Efter-valg-tanker
Konstitueringer mv.
Efter-valg-tanker
Jeg har naturligvis gjort min pligt og udnyttet min ret til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Vi har et fantastisk demokrati med mulighed for hvert fjerde år at give vores mening til kende. Den dag er alle stemmer lige meget værd, uanset om de kommer fra raske eller syge, rige eller fattige, Whiskybæltet eller Vestegnen, og der kunne listets mange flere modsætninger. Meningen er dog allerede klar. Jeg har altid stemt og aldrig sprunget over. Man har ikke en juridisk pligt til at stemme, men jeg synes, man har en moralsk pligt til det.
Det gør mig trist, at i hovedstaden har mere end 40 pct. ikke stemt, og jeg tror ikke på, at det var frygten for Covid, der holdt folk hjemme i sofaen. Jeg tror – uden at have belæg for det – at der er tale om en form for dovenskab eller måske rettere afmagt, følelsen af at det jo alligevel ikke nytter noget.
Jeg tændte for TV ved 22:30-tiden i forventning om, at der på det tidspunkt ville være ved at være mange endelige resultater, så jeg kunne få fakta fremfor snik-snak, få-tiden-til-at-gå og gætterier. Jeg så og hørte Eva Kjer Hansen være skuffet over at “den blå familie” ikke havde inviteret Venstre med i forhandlingerne. Hun gentog sig selv mindst fem gange, så hun må have ment det alvorligt, eller også havde hun ikke andet på repertoiret.
Jeg så og hørte en Radikal et eller andet sted i landet på vej til konstitueringsforhandlingerne. Han blev spurgt, om han ville pege på højre eller venstre side. Det kunne han ikke svare på – eller rettere: det kunne blive både til den ene og den anden side. Så sad/lå jeg og var glad for, at jeg ikke havde stemt på de Radikale, når det er med den på. Jeg fik mest lyst til at slukke igen.
Jeg bryder mig ikke om alle de “aftaler”, der kan blive til hvad som helst, bare man kan få indflydelse. Hvor bliver min markering af min holdning så af? Et eksempel er, at Enhedslisten nu er det absolut største parti i Københavns Kommune, men det blev en socialdemokrat (Sofie Hæstorp Andersen), der blev overborgmester. Sådan er politik sikkert. Man søger indflydelse, “butikken” skal fungere og det gør, at man giver køb på principperne. Jeg kan selvfølgelig godt se idéen men oplever det som en form for vælgerbedrag, og forstår faktisk dem, der får politikerlede på den baggrund. Det er måske det, der gør, at over 40 pct. ikke kommer op af sofaen og hen i stemmeboksen?
Hvidovre får SF-borgmester
Vi har haft Helle Adelskov fra S som borgmester i 16 år, og jeg synes, hun har gjort det godt, og det kan jeg godt mene uden at stemme socialdemokratisk. Skriver man til hende, får man endda et svar, hun selv har skrevet. Kommunen er veldrevet og der er for det meste styr på tingene. Et lille dumt eksempel er, at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer og hælder min medicin op hver 14. dag, med mindre hun da lige har ferie. Det er meget værd. Der er masser af kommuner (vist de fleste jf. Kirsten Nordmann Andersen, Folketingsmedlem for SF), hvor modtagere af hjemmehjælp og/eller hjemmepleje oplever, at deres hjem omdannes fra netop et hjem til en hovedbanegård, fordi der kommer 15 forskellige medarbejdere – og der er ingen af dem, der ved, hvad de øvrige 14 har foretaget sig.
Vi skal have en SF’er som borgmester, og det bliver spændende, hvad det kan medføre. Jeg håber ikke, det betyder, at en effektiv administration bliver udsultet og lagt ned.
SF har i hele landet markeret sig med, at der skal sættes ind overfor børnene og de ældre. Pudsigt nok har næsten ingen talt om, at der skal sættes ind overfor psykiatrien, der selvfølgelig er mit hjertebarn. Jeg er fuldt ud klar over, at det er en regional opgave, men uagtet hvor opgaven ligger, er den helt åbenlyst ikke særlig “sexet” og trækker ikke ret mange stemmer. Det gør børn og ældre åbenbart, selvom det kan undre, når man ved, at næsten 25 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet vil få kontakt med psykiatrien.
