Tag Archive for: Speciallæge

,

Rutiner i relation til Aspergers syndrom

Rutiner i relation til Aspergers syndrom

Opgaven til næste gang

Rutiner i relation til Aspergers syndrom

Opgaven til næste gang hos Pia Bohn Christiansen er at overveje, om jeg har nogle ‘rutiner’, ting der bare skal være sådan og sådan. Umiddelbart syntes jeg ikke, jeg har rutiner, men underbevidstheden er allerede på arbejde og ting dukker op, hvis jeg da har forstået spørgsmålet korrekt. Der er desværre en hel måned, til vi skal ses igen, idet hun skal have ferie, men en måned går jo hurtigt nu til dags.

Jeg har sendt hende en mail og spurgt, hvad der faktisk forstås ved rutiner i relation til Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF).
Hun svarede: ‘Definition: Både ting, der helst skal være på den samme måde og ting du gentager

Skoleforløb

Det var virkelig spændende at drøfte de ting, underbevidstheden havde fundet frem siden sidst. Hun stillede mange uddybende spørgsmål og var oprigtigt interesseret. Dette forløb er utrolig positivt, og det er dejligt at blive ‘mødt’ i det, jeg har tænkt over i så mange år. I parentes bemærkede hun, at jeg var en af de mest velforberedte patienter hun havde haft. Det overrasker mig nu ikke.

Hun stiller superskarpe spørgsmål, og faktisk kan jeg huske temmelig meget, men da det er ca. 45 år siden, må jeg naturligvis af og til svare ‘det kan jeg ikke huske’ eller ‘det ved jeg ikke’. I sidstnævnte kategori ligger, at jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole, og at jeg selv henregner det til, at begge mine forældre læste højt for mig – sikkert ‘Troldepus’ og den slags. Jeg er oprindeligt fra et hjem med bøger. Hun spurgte så ‘læste de for dig for at lære dig at læse?’ Det ved jeg virkelig ikke, men det er en spændende vinkel.

I dag skulle vi tale skoleforløb, og for at hun ikke skulle blive forvirret over mine fem folkeskoler, havde jeg fundet et dokument frem, som jeg oprindeligt lavede til psykologen i 2017 på et tidspunkt, hvor jeg selv kom i tvivl, om det virkelig var sandt, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Men den var nu god nok. Jeg løj ikke.

Jeg fortalte hende om det med hjælpelæreren, ‘Læs og forstå’, at være udenfor, om Fru/frk. Kristensen på biblioteket i Vollsmose og alt det andet, som hjernen af sig selv har fundet frem til mig.  Sikke en gave den er, og så er den endnu uudforsket. Det minder en anelse om ECT: man ved ikke, hvorfor det virker, men man ved, at det virker.

Og så noget helt andet

Min artikel om ‘Monitorering i fællesskab‘ om samarbejdet med overlæge Kasper Reff og farmaceut Christina Skovsende Eriksen i Glostrup er omsider blevet godkendt af både en kommunikationsmedarbejder i Glostrup og en tilsvarende i regionH, så nu vil den blive bragt på regionens intranet. Det er jeg ret godt tilfreds med. Der skal indsættes en faktaboks om formålet med det tværfaglige samarbejde, som Kasper og Christina skal stå for og kommunikationsmedarbejderen vil redigere et par sætninger. Det er fint for mig, selv om det selvfølgelig ville være rart at vide hvilke. Men pyt med det. Vi har et budskab, og det er det, der skal udbredes.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Jeg går

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom.

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer.

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de Cd’er, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder med Aspergers syndrom

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag).

Speciallægen, Pia Bohn Christiansen, vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne, og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Udredning for Aspergers syndrom

Udredning for Aspergers syndrom

God oplevelse

Udredning for Aspergers syndrom.

Jeg kunne ikke sove i aftes, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville stå op til andet end en aftale med en speciallæge Pia Bohn Christiansen. Hun er psykiater med speciale i koblingen bipolar affektiv sindslidelse og autismespektrumforstyrrelser (ASF), og hun har klinik på Strøget.

Jeg fik hende anbefalet af den tidligere klinikchef på Hvidovre, som jeg syntes så godt om, og nu har jeg så ventet i syv måneder, og i dag var det endelig min tur. Men jeg vil kun have den bedste – og så må jeg vente!

Jeg troede, jeg havde ‘bestilt’ en psykiatrisk speciallægeerklæring, og den har jeg så gået og sparet op til og faktisk været i tvivl om, hvorvidt jeg havde råd og samtidig ikke turdet spørge, hvad det kostede. Jeg er en kylling! Det viser sig, at min læge har lavet henvisningen således, at det er et udredningsforløb, der løber over ti gange. Og det kommer under sygesikringen. Uha jeg er vild med den læge, selvom jeg aldrig ser hende.

Nej jeg har ikke bare ventet i syv måneder – jeg har ventet i ti år; for allerede for ti år siden skrev jeg et dokument, hvor jeg i den ene spalte argumenterede for, at jeg havde Aspergers Syndrom og i den anden spaltede argumenterede imod det. Det kunne fx være:

Fx kan jeg læse kirkebøger eller lave hjemmesider i 18 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise; men så er sulten forsvundet. Jeg tænker på at gå i seng men er ikke træt.
Det er bare en god koncentrationsevne.

Det hører bare til den maniske del (revideret januar 2019)

Det første møde

Det var sådan en positiv oplevelse at møde speciallægen. Hun var sådan et behageligt menneske, og hun kunne spørge på en måde, så jeg huskede ting, jeg havde glemt. Jeg gav hende et rids over min barndom og sagde, at fra 1972 og frem havde vi været en ‘nomadefamilie‘, men at det ord ikke var opfundet dengang. Så var hun jo sporet ind. Men jeg sagde også, at årene fra 1966 – 1972 havde været rigtig gode, og at jeg var kommet til et godt hjem, hvor man (i hvert fald min far) brændende ønskede sig et barn, men ikke selv kunne få det. Og at de de første år holdt to fødselsdage: en den dag jeg er født og en den dag, de havde hentet mig.

Hun spurgte en del til den tidlige barndom, hvor jeg benyttede lejligheden til at fortælle om de forestillingslege, jeg ikke magtede at lege med de andre piger, men hellere lavede noget ingeniørarbejde med Meccano, Bilofix, Lego osv. Det skulle altid være noget med at konstruere. Og om den lille Niels, der gik rundt inde i huset, mens jeg legede udenfor med fantasivennen Jens.

Jeg synes da, vi fik talt om det hele om min skolegang, men næste gang vil hun gerne høre mere. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der mere kan være, eller hvad jeg mere skal kunne huske, men med hendes spørgeteknik så…

Jeg fik fortalt det med, at jeg altid var udenfor og blev drillet meget, fordi jeg ikke havde det ‘rigtige’ tøj på, for det var der ikke penge til; og det med at jeg altid var enten foran eller bagud i forhold til lærebogssystemerne, fordi jeg skiftede skole så ofte. Mere er der vel ikke at sige om det?

Det videre forløb i en udredning for Aspergers syndrom

Hun forklarede en del om forløbet, og det havde været rart med en lydfil, for jeg kan simpelthen ikke huske det. Næste gang (8. februar) drister jeg mig til at spørge, om jeg må optage. Så har hun set, at jeg er et ordentligt menneske.

Det jeg i hvert fald kan huske er, at hun skal spørge, og jeg skal fortælle, og en lille smule tid skal bruges ved skærmen på at udfylde diverse tests. Jeg kan godt lide vægtningen, for jeg kan også sidde herhjemme og udfylde AQ-testen, og så er jeg klart inden for spektret: 80-90 pct. Det har jeg konstateret 50 gange mindst og behøver ikke hendes hjælp til. Jeg har også udfyldt testen, jeg fik af overlægen i Glostrup. Jeg kunne ikke finde ud af at score den, men når jeg kigger ned over spalterne, ser det ud som om, jeg altid har haft ASF/Aspergers syndrom, og det har jeg stadig, men jeg er ‘vokset’ mig fra noget af det. Og det er helt almindeligt. Det kan i et vist omfang aflæres.

Det medbragte materiale

Jeg havde lavet en lille ‘mappe’ med ting jeg syntes, hun nødvendigvis skulle have kendskab til.:

  • Speciallægeerklæringen fra klinikchefen på Hvidovre
  • En udfyldt RAADS-R-test
  • Dokumentet (tre sider) med for og imod
  • Et dokument fra 2015 hvor udefrakommende vurderer min far (adoptionssagen i 1963) og mig (lederuddannelse ca. 2005), som jeg har sat op i en tabel, så det bliver tydeligt, hvor meget vi ligner hinanden.
  • Et dokument hvor jeg i tre bullets beskriver ‘Hvad vil jeg med det?’. Det har jeg fundet nødvendigt, fordi selv lægen i distriktspsykiatrien spørger sådan. Jeg behøvede heldigvis ikke forklare mig i dag.
  • Medicinliste

Jeg havde været lidt bange for, at hun ville synes, det var sært, når jeg syntes, det var genialt. Men jeg kan vist være den, jeg er her.

Da jeg var på vej ud af døren, sagde hun noget med, at hun da godt nok syntes, jeg kunne huske mange datoer…


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Speciallæge psykiater Pia Glyngdal

Speciallæge psykiater Pia Glyngdal

En utrolig god oplevelse

Speciallæge psykiater Pia Glyngdal

Speciallægen var et meget behageligt og meget grundigt menneske. Hun havde sat tre timer af og vi brugte 2 timer og 45 minutter. Vi kom rundt om hele mit mit liv, og det var også det, jeg selv gerne ville med at få udfærdiget en speciallægeerklæring, eller måske ikke omkring hele mit liv, men i hvert fald tiden fra den første depression i 2003 og til nu.

Der foreligger allerede masser af statusattester, men de er jo netop status – altså øjebliksbilleder; jeg har savnet en samlet og dækkende beskrivelse af tiden fra sygdommen brød ud og til nu. Den laver hun nu, og det er godt.

Jeg var som altid godt forberedt

Jeg var forberedt til tænderne: alle epikriser og statusattester var printet ud og sat i en mappe sammen med oversigten over deres indhold og en oversigt over den aktuelle medicin. Den neuropsykologiske undersøgelse (i forbindelse med hukommelsen) var også i mappen. I det hele taget havde jeg prøvet at gøre det så let som muligt for hende at finde rundt i alt det papir, der efterhånden er i “min sag”. De ting, der var vigtige for mig at få sagt, var skrevet ned og printet ud i to eksemplarer, så hun kunne få det ene. I det hele taget føler jeg ikke, at jeg kunne have gjort mere. Helt som en eksamen hvor man også forbereder sig, så godt man kan.

Barndommen

Vi brugte en del tid på min barndom, der mildest talt var kaotisk i tiden efter min far døde i 1972, og hvor min mor giftede sig med en mand, der var pædofil, hvilket jeg havde “glæde” af, fra jeg var 10 år, til jeg var 16 år og flyttede hjemmefra. Hun spurgte meget til detaljerne, men jeg kan ikke huske så meget af det, og i øvrigt er den periode bearbejdet igennem mange års psykoterapi, så jeg føler, at der kun er ar på sjælen contra åbne sår.

Når opmærksomheden svigter

Hun gav mig en lille bog: “Når opmærksomheden svigter – Kognitive vanskeligheder ved depression og bipolar affektiv sindslidelse”. Den er egentlig skrevet for fagfolk, men hun vurderede, at jeg alligevel godt kunne læse den. Den glæder jeg mig til at tage fat på.

Hun anbefalede også, at jeg skulle føre et stemningsregistreringsskema og gav mig en håndfuld skemaer. Idéen er, at man dagligt sætter et kryds for, om man er i mani eller depression og i hvilken grad tilstanden er. På den måde vil der over tid tegne sig et billede af tilstanden. Faktisk kendte jeg skemaet i forvejen, jeg har bare aldrig fået taget mig sammen til at gøre noget ved det. Pyh ha jeg synes efterhånden, der er mange skemaer at føre; jeg tror, jeg må prioritere lidt mellem dem.

Jeg er ikke for syg til sygedagpenge

Vi talte en del om, hvor meget jeg kan arbejde – og vi blev enige om, at jeg under de rette betingelser og med en langsom start kan nå op på 20 – 25 timer om ugen. Hvis kommunen virkelig mener, de vil “passe på mig” lader de mig fortsætte hos Psykiatrifonden og lader mig komme i en eller anden form for arbejde startende med en virksomhedspraktik. Jeg spurgte hende til sidst lige ud, om hvad hun ville skrive i sin konklusion. Hun vil netop skrive, at det bedste der kunne ske for mig er, at jeg kommer i en eller anden form for arbejde. Hun vil altså ikke skrive, at jeg er for syg til sygedagpenge, og det er jeg meget glad for. Om kommunen retter sig efter den konklusion er så et helt andet spørgsmål.

Og så vil jeg i øvrigt fortsætte med “Matador” på anbefaling fra Henny, der skriver om oprydning på det personlige C-drev. Jeg trænger til lidt oprydning. Jeg er nået til afsnit fem. Det er i afsnit fire – Skyggetanten – Christen og Elisabeth ikke får hinanden; det har jeg altid syntes var så frygteligt, da de er som skabt for hinanden.