Afghanistan: situationen er forfærdelig
Hvad kom der ud af milliarderne?
Det er en verdenshistorisk dag. Efter tyve års krig og vestlig tilstedeværelse i Afghanistan, tusindvis af menneskeliv og milliarder og atter milliarder af dollar, indtager Taliban hele Afghanistan på godt en uge, lyder det fra DR‘s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som befinder sig i den afghanske hovedstad.
Hele dagen har jeg fulgt med på DR’s nyhedsblog, og jeg så TV Avisen 18:30, indtil de begyndte at fortælle det samme en gang mere og vise de samme interviews igen. Allerede i første ombæring havde jeg forstået budskabet: hele Afghanistan er nu på Talibans hænder. Præsidenten har sørget for sig selv ved at flygte ud af landet, regeringshæren har opgivet at kæmpe og overdrager uden videre nøglerne til regeringsbygninger mv. til de islamistiske fundamentalister. En ung kvinde har skrevet til en af mine danske Facebookvenner “Taliban er her – vi kan ikke gå ud”.
Philip Khokar var i TV Avisens studie og spurgte ud i luften Johannes Langkilde “Ville du selv stole på løfter fra en Talibaner?” Philip Khokar har boet i Afghanistan og må formodes at vide, hvad han taler om, når han siger “der vil blive begået mord – Talibanerne er ligeglade med liv”.
Der tales om en overgangsregering, men jeg tror ikke på det. Den slags hører til i diplomatier og blandt mennesker, der forstår at forhandle, ikke blandt mennesker, der kæmper med middelalderlige sværd og uden videre brutalt skærer halsen over på dem, de ikke bryder sig om.
Puk Damsgårds reportage i TV Avisen lørdag aften var gribende. Man mærkede, hun til fulde forstod den menige afghaners desperation og angst. Hun virkede næsten selv desperat. Hun er en fremragende formidler.
Tyv års militær tilstedeværelse er spildt på nogle få dage. Tusindvis af menneskeliv er gået tabt. Det er så frygteligt.
Hvad gør Danmark?
Vi har flyttet vores ambassadefunktionærer til Kabuls lufthavn, så de kan arbejde på evakueringen derfra. Men det er ikke ret mange, der skal evakueres. Der er indgået en forrykt aftale om, at vi vil sørge for midlertidig sikkerhed til afghanere, der inden for de seneste to år har arbejdet for Danmark. Hvad med alle de andre?
Der er tale om en “bred” politisk aftale, med et temmelig smalt indhold, som både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti naturligvis stå udenfor. De skulle jo nødigt udvise næstekærlighed.
Kilde: regeringen den 11. august 2021:
Et flertal af blandt Folketingets partier vil derfor tilbyde nuværende ansatte på den danske ambassade i Kabul, samt tidligere ansatte på ambassaden eller i Forsvaret, der har haft ansættelse i løbet af de foregående to år, evakuering til Danmark. Evakueringen vil begynde snarest og gennemføres gradvist, så ambassaden i Kabul fortsat kan fungere.
Aftalen mellem regeringen Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Alternativet indebærer, at der i forbindelse med Folketingets åbning bliver fremsat et lovforslag, som etablerer et særligt og midlertidigt opholdsgrundlag til nuværende ansatte på den danske ambassade i Kabul, samt tidligere ansatte, der har haft ansættelse i løbet af de foregående to år. Opholdsgrundlaget vil være midlertidigt med en tidsbegrænsning på to år uden mulighed for forlængelse. Udlændinge, der er omfattet af det særlige og midlertidige opholdsgrundlag, vil dog kunne ansøge om opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven efter ankomst til Danmark og på den baggrund opnå den status og de rettigheder, der følger af reglerne herom, herunder i forhold til familiesammenføring.
Dele af aftalen er allerede forældet, da Taliban handler hurtigere end regeringen og ikke venter på Folketingets åbning.
Jeg er umådelig trist.
Årets optag – og dengang jeg ventede
Det er underligt nok 37 år siden
I aften/nat får årets ansøgere til de videregående uddannelser, der er omfattede af KOT (“Den Koordinerede Tilmelding”) svar på, om de er inkluderede eller ekskluderede i samfundet. Det er 37 år siden, jeg selv ventede på svar, og selv om jeg kunne være ret sikker, følte jeg mig usikker.Men det gør jeg altid.
Jeg havde kun et ønske, og det var jura på Københavns Universitet, men det skyldtes, at mine andre ønsker på Københavns Universitet allerede var valgt fra af fornuftsmæssige årsager: Faktisk havde jeg allerhelst læst enten dansk, tysk, historie eller noget andet andet på humaniora, men alt for mange af mine medkollegianere imødeså arbejdsløshed og det turde jeg ikke; pengene skulle hentes hjem på en eller anden måde og så var jura trygt. Retrospektivt synes det heller ikke dumt. Det kræver meget lineær tænkning, og dengang (1984) var computerne dårligt opfundne, for ellers havde det været en god idé med noget IT-et-eller-andet. Andre relevante ønsker var scient.pol. eller polit. Når det ikke kunne blive noget humanistisk, skulle det i hvert fald være et eller andet under djøfs sfære.
Skulle jeg have været “lykkelig”, var jeg blevet en eller anden form for humanist, men jeg valgte at gå efter fornuften. Jeg kan ikke blive klar på, om det var en god idé, men pyt, det er en menneskealder siden, og jeg var som nævnt bange for lediggang. Og de 23 år som djøffer i statens tjeneste har jo også været fine nok – omend der har været vel mange “interessetimer”.
Fremtidens ukendte behov?
Igen i år hører vi om, at de unge skal vælge de uddannelser, der er behov for i fremtiden – eller måske nærmest er behov for lige nu, så som pædagoger og sygeplejersker. Herre Jemini. Så kortsigtet en tænkning – ingen af prognoserne har nogensinde holdt, og det drejer sig om vores alles fremtid, nemlig dem der uddanner sig efter os og som skal virke, når vi halv- og helgamle er døde eller døende. Skal de ikke have lov at vælge med hjertet fremfor med fornuften? Der skal såmænd nok være tilstrækkeligt mange til at holde os i hånden, når vi ligger angste på vores yderste. Er vi for bange for det, der skal komme, indgives vi noget medicin, har jeg lige lært på 808 af en medarbejder, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.
Vi kommer fra uddannelsernes land
Jeg er radikal, og det har jeg været i mange år – men der er ingen, der siger, jeg bliver ved at være det… (de flirter for meget med Liberal Alliance). Heldigvis findes der nogen godt til venstre for dem. Men altså:
Jeg tror fuldt og fast på Christen Kold, Grundtvig og højskoletankegangen: Et konglomerat af dem er: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det startede med, at man ønskede at uddanne husmændenes børn, derefter husmændene selv på folkehøjskolerne om sommeren. Man troede på, at uddannelsen af almuen ville betyde et løft af samfundet som sådan, også selvom det ikke uden videre betød, at almuen og borgerskabet, der – også dengang – sad på magten, ville have samme interesser. Man indså bare, at det var et plus, hvis flere havde en uddannelse.
Min morfar var født i 1899 i et jysk hedesogn. Om sommeren gik børnene kun i skole om lørdagen; de øvrige seks dage stod på drænings- eller høstarbejde eller hvad arbejde, en gård på heden ellers kunne byde børn på. Det er ca. 120 år siden, og man kan mene, at almuens forhold er ligegyldige nu. Den, der mener sådan, har bare ikke forstået, hvad “fremskridt” og “velstand” betyder – og især ikke, at det ikke er kommet af sig selv. Og især ikke, at uddannelse over en bred kam ikke er kommet af sig selv.
Når folk diskuterer politik på Facebook
Sikandar Siddique vågnede op til dødstrusler
Den politiske leder for “Frie Grønne”, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, hedder Sikandar Siddique. Han vågnede i dag op til dødstrusler, sendt af en person, der ønskede ham mejet ned med en ni-millimeter pistol. Han tog skærmprint af en række af truslerne og proselytternes efterfølgende kommentarer. Jeg er endnu engang rystet over, hvad folk kan finde på at skrive til en politiker, de bare ikke er enige med.
Herefter udspillede der sig en form for “debat”, som bestemt ikke gjorde sagen bedre. “Debat” er i citationstegn, for der er i stedet tale om de groveste tilsvininger. De, der forsøgte at skrive, at dødstrusler er uacceptable i et demokrati, blev nærmest sendt med Sikandar til Pakistan – hvad han så end skulle der, da han er ærkekøbenhavner, født på Nørrebro i 1986. Forældrene kom til Danmark i 1970’erne, jf Wikipedia.
Når folk diskuterer politik på Facebook
Jeg kender kun Facebook, men jeg forestiller mig, at de øvrige sociale medier ikke er et hak bedre. Det går rent galt for mange, der sætter sig til tastaturet. “Kældermenneskerne” kommer rædsomt og rærligt til syne. I 2018 skrev Carsten Jensen en bog med titlen “Kældermennesker”, og den blev blandt andet anmeldt af Beth Høst på Litteratursiden. Hun skrev fx.:
Det hele er meget velformuleret, men dog en smule blomstrende nogle steder. “De sociale medier afslører sig som forråelsens eksercitsplads” i afsnittet om “Afstumpethedens skole”, og i det om “Folket og eliten på samme side” bliver valgstrategerne beskrevet som “en anden flok skifteholdsarbejdere, der har været på overarbejde i de gustne overlægs uvaskede maskinrum”. Meget underholdende.
Jeg kan kun være enig i det om forråelsens eksercerplads, der er helt korrekt anbragt i et afsnit kaldet “Afstumpethedens skole”.
Der er masser af politikere, jeg ikke er enig med, men jeg kunne da aldrig finde på at svine dem til på de sociale medier – eller andre steder. Det er så uendeligt trist, at folk ikke kan finde ud af at se de sociale medier som en fantastisk mulighed for dialog med politikerne; et led i den demokratiske proces i et land som Danmark, hvor vi har lov at mene og udtrykke, det vi vil, jf. dog næste afsnit.
Grundlovens § 77 om ytringsfrihed
“§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”
Alt for mange har glemt at læse hele § 77 i Danmarks Riges Grundlov. De standser før kommaet og “dog under ansvar for domstolene.” Fremsættelse af dødstrusler må simpelthen være strafbart. Heldigvis har Sikandar anmeldt de verbale overfald til politiet.
Når folk tror, der er “ytringspligt”, og at de skal hælde den ene møgspand efter den anden ud over vores politikere, risikerer vi, der er politikere, der opgiver ævred. Det vil være mere end uheldigt.