/2 Kommentarer/i /af

De skal dokumentere mens de cykler

De skal dokumentere mens de cykler

Statsministeren vil gerne gentænke ældreplejen

De skal dokumentere mens de cykler

Jeg har fået lov af min social- og sundhedsassistent (SSA) at skrive følgende indlæg om nogle helt vanvittige ting i hjemmeplejen:

1) I min – veldrevne kommune (Hvidovre Kommune) – er der ikke sat køretid af til social- og sundhedshjælperne (SSH). Altså skal de nok flyve mellem borgerne? Der er heller ikke sat tid af til den dokumentation, statsministeren gerne vil afskaffe eller i hvert fald reducere. Da social- og sundhedshjælperne alligevel skal dokumentere, må de gøre det, mens de cykler, i den tid der ikke er sat af, for de er nemlig på cykel i al slags vejr, mens assistenterne er i bil. Klasseforskellene fornægter sig ikke.

Man kan spørge, om det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt?

2) Da min SSA var her for at dosere medicinen i fredags, kom vi naturligvis til at tale om nytårstalen, dokumentationen og om hvorvidt det er et problem for medarbejderne. Det mente hun ikke, det var – og hun viste mig, hvordan det foregår på hendes iPad: Hvis alt er, som det plejer og der ikke er særlige problemer, skal hun bare trykke på et ikon. Det tager maks fem sekunder. Vi var ret enige om, at man ikke kan fjerne dokumentationen, når der fx er medicin involveret. Det kan også være sårpleje eller andet, som er tæt på borgerens krop. Det er man da også nødt til at dokumentere.

Hvis der er noget, der er unormalt: Hvis jeg nu fx var faldet, går hun ind og vælger typen “Fald”, hvor det er sket og hvad hun mener, der kan være sket og hvilken action, hun derfor har taget. Det kunne fx være “Hanne har måske brækket hoften ved fald på badeværelset. Ringet 112”. Det er da nødvendigt, og det kan vi ikke bare afskaffe med et pennestrøg, selvom det sikkert lyder godt i manges ører. Der er en eller flere grunde til, at der er krav om dokumentation.

Huskesedlen var blevet væk

3) Hun var blevet opmærksom på, at “Huskesedlen” vedr. mig var forsvundet, så den oprettede hun lige igen. Hun havde skrevet, at jeg ikke bryder mig om studerende, der lytter/kigger med (hverken i mit hjem, i Distriktspsykiatrien eller til ECT). Særligt sidstnævnte er vigtigt for mig: Det er fint, at de skal øve sig, det skal bare ikke være på mig, når jeg ikke ved, hvad der foregår. Kun det uddannede personale skal se mig krampe.

Jeg var ikke klar over, at hun havde oprettet en sådan “huskeseddel”, men jeg synes, det er fint, jeg slipper for at fortælle det samme igen og igen.

Sig mig lige: Kan hvem som helst passe vores ældre medborgere?

4) Statsministeren ser gerne, at kvinder fra ikke-vestlige lande, der har været her i mange år, kommer ud på arbejdsmarkedet og meget gerne ud i ældreplejen, da der virkelig mangler medarbejdere der. Det er selvfølgelig al ære og respekt værd at ville løse det enorme problem på en eller anden måde.

Det går lidt fremad med at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og det er jo dejligt. Børsen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var i den forgangne uge ved at falde over deres egne tastaturer af begejstring over følgende:

Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere var på 55,8 pct. i tredje kvartal 2021. Det er den højeste beskæftigelse, der er målt i 13 år.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at der så er 44,2 pct. der ikke er på arbejdsmarkedet. Det er alt for mange. KVINFO har udarbejdet en rapport om, hvad det kan skyldes. Jeg har ikke andet end skimmet den indtil videre, men en af barriererne er sproget.

Min SSA og jeg talte også om det problem, og vi blev ret hurtigt enige om, at det ikke kan være sandt, at vores ældre/gamle skal leve med, at der måske kommer (søde) mennesker, der taler et næsten uforståeligt sprog.

Min nabo er enten SSH eller SSA, og når hun er færdig med sin barselsorlov, glæder hun sig meget til at arbejde i ældreplejen. Hun er fra et sted i Sydamerika, og hun taler så dårligt dansk, at jeg faktisk ikke forstår mere end halvdelen af, hvad hun siger. Det går ikke bedre på engelsk. Det kan da ikke være sandt, at vores ældre/gamle skal finde sig i det. Jeg vil tro, de forstår endnu mindre, end jeg gør.

Den seneste tids debatter har efterladt mig med følelsen af, at det er som om vores ældre/gamle bare kan passes af “hvem som helst”. Intentionerne er gode nok. Den politisk velvilje er stor. Problemet er stort. Men er det virkelig de rette løsninger?

/i /af

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Post statsministerens nytårstale

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Det lyder så fint at “sætte kommuner fri”, så de kan skabe den ældrepleje og de tilbud til børnene, man lokalt finder væsentlige.

“Frihed” er et plusord, det kan man ikke komme udenom, men… for der er et “men” (måske mange?): Er vi villige til at acceptere en ringere kvalitet til børn og ældre i kommuner, der ikke finder disse områder så væsentlige og hellere vil sænke skatten for de velbjærgede?

Jeg kan godt lide de tværgående kvalitetsnormer, så jeg ikke i min alderdom skal sidde med det kommunale landkort for at finde en kommune med en ældrepleje, jeg kan leve (og dø) med. Jeg foretrækker, at standarderne er ensartede for både børn og gamle uanset postnummer og indtægtsgrundlag.

Ombudsmanden får en meget vanskelig opgave, hvis den enkelte kommune kan definere egne standarder. Jeg synes, det bliver noget rod.

Der ligger meget liberal tankegang bag at bruge ord som “frihed”. I det hele taget synes jeg, det var en ret liberal nytårstale, når man tænker på, at den kom fra en socialdemokratisk statsminister. Men der skal selvfølgelig også udskrives valg til Folketinget om senest 1½ år ovenpå novembers katastrofale kommunal- og regionsrådsvalg til socialdemokraterne ikke mindst i de store byer.

En tale med et meget politisk indhold

Christine Cordsen fra DR, hende synes jeg godt om, sagde det meget klart: Det var en tale med en usædvanlig stor mængde politisk indhold: årets kommende politiske projekter blev tegnet op, faktisk mere end bare skitserede:

  • Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk skal gøre nytte 37 timer om ugen fx ved at smøre madder eller gøre ekstra rent. Sikke mange madder, der kan smøres på den tid og der vil blive ganske enormt rent.
  • Vi har rekordlav arbejdsløshed, så nu må vi til at importere udenlandsk arbejdskraft for at imødekomme erhvervslivets umættelige behov. Ville det ikke være en idé at få de ca. 60.000 unge mellem 16 og 30 år, der står uden uddannelse eller arbejde, i arbejde, før vi importerer udenlandsk (billig) arbejdskraft?
  • “Derfor skal vi kun hente arbejdskraft ind, som der er mangel på. Det skal være for en afgrænset periode.” Kom og hjælp os med at løse vores problem, og når I har løst vores problem, kan I tage hjem, hvor I kom fra.
  • “Vi vil stramme dimittendreglerne. Så nyuddannede hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet.” Går de nyuddannede og fiser den af? Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en (måske lang) videregående uddannelse uden at have et stort ønske om straks at komme i gang med at bruge den.

Nu skal det ikke bare være brok. Der var også fine ting i talen, selvom den var liberal. Jeg synes fx at følgende er rigtigt: “Og at mor og far er i arbejde, er det bedste værn mod børnefattigdom.” I det ligger også en indrømmelse af, at vi har et stort problem med børnefattigdom. Og det problem skal løses.

Det var dejligt Hendes Majestæt Dronningen kunne nævne psykiatrien, når statsministeren ikke kunne.

Det er garanteret ikke let at holde nytårstale nummer to, der står i skyggen af en pandemi, der lige nu bare ser ud til at blive værre og værre. Flere og flere bliver smittede, positivprocenten stiger, men de vaccinerede bliver ikke så syge, som de u-vaccinerede. Personligt tror jeg, det er et spørgsmål om tid, før vi alle har haft corona. Har vi så opnået den flokimmunitet nogle ynder at tale om?

Endnu engang takkede statsministeren os vaccinerede for vores heltemodige indsats. Det havde hun nu ikke behøvet. Det burde være en pligt at lade sig vaccinere. Ikke kun af hensyn til sig selv men også af hensyn til alle de andre. Det er nemlig tilladt at tænke ud over egen næsetip.

Hvor er handlingerne?

Både Ellemann Jensen (V) og Sofie Carsten Nielsen (RV) påpegede efterfølgende, at Mette Frederiksen har mange ord men ikke så meget handling. Hertil kan man sige, at hendes primære opgave de seneste to år naturligvis har drejet sig om håndtering af pandemien, ellers var det da gået helt amok, og derudover skal ordene jo lige komme ud af hendes mund, før de kan omsættes til handling. Kritikere vil sige, at flere af løfterne/kravene/ønskerne har været fremsat flere gange tidligere, så det er helt reelt, der savnes handling. Selv ved jeg ved ikke rigtig.

Hele statsministerens nytårstale findes her.

Godt nyt år (endnu en gang).

/i , /af ,

Efter-valg-tanker

Efter-valg-tanker

Konstitueringer mv.

Efter-valg-tanker

Jeg har naturligvis gjort min pligt og udnyttet min ret til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Vi har et fantastisk demokrati med mulighed for hvert fjerde år at give vores mening til kende. Den dag er alle stemmer lige meget værd, uanset om de kommer fra raske eller syge, rige eller fattige, Whiskybæltet eller Vestegnen, og der kunne listets mange flere modsætninger. Meningen er dog allerede klar. Jeg har altid stemt og aldrig sprunget over. Man har ikke en juridisk pligt til at stemme, men jeg synes, man har en moralsk pligt til det.

Det gør mig trist, at i hovedstaden har mere end 40 pct. ikke stemt, og jeg tror ikke på, at det var frygten for Covid, der holdt folk hjemme i sofaen. Jeg tror – uden at have belæg for det – at der er tale om en form for dovenskab eller måske rettere afmagt, følelsen af at det jo alligevel ikke nytter noget.

Jeg tændte for TV ved 22:30-tiden i forventning om, at der på det tidspunkt ville være ved at være mange endelige resultater, så jeg kunne få fakta fremfor snik-snak, få-tiden-til-at-gå og gætterier. Jeg så og hørte Eva Kjer Hansen være skuffet over at “den blå familie” ikke havde inviteret Venstre med i forhandlingerne. Hun gentog sig selv mindst fem gange, så hun må have ment det alvorligt, eller også havde hun ikke andet på repertoiret.

Jeg så og hørte en Radikal et eller andet sted i landet på vej til konstitueringsforhandlingerne. Han blev spurgt, om han ville pege på højre eller venstre side. Det kunne han ikke svare på – eller rettere: det kunne blive både til den ene og den anden side. Så sad/lå jeg og var glad for, at jeg ikke havde stemt på de Radikale, når det er med den på. Jeg fik mest lyst til at slukke igen.

Jeg bryder mig ikke om alle de “aftaler”, der kan blive til hvad som helst, bare man kan få indflydelse. Hvor bliver min markering af min holdning så af? Et eksempel er, at Enhedslisten nu er det absolut største parti i Københavns Kommune, men det blev en socialdemokrat (Sofie Hæstorp Andersen), der blev overborgmester. Sådan er politik sikkert. Man søger indflydelse, “butikken” skal fungere og det gør, at man giver køb på principperne. Jeg kan selvfølgelig godt se idéen men oplever det som en form for vælgerbedrag, og forstår faktisk dem, der får politikerlede på den baggrund. Det er måske det, der gør, at over 40 pct. ikke kommer op af sofaen og hen i stemmeboksen?

Hvidovre får SF-borgmester

Vi har haft Helle Adelskov fra S som borgmester i 16 år, og jeg synes, hun har gjort det godt, og det kan jeg godt mene uden at stemme socialdemokratisk. Skriver man til hende, får man endda et svar, hun selv har skrevet. Kommunen er veldrevet og der er for det meste styr på tingene. Et lille dumt eksempel er, at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer og hælder min medicin op hver 14. dag, med mindre hun da lige har ferie. Det er meget værd. Der er masser af kommuner (vist de fleste jf. Kirsten Nordmann Andersen, Folketingsmedlem for SF), hvor modtagere af hjemmehjælp og/eller hjemmepleje oplever, at deres hjem omdannes fra netop et hjem til en hovedbanegård, fordi der kommer 15 forskellige medarbejdere – og der er ingen af dem, der ved, hvad de øvrige 14 har foretaget sig.

Vi skal have en SF’er som borgmester, og det bliver spændende, hvad det kan medføre. Jeg håber ikke, det betyder, at en effektiv administration bliver udsultet og lagt ned.

SF har i hele landet markeret sig med, at der skal sættes ind overfor børnene og de ældre. Pudsigt nok har næsten ingen talt om, at der skal sættes ind overfor psykiatrien, der selvfølgelig er mit hjertebarn. Jeg er fuldt ud klar over, at det er en regional opgave, men uagtet hvor opgaven ligger, er den helt åbenlyst ikke særlig “sexet” og trækker ikke ret mange stemmer. Det gør børn og ældre åbenbart, selvom det kan undre, når man ved, at næsten 25 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet vil få kontakt med psykiatrien.

 

/i , /af ,

Børnene på Blågårdsplads

Børnene på Blågårdsplads

Et meget smukt portræt og nogle erindringer

Børnene på Blågårdsplads

Da jeg ser meget lidt TV, fordi jeg er optaget af andre ting og har svært ved at holde koncentrationen, når jeg er passiv, har jeg aldrig udforsket, hvad der kan ses på DR > Kategorier > Dokumentar. Jeg fik anbefalet “Børnene på Blågårdsplads”, der varer 1 time og 12 minutter. Jeg så den i aftes. Hvis du har ro i maven og tid til overs, bør du se den, fordi det er et smukt og indlevende portræt af en gruppe børn og en enkelt ung mand.

De har alle en anden etnisk herkomst end dansk. Det er en anden type barndom, end min og end den i Gentofte, der skildres, men det er en god barndom, for de har hinanden, en legeplads og en fodboldbane, fortæller Ulveungen “Barasingh”, der er stolt af sin uniform med de påsyede duelighedstegn. Vurderet på hans lidt “skæve øjne” har han asiatisk herkomst.

De har ikke værelser fyldt op med playstations, men de har hinanden. De har ikke hylder fyldt med legetøj, men de har hinanden. Det minder mig af en eller anden grund om en af psykoserne tilbage i 2018: På det tidspunkt var børnene på Sjælsmark Kaserne meget i vælten og blev vist hver aften i TV Avisen. Børnene havde ikke noget legetøj, og de blev konstant portrætteret stående i en gruppe på 10 -12 stykker presset op mod hegnet ud til friheden. De flyttede ind i min hjerne. Sammen med noget andet, jeg ikke husker, så og hørte jeg de legetøjsløse børn døgnet rundt. Deres skæbner flyttede ind i mit hjerte og min hjerne. Det var meget ubehageligt.

Når man ikke kan sproget

Den unge mand på 21 har aldrig haft et forhold, hvilket hans far finder højst mærkværdigt. Han ville gerne have blå øjne i stedet for brune, og det ville også være rart, hvis næsen ikke buede udad. Med andre ord: han vil gerne assimileres. Nu går han i stedet med cowboyhat, rider midt på pladsen, spiller guitar og passer faderens kiosk på Blågårdsplads.

Hans mor er iraner, og da han var 8 – 9 år, bosatte de sig for en periode i Iran. Han måtte prøve at lære sproget for ikke at blive mobbet og for at komme ind i et fællesskab med de øvrige børn. Men han forstod vitterligt ikke, hvad de sagde.

Der er vældig langt fra Iran til Vestermarie på Bornholm, men egne minder dukker op: fra juli 1978 til december 1978 var min “mor” og psykopaten (og dermed også jeg) naboer til en fiskerfamilie i Vestermarie. Jeg var 14/15 år. Det er typisk, at en fisker virkelig taler “indfødsk” hvor end i landet, man er, og det gjaldt også Jesper her. Jeg forstod intet af, hvad han sagde. Han kunne lige så godt have talt polsk. Det var rigtig ubehageligt, så jeg har stor forståelse for den unge mand, der ikke klarede sig ret godt i Iran. Det er faktisk også vældig svært at lære “rigtig” bornholmsk. Selv har jeg vist højst lært at tale “Rønne-fint”.

Vær venlig at fokusere på de reelle problemer

De skildrede børn fra dokumentaren vil være dem, der bliver voksne og skal bære det multikulturelle samfund videre. Jeg tror, de vil gøre det godt, for de er gode børn. Mange brokker sig over, at vi er blevet et multikulturelt samfund, men hvad er problemet? Så længe alle opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet, passer arbejdet og står for nogle ordentlige værdier, må det nok kunne fungere. Generer det mig, at nogle/mange kvinder bærer tørklæde? Næh ikke rigtigt bare jeg slipper.

Jeg bor på Vestegnen (Hvidovre), og vi er mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har boet her lidt over 14 år og har virkelig aldrig oplevet noget ubehageligt fra mennesker med nogen som helst etnicitet (dansk/ikke-dansk).

Det er et langt større problem, at lige knap 76.600, svarende til 7,6 pct., af de unge mellem 15 og 29 år ikke er i hverken arbejde eller uddannelse. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her. Det kan være, mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan også være, mange af dem aldrig har oplevet forældrene gå på arbejde, og så er forældrenes etnicitet uinteressant. Det viser AEs analyse ikke, og det er også ligegyldigt. Det, der derimod fremgår af analysen, er, at der er en klar social slagside: Har forældrene en (evt. lang videregående) uddannelse, er der langt færre, der ikke er under  uddannelse eller i arbejde, end hvis forældrene er ufaglærte. Det er ikke raketvidenskab; fordommene ville tilsige det samme, alligevel er det rart at få sat ordentlige tal på i en tilbundsgående analyse.

Argumenter mod  “Paradigmeskiftet”

Jeg er klar over, at tankerne løber lidt løbsk, men i hvert fald kan jeg selv se en sammenhæng.

Deltager man i debatter på de sociale medier, leverer mange mennesker fordomme contra viden. I min verden er viden magt, og skal man argumentere, må man gøre det baseret på fakta og ikke fup. Derfor blev jeg i går begejstret, da jeg fandt Refugees Welcomes syv sider lange høringssvar i forbindelse med “Paradigmeskiftet” fra foråret 2019. Her er al den viden og alle de fakta, man behøver for at forstå udlændingeloven før og nu. Problemerne ridses tydeligt op. Det er et fantastisk stykke arbejde. Hvis du behøver argumenter overfor de faktaresistente peronager, er dette høringssvar et godt sted at starte.

Michala Bendixen indleder høringssvaret med følgende triste besked. Det kan Folketinget simpelthen ikke tillade sig:

At lovforslaget allerede blev fremsat flere dage før høringsfristen udløb, viser desværre, at man ikke har i sinde at tage de relevante organisationers svar til efterretning. Men vi skriver nu alligevel.