,

Altid velkommen og ikke pinligt

Altid velkommen og ikke pinligt

De ser mig gerne på Psykiatrisk Center Hvidovre

Altid velkommen og ikke pinligt

Det er rart at vide, at man altid er velkommen. Det er jeg, sagde lægen i morges, da jeg selv sad og syntes, at det er pinligt så mange gange, jeg har været der. Hun beskrev det som et tilbud, der altid er der. Et sted jeg altid kan vende mig hen…

Jeg har taget endnu en tur omkring Psykiatrisk Center Hvidovre; det bestod i, at jeg blev der efter ECT-behandlingen i fredags, har været der i weekenden og er kommet hjem her i formiddag. Jeg havde det for dårligt til at være hjemme. De “dårlige tanker” tog over og fyldte det hele, og sådan kan det ikke gå, det dør jeg af i bogstaveligste forstand.

Katalysatoren for depressionen var min kommende ringe økonomi, som Bodil og jeg nu ikke er helt enige om, hvornår indtræder. Jeg mener, det er om ca. 14 dage, mens hun mener, det er som planlagt i april. Vi må spørge den kommunale sagsbehandler ad. Jeg håber, Bodil får ret.

Kan de gøre mere for mig?

Det var psykologen i Psykiatrifonden og hospitalspræsten, der fik mig til at tage derud og blive der. Egentlig var min egen holdning, at de ikke kunne gøre mere for mig, så hvad skulle jeg der?

  • Min medicin er allerede optimeret og justeret
  • Jeg er allerede i et forløb med ECT.
  • Hvad skulle de ellers kunne stille op?

Men de har givet mig noget ro og et helle, som har fået alle de syge tanker til at lægge sig lidt i dvale igen. Lige nu har jeg det faktisk udmærket. Jeg var bange for, at tankerne ville vende tilbage, så snart jeg trådte over mit eget dørtrin, men sådan er det heldigvis ikke. Og så har jeg nu en læges ord for, at jeg altid er velkommen, og at jeg ikke skal gå hjemme og få det dårligt. Det er jeg glad for, for det andet er ubærligt. Selvfølgelig vil jeg helst klare mig selv hjemme – hvem vil ikke det? – men det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre, og så skal man have et sted at vende sig hen.

Hos Pia Glyngdal er man i gode hænder

Det er på fredag, jeg skal ind til den psykiater, der skal skrive speciallægeerklæringen. Pia Glyngdal viser sig at være tidligere læge og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, og alle siger, at hos hende er jeg i gode hænder. Det, håber jeg, er sandt. Jeg er nervøs for det, for det hun skriver vil få afgørende betydning for min fremtid. Hvis hun er enig med kommunen i, at jeg er for syg til sygedagpenge, er jeg på den. Dagsformen skal bare være god på fredag. Når jeg har det godt, har jeg det faktisk rigtig godt og omvendt, når jeg har det dårligt. Jeg må nok se i øjnene, at mit liv altid vil bestå i disse svingninger, selvom det er hårdt.

Overblik over økonomien

En af de ting, jeg hidtil har været for handlingslammet til, er at få kigget på mit budget. Det skal bringes up to date, så jeg præcis ved, hvor galt det kan komme til at stå til. Af hospitalets socialrådgiver fik jeg tre numre til “gældsrådgivninger”; jeg har ingen gæld, men det gælder også for folk med små indkomster, så når budgettet er færdigt, vil jeg tage kontakt til et af de steder. Der være nogle muligheder; jeg skal bare lige ud af handlingslammelsen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

25 Svar
  1. Benedicte
    Benedicte siger:

    At være ude af stand til at handle og styre sin egen situation er næsten ubærligt. Jeg håber alt det bedste og det lyder heldigvis som om speciallægen er af den rette støbning, så du på den måde er i de bedste hænder. Heldigvis er der flere gode mennesker omkring dig, som gør hvad de kan. Jeg krydser fingre for dig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Benedicte

      Du har helt ret, jeg er ude af kontrol, og det hader jeg. Jeg er vant til at have kontrol over mit eget liv, og det har jeg pludselig ikke mere.

      Der er masser af gode folk omkring mig, og det er jeg rigtig taknemmelig over. En dag kommer der en blogpost om dem. ?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lene

      Ja for Søren da – Bodil skal bare have ret! Jeg er mere end spændt på mødet med speciallægen, men alle siger jo, at hun er så rar.

  2. Pia
    Pia siger:

    Det er rart at vide, at man er velkommen et sted, hvor man kan finde ro og få skruet ned for sit tankemylder.
    Jeg håber det bedste for dig.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg tror, det er vigtigt, at du ikke ser det som et svaghedstegn hos dig selv, når du lader dig indlægge i en kortere eller længere periode. Den afdeling har jo også noget at tilbyde ud over medicin og ECT, nemlig omsorg. Ingen mennesker kan vel sætte sig ud over et behov for omsorg i en eller anden form. Det er en styrke, hvis man selv kan finde ud af at opsøge den omsorg, man har brug for.
    Angående din økonomi, så håber jeg, det er Bodil, der har ret. Men rådgivning er vel altid godt, bortset fra, at rådgivning ikke kan rette op på kronisk mangel på penge. Jeg regner jo ikke med, at du har problemer a la dem, folk har, når de medvirker i Luksusfælden. Problemet med de lave sociale ydelser generelt er, at folk ikke kan leve af dem.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Omsorg: det har du ret i. Jeg tolker det selv som en mulighed for at få ro og fred i sindet, og det er der på afdelingen. Man kan se det som en slags eskapisme og en form for at skubbe problemerne væk, men det var altså det, der skulle til.

      Økonomi: jeg håber også inderligt, at det er Bodil, der har ret. Hun har sendt en mail afsted til sagsbehandleren med spørgsmålet, så må vi se.

      Jeg har ingen problemer a’la luksusfælden (som jeg dog aldrig har set). Hvis jeg kommer på den der lave kontanthjælpslignende ydelse vil den akkurat dække de faste udgifter, og så er der ikke noget at leve af. I går fik jeg opdateret mit budget, så jeg nu har fuldstændig styr på det. Det viser ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen.

  4. Yvonne
    Yvonne siger:

    Hvor lyder det barskt, Hanne. Det er ikke rimeligt, at du skal have det sådan. Godt at høre, at lægen siger, du altid er velkommen, sådan SKAL det være. At du skal spekulere over din økonomiske situation ud over de mange andre tanker, er ikke fair. Sender dig mange varme tanker og håber at der kommer lys forude for dig, så du mere stabilt kan få det bedre.
    Kærlig hilsen
    Yvonne

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Yvonne

      Velkommen til min blog, og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Ind imellem synes jeg godt nok heller ikke, at det er rimeligt. Jeg synes, jeg kæmper og slås, og ind imellem orker jeg bare ikke mere, men jeg skal jo. At den joker med økonomien er kommet ind over har bestemt ikke gjort situationen bedre. Mit håb har hele tiden været, at jeg hurtigt kunne finde et fleksjob, så jeg har hånd i hanke med det hele, men nu er den umulige situation rykket et halvt år frem i tid.

      Jeg ville være glad for stabilt at få det bedre, for dette her er næsten ikke til at holde ud.

      Kh.
      Hanne

  5. Den stille pige
    Den stille pige siger:

    Det bliver ikke lettere at være psykisk udfordret, når man risikerer social og økonomisk deroute i forbindelse med nogle regler, der bare ikke er til syge menneskers fordel.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Den stille pige

      Du har helt ret. Jeg havde ved Gud aldrig troet, at det skulle komme hertil.

  6. Eric
    Eric siger:

    Det lyder som en rigtig god ide at få hjælp til at se på din økonomi. Det er så nemt at frygte det ukendte. Det er bedre at få klarhed og måske nogle gode forslag til muligheder, du ikke kan se i øjeblikket. Pøj-pøj!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja tak – og jeg er gået i gang. Jeg sidder og kigger på netbanks BS-oversigter og indarbejder det i budgettet. Det er ikke så rar læsning, men der kommer klarhed.

  7. Fruen i Midten
    Fruen i Midten siger:

    Åh, jeg tænkte det jo nok. Manglende indlæg fra din side er sjældent et godt tegn. Dejligt, at du er velkommen (selvfølgelig er du det), men noget skidt, at økonomiske spekulationer bringer mismodet frem. Er alle de mennesker, du snakker med om din sag (altså dig), godt klar over, at sammenhængen er så tydelig? At hver gang du er bange for, at din økonomi ikke hænger sammen, så bliver du bragt helt ud i tovene. Hvis ikke, burde du og Bodil gøre dem det helt klart, at de risikerer at skubbe dig ud over kanten,hvis din økonomiske situation bliver forringet til det utålelige.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Fruen i Midten

      Du har ret: de manglende indlæg er ikke et godt tegn.

      Jeg ved ikke om sammenhængen er så klar for andre, men du kan godt have ret i, at så må vi gøre det klart for dem. Kommunen siger, de vil “beskytte mig”, men hvis de tager mine sygedagpenge fra mig, har de gjort præcis det modsatte. Jeg har brug for ro, stabilitet og en eller anden form for forudsigelighed.

      Jeg talte med hospitalets socialrådgiver om det med at være for syg til sygedagpenge. Hun siger at det er rigtig nok, at reglerne er sådan. Jeg synes, det er forrykt.

  8. Kisser
    Kisser siger:

    Herfra også alle de bedste ønsker og håb for din lyse fremtid – både psykisk og økonomisk.
    Det er et stort lyspunkt, at du har lægens ord for at du altid er velkommen.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Mange tak skal du have. Som jeg har det lige i dag, tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen, men det svinger sørme så meget, og det er næsten ubærligt.

      Jeg er enig med dig i, at det er et stort lyspunkt, det som lægen sagde – hun var rigtig sød.

  9. Ingrid schmidt
    Ingrid schmidt siger:

    Tænker meget på, hvor svært du må have det. Jeg har ingen gode råd, kun gode ønsker om en bedring på alle fronter. Kærlig hilsen Ingrid

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Ingrid

      Tusind tak for din søde kommentar. Næh gode råd er det nok også lidt svært at komme med, for jeg har tænkt det hele til døde. De gode ønsker er jeg glad for.

  10. Kirsten b r
    Kirsten b r siger:

    Kære Hanne
    Jeg har heller ingen gode råd, men synes, det er skrapt, at du skal have det så dårligt igen og igen. Det er godt at vide, at du må komme på Hvidovre, når du har brug for det. Jeg ville ønske for dig, at du havde nogen at bo sammen med. Hvordan gik det med det værested eller klub eller hvad det nu var, du fik anbefalet.
    Kærlig hilsen
    Kirsten

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Kirsten

      Til tider tænker jeg også, at et bosted måske kunne være den rigtige løsning, men ved ikke om det findes for “rigtig voksne”, jeg ved det findes for unge, og kender – fra PCH – en på 23, der bor på et bosted, og som er glad for det.

      Det værested jeg kiggede lidt på var fint. Jeg har bare haft det for dårligt til at være sammen med andre, der havde det bedre. Jeg ved det lyder sært, men til tider er det for hårdt at mærke andre menneskers lethed.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.