Tag Archive for: PSI

Kort stabiliserende indlæggelse

Kort stabiliserende indlæggelse

Hjemme igen efter eget ønske

Kort stabiliserende indlæggelse

Jeg er hjemme igen “for good” efter eget ønske.

En fremragende sygeplejerske tilbød mig ellers i aftes, at jeg kunne prøve at tage hjem efter stuegang, sove hjemme og komme tilbage i morgen mhp. evaluering sammen med personale og læge. I dag har jeg det bare så godt, at jeg ikke ser nogen grund til så meget frem og tilbage. Tankerne kører mere i selvsving dér efter stabilisering end herhjemme, fordi jeg dér ikke har noget at beskæftige mig med andet end Facebook. Da for meget frem og tilbage er en halvdyr affære, skrev hun endda ind, at de kunne stille en Flekstrafik til rådighed. Det er fornemt! Det er simpelthen psykiatrien, når den er bedst. Det er flot!

Den fremragende sygeplejerske var 68 år, men elskede sit job, og derfor gik hun ikke på pension. Hun var virkelig sød og dygtig. Det var en stor fornøjelse at tale med hende. Fx sagde hun “Du er altid velkommen” og “Du skal ikke gå alene og have det sådan med de tanker; så skal du ringe eller komme”. Det siger de jo nok til alle, men alligevel følte jeg mig “udvalgt”, og det var dejligt.

Hun interesserede sig også for slægtsforskning, men var ikke gået i gang, da hun ikke havde tiden. Hun havde været i et menighedsråd i 22 år. Alt i alt havde vi meget at tale om – også om mange ting, der ikke havde med sygdom/psykiatri at gøre. Det fik mig til at sige til hende: “Når jeg sidder og taler med dig, kommer jeg til at føle mig helt normal”. Herefter brugte hun lang tid på at overbevise mig om, at jeg er normal, selvom jeg ikke er som de fleste. Det tror jeg nu ikke helt på. Kritisk må man vel gerne være?

Jeg har ofte været kritisk

Jeg har ofte været kritisk overfor afdeling 70 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup. Jeg står naturligvis ved, hvad jeg tidligere har skrevet, men der er altså sket noget: De er blevet meget sødere og de er blevet mere lydhøre. Jeg talte med nogle medpatienter om det, og det var ikke mig, der bragte emnet op. De var helt enige. Der er altså sket et eller andet, og vi sad ikke bare og ville være “åndssvage”.

Kl. 03:00 i nat talte jeg om en af mine favoritter om det, og hun fortalte, at de havde fået ny oversygeplejerske. Hun var glad over at høre, hvad jeg havde at sige, men syntes på den anden side, at jeg skulle lægge mig til at sove, og det havde hun jo ret i. Og det gjorde jeg så.

Forsvundne arvinger

Den omtalte sygeplejerske fortalte om “Forsvundne arvinger” på en måde, der gav mig lyst til at se dem, så nu er jeg begyndt og har set fire udsendelser. Det er fremragende udsendelser, som jeg ellers – uden at have set et eneste afsnit – havde dømt for populistiske til mig. Der er selvfølgelig det, at man 25 gange får at vide, at man skal starte i kirkebogen, når man ønsker at vide, hvad forældrene hedder. Har man slægtsforsket i 20 år, er man altså klar over det. Det er “lissom” trin et. Har man aldrig prøvet det før, er det naturligvis nyt.

Jo men jeg skal da have gang i jordemoderprotokollerne. Dem har jeg aldrig dyrket, men nu kan jeg se, hvad de kan bringe og adskillige af dem ligger på nettet allerede.

Produceren (eller hvad det nu hedder) i “Forsvundne arvinger” er et dejligt menneske; hun er dygtig til at stille spørgsmål og dygtig til at fortælle den lille bid, der gør, at andre fortæller mere. Jeg har set fire episoder, og jeg har i hvert af dem smilet ad den måde, hun stiller sine spørgsmål. Sådanne interviews vil jeg også gerne kunne lave. Jeg vil gøre mig umage.

På onsdag skal jeg endnu en gang se min fars ungdomskæreste. Jeg glæder mig. Da jeg ringede og lavede aftalen, sagde hun, at hun behøvede “et pust udefra”. Hvis jeg kan levere det, vil jeg gerne det. Når man er 97, er jeg sikker på, hver dag tæller.

En “kriseplan”

Jeg kan sagtens se idéen i at lave en kriseplan. Jeg har bare lavet sådanne mindst fem gange, og på en eller anden måde virker de bare ikke for mig. Men jeg accepterer selvfølgelig at det er en del af behandlingen, og at en sådan må man have, før man slipper ud. Jeg spiller altså med på sangen. Jeg gør det, de forventer, men jeg tror ikke helt på konceptet.

For mig hjælper det ikke at tænde røgelsespinde eller at danse rundt til høj musik…, jeg vil langt hellere tale med en ven, for jeg behøver ord.

Måske kan jeg få en PSI-kontrakt igen?

PSI står for PatientStyret Indlæggelse, og det er et genialt koncept, hvor man uden de store formalia kan “indlægge sig selv” så at sige. Den tidligere kontrakt kunne ikke fornys, idet jeg ikke havde brugt den i over et år. Logistikken er forståelig nok. Har de for mange kontrakter “i sving” er risikoen, for at der ikke er plads, for stor, når der kun er én PSI-plads på Brøndbyøstervej, hvilket også er lidt vanvittigt, når optageområdet er så stort, som det er.

Men nu har jeg jo været indlagt, så nu er behovet der (måske) igen. I hvert fald mente en læge, at jeg skulle drøfte det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, så det vil jeg gøre på tirsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Jeg er negativ

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Det er heldigvis kun to gange om året, jeg behøver at se en læge i Distriktspsykiatrien. Så holder jeg vel ud, for lige nu er jeg ganske enkelt både rasende, negativ og enormt ked af det, fordi jeg føler mig “kørt over”. Jeg har tudet, siden jeg kom hjem derfra.

Det ligger ellers ikke til mig at være negativ. Jeg prøver på konstant at være positiv og at se alle de lyse sider i tilværelsen, som der er masser af.

Jeg har aldrig tidligere oplevet en læge, der fortalte mig, hvordan jeg har det og som faktisk ikke ønskede at høre på, hvad jeg ville sige. Næste gang bliver jeg hjemme, for det er egentlig ligegyldigt, om jeg møder op eller ej.

Det var vores første møde

Det var første gang, jeg skulle se min nye (over-)læge der, så det var jeg selvfølgelig spændt på. Jeg var velforberedt og havde skrevet ned, hvad jeg skulle huske at drøfte med vedkommende.

  • Lægen havde også en dagsorden, og den kom først.
  • Vedkommende satte indledningsvist denne etikette på mig: “Nu er er du jo en dame med meninger”. Ja selvfølgelig – må jeg ikke være det? Gad vide hvor det kommer fra? Åh hvor det ærgrer mig at jeg ikke fik spurgt “hvor står det?”
  • En anden læge, som jeg aldrig har set, havde skrevet i journalen, at ECT-behandlingerne tidligere havde været givet hver 6. uge. Det er simpelthen ikke sandt. Det troede den nye læge ikke rigtig på. Patienten kan da umuligt vide, hvad der foregår i hendes behandling… En psykiatribruger kan man nok ikke stole på.
  • Vedkommende ønskede at ændre på intervallet mellem ECT-behandlingerne, der nu er hver 4. uge. Det er jeg ikke indstillet på, eftersom vi endelig efter syv – otte år har fundet en kombination, der er rigtig god, og hvor jeg har det rigtig godt. Vedkommende ville gerne vide, om jeg så var med på at ændre intervallet om et halvt år. Jeg svarede, at det synes jeg, vi kan drøfte om et halvt år. Hvordan skulle jeg kunne vide det i dag?
  • Der vil kunne skrues op, hvis det går dårligt. Jeg sagde, at jeg så ville føle mig lidt som en forsøgskanin. Men æh… det følger åbenbart af lægeløftet. Det har jeg ikke forstand på, bortset fra at jeg selvfølgelig er helt med på, at man ikke må “overbehandle”.
  • Jeg har ikke koncentrationsbesvær – det synes jeg ellers selv, med mindre jeg selv er aktiv med noget, jeg finder højinteressant. Er det ikke højinteressant, farer tankerne om hjørner efter ca. 20 minutter. Fx kan jeg ikke se en film eller læse en bog. Nåh men det er så ikke koncentrationsbesvær. Jeg kan ikke huske, hvad det i stedet var.
  • PSI-kontrakten (PSI står for PatientStyret Indlæggelse) kan ikke fornys, idet jeg ikke har gjort brug af den siden oktober 2020. Det kan jeg så godt forstå – og der er sikkert noget logistik mht., hvor mange kontrakter, de kan have “i sving”, hvis det samtidig skal være muligt faktisk at blive “indlagt” i PSI-sengen, eftersom der kun er én sådan på 808. Jeg indvendte, at man jo så skal via Glostrup, men det mente lægen også var meget bedre. Det synes jeg ikke!
  • Et af mine dagsordenspunkter var at tale om, hvor ubehageligt det var til den seneste ECT, hvor de ikke gennemførte alle de vanlige rutiner (måle værdier i form af temperatur, puls og blodtryk samt lytte på hjerte og lunger mv.) og spørge, om hun kunne skrive i journalen, at det skulle de gøre. Vedkommende mente ikke, det ville nytte, og jeg kunne bare selv sige det til dem, og i øvrigt har de styr på det. Det er bare svært som patient at sige til et højt specialiseret team, at det måske har glemt noget. Jeg ved intellektuelt ganske udmærket, at de har styr på det, eftersom de ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag, hvor de behandler ca. 10 -12 patienter pr. dag og jeg har prøvet det mere end 100 gange. Hun sagde fem gange, at de har styr på det – og jeg sagde fem gange, at det var jeg klar over. Hun sagde, at så var det jo bare en følelse, når jeg godt vidste det. Selvfølgelig kan jeg bare sige det, og det vil jeg gøre, eftersom rutinerne betyder meget for mig. Det er der, jeg finder trygheden i noget, jeg faktisk oplever som ubehageligt men en nødvendighed, der bevirker, at jeg har et godt liv!
  • Jeg spurgte, om jeg kunne få noget stærkere/mere at sove på, idet man er mere skrøbelig, når man ikke har fået nok søvn. Hun mente, man generelt har for høje forventninger til, hvor meget man skal sove. Jeg tog turen en gang til: normalt sover jeg glimrende, det er kun i forbindelse med ECT, jeg sover dårligt. Det havde hun ikke forstået, da jeg sagde det første gang; det var nok fordi, hun ikke lyttede. Det er ikke muligt at give noget mere/andet af nogle “lægelatinårsager”, jeg ikke forstod, fordi jeg ikke kendte ordene – og jeg kan ellers mange af de frække ord. Jeg er jo ikke kliniker men “bare” patient, og selvfølgelig er det hende, der har ret, men det ville nu være rart at forstå svaret.

Jeg vil bede om at få en anden læge, for dette holder jeg ikke til en gang til. Gudskelov skal jeg se psykologen i morgen. Man kan være nok så fin en overlæge, hvis man ikke kan skabe en relation, kan det være lige meget. Ønsker man ikke at lytte til patienten, kan det også være lige meget.

Når jeg alligevel kun skal “ses” af en læge i DPC to gange om året, betyder det ikke så meget, om det er en ny “yngste-reserve-læge-på-turnus” hver gang. Jeg er tindrende ligeglad.

Normalt er jeg så glad for Distriktspsykiatrien, men øh… måske har piben fået en anden lyd?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Det forekommer lidt lysere

Det forekommer lidt lysere

At sætte ord på

Det forekommer lidt lysere

Ord har styrke, ord har magt og ord har kraft (som ikke behøver være det samme som styrke). Det bedste, de kan gøre for mig på Brøndbyøstervej, er at lytte, også selvom jeg bare siger det samme som i går, og der intet nyt er under solen. Dette indlæg bliver måske også bare en gentagelse af et opslag på Facebook? Så skal du bare stoppe her. Er du ikke på Facebook, kan du læse opslaget fra Facebook sidst i denne post.

Det handler om angst

Jeg er 57 år og har endelig fået et liv, jeg sætter umådelig stor pris på, og derfor er angsten for at miste det helt naturlig. Det svarer muligvis lidt til det, folk oplever, når de har fundet deres livs kærlighed; så bliver de bange for at miste den, de endelig har mødt? Eller når de har fået børn? Ingen ønsker at miste noget dyrebart. Det er logik for burhøns.

De første 56½ år har været opad en stejl bakke. Nu forestiller jeg mig, at jeg skal have 30 gode år, så der er altså længe, til jeg udånder, og der er ingen logisk grund til at tænke mine tanker, men angst er irrationelt. Det er som om, jeg skal forklare medarbejderne det, og det forstår jeg ikke. Det burde ikke være nødvendigt.

Jeg arbejder med tankerne hos psykologen, men det er en proces, der tager tid.

Præster tør godt

Det er generelt svært for folk at tale om døden, men præster tør godt, og det oplever jeg som en befrielse. Mette, der er hospitalspræst her, og også er sognepræst i Hvidovre kirke, var forbi her i går, og det var rart. Selvom hun måske ikke har tiden, så ta’r hun sig tiden.

Hun har “passet” mig telefonisk i hele coronatiden – også selvom hun vel ikke har nogen formelle forpligtelser overfor mig, når jeg ikke er patient her længere, bortset fra at jeg jo bor i Hvidovre Sogn? Hun fortalte, at hun hellere vil have tre bisættelser end en vielse, for ved bisættelser er folk generelt mere åbne for det, en præst kan bidrage med. Ved vielserne har folk så travlt med at være lykkelige.

Endelig kunne jeg få sat ord på mine svære(ste) tanker, uden at hun straks begyndte at sige “det bliver godt igen”. Det tror jeg selvfølgelig på, blandt andet fordi det er jeg nødt til. Et godt tegn på at det ikke er helt sort.

PSI-konceptet er utrolig godt

Det har taget evigheder at skrive dette, fordi WordPress konstant meddeler, at netværksforbindelsen er mistet, uanset hvad jeg gør. Måske kommer jeg slet ikke til at udgive indlægget, mens jeg er her, men så er det skrevet, og tankerne er bevarede.

Jeg skal hjem i morgen torsdag, da jeg har nogle aftaler fredag formiddag, som jeg gerne vil overholde – blandt andet med distriktspsykiatrien. Det har været en stor hjælp at kunne trække stikket nogle dage. Da jeg fornyede kontrakten, tænkte jeg, at jeg aldrig fik brug for muligheden, og jeg så ikke indlæggelser i horisonten. Men det skulle vise sig at blive anderledes. Denne “fallback-mulighed” er rigtig god, og man kan tage tingene i opløbet i stedet for at vente på, at det går helt galt og fører til en rigtig indlæggelse på flere uger. Det er på en måde dejligt at være “kendt” i systemet. Der skal ikke så meget palaver til.

De svære tanker er der stadig, men de fylder ikke længere det hele. Da jeg kom fyldte de 120 pct.; nu fylder de omkring 30 pct. Det kan fire/fem dage gøre. Der er en udskrivelsessamtale med en læge, inden man går ud ad døren, og det er fint. Jeg har forberedt, hvad jeg vil sige og skrevet det ned, så det ikke glemmes. Og jeg har kun positive ting at sige.

Hvis du ikke er på Facebook: Opslag fra mandag den 19. juli 2021:

NÅR SPORENE SKRÆMMER – JEG MÅ TAGE ET PAR DAGE I PSI-SENGEN.

 
PSI betyder PatientStyret Indlæggelse, og baserer sig på en kontrakt, man udformer sammen med distriktspsykiatrien. Er pladsen ledig, har man “ret” til at komme og være i maks. fem dage. Herefter vurderer man sammen med en læge, om der er grund til en egl. indlæggelse. Jeg håber det ikke. Jeg håber fire/fem dage kan gøre det.
 
Sporene skræmmer. Jeg frygter, en ny depression er under opsejling. Alting er så “bagvendt”: tidligere betød det intet for mig, om livet sluttede; nu har jeg fået et liv, jeg er så glad for, at jeg nyder hvert et sekund, og derfor er jeg rædsomt bange for at dø. Der er ingen objektive årsager til, at jeg skulle dø, og jeg fejler intet somatisk. I SP har de skrevet “let/moderat depressiv tilstand”.
 
Det er kommet snigende gennem de seneste par uger, men det er jo ikke noget, man lige taler om til nogen. I går prøvede jeg mindst ti gange at ringe til Livslinjen men kom ikke igennem. Og psykologen holder naturligvis ferie. Ringede til 808 bare for at få en snak, men Emilie (jeg kender jo dem alle ret godt…) syntes, jeg skulle pakke en taske og komme herud.
 
Jeg frygter at ligge på mit yderste og så tænke, at jeg fik for lidt/det forkerte ud af den tid, der var afmålt til mig. Jeg har ingen efterkommere og kun ganske få relationer. Jeg ved ikke, hvem der skal rydde op efter mig, og jeg bliver højst data i diverse slægtsdatabaser. Jeg er i et eller andet omfang troende, og tror derfor på, at der er “noget” efter dette, bl.a. fordi jeg ikke kan acceptere, at det bare er slut, bum, bang, færdigt. Så er man jo nødt til at tro på, der er noget mere. Det er den eneste logiske mulighed.
 
Mit testamente er helt forkert, da det er gammelt og rummer de forkerte arvinger. Jeg regner med at kunne skrive det selv og spare de par tusinde. Så er der bare stempelafgiften til byretten tilbage.
 
Jeg vil ikke have medicin men tog mod en enkelt Oxapax i går. Den lagde en dæmper på angsten, og det var fint. De øvrige patienter er søde, men jeg har ikke overskud til at lære dem at kende, så jeg holder mig for mig selv. PSI-pladsen er gudskelov et eneværelse. Det er ikke rart at skulle dele, når man ikke har det godt. Da jeg startede med at komme på Brøndbyøstervej 160 i 2014 lå 808 i den anden ende af gangen, og der var firsengsstuer…, så den udsultede psykiatri har fået det en tand bedre.
 
Jeg ved ikke, hvad der har sat gang i alt dette her. En medvirkende faktor kan være, at jeg har mistet min nærmeste ven for et par uger siden. Jeg var bare nødt til at sætte en grænse, da hun mente, jeg burde leve mit liv anderledes og ikke gjorde det, intelligente og veluddannede mennesker gør. Jeg anser mig selv for både intelligent og veluddannet, og måtte derfor trække en streg i sandet. Noget jeg sjældent gør (måske alt for sjældent?).
 
Noget helt andet: Derhjemme har vi fået nye vinduer og håndværkerne har boret i de røde mursten, så der er rødt “murstøv” (eller hvad det nu hedder) overalt og i alle sprækker. Da jeg ikke selv kan overskue at gøre noget ved det, har jeg lavet aftale med et firma, der kommer og laver en hovedrengøring den 11. august. Det bliver dejligt. Derefter skal jeg bare holde det vedlige.
 
Om 15 minutter kommer Charlotte (en medarbejder) og taler med mig. Det er det, de kan gøre for mig. Samtale, samtale, samtale. Det er ikke så “farligt” at græde, når man ikke er alene. Derhjemme er jeg bange for, at det kan sætte en lavine i gang, som jeg ikke har kontrol over.
 
Ellers har jeg ikke noget på hjerte…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Centralisering

Centralisering af distriktspsykiatrien

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser og lavet tal. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Hun har sit kontor på Gammel Kongevej 33.

Jeg er glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig. Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig og vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med store svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun vil være der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning for Voksne. Janne Baatz havde al den tid, der var i verden, hos hende fik man ikke stress – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, Henrik, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist kun ret til to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem. Og jeg orker ikke at få en kontaktperson på 27 år.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg agter at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej (PSI er forkortelse for PatientStyret Indlæggelse), ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’, da det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider og ramler. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og de naturlige særinteresser, der er en del af Aspergers syndrom. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

CentraliseringAfsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de manglende kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slettet den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’. Det føltes rigtig godt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.