22. juli 2021/i Psykiatri, Sundhed & Sygdom /af StegemüllerPsykiatri, Sundhed & Sygdom

Det forekommer lidt lysere

Indholdsfortegnelse

1 At sætte ord på

At sætte ord på

Det forekommer lidt lysere

Ord har styrke, ord har magt og ord har kraft (som ikke behøver være det samme som styrke). Det bedste, de kan gøre for mig på Brøndbyøstervej, er at lytte, også selvom jeg bare siger det samme som i går, og der intet nyt er under solen. Dette indlæg bliver måske også bare en gentagelse af et opslag på Facebook? Så skal du bare stoppe her. Er du ikke på Facebook, kan du læse opslaget fra Facebook sidst i denne post.

Det handler om angst

Jeg er 57 år og har endelig fået et liv, jeg sætter umådelig stor pris på, og derfor er angsten for at miste det helt naturlig. Det svarer muligvis lidt til det, folk oplever, når de har fundet deres livs kærlighed; så bliver de bange for at miste den, de endelig har mødt? Eller når de har fået børn? Ingen ønsker at miste noget dyrebart. Det er logik for burhøns.

De første 56½ år har været opad en stejl bakke. Nu forestiller jeg mig, at jeg skal have 30 gode år, så der er altså længe, til jeg udånder, og der er ingen logisk grund til at tænke mine tanker, men angst er irrationelt. Det er som om, jeg skal forklare medarbejderne det, og det forstår jeg ikke. Det burde ikke være nødvendigt.

Jeg arbejder med tankerne hos psykologen, men det er en proces, der tager tid.

Præster tør godt

Det er generelt svært for folk at tale om døden, men præster tør godt, og det oplever jeg som en befrielse. Mette, der er hospitalspræst her, og også er sognepræst i Hvidovre kirke, var forbi her i går, og det var rart. Selvom hun måske ikke har tiden, så ta’r hun sig tiden.

Hun har “passet” mig telefonisk i hele coronatiden – også selvom hun vel ikke har nogen formelle forpligtelser overfor mig, når jeg ikke er patient her længere, bortset fra at jeg jo bor i Hvidovre Sogn? Hun fortalte, at hun hellere vil have tre bisættelser end en vielse, for ved bisættelser er folk generelt mere åbne for det, en præst kan bidrage med. Ved vielserne har folk så travlt med at være lykkelige.

Endelig kunne jeg få sat ord på mine svære(ste) tanker, uden at hun straks begyndte at sige “det bliver godt igen”. Det tror jeg selvfølgelig på, blandt andet fordi det er jeg nødt til. Et godt tegn på at det ikke er helt sort.

PSI-konceptet er utrolig godt

Det har taget evigheder at skrive dette, fordi WordPress konstant meddeler, at netværksforbindelsen er mistet, uanset hvad jeg gør. Måske kommer jeg slet ikke til at udgive indlægget, mens jeg er her, men så er det skrevet, og tankerne er bevarede.

Jeg skal hjem i morgen torsdag, da jeg har nogle aftaler fredag formiddag, som jeg gerne vil overholde – blandt andet med distriktspsykiatrien. Det har været en stor hjælp at kunne trække stikket nogle dage. Da jeg fornyede kontrakten, tænkte jeg, at jeg aldrig fik brug for muligheden, og jeg så ikke indlæggelser i horisonten. Men det skulle vise sig at blive anderledes. Denne “fallback-mulighed” er rigtig god, og man kan tage tingene i opløbet i stedet for at vente på, at det går helt galt og fører til en rigtig indlæggelse på flere uger. Det er på en måde dejligt at være “kendt” i systemet. Der skal ikke så meget palaver til.

De svære tanker er der stadig, men de fylder ikke længere det hele. Da jeg kom fyldte de 120 pct.; nu fylder de omkring 30 pct. Det kan fire/fem dage gøre. Der er en udskrivelsessamtale med en læge, inden man går ud ad døren, og det er fint. Jeg har forberedt, hvad jeg vil sige og skrevet det ned, så det ikke glemmes. Og jeg har kun positive ting at sige.

Hvis du ikke er på Facebook: Opslag fra mandag den 19. juli 2021:

NÅR SPORENE SKRÆMMER – JEG MÅ TAGE ET PAR DAGE I PSI-SENGEN.

PSI betyder PatientStyret Indlæggelse, og baserer sig på en kontrakt, man udformer sammen med distriktspsykiatrien. Er pladsen ledig, har man “ret” til at komme og være i maks. fem dage. Herefter vurderer man sammen med en læge, om der er grund til en egl. indlæggelse. Jeg håber det ikke. Jeg håber fire/fem dage kan gøre det.

Sporene skræmmer. Jeg frygter, en ny depression er under opsejling. Alting er så “bagvendt”: tidligere betød det intet for mig, om livet sluttede; nu har jeg fået et liv, jeg er så glad for, at jeg nyder hvert et sekund, og derfor er jeg rædsomt bange for at dø. Der er ingen objektive årsager til, at jeg skulle dø, og jeg fejler intet somatisk. I SP har de skrevet “let/moderat depressiv tilstand”.

Det er kommet snigende gennem de seneste par uger, men det er jo ikke noget, man lige taler om til nogen. I går prøvede jeg mindst ti gange at ringe til Livslinjen men kom ikke igennem. Og psykologen holder naturligvis ferie. Ringede til 808 bare for at få en snak, men Emilie (jeg kender jo dem alle ret godt…) syntes, jeg skulle pakke en taske og komme herud.

Jeg frygter at ligge på mit yderste og så tænke, at jeg fik for lidt/det forkerte ud af den tid, der var afmålt til mig. Jeg har ingen efterkommere og kun ganske få relationer. Jeg ved ikke, hvem der skal rydde op efter mig, og jeg bliver højst data i diverse slægtsdatabaser. Jeg er i et eller andet omfang troende, og tror derfor på, at der er “noget” efter dette, bl.a. fordi jeg ikke kan acceptere, at det bare er slut, bum, bang, færdigt. Så er man jo nødt til at tro på, der er noget mere. Det er den eneste logiske mulighed.

Mit testamente er helt forkert, da det er gammelt og rummer de forkerte arvinger. Jeg regner med at kunne skrive det selv og spare de par tusinde. Så er der bare stempelafgiften til byretten tilbage.

Jeg vil ikke have medicin men tog mod en enkelt Oxapax i går. Den lagde en dæmper på angsten, og det var fint. De øvrige patienter er søde, men jeg har ikke overskud til at lære dem at kende, så jeg holder mig for mig selv. PSI-pladsen er gudskelov et eneværelse. Det er ikke rart at skulle dele, når man ikke har det godt. Da jeg startede med at komme på Brøndbyøstervej 160 i 2014 lå 808 i den anden ende af gangen, og der var firsengsstuer…, så den udsultede psykiatri har fået det en tand bedre.

Jeg ved ikke, hvad der har sat gang i alt dette her. En medvirkende faktor kan være, at jeg har mistet min nærmeste ven for et par uger siden. Jeg var bare nødt til at sætte en grænse, da hun mente, jeg burde leve mit liv anderledes og ikke gjorde det, intelligente og veluddannede mennesker gør. Jeg anser mig selv for både intelligent og veluddannet, og måtte derfor trække en streg i sandet. Noget jeg sjældent gør (måske alt for sjældent?).

Noget helt andet: Derhjemme har vi fået nye vinduer og håndværkerne har boret i de røde mursten, så der er rødt “murstøv” (eller hvad det nu hedder) overalt og i alle sprækker. Da jeg ikke selv kan overskue at gøre noget ved det, har jeg lavet aftale med et firma, der kommer og laver en hovedrengøring den 11. august. Det bliver dejligt. Derefter skal jeg bare holde det vedlige.

Om 15 minutter kommer Charlotte (en medarbejder) og taler med mig. Det er det, de kan gøre for mig. Samtale, samtale, samtale. Det er ikke så “farligt” at græde, når man ikke er alene. Derhjemme er jeg bange for, at det kan sætte en lavine i gang, som jeg ikke har kontrol over.