Hvis jeg gik over grænsen med min kat

Man kan ikke forestille sig det

Hvis jeg gik over grænsen med min kat

Det er ikke til at forestille sig, hvordan det føles at komme gående over grænsen til Polen med katten i en transportkasse. Sådanne billeder vises imidlertid ofte i TV Avisen.

Nogle er vrede over, at der er etableret indsamlinger for at redde efterladte kæledyr, da de penge går fra midler, der kunne være sendt til kvinder, børn og gamle, altså alle dem der ikke har værdi i krig. Det er sikkert rigtigt. Alligevel har jeg forståelse for, at mange vælger at lægge deres donation hos de efterladte kæledyr.

Jeg kan ikke huske en tidligere flygtningekrise, hvor der har været så meget fokus på kæledyrene, og jeg har ingen bud på, hvorfor det sker. Har du?

Jeg har haft katte hele livet

Man må ikke have husdyr på min nuværende adresse – men jeg overvejer at prøve at få dispensation til at få en servicekat. Det lykkedes for Laura, hvorfor skulle det så ikke kunne lykkes for mig? Jeg vil gerne have et levende væsen at tage mig af og en at komme hjem til. For nogle år siden kunne jeg ikke tillade mig at anskaffe en kat, idet jeg for ind og ud af psykiatrisk afdeling, men det er heldigvis fortid. Nu burde der ikke være flere forhindringer, og økonomien tillader det også. Det er ikke gratis at have kat.

Jeg havde katte som barn ofte flere ad gangen. Jeg havde en fantastisk europæisk korthårskat, Jason, alle årene på kollegiet. Min første racekat, π (Pi), havde jeg mange år i Vanløse. Hun var Chinchilla Perser. Skal jeg have kat igen, skal det være en British Shorthair, De klarer nemlig meget fint at være “inde-katte”. Og det er, hvad jeg kan tilbyde.

Tænker jeg tilbage på dem alle, tænker jeg på, hvordan det ville være at pakke en af dem i transportkassen og begive mig væk fra krigen til fods. Jeg kan ikke forestille mig det. Både kattene og børnene sætter gang i tankerne. Børnene er klar over, at de efterlader en far, en onkel eller en anden mandlig slægtning eller ven af familien.

Jeg er glad for, at jeg ikke har børn og skal prøve at forklare dem, hvad der foregår. For der er ingen logisk årsag. Flere myndigheder informerer om, hvordan man evt. kan tale med børnene, eller helt skåne dem fra krigen, alt afhængig af alderen. Her er Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside om emnet.

Rationering af krigen

Jeg har aftalt med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien at “rationere krigen”. Et par af mine venner gør det samme. Jeg holder mig orienteret men følger ikke krigen “minut for minut”, som Danmarks Radio ellers tilbyder. Det er svært at slukke for krigen, for den er der jo stadig. Mennesker pakker stadig kattene i transportkasser, holder dem i den ene hånd og børnene i den anden. Og så vandrer de mod grænsen. Ufatteligt at det skulle ske i min levetid. Hver dag er værre end gårsdagen. 2,7 mio. mennesker er lige nu på flugt fra Ukraine. Tallet på 2,7 mio. stammer fra FNs flygtningeorganisation UNHCR.

Jeg kan desværre ikke få krigen til at stoppe, hvor gerne jeg end ville, så jeg nøjes med en TV Avis morgen, en eftermiddag og så den kl. 18:30. Det er bedst sådan. Hver aften glæder jeg mig over, at min seng står i København og ikke i Kyiv. Jeg takker en eller anden for ikke at sidde uden vand, mad, varme og el i en kælder i Mariupol med katten og barnet.

kriseinformation.dk

Myndighederne har i fællesskab etableret https://kriseinformation.dk/, der har hjemme i Udenrigsministeriet. Det er en ganske imponerende side, man har fået op at stå på ingen tid.

Jeg blev opmærksom på den via det gode pressemødet den 11. marts, hvor man prøvede – på tværs af alle kanaler – at fortælle, at det er decideret dumt at begive sig til grænsen for at køre flygtninge til Danmark, med mindre der på forhånd foreligger en aftale om at hente mennesker, man kender og at køre dem til mennesker, de kender. Gør man det, går man mere i vejen, end man gør gavn.

Syrien contra Ukraine

Jeg er måske racist

Syrien contra Ukraine

Jeg tudede mig gennem en stor del af gårsdagens besøg hos min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. For en gangs ikke over mig selv men over krigen i Ukraine og så ja: frygten for tredje verdenskrig, og det er så selvfølgelig en slags “over mig selv”.

Der er en debat, jeg er enormt træt af og rigtig ked af; det er den om “Syrien contra Ukraine”. Der er mange mennesker her i landet, der har hjerterne så centralt placerede i Syrien, at de næsten ikke kan have medlidenhed med mennesker i Ukraine og har svært ved at indse, at vi lige nu står i den største flygtningekrise siden anden verdenskrig.

I dag så jeg et opslag fra en mand, der skrev, at han støttede Yemen og Palæstina, for de havde mere behov for det end ukrainerne. Jeg må sige, at det vendte sig i mig.

For første gang taler Inger Støjberg sandhed

Inger Støjberg skrev den 9. marts 2022 kl. 06:06 på Facebook blandt andet:

Vi kan lige så godt være ærlige om, at vi hellere vil hjælpe ukrainske flygtninge end somalier og palæstinensere.

Indtil nu er det lykkedes politikerne at pakke det ind i glittet papir og sætte prædikatet ’nærområde’ på pakken. Ingen tør sige det, som det er: Det er, fordi ukrainerne ligner os mere, og fordi de primært er kristne.

Min egen vilje til at hjælpe strømmen af ukrainske flygtninge er meget stor. Den er meget større, end når det gælder mange andre flygtninge og migranter, og det er på grund af, at jeg oplever en større samhørighed med ukrainerne end med f.eks. palæstinensere og somalier.

Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har det sådan, for rigtig mange danskere står beredvilligt klar for at hjælpe. Det samme gør politikere fra alle fløje i Folketinget. Men det bliver uærligt, når folketingsmedlemmerne udelukkende begrunder deres velvilje med, at Ukraine er et nærområde.

Jeg er kristen, sådan en slags da, og for ca. 12 år siden var jeg en meget flittig bruger af Den danske Folkekirke. Jeg var medlem af Hvidovre kirkes menighedsråd i otte år. Så jeg forstår andre kristne bedre, end jeg forstår muslimer, og det synes jeg ikke, der er noget underligt i.

Det betyder ikke, at jeg synes, kristne er bedre mennesker, at den kristne tro er en bedre tro, at de kristne værdier er “trinhøjere” eller lignende. Jeg forstår det bare bedre.

Inger Støjberg er racist

Når nu Inger Støjberg er (erklæret) racist, spørger jeg mig selv, om jeg også er racist. Jeg er bestemt ikke glad for prædikatet, hvis det har noget på sig. Min kontaktperson mente det ikke, men jeg kan ikke lade være at tænke over det.

Vi talte lidt om et begreb, jeg aldrig har overvejet før og faktisk ikke kendte til, og det er “strukturel racisme”. Efter at have læst denne gode artikel på videnskab.dk er jeg ikke i tvivl om, at der er en del strukturel racisme i det danske samfund – men er der ikke det i alle samfund?

Sikandar Malik Siddique fra partiet Frie Grønne taler meget om racisme – faktisk så meget at jeg er blevet temmelig træt af at høre om det. Vel er det et problem, og vi bør gøre op med det, men der også mange andre problemer, vi bør gøre noget ved.

Donation til ofre for krigen i Ukraine

Bestyrelsen for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og bestyrelsen for Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har besluttet sammen at donere 1.000.000 kroner til ofrene for krigen i Ukraine. Artiklen findes her på Kongehusets hjemmeside.

Donerede Kongehuset til Syrerne? Gjorde jeg selv?

Flere artikler om krigen i Ukraine.

10. marts 2022/2 Kommentarer/i Politik /af StegemüllerPolitik

Vanvid knyttet til humanitære korridorer

Er det ikke vanvid?

Vanvid knyttet til humanitære korridorer

I dag skal topforhandlere fra henholdsvis Ukraine og Rusland mødes i Antalya til trepartsforhandlinger, idet Erdogan også deltager. Alt mit håb går på, at de finder ud af noget, de hver for sig bagefter kan pakke i kufferterne og tage med hjem til præsidenterne (og på russisk side også til Kreml…). Jeg synes, russernes krav til ukrainerne er helt urimelige.

Det hele er gået bersærk siden den 24. februar, der allerede føles som længe siden. Mere end 2,0 mio. mennesker er flygtede på to uger, altså en mio. pr. uge. Det er fuldkommen sindssygt. Vesten svarer med én stemme, pga. sin frygt, igen med oprustning. Alene i Danmark tales om fordobling af værnepligtstiden fra fire til otte måneder, indkøb af adskillige u-både, oprydning på hylderne med forældet, ubrugeligt udstyr og erstatning med nyt grej, der virker osv. Men har oprustning nogensinde ført til fred? Jeg synes det ikke.

Der er allerede truffet beslutning om forøgelse af udgifterne til forsvaret til 18 mia. årligt. Og vi skal til folkeafstemning den 1. juni om forsvarsforbeholdet idet der er tale om suverænitetsafgivelse, hvor jeg i øvrigt stilfærdigt gør opmærksom på, at inden EU kan iværksætte en militær operation kræves enstemmighed. Reglerne for folkeafstemninger fremgår af Grundlovens § 42, der er en udspringer af § 20.

Nåh, men det var jo slet ikke det, der var overskriften. Beklager roderiet men jeg er bare meget optaget af krigen og dens konsekvenser for mennesker.

Tilbage til postens indhold: vanvid knyttet til humanitære korridorer

I går onsdag den 9. marts var planen at redde 100.000 mennesker ud af blandt andet Mariupol og Kyiv. Kun 40 pct. af planen lykkedes – kun 40.000 mennesker blev evakueret via de “humanitære korridorer”.

Det forekommer mig at være komplet vanvittigt, at krigens parter beslutter, at kl. 9:00 holder vi op med at slå hinanden ihjel, men vi begynder på det igen kl. 18:00 (tidspunkterne er grebet ud af luften og er alene til illustration). Er det videre humant? Jeg synes det ikke.

Det er selvfølgelig dejligt for de 40.000 – men det er fa**** synd for de 60.000, primært kvinder, børn og gamle, der ikke kan bruges i krig, som måske sidder i en kælder og alene går ud for at samle sne med det formål at smelte det, så de har vand at drikke. Der har de måske siddet i en uge.

Træt af krig

Der er et ordspil i overskriften:

Jeg er træt af krig. Jeg er træt af, at mennesker slår hinanden ihjel med et eller andet underligt, udefinerbart formål. Der er ubekræftede forlydender om, at de russiske soldater troede, de skulle på øvelse og at de med vilje ødelægger de køleskabe, de sidder i i den 64 km. lange kolonne. Dette betyder ikke, at jeg ikke forstår ukrainerne og bakker op om deres frihedskamp.
Jeg er også fysisk træt af krigen – og jeg har talt med andre, der oplever samme reaktion. Min konklusion er, at vi er følelsesmæssigt involverede, og man bliver fysisk faktisk træt af at arbejde med sine følelser. Om en psykolog ville bekræfte dette, er jeg ikke klar over. Jeg går fx i seng tre eller fire timer før normalt, for jeg kan ikke holde mig oppe længere. Det er virkelig unormalt.

Mailen til Hvidovre Kommunes Task Force

Hvidovre Kommune (vi har fået en mandlig SF-borgmester efter mange år med en rigtig god kvindelig socialdemokratisk borgmester) har oprettet en Task Force, der skal koordinere kommunens indsats for de ukrainske flygtninge, der forventes her. Der findes en hjemmeside, der dog ikke er opdateret med indholdet af den sære særlov. Nogle flygtninge er allerede ankommet.

Selv har jeg den 5. marts skrevet følgende til dem:

Kære Task Force

Ukrainerne fortjener al den hjælp, vi kan yde.

Mine kompetencer ligger primært på det administrative område, dvs. jeg vil kunne hjælpe med koordinationsopgaver eller lign. et ikke for stort antal timer pr. uge.

Jeg er uddannet jurist fra 1990, er medlem af Mensa, er 58 år, har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter. Blev psykisk syg i 2014, Aspergers syndrom (det er en diagnose på Autismespektret) i 2019. Pension pr. 1. maj 2021.

Jeg føler mig rask af den psykiske sygdom, men Aspergers syndromet bliver jeg selvfølgelig nødt til at tage hensyn til.

Sig til hvis I kan bruge et skarpt hoved. Jeg er ikke blevet dum af at blive syg.

—

Jeg er spændt på, om de kan bruge mig til et eller andet.

6. marts 2022/i Politik /af StegemüllerPolitik

Historisk aftale om dansk forsvar

Panik eller velovervejet?

Historisk aftale om dansk forsvar

Sikke et pressemøde i spejlsalen. Nu var vi blevet vant til, at de handlede om pandemien, men pludselig var emnet et ganske andet: Historisk aftale om dansk forsvar!

Der er krig i Europa med massevis af angreb på civile. Den rædsomme krig i Ukraine, der har sendt 1,5 mio. mennesker (FN’s opgørelse) på flugt på ingen tid, har nu varet i 11 døgn. Efter 11 døgn bliver fem toneangivende partier enige om en aftale, der for en gangs skyld lever op til ordet “historisk”. SF er med, Radikale er med, men Enhedslisten er ikke med.

Er 11 dage i frygt, for hvad Putins næste “ønskeland” er, virkelig tilstrækkeligt til, at vi smider 30 års forsvarspolitik ud med badevandet? Er det panik eller er det velovervejet?

Jeg er selv bange og bekymret, så jeg siger ikke, at det hverken er rigtigt eller forkert. Jeg rejser bare spørgsmålet om hele Danmark, hele regeringen, hele Folketinget er lige så bange og bekymret, som jeg er? Jeg er måske ikke alene om at frygte tredje verdenskrig?

Sebastian sang i 1978:

Du er ikke alene
Der er en, der følger dig
Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig

Aftalens indhold i korte træk

Danmark skal op på at bruge 2 pct. af BNP til forsvaret. I 2033 vil det koste 18 mia. kr. ekstra om året. Det har vi faktisk for længst (allerede i 2014) forpligtet os til i aftalen med NATO.
Danskerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Forbeholdet – der er 30 år gammelt – har hindret os i at være med i det, man vel godt kan kalde en “EU-hær”.
Vi skal hurtigst muligt blive uafhængige af russisk gas. Det betyder, at der skal øget tempo på den grønne omstilling. Klimapolitik er i den aktuelle virkelighed også sikkerhedspolitik.
Statsministeren talte flere gange om “demografiske udfordringer”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun konkret mener, men det er mit gæt, at det betyder, at der ikke er ret langt til Rusland.

Enhedslisten er som nævnt ikke med. Det skyldes, i følge Mai Villadsen, at EU’s forsvarsbudgetter allerede er større end Ruslands, og at dette kan blive udtryk for starten på et nyt våbenkapløb.

Selv kommer jeg til at tænke på NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning og dengang vi kæmpede imod opstillingen af 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa; opstillingen skulle være begyndt i 1983 – det er 39 år siden, og jeg var 20 år. Der er meget, der passerer revy nu.

Jeg synes, Jakob Ellemann-Jensen var temmelig flabet, da han på pressemødet sagde ” Nu er det slut med at være naive”. Det havde han ikke behøvet at sige. Det var en dum bemærkning. Jeg vil have fred, men jeg finder mig ikke i at blive kaldt “naiv”.

Hvad mener jeg selv om aftalen?

Jeg bakker regeringen op, og jeg vil den 1. juni stemme for fjernelsen af forsvarsforbeholdet, også selvom det går imod alt, hvad jeg altid har kæmpet for (og imod); så bekymret er jeg for den “demografiske udfordring”.

Vi kan ikke forvente, at resten af EU og NATO skal passe på os, hvis ikke vi selv bidrager med vores andel. Sanktionerne virker godt, fordi de er besluttet af et samlet Vesten. Vi er stærkere sammen end alene. Af samme grund har jeg altid været for EU og har stillet mig uforstående over de partier, der mener, at vi bør forlade fællesskabet hurtigst muligt.

En ekstra bekymring?

Når vi nu skal have ekstra fart på den grønne omstilling og derved gøre os uafhængige af den russiske gas, hvilket kun er positivt, er der så en øget risiko for, at der vil være partier (konkret Nye Borgerlige), der får vind i sejlene med hensyn til atomkraft, hvis det ikke går hurtigt nok?

Hvad hvis solen ikke skinner nok, og hvad hvis det ikke blæser nok? Hvad hvis forskning og udvikling ikke kan følge med? Der findes masser af mennesker her til lands, der mener, at atomkraft er løsningen på alle energi-problemer.

Man må give Mette Frederiksen ret i, at “Vi går en usikker tid i møde”.

Archive for category: Politik

Her bor jeg