/i /af

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Demokratiets festdag

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Personligt er jeg glad for det klare valgresultat. Jeg afgav nemlig også et klart “Ja”. Så vidt jeg husker, har jeg altid stemt “Ja” til at staterne rykker tættere sammen i Europa, fordi jeg grundlæggende tror på den europæiske idé og på, at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg er altså pro-europæer og har altid været det.

Selvfølgelig er der nogle tåbelige ting, der vedtages “nede i EU” (som i sig selv er en tåbelig term, da Danmark jo selv deltager og er med til at træffe beslutningerne). Det gælder fx den beslutning, der medfører, at vi skal trykke på en ekstra knap, hver gang vores computere opdager en cookie og at selv vi små private hjemmesideejere skal have en cookie- og privatlivspolitik. I guder… Det er da tåbeligt.

Jeg skulle egentlig have været til ECT i går, da “mit rul” er præcis hver fjerde onsdag, men jeg forklarede “min sygeplejerske”, at jeg sover det meste af dagen efter behandlingen, hvilket er helt normalt, og så var jeg bange for ikke at komme ned at stemme. Jeg har aldrig ikke stemt, for jeg glæder mig altid over at bo i et land, hvor man kan stemme og give sin mening til kende. Der er mange steder i verden, det ikke er muligt. Hver gang er det demokratiets festdag, også selvom alt for få deltager i festen. Det forstod hun uden videre og flyttede min behandling til i morgen fredag i stedet.

Det var en vanskelig beslutning

Uagtet jeg altså er pro-europæer, stemmer jeg ikke i blinde men forsøger at sætte mig ind i tingene. Jeg syntes, beslutningen denne gang var vanskelig, fordi jeg ikke tror på, at mere/flere krudt og kugler er vejen til fred.

Jeg tændte for den første partilederdebat på DR men var nødt til at slukke efter kun 20 minutter, for da havde jeg fået nok af Pernille Vermunds overlegne smil. Et smil der lignede “Okay, jeg tier, mens du fyrer dine falsummer af, men bare vent til jeg får ordet…”. Det kunne jeg ikke have med at gøre.

Derudover sad jeg med følelsen af, at det ikke var partilederne, der kunne (eller ville) fortælle mig sandheden om konsekvenserne af henholdsvis et “Ja” eller et “Nej”. Det var ikke der, jeg ville få “det rigtige”/”det virkelige” at vide. Alle deres udsagn var jo inficerede af deres politiske overbevisninger, hvilket er naturligt. Så ville jeg hellere lytte til Ole Ryborg.

Ingen af de mennesker, jeg taler med, har stemt i blinde. Alle har gjort sig grundige overvejelser – og har selvfølgelig stemt. En enkelt har besluttet sig for “Ja” ad omvejen via “Nej” og blankt. Det kan jeg godt lide, for det var et vigtigt valg.

Har det med krigen i Ukraine at gøre?

Der er næppe tvivl om, at valgresultatet har med den forfærdelige krig i Ukraine at gøre. Ja-siden, især både S og V, har konstant fremhævet Putins invasion af en folkeretligt suveræn stat som argument for et “Ja”. Det er helt forkert, for afstemningen havde ikke en brik med Ukraine at gøre, og den argumentation spiller på frygten for, at Danmark også kunne blive invaderet af den store broder mod øst. Jeg bryder mig ikke om beslutninger baseret på frygt.

Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for, at frygten også har sit tag i mig. Jeg har fx kunnet lide RV’s argumentation om, at når den store broder mod øst spiller med musklerne, rykker vi tættere sammen med vores nærmeste – som er de øvrige lande i Europa. Det, synes jeg, er det eneste fornuftige at gøre. Danmark kan ikke både være med og stå udenfor på en gang. Enten er man med i en klub, eller også er man ikke.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Forskningsfriheden er i fare

Forskningsfriheden er i fare

Forskere bliver systematisk chikanerede

Forskningsfriheden er i fare

Denne artikel er vigtig, fordi den beskriver, hvordan forskere bliver systematisk chikanerede af højrefløjspolitikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). Hertil kommer systematisk chikane i form af endeløse klager fra en Jacob Naur, der kalder sig selv “borgerlig aktivist” og er stolt af det.

Artiklen er lang og uhyggelig, fordi det dokumenteres, hvorledes forskere bliver “stalked”, må have hemmelige adresser, må sygemelde sig i længere perioder og det hele taget udsættes for en systematisk chikane, der tydeligvis hører under straffeloven. Citatet herunder stammer fra artiklen:

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Messerschmidt, Dahl og Naur kan ikke lide autoetnografi

Autoetnografi er en nyere metode (kun ca. 25 år gammel…), der bruger den personlige oplevelse til forståelse af helheden. Metoden er internationalt anerkendt indenfor både humaniora og samfundsvidenskab. De navngivne kalder det imidlertid for “pseudovidenskab”, da de ikke kan lide det. Naaur har sendt adskillige klager til universiteternes ledelser og praksisudvalgene, og de er alle afvist som åbenbart grundløse. Efter det er sket, sender han dem videre til Messerschmidt og/eller Dahl, der stiller spørgsmål til ministeren. Artiklen henviser til et dokument på Folketingets hjemmeside, men det er internt, så man kan ikke få lov at se det, hvilket undrer mig lidt.

Det er interessant og/eller uhyggeligt, at det udelukkende er højrefløjen, der står bag chikanen. Det bærer ved til det bål, der hedder, at universiteterne er drevet af venstrefløjen og at alle de ansatte – fra forskningsassistenter til professorer – er venstreorienterede.

Professor på RUC Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademails og trusler, men det seneste år har været særligt slemt og det selvom autoetnografien kun dækker en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

Hun fortæller blandt andet

…autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

Da jeg var ung, arbejdede jeg på Kriminalistisk Institut

 

Mens jeg for adskillige år siden læste, arbejdede jeg for en ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, Kriminalistisk institut. Hun forskede i “gadevold”.

Forskningsobjektet var nærmere bestemt, at vi alle går rundt og tror, at det, der hos politiet rubriceres som “gadevold”, drejer sig om vold begået af ukendte gerningsmænd mod sagesløse ofre. Vi gennemgik ca. 500 straffesager i fem storkøbenhavnske politikredse, udfyldte kodeskemaer og hjemme på kontoret i Studiestræde 6, tastede jeg kodeskemaerne ind på “edb” i et program, man i dag ville anse for fuldkommen håbløst og som havde sin basis i 5¼”-disketter.

Resultatet stod hurtigt klart: gerningsmand og offer kendte i langt, langt de fleste tilfælde hinanden temmelig godt, ofte var de i familie – fx var de gift! Højrefløjen kunne sikkert udråbe det som venstreorienteret populisme, men det var jo sandheden. Vi sad ikke og snød, når vi gennemgik sagerne. Vi uddrog de faktiske forhold.

Jeg blev naturligvis ikke selv forsker af at udføre et delvist idiotarbejde med at taste ind, men jeg omgikkes forskere som fx Britta Kyvsgaard, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard.

Over frokosten blev der diskuteret både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg lærte en masse om kilder, som jeg tog med mig. Og jeg lærte noget om videnskabelig metode og redelighed. Det er en af årsagerne til, at jeg nu til dags bliver irriteret over alle de, der fremsætter postulater på fx sociale medier uden at opgive kilden eller fortælle, hvordan de er kommet frem til resultatet. Som eksempel læste jeg her til formiddag, at nutidens forskel mellem rig og fattig i sundhedsvæsenet svarer til den forskel, der fandtes i 1500-tallet. Det kan være, det er rigtigt, men det er noget af en påstand, når der ikke er en kildeangivelse.

Tilbage til udgangspunktet!

Systematisk chikane af forskere udført af højrefløjen burde aldrig kunne finde sted i et land, der bryster sig af et “armslængdeprincip”, en “forskningsfrihed” og hvor alle publikationer drøftes på tværs og udsættes for “peer review”, inden de publiceres.

Det er vist på høje tid, vi begynder at chikanere højrefløjen og påvise dens uredelighed og ukvalificerede metoder.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Og det var forår og Danmark atter frit

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

På en måde er jeg for ung til at mindes fjerde maj og at sætte lys i vinduerne. Herligt endelig at være “for ung” til noget. Alligevel har jeg altid holdt skikken i hævd. I år var det som om, det gav ekstra meget mening p.g.a. Putins invasion af Ukraine. Der er krig i Europa lige nu.

Jeg havde ikke troet, jeg skulle opleve det, efter min ungdom blandt andet gik med fredsdemonstrationer, opstand mod den kolde krig og opstillingen af 572 Nato-missiler på europæisk jord. Det der endte med Warszawapagtens og murens fald i 1991. Jeg ville gerne have været i Berlin, da det skete.

Jeg ville faktisk gerne have været ind på Rådhuspladsen i aftes og høre både Zelenskyj og Mette Frederiksen, men der var alt for mange mennesker for mig.

Når jeg hører/synger (da jeg ikke kan synge, sker det kun i enrum) og kommer til “Og det var forår og Danmark atter frit” får jeg en klump i halsen og har svært ved at komme til næste strofe. Jeg forestiller mig, hvordan det har været at opleve befrielsesbudskabet: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Og hvordan det har været at tage ind på Rådhuspladsen og være sammen med andre glade mennesker, der kravlede rundt på sporvognene og viftede med Dannebrog, efter vel at mærke at have revet mørklægningsgardinerne ned hjemme i stuerne.

Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v

Min far var i modstandsbevægelsen. Det er ikke klart for mig, hvad han lavede under besættelsen, det talte han aldrig om, men i 1947 blev han idømt tre måneders betinget fængsel samt tilsyn i fem år efter to bestemmelser i “Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v” og § 130 i Straffeloven om at “Den, som udøver en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, straffes med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 2 Aar.”.

Det var noget med, at han efter befrielsen med sin gruppe udgav sig for at være fra Fremmedpolitiet og samlede våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke. Men det er indtil videre lidt usikkert og jeg er ikke færdig med at læse den dagældende lovgivning. Sikkert er det dog, at dommen hindrede ham i at komme til Amerika som led i Marshallhjælpen, da amerikanerne ikke ville have straffede ind i landet. I stedet indgik han sit første ægteskab.

At vokse op under den kolde krig

Anden verdenskrig var meget nærværende så længe min far (1922 – 1972) levede. Formentlig skyldes det, at man ikke lige kunne lægge “de fem forbandede år” fra sig. De vedblev at være nærværende. Min mor (1935 – 2006) var barn under besættelsen, så hun havde ikke tilsvarende oplevelser, men hun kunne huske 4. maj 1945 og fortalte om, hvordan de rev mørkelægningsgardinerne ned.

Jeg husker, at jeg besluttede, “når tredje verdenskrig kommer, vil jeg gå ind i modstandsbevægelsen”. Bemærk “når” og ikke “hvis”. Jeg var slet ikke i tvivl, selvom jeg vel kun var 7 – 8 år. Det var ikke sundt for et barn at have en krig så tæt på. Krigen var ganske enkelt alt for nærværende for et barn, for trods modstandsviljen var jeg også bange – blandt andet for torturen. Jeg havde set beskyttelsesrummene i Brande og var klar over, hvor jeg skulle søge tilflugt, når krigen kom. Jeg brød mig ikke om dem, eftersom de var mørke og mugne.

Efter ca. 1974 voksede jeg op et sted, hvor man havde holdninger til højre for den yderste højrefløj (nedlæg Christiania, indfør dødsstraf og atomkraft samt gør Glistrup til statsminister). Helt forfærdeligt. Der var det vel kommunisterne, man var bange for.

Nedrustning contra oprustning

I min ungdom kæmpede vi for nedrustning, og fredsbevægelsen vandt – nu oplever vi atter oprustning. Der træffes vidtrækkende beslutninger baseret på frygt. Det er aldrig godt. Jeg læste en dag et ordspil om “oprustning”, der kun er sundt, hvis våbnene “ruster op”. Det var godt set af skribenten.

Beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 18 mia. kr. årligt forekommer vanvittig, eftersom Natos forsvarsbudget allerede er mange gange større end Ruslands. På den anden side set er det “bare” opfyldelsen af det, vi allerede for mange år siden afgav løfte om til Nato. Aftaler skal holdes.

Jeg er ikke færdig med at sætte mig ind i konsekvenserne af henholdsvis et “Nej” og et “Ja” til ophævelsen af forsvarsforbeholdet den 1. juni. Jeg tror, det bliver et “Ja”, men det vil i givet fald også være baseret på frygt. Og det er som anført aldrig godt.

/i /af

Helvedet i Butja

Helvedet i Butja

Altid værre end i går

Helvedet i Butja

Hvad skal man tro om oplysningerne om det, der er sket i Butja i Ukraine? Det er som om, hver dag er værre end dagen i går. Hvor længe kan det vare?

Kan det være sandt, at russiske soldater har bagbundet og henrettet civile ukrainere i Butja? I givet fald er det krigsforbrydelser værre end – eller i det mindste på linje med – Slubbertdan Milošević’ i det tidligere Jugoslavien i slut-firserne. Kunne ukrainerne virkelig finde på sådanne løgne? Er fortællingerne ikke så sindssyge, at det ligger udenfor al menneskelig fantasi at opdigte dem?

De kildekritiske (og det skal man være) siger: russerne har i snart en uge været i gang med at bakke lidt ud af Kyiv. Hvorfor kommer de grusomme billeder så først frem nu? Det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg nægter bare at tro på, at det er ukrainerne selv, der har iscenesat dette. Så skulle de have henrettet deres egne landsmænd “blot” for at øge verdens pres på Putin.

FNs Sikkerhedsråd holder møde om det i dag kl. 9:00 – men i Sikkerhedsrådet har alle faste medlemmer vetoret; Rusland er fast medlem. Man kan næppe forestille sig, at de stemmer for en fordømmelse. Altså falder den til jorden, allerede inden den er sendt afsted på samme måde som et vildfarent missil

“Krigens love”

Jeg kender ikke dem alle taler om nemlig “krigens love”, mange er gået fra vaccineeksperter til Ukraineeksperter, men jeg er ret sikker på, at der står, at man ikke må bagbinde og henrette civile. I det hele taget må man ikke dræbe civile uanset metoden. Så meget ved jeg da. Det har russerne ikke holdt sig for gode til. Og én overtrædelse kommer sjældent alene. En gang kriminel altid kriminel. Man må sikkert heller ikke belejre en by fyldt med civile, hindre nødhjælp i at komme ind og befolkningen i at komme ud. I “krigens love” står nok også et sted, at aftaler om humanitære korridorer skal overholdes.

Der findes nogle (få) mennesker, man ikke skal stole på. Jeg stoler ikke Putin over en dørtærskel. I det hele taget så jeg ham gerne stillet for en krigsforbryderdomstol, dømt og hensat i et meget lille, dunkelt lokale til sin død. Det går over min forstand, at et enkelt menneske har magt til at sætte hele verden på den anden ende og sende 4,2 millioner mennesker på flugt. I mit stille sind sammenligner jeg ham med Hitler, og efterhånden som dagene går, bliver sammenligningen bedre og bedre.

Skru ned for informationsstrømmen

Det er snart længe siden, jeg skruede ned for informationsstrømmen, men det hjælper ikke ret meget, for krigen er der jo fortsat. Mennesker dør stadig uden grund. For der er ingen grund til dette vanvid. Skal jeg alligevel lede efter en, kan jeg kun forestille mig, at Putin ønsker “en ny Warzawapagt”. Hvilket land vil han tage under sine beskyttende vinger næste gang? Ligger de tre baltiske lande ikke i bekvem nærhed? Eller hvad med Moldova? Et fattigt land med grænse lige op til Rusland må da være en lækkerbisken for en magtlidderlig stodder. Jeg beklager sprogbrugen, men den forekommer mig at være korrekt her.

Helvedet i ButjaVi tæller pladser i beskyttelsesrummene

De virkelige militære eksperter siger, at risikoen for en verdenskrig eller det næste, som ingen tør tænke på, er så lille, at den er nærmest ikke-eksisterende.

Spørger man civile danskere, er 40 pct. alligevel bekymrede. Jeg hører til de 40 pct. – og glæder mig derfor over, at der i Hvidovre Kommune er plads til alle borgere i beskyttelsesrummene, hvor de så end befinder sig. Jeg har boet her i 15 år uden at se et eneste.

Du kan finde status for din kommune her (en DR-side).