/3 Kommentarer/i , /af ,

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Mette Frederiksen var bedst

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Lige så meget som jeg holder af data i tabeller og tal i Excelark, holder jeg af en god politisk debat. I aftes satte jeg mig derfor og så den første offentligt kendte debat på DR: “Kampen om magten: Hvem skal lede landet?”.

Sædvanligvis giver jeg op halvvejs, eller tænder måske ikke en gang, men i aftes holdt jeg ud, da der for en gangs skyld blev talt politik. Det var befriende, at der ikke blev talt indvandring, flygtninge eller tørklæder. Tak for det DR og Kim Bildsøe Lassen især.

Først da Jakob Ellemann-Jensen begyndte at sige sine foretrukne ord “Magtfuldkommen” og “Mink” om og til Mette Frederiksen, overvejede jeg at slukke. Det gjorde jeg dog ikke, idet jeg gerne ville se og høre Jens Ringbergs og Christine Cordsens analyser i det følgende program.

Jens Ringberg og Christine Cordsen sagde det selv: “Vi er jo nogle gamle nogle”. Det er nok derfor, jeg så godt kan lide dem; der er ikke meget sniksnak og smartness over dem. Kim Bildsøe Lassen og Johannes Langkilde er også dygtige journalister, der med både charme og vedholdenhed forsøger at holde politikerne fast på de stillede spørgsmål. Også de ubehagelige der ikke skaffer stemmer.

Klar tale fra Mette Frederiksen

Vi har en statsminister, der er en enormt dygtig retoriker. Jeg stemmer ikke på Socialdemokratiet længere, men derfor kan jeg jo godt se og høre det positive ved Mette Frederiksen. Da hun ankom til DR-byen, var hun klar med punchlines (korte effektfulde pointer eller overskrifter). De gik rent ind. Hun sagde blandt andet (jeg tog noter til hele udsendelsen):

Inflation, klima, ingen tanker om topskattelettelser, høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, danskerne skal komme godt gennem krisen, energiforsyning, inspireret af det nationale kompromis om forsvarsforbeholdet.

Det skaffer stemmer, og det er og skal også være hendes hendes prioritet nummer 1 p.t. Hun lød nærmest som en rigtig socialdemokrat i liga med Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Anker Jørgensen. Skulle jeg stemme på en af de tre, ville det helt sikkert blive på Mette Frederiksen.

Heldigvis er der flere muligheder. Jeg kan nemlig godt huske deres flygtningepolitik, der blandt andet har mantraet “En fast hånd i ryggen”, som handler om, hvordan politiet skal agere, når de følger en flygtning til lufthavnen og sidder ved siden af vedkommende på vej (evt. tilbage) til Syrien.

Søren Pape Poulsen med dannebrog i reverset

Det er lige før, jeg brækker mig, når jeg ser Søren Pape Poulsens dannebrog i reverset. Hvad pokker er det for et signal at sende til medborgere med en anden etnicitet end dansk?

Du behøver ikke svare, for jeg kan sagtens selv regne det ud. Det skaffer sikkert stemmer, og han vil jo så gerne være statsminister.  Jakob Ellemann-Jensen har også et eller andet i reverset, men det er mere afdæmpet, og i hvert fald kan jeg ikke se, hvad det forestiller.

Søren Pape Poulsen burde udelukkes fra transmissioner med lyd og billede. Han afbryder konstant og hans hovedrysten og smørrede grin er ikke til at holde ud at høre eller se på. Jeg mener ikke, man kan tillade sig den slags, bare fordi man er uenig i medkombattantens udsagn. Lad Pernille Vermund om det. Hun har perfektioneret det til fulde og gør det konstant. Hende kan jeg heller ikke holde ud, men hun deltog heldigvis ikke i aftes.

Debatten om skatten

Debatten om topskatten er en enorm gave fra Søren Pape Poulsen til Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet. Hendes centrale budskab i den forbindelse er, at Søren Pape Poulsens økonomiske plan, der indebærer en fjernelse af topskatten, er et voldsomt eksperiment med velfærden. Jeg synes, hun har ret!

Mette Frederiksen spørger meget præcist til logikken bag en 0-vækst (0,1 pct. er meget tæt på 0), der ifølge Finansministeriet vil medføre afskedigelse af 40.000(!) medarbejdere i den offentlige sektor, og så det demografiske træk, som med Mette Frederiksens ord betyder flere børn og flere ældre. De ansatte på landets plejehjem løber allerede stærkt.

Ifølge Mette Frederiksen vil fjernelse af topskatten betyde, at de rige bliver rigere, og det skal de fattigste betale for. Igen synes jeg, hun har ret.

Hun erkender blankt, at der er alvorlige problemer med fastholdelse og rekruttering i både psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet. Vikarerne er dyrere end det fastansatte personale, men det er sidstnævnte, der skal lære dem op, hvis det da ikke lige er de tidligere kolleger, der har søgt til et vikarbureau for at få større indflydelse på fx arbejdstiderne. De behøver ingen oplæring.

Desværre blev hun svag, da hun sagde, at nogle skulle have mere i løn, men hun ville ikke stå der og svare på, hvilke personalegrupper, hun tænkte på. Det var ikke godt tænkt rent strategisk, men egl. synes jeg, det var rigtigt. Selvfølgelig skal hun ikke stå i DR-byen og love lønløft til hverken den ene eller den anden gruppe, hvis Finansministeriet ikke er færdig med regnemaskinen og det derfor heller ikke er drøftet i folketingsgruppen, i regeringen og med støttepartierne.

Hun erkendte uden videre, at planen var at ansætte 1.000 flere medarbejder i sundhedsvæsenet, men at det ikke var lykkedes. Det er da klar tale, og ikke et forsøg på at smyge sig udenom ubehagelige kendsgerninger. Det kan jeg godt lide hende for.

De forbandede mink

Det er de forbandede mink, der gør, at Jakob Ellemann-Jensen elsker ordet “magtfuldkommen” og får ham til at sige, at når der kommer en borgerlig regering, er det ikke så vigtigt for ham, hvem der er statsminister (en underlig udmelding fra en statsministerkandidat), for han og Søren Pape Poulsen vil alligevel sidde og tale sammen. Det kom nærmest til at lyde som et kollektiv med fællesmøder, rundbordssamtaler og enstemmige beslutninger.

Mette Frederiksens replik var klar og skarp: Ja, regeringen traf en forkert beslutning, og jeg har fået en næse, men hvad ville du Søren Pape Poulsen have gjort, hvis det var dig, der havde modtaget en så klar risikovurdering fra Statens Seruminstitut i en krisesituation? Det fik vi intet svar på fra Søren Pape Poulsen.

Jakob Ellemann-Jensen havde til gengæld svar på rede hånd. Han ville, efter rundbordssamtalerne i kollektivet, have beordret aflivning af mink i risikozonerne, men ladet dem udenfor risikozonerne overleve. Det er vel svært at sige, at det er forkert? Men jeg ved ikke, hvad der stod i risikovurderingen, så det er bare et gæt. Og der er mange, der gætter – ikke mindst de tudende, forhenværende minkavlere.

Ud med unødigt bureaukrati og ind med produktivitetsstigninger i den offentlige sektor

Findes der mon et eneste menneske, der mener, at unødigt bureaukrati er noget positivt, vi skal bevare? Nej vel.

Grunden til, at mange i sundhedsvæsenet næsten bruger mere tid foran skærmen med at dokumentere end sammen med patienterne, er jo, at findes der ingen dokumentation, er Helvede hedt, hvis noget går galt. Og mennesker laver af og til fejl. Sådan er det. Patienterne skal kunne klage og evt. få erstatning og det kan de ikke få, hvis det ikke kan dokumenteres, at der skete en fejl begået af x, y eller z. Det er faktisk ret simpelt og vel ikke så svært at forstå selv for borgerlige vælgere, der er så glade for retssikkerhed?

Jeg har selv oplevet, at være enormt glad for, at “min” overlæge i Distriktspsykiatrien havde afsat 60 minutter til en samtale. Det gav jeg udtryk for. Han svarede, at de 20 minutter var til dokumentation. Hvis vilkårene er sådan i hele psykiatrien og måske også resten af sundhedsvæsenet, at en tredjedel af tiden er til dokumentation, forstår man kollapset.

Selv har jeg levet mange år med “2-procents-kravet”, dvs. at vi hvert år skulle reducere omkostningerne med 2 pct. men i øvrigt levere den samme service og de samme ydelser. Vi skulle selv opfinde metoderne til at få det til at lykkes. Jeg tror, kravet er fjernet, men nu er det på vej tilbage.

Jeg får kvalme, hver gang de borgerlige siger, at der er behov for effektivisering af den offentlige sektor og at den private sektor er meget dygtigere og billigere. Efter et decennium, hvor der kun var 98 pct. af ressourcerne tilbage året efter, tror jeg ganske enkelt ikke på, at man på en gang kan opretholde fx retsgarantierne og den samme service og samtidig være mere effektive. Der er skåret ind til benet. Nu er det nok.

Søren Pape Poulsen har været ude med noget pladder om, at vi kan lave koloenorme besparelser i hjemmeplejen ved at overgå til dosispakninger.

Jeg får selv hjælp fra hjemmeplejen til medicindossering. De kommer ca. 20 minutter hver anden uge og hælder op i æskerne, og det er jeg meget taknemmelig for, da jeg selv har problemer med overblik. Jeg kan godt ramme hullerne i æskerne, men jeg kan ikke overskue, om der vil være tilstrækkeligt med piller til de 14 dage, der følger efter de aktuelle 14 dage.

Dvs. at de bruger ca. 520 minutter på mig årligt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange borgere, der får den hjælp, men jeg har svært ved at tro, at det virkelig vil forslå noget i den samlede samfundsøkonomi. Men det er så let at forstå den slags små regnestykker, og derfor tager man fat i dem. Sådan er politik desværre, når det drejer sig om kampen om magten og hvem, der skal lede landet.

/4 Kommentarer/i /af

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Hvorfor tildeles opholdstilladelse?

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

En række socialdemokratiske borgmestre, borgmesterkandidater og viceborgmestre gør oprør. I et kort udsnit af Zetland, der citerer Berlingske Tidende, finder man 27. juli i år

… Det møder kritik fra en række socialdemokratiske borgmestre, borgmesterkandidater og vicekandidater, som ønsker sig bedre muligheder for, at de velintegrerede flygtninge kan blive. Blandt andet fordi, de mangler arbejdskraft i deres kommuner. …

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om det. Der står selvfølgelig “blandt andet fordi …”. Hvad resten går ud på, ved jeg ikke, da både Zetland og Berlingske er omgivet af betalingsmure, jeg ikke kan forcere.

Det er positivt, at de gør oprør mod asylcirkusset, men jeg bryder mig ikke om, at argumentet for asyl er hensynet til Danmark og de danske arbejdsgivere – ikke hensynet til flygtningen selv. Det kan man da vist ikke kaldes for “humanitært ophold”? Men så kalder man det jo sikkert bare noget andet.

Selv en klog kvinde som Özlem Cekic rider med på bølgen, når hun sent i aftes kl. 22:47 på sin Facebookprofil skriver

I en tid, hvor vi mangler hænder, sætter vi unge mennesker fra Syrien på udrejsecentre frem for en skolebænk!

Helliger målet midlet?

Ophold da Danmark mangler arbejdskraft

Ja, det gør det vel i et eller andet omfang i denne sag. Hver flygtning, der ikke sendes til “retur til Assad”, hvilket i praksis vil sige spærres inde i et udrejsecenter på ubestemt tid, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, er en sejr uanset argumenterne.

Et menneske er reddet; ofte på grund af vedvarende indsatser fra knalddygtige mennesker, der ved, hvordan man fanger pressens og måske endda politikernes opmærksomhed. Et af disse mennesker er rektoren for Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm. Et andet er Michala Clante Bendixen, der er redaktør og formand for Refugees Welcome.

Hver gang, jeg ikke skal se et billede som dette, har nogen sejret, og jeg slipper for at få ondt i hjertet. Tak for det.

Det er jo altså bare ikke mig eller de danske arbejdsgivere, der skal tages hensyn til. Det er de mennesker, der i 2015 flygtede fra alt det, de kendte og håbede på en bedre fremtid her. De har været her i syv år. De, der er unge nu og i gang med uddannelse, var børn, da de flygtede, og derfor kender de ikke det Syrien, de egl. skulle returneres til. De lærer i stedet et udrejsecenter at kende indefra.

De Radikale fortæller ofte historier om forskere, professorer, ph.d-studerende og lignende, der forlader Danmark, fordi de ikke kan få opholdstilladelse. Danmark mister viden. Det er også absurd. Det er bare de færreste i den kategori, der må rejse til et krigshærget land. De tager ofte enten til vores nabo mod syd eller til USA. Begge steder bydes de velkommen. Mit hjerte banker ikke lige så stærkt for dem. Her er det i højere grad hjernen, der slår til og ærgrer sig over tabet af viden.

Det er i høj grad de unge kvinder, det går ud over

Familier bliver skilt ad i asylcirkusset. Valget af billedet, en ung kvinde på vej ind på udrejsecenter Kærshovedgård, er på ingen måde tilfældigt, for det er meget ofte de unge kvinder, det går ud over. De unge mænd kan forblive, da de risikerer militærtjeneste i Syrien.

Medierne fortæller historier om unge kvinder, der enten er i gang med uddannelse som Social- og Sundhedshjælpere/-Assistenter, eller de går i gymnasiet og drømmer om en efterfølgende universitetsuddannelse fx på medicin, og Danmark mangler læger. Eksempelvis er hver 10. stilling som psykiater p.t. ubesat, og det vil kun blive værre.

Jeg har ikke forstand på det men ved dog, at Menneskerettighedskonventionen blandt andet bygger på et princip om “hensynet til familiens enhed”. Det undrer mig, at Danmark både kan leve op til sine internationale forpligtelser og skille familier ad på én gang. Det gælder både de unge kvinder og ældre mennesker. I den seneste uge var der flere historier om et ældre ægtepar, der virkelig var “dårligt kørende” både fysisk og psykisk. De må nu henslæbe deres livs efterår på et udrejsecenter.

Den danske politik er fuldkommen absurd.

Men: Vi har de politikere, vi har bestilt

Og de politikere, vi har bestilt ved det seneste folketingsvalg, løser de opgaver, vælgerne har bedt dem om ved at stemme på dem efter en nøje gennemlæsning af deres partiprogram 🙂

Man kan kun gisne om, hvad der med tiden vil komme til at stå i Danmarksdemokraternes partiprogram, men man behøver nok ikke en videregående uddannelse for at gætte på, at det bliver noget med “stram udlændingepolitik”, når 10,8 pct. af vælgerne allerede nu regner med at stemme på partiet. Det står for mig som en virkelig valggyser.

Vi har masser af ledige hænder i Danmark

Allerede i januar opgjorde jeg, at vi selv har minimum 115.900 sæt hænder, der kan og bør inviteres ind på arbejdsmarkedet på den ene eller anden måde. Meget kan selvfølgelig være sket siden! Personligt stiller jeg mig bare tvivlende overfor, om det er helt så nødvendigt at importere al den udenlandske arbejdskraft. I de 115.900 indgår flygtninge i udrejsecentre.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Psykisk sygdom koster for lidt

Psykisk sygdom koster for lidt

Kronik til Politiken

Jeg sendte denne kronik til Politiken, men de er ikke vendt tilbage. I stedet er den bragt på en side, der hedder DK Nyheder. Med dem har jeg aftalt, at jeg gerne selv må publicere sideløbende.

PS: Jeg ærgrer mig, for Politiken vendte tilbage senere og sagde, de gerne ville antage kronikken. Men da var det jo for sent.

Psykisk sygdom koster for lidt

Efter de forfærdelige og meningsløse drab i field’s er der langt om længe opstået den nødvendige, stærkt savnede debat om forholdene i psykiatrien, fordi man antager, at gerningsmanden var alvorligt syg af en psykisk sygdom i gerningsøjeblikket. Tænk at tre mennesker skulle miste livet, inden debatten kom i gang. Det er svært at forstå.

Jeg lever selv med to psykiatriske diagnoser og det er p.t. svært, fordi det stempel, der altid har været sat på os, nu bliver meget tydeligt. Sociale medier svømmer over med lægfolks antagelser om vores overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, vores personfarlige kriminalitet, antallet af varetægtssurrogater (der bruges, når man er for syg til at sidde varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel), hvad vi koster samfundet osv.

Ikke under en eneste af mine mange indlæggelser siden sommeren 2014 har jeg mødt en medpatient, der havde begået kriminalitet bortset fra måske at have kørt over for rødt. Så vidt jeg ved, har jeg heller aldrig selv overtrådt nogen bestemmelser. I hvert fald er det ikke blevet opdaget.

Kunne tre liv være sparet?

Det er vanskeligt at finde tal om vores kriminalitet, der er til at stole på. De mest valide tal, jeg kender, stammer fra Gitte Ahle, der er tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og nu er retspsykiater. Følgende fremgik forleden af dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

Nøgleordene er: “… have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling”.

Også Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup og professor i psykiatri ved Københavns Universitet anlægger synsvinklen “hvordan det kunne være undgået”, når han foreslår, at der nedsættes en havarikommission. Dette citat stammer også fra dr.dk

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Der er behov for massive investeringer i psykiatrien

Psykisk sygdom koster for lidt

Den såkaldte “Sær- og åndssvageforsorg” blev udlagt i 1980. Det betød kort sagt, at amter og kommuner overtog ansvaret for os. Formålet var at sikre, at vi fik et så normalt liv som muligt med “nærhed” som det bærende princip. Man ville væk fra de store centrale institutioner, hvilket kun er positivt. Bagsiden af medaljen er, at der siden da er sparet og sparet på psykiatrien, der med rette kaldes “nødlidende”.

Ordet “nødlidende” har været korrekt i mange år. Et hverdagseksempel er, at man kan risikere at ligge i “den fjerde seng” på en tresengsstue. Personalet skubber ganske enkelt en ekstra seng ind langs den frie væg. Det er selvfølgelig langt bedre end at blive sendt hjem på grund af pladsmangel.

Når der er flere patienter, end der i realiteten er sengepladser, betyder det selvfølgelig også, at medarbejderne skal tage sig af flere patienter, end der er ressourcer til. Jeg husker tydeligt, at min kontaktperson en dag sagde: “Jeg kan ikke tale med dig længere, for jeg er kontaktperson for 13 patienter i dag”. Af den offentlige debat fremgår det af og til, at vi bare bliver fyldt med medicin på en psykiatrisk afdeling. Eksemplet fortæller for det første, at det er en skrøne. Skulle det evt. være sandt – hvad der altså ikke er min mangeårige erfaring – forklarer udtalelsen måske en del af årsagen? Samtale er ofte den vigtigste og bedste behandling på en åben afdeling. Samtale kræver menneskelige ressourcer og tid til opbygning af gensidig tillid. At være kontaktperson for 13 mennesker kræver derfor overnaturlige evner.

Kun én gang er jeg blevet “fodret” med indslumringspiller den første aften. Årsagen var, at jeg var så manisk, at hjernen var på kogepunktet efter fem dage uden mad og søvn, hvor jeg fik ca. fem idéer i minuttet. Det kunne ikke kureres med snak. Hjernen har brug for søvn.

Meget konkret betyder overbelægningen også, at man ikke har hverken natlampe eller stikkontakt, så iPadden må ligge til opladning i håndvasken natten over. Det byder man vist ikke kræft- eller hjertepatienter. Jeg tror heller ikke, man byder dem at være 18 mennesker om ét baderum.

Genopretningen er bestemt ikke gratis. Sundhedsøkonomer fra bl.a. VIVE har regnet sig frem til følgende “…en årlig merudgift til drift på 4,5 milliarder kroner og oven i den en engangsinvestering på 3,5 milliarder kroner til anlægsudgifter.” Regnestykket blev præsenteret i Ugeskriftet den 10. januar i år, altså et par dage dage før præsentationen af Socialstyrelsens og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

4,5 mia. kr. er en formue, men investeringen vil barbere noget af udgiften på de 110 mia. alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det tal kan man også finde i Ugeskriftet. Og under alle omstændigheder er 4,5 mia. kr. væsentlig mindre end yderligere 18 mia. kr. til det danske forsvar fra 2033 og frem. Politik handler om prioritering.

Psykisk sygdom koster for lidt

Regeringen, støttepartierne og Alternativet afsatte på finansloven for 2020 600 mio. kr. til “en styrket indsats for personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.”. Efter årtiers nedprioritering er 600 mio. kr. desværre bare ikke tilstrækkeligt.

I årenes løb har der herudover været talt og skrevet om “løft” til psykiatrien og adskillige “projekter”. Problemet med den slags er, at det ikke er varige midler eller indsatser. De omhandlede “løft” har ofte været finansierede af Satspuljen (der nu er skrottet). Det har ofte betydet, at der har været tale om midlertidige bevillinger i modsætning til egentlige finanslovsmidler, der er fireårige. Når man er “på finansloven”, kan midlerne anses for varige, selvfølgelig kun til det øjeblik, det politisk besluttes at prioritere andre områder. Og et “projekt” har en klart defineret start- og slutdato. Det er simpelthen definitionen på et projekt. Ingen andre sundhedsfaglige områder tvinges til at udvikle, implementere og evaluere indsatser med så kortvarigt et sigte. Opgaven er umulig og ændrer ikke på, at psykiatrien i dag er et område med lav status for det sundhedsfaglige personale.

Den politiske behandling udeblev – men så blev tre dræbt i field’s

Det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien blev aldrig behandlet i Folketinget. Det blev hældt af brættet af statsministeren i starten af maj måned, hvor Pia Olsen Dyhr i spørgetimen spurgte, hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede, at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på, om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Statsministeren talte endvidere om fodbold og om at gå til spejder som et svar på manglen på tilstrækkelig hjælp og behandling. Det byder man ikke hjerte- eller kræftpatienter.

Psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt”. Det svar havde Kræftens Bekæmpelse ikke fundet sig i. Og det er bemærkelsesværdigt, at det kommer, når forståelsespapiret fra juni 2019 rummer følgende

…regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

I skrivende ser det imidlertid ud til, at der endelig sker noget, og det kan jeg kun bifalde. Forhandlingerne vil blive fremrykket, skriver Pernille Skipper fra Enhedslisten på sin Facebookprofil. Det må forstås sådan, at de var planlagt, men som resultat af organisationernes utrættelige indsats og den massive debat i kølvandet på de tre dræbte i field’s, fremrykkes de.

Jeg glæder mig meget til en seriøs behandling af det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , , /af , , ,

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Træt af politiske debatter

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Jeg har fået adskillige radikale partisoldater på nakken, fordi jeg finder partiets ultimatum til landets statsminister fuldkommen utilstedeligt. Debatterne er vanskelige, for nu ikke at sige umulige, eftersom partisoldaterne vil have det sidste ord og ingen af os har rykket os en millimeter siden det forrige ord.

Mange argumenterer med ord som “magtfuldkommen”, og det skulle granskningskommissionen have skrevet om statsministeren. Hertil svarede jeg, at det kunne jeg ganske enkelt ikke forestille mig at en form for “offentlig instans” ville skrive om landets statsminister. Det er et ord fra/for kældermenneskerne. Da jeg tredje gang spurgte til kilden, viste det sig, at det var noget, der vist nok havde stået i en eller anden perifer lokalavis. Så døde den debat (heldigvis).

Så nu vil (og må) jeg hellere lege med ord opsamlet hid og did siden den 22. juni

Her er dagens absolutte topscorere:

  • “…læger og hosipitaler må bekendtgører og anbefale abort, uden at blive skraffet.” Stavekontrollen ville have været en fremragende “Lille hjælper”.
  • Hvordan kan man stave til “dimitterede men ikke “dimission”? “Dobbelt dimension xxx blev færdig med yyy og jeg dimitterede, som zzz. Billeder fra de 2 dimensioner.”
  • Siger vist en del om det nye partis kernevælgere: “…som allerede har givet Støjbergs nye party deres støtte, er middelaldrene, hvide mænd med kort eller ingen uddannelse.”
Noget om mellemrum
  • Kun få forstår, at det er hårdt arbejde at være politiker, og at det i øvrigt er vælgerne, der har sørget for politikernes tilstedeværelse: “levebrøds politikere”.
  • Kan man ikke få dem på tilbud eller bare billigere, når det er sidste salgsdag? “…han lappede ud efter, nu dyre aktivister.”. Opslaget drejede sig om vreden over de nyetablerede “naturnationalparker”.
  • Enkeltstart have givet mere mening, eftersom rytterne starter hver dag i tre uger: “De kommer en og en i dag til enkelt start”.
  • Med jævne mellemrum burde DR tage brugen af mellemrum op til revision. Kristian Lindhardt betegnes “…militær forsker”. Kilde: TV Avisen 8:00, søndag den 3. juli.
Noget om “æ”
  • “De Radikale har jo valgt ligge sig ned.”. Reglen er ellers let: Der er “æ” i bevægelse og “i” i stilstand.
  • “…det her kunne jeg virkelig godt vende mig til!”
    • Selv vender jeg af og til selv på en tallerken, hvilket er et herligt udtryk, da jeg som autist ser det udspille sig helt konkret for mig. Problemet er at skaffe en tallerken, der er stor nok.

Ny kategori: “Hören schreiben”

  • “…så kommer der et ling.” Der skulle have stået “link”. Det er et godt eksempel på kategorien, jeg ikke husker, hvad jeg plejer at benævne, men altså: man skriver det, man hører. Jeg ville kalde kategorien for “Hören sagen”. Det er til at huske, men ved nærmere eftertanke er “Hören schreiben” mere præcist.
  • Måske er det ikke nogen dårlig idé at installere “Mit idé”? Det kan let drille. Selv fik jeg hjælp af min bank.
  • Forfatteren fra dagens topscorer fortsætter ufortrødent: “Paragraf 218 er stadig i kræft…”. Den er selvfølgelig svær, for talesproget skal være “altmodisch”, for at man kan høre forskel på “kraft” og “kræft”.
  • Måske kan denne placeres her: “Hvis du legede cowboyer og inderjaner med sådan en da du var barn, så…”
  • Skolen man går på, hvis man ikke har råd til sin egen? “…lejerskole…”
  • “Forsæt” og “fortsæt” behøver vist ikke nærmere præsentation.

En pleonasme – min yndlingskategori

TV Avisen lørdag den 2. juli 2022 kl. 8:00: “… finde andre alternativer”. Dette er vel en form for pleonasme (som betyder “overflødig gentagelse af ord”)?

Skal man finde “andre alternativer”, må der først og fremmest have været ét alternativ, som man fravælger og dernæst vurderer de øvrige. Ud fra sammenhængen i indslaget, der drejede sig om den mulige strejke blandt piloterne, tror jeg, man burde have sagt enten “andre muligheder” (for flyselskab) eller bare “alternativer”.

Udenfor kategori

Jeg kan simpelthen ikke gætte, hvad der burde have stået: “…træls, at blive anmeldt for vanrøgt af konikkerne i…”. Dette drejede sig også om naturnationalparkerne.

Telefonerne bærer et stort ansvar

Der skrives meget vrøvl, som telefonerne har ansvaret for. Deres ordbøger understøtter den strømning i tiden, der hedder: alting skal gå stærkt. Et almindeligt eksempel er, at folk vil lave en hjemmeside, der er i kraft en time senere. (Sådan spiller klaveret ikke helt.)

Ordbogen retter derfor – med de venligste hensigter – det, man har skrevet, til det den, ud fra en eller anden algoritme (regneregel), formoder, der skal stå. Mange kontrollerer ikke telefonens tyranni, og derfor er resultatet det rene volapyk. Jeg er så træt af at få beskeder, hvor det er mig som modtager, der skal læse korrektur, for at få teksten til at give mening. I min verden er korrekturlæsning en opgave for afsender.

Jeg skriver kun sjældent på telefonen. For det første fordi jeg er for fummelfingret til at ramme de rette bogstaver, og jeg ikke kan leve med tastefejlene og for det andet fordi, jeg er træt af dens venligt mente tyranni (og jeg har deaktiveret alle de ordbøger, jeg kan finde). Når ordbøgerne er deaktiverede, kan den så selvfølgelig ikke finde ud af at sætninger starter med stort. Og sådan er der så meget.

God søndag – trods alt.