos psykologen (jeg kunne ikke vente med at gå i gang) er at tegne et mere nuanceret billede af det levede liv med op- og nedture. Så jeg har moret mig med PowerPoint, der kan en frygtelig masse sjove ting, som det er svært at få overblik over. Jeg har på fornemmelsen, at jeg sidder med en ældre version af programmet, hvordan det end kan lade sig gøre, når jeg har et 365-abonnement?

Datoer for flytninger er præcise, for de er hentet hos cpr.dk. Nogle tidspunkter (typisk månederne) kan jeg ikke huske; de har fået et spørgsmålstegn. Nogle tidspunkter er i parentes, fordi de egentlig ligger inde i det foregående interval.

Om billedet så virkelig er blevet mere nuanceret, ved jeg ikke. Gad vide om jeg har glemt det gode? Jeg har gjort mig umage, men synes stadig, det ser ud til at være temmelig meget op ad bakke en stor del af tiden. Sådan var det måske – der er så forhåbentlig 30 år til den sidste “kasse”, der har titlen “Fremtiden”, der startede 1. maj i år:

  • Det der er sjovt.
  • “Nørde igennem”.
  • Skrive.
  • Læreprocesser.
  • Rum til hvad der ellers dukker op.
  • Nyde hvert et sekund.

Der er er blandt andet kommet nedenstående lille video på 1 minut og 15 sekunder ud af legen. Dobbeltklik for at få videoen vist i fuld størrelse.

Hver slide er sat til 15 sekunder. Om det er for meget eller for lidt, er svært at vurdere, da jeg efterhånden selv kan hele slideshowet udenad. Videoen kan pauseres ved at venstreklikke på skærmen med musen, hvis det går for stærkt. Den sættes i gang igen ved at venstreklikke endnu engang.

OBS: Videoen fungerer ikke på mobiltelefoner.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Sådan kan Aspergers syndrom opleves

Min historie om Aspergers syndrom

Både diagnostisk og i hverdagen

Sådan kan Aspergers syndrom opleves

I lang tid har jeg haft lyst til at udvide menupunktet “Psykiatri” med to sider om Aspergers syndrom. Det er nu endelig blevet til noget.

Der er en egentlig fortælling, du finder her og et bilag, der rummer en diskussion med mig selv om for og i mod for 11 år siden. Min idé med bilaget er at vise de symptomer, jeg selv mente pegede i retning af Aspergers syndrom.

  • Du kan blandt andet læse om, hvordan det tog mig 16 år, fra jeg første gang overvejede, om jeg befandt mig på autismespektret, til jeg stod med diagnosen.
  • Det er fortællingen om, hvor jeg oplever Aspergers syndrom. Andre kan selvfølgelig opleve det anderledes.

Siden er lang – så er du advaret.

Jeg ved ikke, om det kan ses, men jeg brugt lang tid på at gøre siden så fyldig og korrekt som mulig. Blandt andet har et par psykiatere og andre fagfolk haft siden til validering. De havde ikke uden videre forslag til ændringer.

God læselyst hvis du begiver dig i kast med siden.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Måske har jeg alligevel ikke spildt livet?

Tirsdag den 17. august 2021: Jeg har ikke haft internetforbindelse siden kl. ca. 15:03, hvor den sidste mail tikkede ind. Jeg har været helt elendig og næsten afskåret fra omverden. Elendig service fra YouSee., som jeg prøvede at ringe til. Fem gange fortalte de mig, at jeg skulle vælge et andet netværk på PCen, men jeg har ikke andre netværk end det kablede – og havde jeg haft det, havde jeg nok selv fundet ud af at trykke på ikonet.

Kort efter samtalen kom der besked om, at der var tale om en generel fejl. At de først rykker ud for at fejlsøge og reparere dagen efter er ganske enkelt ikke godt nok.

Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg aldrig har oplevet det før i de snart 14 år, jeg har boet her. Et kabel kan vel knække for selv den bedste?

Og så til sagen

Uanset det næsten er en heldagsudflugt at komme til Holbæk og retur, når man skal med bus i begge ender, var det fantastisk at se psykologen igen. Hun kan altså noget, og hun har en fremragende hukommelse.

Årsagen til rejsen til Holbæk var angsten for at dø, der stadig rumsterer og især gør væsen af sig hver tredje mandag til ECT, skønt jeg jo må tro på, at der aldrig er nogen, der ikke er vågnet op igen. Sidst var det så galt, de var på grænsen til ikke at ville bedøve mig, fordi blodtrykket var alt for højt.

Når man er så bange for døden, kan det være fordi, man er bange for, man fik for lidt ud af livet (”Om lidt blir her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?”). Er jeg klar, eller er jeg ikke klar? Jeg er bange for at ligge et eller andet sted, (de fleste ligger vel ned?) og vide, at der en halv til en hel time tilbage, og tænke, at jeg forvaltede mine år forkert, at jeg så at sige ikke satte noget aftryk og fx ikke havde haft betydning for nogen. Man har kun én chance.

Letkøbt kan man sige, at det så kunne handle om mangel på relationer – jeg hopper bare ikke på det. Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så stort et behov for dem.

Det bliver en proces

Psykologen kan, selvom hun er dygtig, ikke servere løsningen for mig, hvilket jeg heller ikke forventer. Hun kan derimod vende op og ned på mine tanker. Hun kender indgående til min tænkning og er ikke bange for at udfordre mig. Det er umådelig godt, og jeg profiterer af at have kendt hende i årevis.

Hvis det bare drejede sig om, at jeg skulle tænke mig om, kunne jeg spare både rejsen og gebyret, for jeg har vendt og drejet dødsangsten inde i hovedet i mange uger, og så havde jeg nok selv fundet et svar.

Hun tegnede en grovskitse over mit hidtidige liv. Den var faktisk god med de vigtigste milepæle.

Opgaven, jeg glæder mig til at gå i gang med, er at lave en mere detaljeret tidslinje, hvor jeg på en eller anden måde får skabt et meget mere nuanceret billede af hele mit liv med de op- og nedture, der hører til alle menneskers liv.

Eksempler: Jeg plejer at sige, at fra 1990, til jeg i 2013 blev fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, mærkede jeg ikke mig selv og plejede udelukkende karrieren. Det er bare ikke hele sandheden. Her er nogle håndgribelige eksempler:

  1. Jeg var en endog meget aktiv roer fra sommeren 1990 til hen på foråret 1992, hvor et bedre job trak i mig. Roningen medførte mange relationer, men det blev for klemt at sidde i en toer eller firer med styrmand. Retrospektivt er det forståeligt.
  2. I februar 2003 (helt præcist den 3.) begyndte jeg at slægtsforske og investerede mange nætter og alle fridage i det vist nok indtil 2013. Det medførte et stort netværk med andre engagerede mennesker og store projekter (fx digitalisering af samtlige gravsten i Danmark og digitalisering af 325.000 håndskrevne sedler i et samarbejde mellem 35 frivillige og Rigsarkivet), mange nyder godt af den dag i dag.
  3. I 2009 havde jeg en tæt relation.

Jeg havde taget fat på opgaven allerede tirsdag aften, hvis jeg ellers havde kunnet komme på nettet og hente en skabelon til at lave tidslinjer i PowerPoint. Jeg vil begynde i god tid for at få flest mulige facetter med. Når jeg arbejder på ting, jeg synes er spændende og vigtige og gerne vil detaljere, er det godt at starte i god tid, fordi underbevidstheden arbejder og løbende justerer hukommelsen.

En kuvert med påskriften ”Vedr. job”

Der er ryddet op i skuffer og skabe, så der bliver mindre for viceværten at gøre. Der er vel ikke andre til at rydde op efter mig? I den forbindelse fandt jeg i en arkivkasse en kuvert med påskriften ”Vedr. job”. Den rummede blandt andet en bunke anbefalinger, som ikke var ringe. Jeg har været en okay kollega og medarbejder; det er også at sætte et aftryk, og det er også at have en form for relationer. Det har så været den form for relationer, jeg havde behov for, og en måde at løse det problem, en psykiater på skrift i 2019 har kaldt ”relationelle udfordringer”.

Bagsiden af medaljen var, at der, på vanlig statslig vis, var alt for mange ”interessetimer” knyttet til det.

Efterskrift

Forhåbentlig kan jeg offentliggøre dette på hjemmesiden i morgen onsdag efter min samtale med præsten, når YouSee en gang er kommet i arbejdstøjet.

Efterskrift 2

13:30 har jeg atter forbindelse til verden omkring mig. Så dejligt! Nu kan jeg komme i gang med tidslinjen.

 

/i , , /af , ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så må der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.