De skal dokumentere mens de cykler
Indholdsfortegnelse
Statsministeren vil gerne gentænke ældreplejen
De skal dokumentere mens de cykler
Jeg har fået lov af min social- og sundhedsassistent (SSA) at skrive følgende indlæg om nogle helt vanvittige ting i hjemmeplejen:
1) I min – veldrevne kommune (Hvidovre Kommune) – er der ikke sat køretid af til social- og sundhedshjælperne (SSH). Altså skal de nok flyve mellem borgerne? Der er heller ikke sat tid af til den dokumentation, statsministeren gerne vil afskaffe eller i hvert fald reducere. Da social- og sundhedshjælperne alligevel skal dokumentere, må de gøre det, mens de cykler, i den tid der ikke er sat af, for de er nemlig på cykel i al slags vejr, mens assistenterne er i bil. Klasseforskellene fornægter sig ikke.
Man kan spørge, om det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt?
2) Da min SSA var her for at dosere medicinen i fredags, kom vi naturligvis til at tale om nytårstalen, dokumentationen og om hvorvidt det er et problem for medarbejderne. Det mente hun ikke, det var – og hun viste mig, hvordan det foregår på hendes iPad: Hvis alt er, som det plejer og der ikke er særlige problemer, skal hun bare trykke på et ikon. Det tager maks fem sekunder. Vi var ret enige om, at man ikke kan fjerne dokumentationen, når der fx er medicin involveret. Det kan også være sårpleje eller andet, som er tæt på borgerens krop. Det er man da også nødt til at dokumentere.
Hvis der er noget, der er unormalt: Hvis jeg nu fx var faldet, går hun ind og vælger typen “Fald”, hvor det er sket og hvad hun mener, der kan være sket og hvilken action, hun derfor har taget. Det kunne fx være “Hanne har måske brækket hoften ved fald på badeværelset. Ringet 112”. Det er da nødvendigt, og det kan vi ikke bare afskaffe med et pennestrøg, selvom det sikkert lyder godt i manges ører. Der er en eller flere grunde til, at der er krav om dokumentation.
Huskesedlen var blevet væk
3) Hun var blevet opmærksom på, at “Huskesedlen” vedr. mig var forsvundet, så den oprettede hun lige igen. Hun havde skrevet, at jeg ikke bryder mig om studerende, der lytter/kigger med (hverken i mit hjem, i Distriktspsykiatrien eller til ECT). Særligt sidstnævnte er vigtigt for mig: Det er fint, at de skal øve sig, det skal bare ikke være på mig, når jeg ikke ved, hvad der foregår. Kun det uddannede personale skal se mig krampe.
Jeg var ikke klar over, at hun havde oprettet en sådan “huskeseddel”, men jeg synes, det er fint, jeg slipper for at fortælle det samme igen og igen.
Sig mig lige: Kan hvem som helst passe vores ældre medborgere?
4) Statsministeren ser gerne, at kvinder fra ikke-vestlige lande, der har været her i mange år, kommer ud på arbejdsmarkedet og meget gerne ud i ældreplejen, da der virkelig mangler medarbejdere der. Det er selvfølgelig al ære og respekt værd at ville løse det enorme problem på en eller anden måde.
Det går lidt fremad med at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og det er jo dejligt. Børsen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var i den forgangne uge ved at falde over deres egne tastaturer af begejstring over følgende:
Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere var på 55,8 pct. i tredje kvartal 2021. Det er den højeste beskæftigelse, der er målt i 13 år.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at der så er 44,2 pct. der ikke er på arbejdsmarkedet. Det er alt for mange. KVINFO har udarbejdet en rapport om, hvad det kan skyldes. Jeg har ikke andet end skimmet den indtil videre, men en af barriererne er sproget.
Min SSA og jeg talte også om det problem, og vi blev ret hurtigt enige om, at det ikke kan være sandt, at vores ældre/gamle skal leve med, at der måske kommer (søde) mennesker, der taler et næsten uforståeligt sprog.
Min nabo er enten SSH eller SSA, og når hun er færdig med sin barselsorlov, glæder hun sig meget til at arbejde i ældreplejen. Hun er fra et sted i Sydamerika, og hun taler så dårligt dansk, at jeg faktisk ikke forstår mere end halvdelen af, hvad hun siger. Det går ikke bedre på engelsk. Det kan da ikke være sandt, at vores ældre/gamle skal finde sig i det. Jeg vil tro, de forstår endnu mindre, end jeg gør.
Den seneste tids debatter har efterladt mig med følelsen af, at det er som om vores ældre/gamle bare kan passes af “hvem som helst”. Intentionerne er gode nok. Den politisk velvilje er stor. Problemet er stort. Men er det virkelig de rette løsninger?
Min mor døde i 2017, 90 år gammel, og var de seneste år af sit liv helt afhængig af hjemmehjælp og -pleje. Hjemmehjælpen kom fra et privat firma, og mor vidste ikke rigtigt, hvordan det var gået til, men vi fik det ændret til den kommunale på falderebet. Blandt hendes hjemmehjælpere (fra det private firma) var der mange fra tredjelande. Det gjorde ikke så meget: De talte tåleligt dansk eller engelsk, som mor beherskede glimrende, så på det plan gav det ikke større problemer.
Nej, det, der for alvor gik hende på, var, at det hver og hver anden gang var et nyt ansigt, som skulle sættes ind i, hvor de forskellige ting stod og hørte hjemme i den lille lejlighed. Nye ansigter betød også, at nye tillidsforhold skulle opbygges, og generelt frustrerede det hende rigtig meget. Det betød langt mere end hjemmehjælperens oprindelige nationalitet.
En kilde til alvorlig frustration (og sundhedstruende vægttab) var også den “sterile”, mikroovnsklare mad fra det kommunale køkken. Den kunne ikke gøre en kakerlak lækkersulten, men jeg skal undlade yderligere beskrivelse.
Min pointe er, at “minuttallet” måske ikke er det vigtigste, når man laver en helhedsvurdering. Det vigtigste er hjælpens kvalitet.
@ Eric
Jeg er fuldkommen enig i din pointe!
1) Nye ansigter: en af de ting, jeg sætter stor pris på i Hvidovre Kommune er, at det er kendte ansigter hver gang. Med min social- og sundhedsassistent er der indarbejdet en helt fast rutine mht. medicindoseringen: Jeg har gjort klar (altså fundet alt (“dosebox”, der er en slags “hjemmeapotek”, som hun styrer, og dosseringsæskerne) frem og placeret det på spisebordet, inden hun kommer. Det er hun glad for, og har fortalt, at hos nogle, skal hun ned og kravle under sengen mv. for at finde medicinen. Vi snakker ca. 10 minutter, jeg overlader herefter hende til opgaven og passer mig selv, mens hun arbejder, så jeg ikke forstyrrer og så hun ikke laver fejl af den grund. Når hun er færdig, aftaler vi den næste dato. Hun er nu kommet her mere end et år, og det er utrolig rart at kende lidt til hende. Alt i alt: utrolig velfungerende.
2) Maden: Jeg misunder ikke din mor, idet jeg gennem blot en uge fik den mikroovnsklare mad, da Parkinsonismen var værst. Det var decideret ulækkert og så har jeg i øvrigt ingen mikroovn. Din finte med kakerlakken er helt passende! Det kan vi ikke byde vores gamle.
3) Nej minuttallet er ikke afgørende, men er på den anden side ikke uden betydning.
a) Jeg har fået fortalt, at der måske kan være 5 – 10 minutter til at hænge vasketøj op. Hjælperen skal lige ind ad døren, sige goddag, lægge frakken, finde tørrestativ frem mv. Så er der ikke tid til at ryste tøjet, det bliver kastet op på tørrestativet. Det er ikke i orden.
b) Det er ikke i orden, at der ikke er afsat køretid og at de skal dokumentere, mens de cykler.