Historisk aftale om dansk forsvar

Panik eller velovervejet?

Historisk aftale om dansk forsvar

Sikke et pressemøde i spejlsalen. Nu var vi blevet vant til, at de handlede om pandemien, men pludselig var emnet et ganske andet: Historisk aftale om dansk forsvar!

Der er krig i Europa med massevis af angreb på civile. Den rædsomme krig i Ukraine, der har sendt 1,5 mio. mennesker (FN’s opgørelse) på flugt på ingen tid, har nu varet i 11 døgn. Efter 11 døgn bliver fem toneangivende partier enige om en aftale, der for en gangs skyld lever op til ordet “historisk”. SF er med, Radikale er med, men Enhedslisten er ikke med.

Er 11 dage i frygt, for hvad Putins næste “ønskeland” er, virkelig tilstrækkeligt til, at vi smider 30 års forsvarspolitik ud med badevandet? Er det panik eller er det velovervejet?

Jeg er selv bange og bekymret, så jeg siger ikke, at det hverken er rigtigt eller forkert. Jeg rejser bare spørgsmålet om hele Danmark, hele regeringen, hele Folketinget er lige så bange og bekymret, som jeg er? Jeg er måske ikke alene om at frygte tredje verdenskrig?

Sebastian sang i 1978:

Du er ikke alene
Der er en, der følger dig
Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig

Aftalens indhold i korte træk

Danmark skal op på at bruge 2 pct. af BNP til forsvaret. I 2033 vil det koste 18 mia. kr. ekstra om året. Det har vi faktisk for længst (allerede i 2014) forpligtet os til i aftalen med NATO.
Danskerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni. Forbeholdet – der er 30 år gammelt – har hindret os i at være med i det, man vel godt kan kalde en “EU-hær”.
Vi skal hurtigst muligt blive uafhængige af russisk gas. Det betyder, at der skal øget tempo på den grønne omstilling. Klimapolitik er i den aktuelle virkelighed også sikkerhedspolitik.
Statsministeren talte flere gange om “demografiske udfordringer”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun konkret mener, men det er mit gæt, at det betyder, at der ikke er ret langt til Rusland.

Enhedslisten er som nævnt ikke med. Det skyldes, i følge Mai Villadsen, at EU’s forsvarsbudgetter allerede er større end Ruslands, og at dette kan blive udtryk for starten på et nyt våbenkapløb.

Selv kommer jeg til at tænke på NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning og dengang vi kæmpede imod opstillingen af 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa; opstillingen skulle være begyndt i 1983 – det er 39 år siden, og jeg var 20 år. Der er meget, der passerer revy nu.

Jeg synes, Jakob Ellemann-Jensen var temmelig flabet, da han på pressemødet sagde ” Nu er det slut med at være naive”. Det havde han ikke behøvet at sige. Det var en dum bemærkning. Jeg vil have fred, men jeg finder mig ikke i at blive kaldt “naiv”.

Hvad mener jeg selv om aftalen?

Jeg bakker regeringen op, og jeg vil den 1. juni stemme for fjernelsen af forsvarsforbeholdet, også selvom det går imod alt, hvad jeg altid har kæmpet for (og imod); så bekymret er jeg for den “demografiske udfordring”.

Vi kan ikke forvente, at resten af EU og NATO skal passe på os, hvis ikke vi selv bidrager med vores andel. Sanktionerne virker godt, fordi de er besluttet af et samlet Vesten. Vi er stærkere sammen end alene. Af samme grund har jeg altid været for EU og har stillet mig uforstående over de partier, der mener, at vi bør forlade fællesskabet hurtigst muligt.

En ekstra bekymring?

Når vi nu skal have ekstra fart på den grønne omstilling og derved gøre os uafhængige af den russiske gas, hvilket kun er positivt, er der så en øget risiko for, at der vil være partier (konkret Nye Borgerlige), der får vind i sejlene med hensyn til atomkraft, hvis det ikke går hurtigt nok?

Hvad hvis solen ikke skinner nok, og hvad hvis det ikke blæser nok? Hvad hvis forskning og udvikling ikke kan følge med? Der findes masser af mennesker her til lands, der mener, at atomkraft er løsningen på alle energi-problemer.

Man må give Mette Frederiksen ret i, at “Vi går en usikker tid i møde”.

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Særloven er sær

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

For Søren da hvor debatten raser. Raseriet skyldes denne aftale af 4. marts 2022 om lovgivning for fordrevne ukrainere. Pressemeddelelsen kan læses her.

Enhedslisten får på puklen blandt andet for at stemme for aftalen, idet den stiller flygtninge fra Ukraine langt bedre end flygtningene fra Syrien i 2015. Hvad pokker skulle Enhedslisten ellers gøre? Skulle vi undlade at hjælpe mennesker ordentligt nu, fordi vi behandlede andre mennesker meget ringe for 6½ år siden? Skulle vi gentage den dårlige opførsel? Jeg kan ikke se det. Det er ikke fordi, jeg synes, regeringen handler korrekt, men de er i det mindste konsistente, når de udtaler, at Danmark pludselig selv er det “nærområde”, de altid har fablet om. Det er da rigtigt.

En dag kunne jeg selv blive flygtning: et forfærdeligt dilemma mht. Ukraine

Måske nærmer den dag sig, for i mine mest pessimistiske minutter/timer/dage ser jeg tredje verdenskrig for mig. I dag læste jeg et godt indlæg fra en Facebook-ven ved navn Anja. Hun rejste dilemmaet: hvor er det godt, NATO viger tilbage fra at sætte støvler og grej på europæisk jord og i Ukraine især. Aktuelt vil NATO ikke etablere et flyveforbud over Rusland.

Jens Stoltenberg var tydeligt bevæget, da han udtalte sig om spørgsmålet. Gjorde NATO det, ville det udløse helt uoverskuelige konsekvenser i Europa og i Ukraine. Vesten ville eskalere krigen. Der skal kun en enkelt galning til at trykke på knappen, der udløser atomvåbnene. Truslerne har vi allerede hørt. De er slet skjulte. Næste gang er det måske mig selv, der bliver flygtning.

Ukrainerne skuffede over NATO

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky er ikke tilfreds med udmeldingen. Han mener, Vesten hytter sit eget skind og lader Ukraine i stikken. Og hans reaktion er fuldt forståelig. Vi kan ikke lade de mennesker, der bor i vores “nærområde” i stikken. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de stakkels mennesker. Og det er dilemmaet. Skulle NATO så ikke agere?

Jeg talte med en veninde om det. Hun sagde helt rigtigt, at hvis dette her udvikler sig til det, vi vist er mange, der frygter, kan ukrainerne helt rigtig sige, at NATO sad med hænderne i skødet. Og lod ukrainerne i stikken. Dette ligner alt for meget starten på anden verdenskrig. Putin minder alt for meget om Hitler. Manden er komplet sindssyg.

Tanker om tid

Krigen har nu varet i 10 dage. Når man ser ødelæggelserne i Ukraine, føles ugen mere som år. Jeg er ikke helt klar over, hvornår anden verdenskrig officielt siges at starte, men det var vel med Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939? Og så varede den altså ca. seks år.

Tid er ikke bare tid, når en uge ligner år, og når 1,2 millioner (FN’s tal) mennesker kan nå at flygte på ingen tid. Det er uklart hvor mange flygtninge, der forventes til Danmark. Regeringen regner vist med omkring 20.000 – men er åbne overfor måske 100.000. Ingen kan vide det. Man kan ikke sætte sig ned og regne på det. Men selvfølgelig må Danmark løfte sit ansvar. Vi er “nærområde” og vi har et ansvar.

Hvad kan jeg selv bidrage med?

Jeg har selv plads til to kvinder uden børn, (idet jeg ikke kan klare støj), og det tror jeg, jeg vil skrive til kommunen, der har oprettet en “task force”, en særlig hjemmeside, hvor man kan melde ind, hvad man kan hjælpe med. Der vil blive brug for tolkebistand, men jeg taler jo hverken ukrainsk eller russisk, men måske er der noget andet, jeg kan hjælpe med? Måske kan jeg bidrage med den koordination, der bliver behov for? Jeg har flest kompetencer på det administrative område, og jeg vil da være overrasket, hvis de ikke kan bruges i den aktuelle situation.

Branden i Zaporizjzja-værket

Der var desværre ingen kildeangivelser – irriterende nok – men angiveligt skulle nogle vestlige “eksperter” have udtalt, at russernes beskydning af værket med et eller flere misiler og den efterfølgende brand var langt farligere, end vi umiddelbart får at vide. Det skulle ifølge dem “være tæt på at gå helt galt”. Er der nogen, der ikke tænker på Tjernobyl i 1986? Jeg husker ganske nøjagtigt, hvad jeg lavede, da jeg fik meddelelsen om ulykken. Sådan har mange det vist.

Links

Flere poster om Ukraine.

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

1. marts 2022/i Politik /af StegemüllerPolitik

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Interessant samtale med præsten

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Der er noget, der er grimt: Folk diskuterer på sociale medier (selv bruger jeg kun Facebook) som om, det ikke er i orden, at der nu nærmest er en stemning svarende til Ungarn i 1956 (Ungarnshjælpen) eller luftbroen til Berlin i 1948/49. Alle er på stikkerne og vil hjælpe det ukrainske folk, men offerviljen havde ikke nær det omfang, da det var syrerne, der blev nedlagt af russerne i 2015. Det falder nogle for brystet. Og det er som om, de mennesker ikke mener, det er i orden at hjælpe nu.

Jeg må gribe i egen barm (uagtet den ikke er så stor). Det gælder også mig selv. Jeg har sendt et beløb via UNHCR til “1919” men sendte vist ikke noget dengang. Jeg kan ikke lide diskussionen og holder mig langt fra væk den. Jeg bryder mig ikke om, at nogle flygtninge (måske) er bedre end andre.

DDO har nogle fine forklaringer på “altruisme“, som jeg slog op for at være sikker. Et af de ord, der nævnes er “godhjertethed”, som jeg fik en interessant samtale med præsten om i går.

Hvad er mon hvad?

Jeg havde på forhånd filosoferet over følgende:

Hvor meget skyldes min ægte medlidenhed med det ukrainske folk – og hvor meget skyldes min frygt for, at russernes kampgejst og invasionslyst når Danmark og mig? Hvad vejer mon tungest?
Når despoten over dem alle lufter sine vanvittige tanker/trusler om atomare våben, bliver jeg sat 30 år tilbage i tid. Den “grundfrygt”, jeg voksede op med og var ung med, er retur. Skyldes det udelukkende, at der er kortere til Kiev end til Paris?
Eller skyldes det, at det er lettere at have medfølelse med andre, der ligner mig selv end med kvinder i niqab?

Præsten havde større forståelse for russerne, end jeg har

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Jeg kunne slet ikke være med, da hun skitserede, at russerne er vældig bange for NATO’s ekspansion bare siden 1997 – således som billedet viser.

Jeg regner ikke med, at de (læs: despoten) er videre bange, og skulle de/han være det, vækker det ingen medfølelse hos mig.

Min holdning er, at det er et land med en ganske enormt stor militær slagstyrke, der har invaderet en fredelig, folkeretligt suveræn, stat med en demokratisk valgt præsident. Derfor fryder jeg mig i mit stille sind (så ubehageligt et menneske er jeg altså), når aggressoren holder i en 67 km. lang kolonne med alt sit militære isenkram og kun har rykket sig fire kilometer på 24 timer.

Og det er jo nok forkert af mig, idet det ikke går ud over despoten men over de unge mænd, der antageligt sidder i de af køretøjerne, der ikke er selvkørende, og som i følge forlydender ikke aner, hvad de foretager sig i Ukraine. Og som mangler mad.

Det fryder mig også, at de samlede sanktioner fra Vestens side på ingen tid har smadret den russiske økonomi. Men det er nok også forkert, idet despoten ikke selv kommer til at mangle noget. Det er den menige russer, der ser sin opsparing være forsvundet nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg lytter begejstret til mediernes slet skjulte fryd over, at “krigen går ad helvede til” (citat Peter Viggo Jakobsen).

Både Sofie Carsten Nielsen og Conni Hedegaard har ret i, at en måde at reducere Putins og oligarkiernes magt er at blive selvforsynende med grøn energi – slut med Gazprom og fart på den grønne omstilling, og det kan kun gå for langsomt.

Definitionen på nationalisme

Disse forfærdelige dage, der måske bliver til uger og måneder (eller år?), er vi vidner til, hvad nationalisme er: Viljen til at dø for sit land.

Jeg gerådede ud i en kort (men venlig) diskussion om, hvorvidt ukrainsk nationalisme er bedre end russisk ditto? Næh, det er den vel egentlig ikke. Vi enedes dog hurtigt om følgende, som jeg fremkom med:

Der er den forskel, at den russiske nationalisme bevirker, at man iværksætter en fjendtlig overtagelse af en fredelig nabo, der ikke har gjort en noget, og man er en overmægtig aggressor, mens den ukrainske nationalisme er udtryk for forsvar af eget territorium.

Links

Flere poster om Ukraine.

26. februar 2022/i Politik, Politik og/eller jura /af StegemüllerPolitik, Politik og/eller jura

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Krig frembringer minder

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Det er underligt, men krigen om/i Ukraine frembringer de særeste minder, der for længst var glemt. Mange tænker på/skriver om Anden verdenskrig og drager paralleller til 1. september 1939, hvor Hitlertyskland invaderede Polen. Topbilledet forestiller det tyske bedagede slagskib Schleswig-Holstein, der beskyder Gdynia, 13. september 1939.

For eksempel kom jeg til at tænke på, at jeg engang i 6. eller 7. klasse skrev en stil om Henri Dunant, der betegnes som grundlæggeren af Røde Kors.

Det er jo mange år siden (ca. 1976/77), men jeg husker det som om, min indgangsvinkel var, at Henri Dunant skuede ud over slagmarkerne under i 1. verdenskrig og på den baggrund grundlagde Røde Kors, fordi han ikke kunne holde ud at se al den menneskelige lidelse. Det er da i hvert fald noget sludder.

I følge Wiki anses stiftelsesdagen for den 17. februar 1863. Nåh, men i forhistorisk tid fandtes ingen Wikipedia eller andre steder at krydstjekke informationer. Det er meget længe før internettets opfindelse, så i realiteten havde jeg vel en historiebog eller to at skrive af efter og sætte noget sammen fra. Jeg tror, stilen blev positivt bedømt.

Krigen rykker tættere på

Eftersom det nu til dags er muligt at følge krigens rædsler næsten fra minut til minut i TV Avisen, er det som om, krigen rykker tættere på.

Nogle mennesker bruger udtrykket “verden er blevet mindre”, når de taler om al den viden og information, der er til rådighed og ligger for vores fødder. Det er helt forkert. Verden er derimod blevet større; den har åbnet sig for os. Vi har alle muligheder for at holde os orienterede, for at faktatjekke, for at overveje om en given information er korrekt mv.

dr.dk havde et sted et link til et russisk statsorgan, der angiveligt havde forbudt tre platforme at omtale krigen som en invasion. De var i stedet blevet påbudt at benævne det “en særlig militær operation”. Jeg kan ikke russisk, bortset fra at jeg kan sige “til højre er der en sporvogn og til venstre er der en bus” (справа трамвай, а слева автобус), hvilket ikke er til meget nytte for tiden, alligevel ville jeg besøge det pågældende link. Det kunne man ikke!

Siden kan selvfølgelig være overbelastet grundet en vældig popularitet, men jeg tiltror nærmere russerne at have nægtet besøgende adgang til siden.

Vi skal sætte pris på vores grundlovssikrede frihedsrettigheder heriblandt § 77 om ytringsfrihed. Sædvanligvis går man ikke rundt og takker grundlovsfædrene; man tager det for givet, at man kan ytre sig, forsamle sig og vise modstand mod (eller støtte til) en given sag mv. Samlet set er det bestemmelser om ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk uafhængighed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

I Rusland fjernes man af politiet eller militæret. I Nordkorea bliver man skudt. Vi har det faktisk ret godt. Det betyder ikke, at man ikke kan arbejde på forbedringer, for det bør man altid gøre, men udgangspunktet er der ikke noget galt med.

Coronaen blev pludselig et mindre problem

Jeg er vel næppe den eneste, der holder vejret disse dage. Hvordan vil kampene udvikle sig, nu hvor det begynder at ligne en by-krig om Kiev med kampe fra hus til hus? Hvor mange mennesker må flygte? Hvor længe kan Polen klare presset? Hvor godt er vi klædt på i Danmark til at hjælpe flygtninge? (Hvidovre Kommune er klar, så jeg lige)? Osv.

På en måde er det som om, Coronaen pludselig blev et mindre problem. Den havde vi vel en vis form for kontrol over? Man kunne blive hjemme, holde afstand og alt det der. Mundbind er ikke det værste, der kan overgå et menneske. Fortæl en ukrainsk mor alene med sine småbørn på vej til den Polske grænse, at mundbind er et problem. Hun vil kigge undrende på dig.

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Archive for category: Politik

Her bor jeg