/2 Kommentarer/i , /af ,

Psykisk sygdom koster for lidt

Psykisk sygdom koster for lidt

Kronik til Politiken

Jeg sendte denne kronik til Politiken, men de er ikke vendt tilbage. I stedet er den bragt på en side, der hedder DK Nyheder. Med dem har jeg aftalt, at jeg gerne selv må publicere sideløbende.

PS: Jeg ærgrer mig, for Politiken vendte tilbage senere og sagde, de gerne ville antage kronikken. Men da var det jo for sent.

Psykisk sygdom koster for lidt

Efter de forfærdelige og meningsløse drab i field’s er der langt om længe opstået den nødvendige, stærkt savnede debat om forholdene i psykiatrien, fordi man antager, at gerningsmanden var alvorligt syg af en psykisk sygdom i gerningsøjeblikket. Tænk at tre mennesker skulle miste livet, inden debatten kom i gang. Det er svært at forstå.

Jeg lever selv med to psykiatriske diagnoser og det er p.t. svært, fordi det stempel, der altid har været sat på os, nu bliver meget tydeligt. Sociale medier svømmer over med lægfolks antagelser om vores overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, vores personfarlige kriminalitet, antallet af varetægtssurrogater (der bruges, når man er for syg til at sidde varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel), hvad vi koster samfundet osv.

Ikke under en eneste af mine mange indlæggelser siden sommeren 2014 har jeg mødt en medpatient, der havde begået kriminalitet bortset fra måske at have kørt over for rødt. Så vidt jeg ved, har jeg heller aldrig selv overtrådt nogen bestemmelser. I hvert fald er det ikke blevet opdaget.

Kunne tre liv være sparet?

Det er vanskeligt at finde tal om vores kriminalitet, der er til at stole på. De mest valide tal, jeg kender, stammer fra Gitte Ahle, der er tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og nu er retspsykiater. Følgende fremgik forleden af dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

Nøgleordene er: “… have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling”.

Også Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup og professor i psykiatri ved Københavns Universitet anlægger synsvinklen “hvordan det kunne være undgået”, når han foreslår, at der nedsættes en havarikommission. Dette citat stammer også fra dr.dk

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Der er behov for massive investeringer i psykiatrien

Psykisk sygdom koster for lidt

Den såkaldte “Sær- og åndssvageforsorg” blev udlagt i 1980. Det betød kort sagt, at amter og kommuner overtog ansvaret for os. Formålet var at sikre, at vi fik et så normalt liv som muligt med “nærhed” som det bærende princip. Man ville væk fra de store centrale institutioner, hvilket kun er positivt. Bagsiden af medaljen er, at der siden da er sparet og sparet på psykiatrien, der med rette kaldes “nødlidende”.

Ordet “nødlidende” har været korrekt i mange år. Et hverdagseksempel er, at man kan risikere at ligge i “den fjerde seng” på en tresengsstue. Personalet skubber ganske enkelt en ekstra seng ind langs den frie væg. Det er selvfølgelig langt bedre end at blive sendt hjem på grund af pladsmangel.

Når der er flere patienter, end der i realiteten er sengepladser, betyder det selvfølgelig også, at medarbejderne skal tage sig af flere patienter, end der er ressourcer til. Jeg husker tydeligt, at min kontaktperson en dag sagde: “Jeg kan ikke tale med dig længere, for jeg er kontaktperson for 13 patienter i dag”. Af den offentlige debat fremgår det af og til, at vi bare bliver fyldt med medicin på en psykiatrisk afdeling. Eksemplet fortæller for det første, at det er en skrøne. Skulle det evt. være sandt – hvad der altså ikke er min mangeårige erfaring – forklarer udtalelsen måske en del af årsagen? Samtale er ofte den vigtigste og bedste behandling på en åben afdeling. Samtale kræver menneskelige ressourcer og tid til opbygning af gensidig tillid. At være kontaktperson for 13 mennesker kræver derfor overnaturlige evner.

Kun én gang er jeg blevet “fodret” med indslumringspiller den første aften. Årsagen var, at jeg var så manisk, at hjernen var på kogepunktet efter fem dage uden mad og søvn, hvor jeg fik ca. fem idéer i minuttet. Det kunne ikke kureres med snak. Hjernen har brug for søvn.

Meget konkret betyder overbelægningen også, at man ikke har hverken natlampe eller stikkontakt, så iPadden må ligge til opladning i håndvasken natten over. Det byder man vist ikke kræft- eller hjertepatienter. Jeg tror heller ikke, man byder dem at være 18 mennesker om ét baderum.

Genopretningen er bestemt ikke gratis. Sundhedsøkonomer fra bl.a. VIVE har regnet sig frem til følgende “…en årlig merudgift til drift på 4,5 milliarder kroner og oven i den en engangsinvestering på 3,5 milliarder kroner til anlægsudgifter.” Regnestykket blev præsenteret i Ugeskriftet den 10. januar i år, altså et par dage dage før præsentationen af Socialstyrelsens og Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

4,5 mia. kr. er en formue, men investeringen vil barbere noget af udgiften på de 110 mia. alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det tal kan man også finde i Ugeskriftet. Og under alle omstændigheder er 4,5 mia. kr. væsentlig mindre end yderligere 18 mia. kr. til det danske forsvar fra 2033 og frem. Politik handler om prioritering.

Psykisk sygdom koster for lidt

Regeringen, støttepartierne og Alternativet afsatte på finansloven for 2020 600 mio. kr. til “en styrket indsats for personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.”. Efter årtiers nedprioritering er 600 mio. kr. desværre bare ikke tilstrækkeligt.

I årenes løb har der herudover været talt og skrevet om “løft” til psykiatrien og adskillige “projekter”. Problemet med den slags er, at det ikke er varige midler eller indsatser. De omhandlede “løft” har ofte været finansierede af Satspuljen (der nu er skrottet). Det har ofte betydet, at der har været tale om midlertidige bevillinger i modsætning til egentlige finanslovsmidler, der er fireårige. Når man er “på finansloven”, kan midlerne anses for varige, selvfølgelig kun til det øjeblik, det politisk besluttes at prioritere andre områder. Og et “projekt” har en klart defineret start- og slutdato. Det er simpelthen definitionen på et projekt. Ingen andre sundhedsfaglige områder tvinges til at udvikle, implementere og evaluere indsatser med så kortvarigt et sigte. Opgaven er umulig og ændrer ikke på, at psykiatrien i dag er et område med lav status for det sundhedsfaglige personale.

Den politiske behandling udeblev – men så blev tre dræbt i field’s

Det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien blev aldrig behandlet i Folketinget. Det blev hældt af brættet af statsministeren i starten af maj måned, hvor Pia Olsen Dyhr i spørgetimen spurgte, hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede, at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på, om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Statsministeren talte endvidere om fodbold og om at gå til spejder som et svar på manglen på tilstrækkelig hjælp og behandling. Det byder man ikke hjerte- eller kræftpatienter.

Psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt”. Det svar havde Kræftens Bekæmpelse ikke fundet sig i. Og det er bemærkelsesværdigt, at det kommer, når forståelsespapiret fra juni 2019 rummer følgende

…regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

I skrivende ser det imidlertid ud til, at der endelig sker noget, og det kan jeg kun bifalde. Forhandlingerne vil blive fremrykket, skriver Pernille Skipper fra Enhedslisten på sin Facebookprofil. Det må forstås sådan, at de var planlagt, men som resultat af organisationernes utrættelige indsats og den massive debat i kølvandet på de tre dræbte i field’s, fremrykkes de.

Jeg glæder mig meget til en seriøs behandling af det faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , , /af , , ,

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Træt af politiske debatter

Sprogblomsterne er i fuldt flor

Jeg har fået adskillige radikale partisoldater på nakken, fordi jeg finder partiets ultimatum til landets statsminister fuldkommen utilstedeligt. Debatterne er vanskelige, for nu ikke at sige umulige, eftersom partisoldaterne vil have det sidste ord og ingen af os har rykket os en millimeter siden det forrige ord.

Mange argumenterer med ord som “magtfuldkommen”, og det skulle granskningskommissionen have skrevet om statsministeren. Hertil svarede jeg, at det kunne jeg ganske enkelt ikke forestille mig at en form for “offentlig instans” ville skrive om landets statsminister. Det er et ord fra/for kældermenneskerne. Da jeg tredje gang spurgte til kilden, viste det sig, at det var noget, der vist nok havde stået i en eller anden perifer lokalavis. Så døde den debat (heldigvis).

Så nu vil (og må) jeg hellere lege med ord opsamlet hid og did siden den 22. juni

Her er dagens absolutte topscorere:

  • “…læger og hosipitaler må bekendtgører og anbefale abort, uden at blive skraffet.” Stavekontrollen ville have været en fremragende “Lille hjælper”.
  • Hvordan kan man stave til “dimitterede men ikke “dimission”? “Dobbelt dimension xxx blev færdig med yyy og jeg dimitterede, som zzz. Billeder fra de 2 dimensioner.”
  • Siger vist en del om det nye partis kernevælgere: “…som allerede har givet Støjbergs nye party deres støtte, er middelaldrene, hvide mænd med kort eller ingen uddannelse.”
Noget om mellemrum
  • Kun få forstår, at det er hårdt arbejde at være politiker, og at det i øvrigt er vælgerne, der har sørget for politikernes tilstedeværelse: “levebrøds politikere”.
  • Kan man ikke få dem på tilbud eller bare billigere, når det er sidste salgsdag? “…han lappede ud efter, nu dyre aktivister.”. Opslaget drejede sig om vreden over de nyetablerede “naturnationalparker”.
  • Enkeltstart have givet mere mening, eftersom rytterne starter hver dag i tre uger: “De kommer en og en i dag til enkelt start”.
  • Med jævne mellemrum burde DR tage brugen af mellemrum op til revision. Kristian Lindhardt betegnes “…militær forsker”. Kilde: TV Avisen 8:00, søndag den 3. juli.
Noget om “æ”
  • “De Radikale har jo valgt ligge sig ned.”. Reglen er ellers let: Der er “æ” i bevægelse og “i” i stilstand.
  • “…det her kunne jeg virkelig godt vende mig til!”
    • Selv vender jeg af og til selv på en tallerken, hvilket er et herligt udtryk, da jeg som autist ser det udspille sig helt konkret for mig. Problemet er at skaffe en tallerken, der er stor nok.

Ny kategori: “Hören schreiben”

  • “…så kommer der et ling.” Der skulle have stået “link”. Det er et godt eksempel på kategorien, jeg ikke husker, hvad jeg plejer at benævne, men altså: man skriver det, man hører. Jeg ville kalde kategorien for “Hören sagen”. Det er til at huske, men ved nærmere eftertanke er “Hören schreiben” mere præcist.
  • Måske er det ikke nogen dårlig idé at installere “Mit idé”? Det kan let drille. Selv fik jeg hjælp af min bank.
  • Forfatteren fra dagens topscorer fortsætter ufortrødent: “Paragraf 218 er stadig i kræft…”. Den er selvfølgelig svær, for talesproget skal være “altmodisch”, for at man kan høre forskel på “kraft” og “kræft”.
  • Måske kan denne placeres her: “Hvis du legede cowboyer og inderjaner med sådan en da du var barn, så…”
  • Skolen man går på, hvis man ikke har råd til sin egen? “…lejerskole…”
  • “Forsæt” og “fortsæt” behøver vist ikke nærmere præsentation.

En pleonasme – min yndlingskategori

TV Avisen lørdag den 2. juli 2022 kl. 8:00: “… finde andre alternativer”. Dette er vel en form for pleonasme (som betyder “overflødig gentagelse af ord”)?

Skal man finde “andre alternativer”, må der først og fremmest have været ét alternativ, som man fravælger og dernæst vurderer de øvrige. Ud fra sammenhængen i indslaget, der drejede sig om den mulige strejke blandt piloterne, tror jeg, man burde have sagt enten “andre muligheder” (for flyselskab) eller bare “alternativer”.

Udenfor kategori

Jeg kan simpelthen ikke gætte, hvad der burde have stået: “…træls, at blive anmeldt for vanrøgt af konikkerne i…”. Dette drejede sig også om naturnationalparkerne.

Telefonerne bærer et stort ansvar

Der skrives meget vrøvl, som telefonerne har ansvaret for. Deres ordbøger understøtter den strømning i tiden, der hedder: alting skal gå stærkt. Et almindeligt eksempel er, at folk vil lave en hjemmeside, der er i kraft en time senere. (Sådan spiller klaveret ikke helt.)

Ordbogen retter derfor – med de venligste hensigter – det, man har skrevet, til det den, ud fra en eller anden algoritme (regneregel), formoder, der skal stå. Mange kontrollerer ikke telefonens tyranni, og derfor er resultatet det rene volapyk. Jeg er så træt af at få beskeder, hvor det er mig som modtager, der skal læse korrektur, for at få teksten til at give mening. I min verden er korrekturlæsning en opgave for afsender.

Jeg skriver kun sjældent på telefonen. For det første fordi jeg er for fummelfingret til at ramme de rette bogstaver, og jeg ikke kan leve med tastefejlene og for det andet fordi, jeg er træt af dens venligt mente tyranni (og jeg har deaktiveret alle de ordbøger, jeg kan finde). Når ordbøgerne er deaktiverede, kan den så selvfølgelig ikke finde ud af at sætninger starter med stort. Og sådan er der så meget.

God søndag – trods alt.

/i /af

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Demokratiets festdag

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Personligt er jeg glad for det klare valgresultat. Jeg afgav nemlig også et klart “Ja”. Så vidt jeg husker, har jeg altid stemt “Ja” til at staterne rykker tættere sammen i Europa, fordi jeg grundlæggende tror på den europæiske idé og på, at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg er altså pro-europæer og har altid været det.

Selvfølgelig er der nogle tåbelige ting, der vedtages “nede i EU” (som i sig selv er en tåbelig term, da Danmark jo selv deltager og er med til at træffe beslutningerne). Det gælder fx den beslutning, der medfører, at vi skal trykke på en ekstra knap, hver gang vores computere opdager en cookie og at selv vi små private hjemmesideejere skal have en cookie- og privatlivspolitik. I guder… Det er da tåbeligt.

Jeg skulle egentlig have været til ECT i går, da “mit rul” er præcis hver fjerde onsdag, men jeg forklarede “min sygeplejerske”, at jeg sover det meste af dagen efter behandlingen, hvilket er helt normalt, og så var jeg bange for ikke at komme ned at stemme. Jeg har aldrig ikke stemt, for jeg glæder mig altid over at bo i et land, hvor man kan stemme og give sin mening til kende. Der er mange steder i verden, det ikke er muligt. Hver gang er det demokratiets festdag, også selvom alt for få deltager i festen. Det forstod hun uden videre og flyttede min behandling til i morgen fredag i stedet.

Det var en vanskelig beslutning

Uagtet jeg altså er pro-europæer, stemmer jeg ikke i blinde men forsøger at sætte mig ind i tingene. Jeg syntes, beslutningen denne gang var vanskelig, fordi jeg ikke tror på, at mere/flere krudt og kugler er vejen til fred.

Jeg tændte for den første partilederdebat på DR men var nødt til at slukke efter kun 20 minutter, for da havde jeg fået nok af Pernille Vermunds overlegne smil. Et smil der lignede “Okay, jeg tier, mens du fyrer dine falsummer af, men bare vent til jeg får ordet…”. Det kunne jeg ikke have med at gøre.

Derudover sad jeg med følelsen af, at det ikke var partilederne, der kunne (eller ville) fortælle mig sandheden om konsekvenserne af henholdsvis et “Ja” eller et “Nej”. Det var ikke der, jeg ville få “det rigtige”/”det virkelige” at vide. Alle deres udsagn var jo inficerede af deres politiske overbevisninger, hvilket er naturligt. Så ville jeg hellere lytte til Ole Ryborg.

Ingen af de mennesker, jeg taler med, har stemt i blinde. Alle har gjort sig grundige overvejelser – og har selvfølgelig stemt. En enkelt har besluttet sig for “Ja” ad omvejen via “Nej” og blankt. Det kan jeg godt lide, for det var et vigtigt valg.

Har det med krigen i Ukraine at gøre?

Der er næppe tvivl om, at valgresultatet har med den forfærdelige krig i Ukraine at gøre. Ja-siden, især både S og V, har konstant fremhævet Putins invasion af en folkeretligt suveræn stat som argument for et “Ja”. Det er helt forkert, for afstemningen havde ikke en brik med Ukraine at gøre, og den argumentation spiller på frygten for, at Danmark også kunne blive invaderet af den store broder mod øst. Jeg bryder mig ikke om beslutninger baseret på frygt.

Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for, at frygten også har sit tag i mig. Jeg har fx kunnet lide RV’s argumentation om, at når den store broder mod øst spiller med musklerne, rykker vi tættere sammen med vores nærmeste – som er de øvrige lande i Europa. Det, synes jeg, er det eneste fornuftige at gøre. Danmark kan ikke både være med og stå udenfor på en gang. Enten er man med i en klub, eller også er man ikke.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Forskningsfriheden er i fare

Forskningsfriheden er i fare

Forskere bliver systematisk chikanerede

Forskningsfriheden er i fare

Denne artikel er vigtig, fordi den beskriver, hvordan forskere bliver systematisk chikanerede af højrefløjspolitikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). Hertil kommer systematisk chikane i form af endeløse klager fra en Jacob Naur, der kalder sig selv “borgerlig aktivist” og er stolt af det.

Artiklen er lang og uhyggelig, fordi det dokumenteres, hvorledes forskere bliver “stalked”, må have hemmelige adresser, må sygemelde sig i længere perioder og det hele taget udsættes for en systematisk chikane, der tydeligvis hører under straffeloven. Citatet herunder stammer fra artiklen:

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Messerschmidt, Dahl og Naur kan ikke lide autoetnografi

Autoetnografi er en nyere metode (kun ca. 25 år gammel…), der bruger den personlige oplevelse til forståelse af helheden. Metoden er internationalt anerkendt indenfor både humaniora og samfundsvidenskab. De navngivne kalder det imidlertid for “pseudovidenskab”, da de ikke kan lide det. Naaur har sendt adskillige klager til universiteternes ledelser og praksisudvalgene, og de er alle afvist som åbenbart grundløse. Efter det er sket, sender han dem videre til Messerschmidt og/eller Dahl, der stiller spørgsmål til ministeren. Artiklen henviser til et dokument på Folketingets hjemmeside, men det er internt, så man kan ikke få lov at se det, hvilket undrer mig lidt.

Det er interessant og/eller uhyggeligt, at det udelukkende er højrefløjen, der står bag chikanen. Det bærer ved til det bål, der hedder, at universiteterne er drevet af venstrefløjen og at alle de ansatte – fra forskningsassistenter til professorer – er venstreorienterede.

Professor på RUC Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademails og trusler, men det seneste år har været særligt slemt og det selvom autoetnografien kun dækker en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

Hun fortæller blandt andet

…autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

Da jeg var ung, arbejdede jeg på Kriminalistisk Institut

 

Mens jeg for adskillige år siden læste, arbejdede jeg for en ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, Kriminalistisk institut. Hun forskede i “gadevold”.

Forskningsobjektet var nærmere bestemt, at vi alle går rundt og tror, at det, der hos politiet rubriceres som “gadevold”, drejer sig om vold begået af ukendte gerningsmænd mod sagesløse ofre. Vi gennemgik ca. 500 straffesager i fem storkøbenhavnske politikredse, udfyldte kodeskemaer og hjemme på kontoret i Studiestræde 6, tastede jeg kodeskemaerne ind på “edb” i et program, man i dag ville anse for fuldkommen håbløst og som havde sin basis i 5¼”-disketter.

Resultatet stod hurtigt klart: gerningsmand og offer kendte i langt, langt de fleste tilfælde hinanden temmelig godt, ofte var de i familie – fx var de gift! Højrefløjen kunne sikkert udråbe det som venstreorienteret populisme, men det var jo sandheden. Vi sad ikke og snød, når vi gennemgik sagerne. Vi uddrog de faktiske forhold.

Jeg blev naturligvis ikke selv forsker af at udføre et delvist idiotarbejde med at taste ind, men jeg omgikkes forskere som fx Britta Kyvsgaard, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard.

Over frokosten blev der diskuteret både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg lærte en masse om kilder, som jeg tog med mig. Og jeg lærte noget om videnskabelig metode og redelighed. Det er en af årsagerne til, at jeg nu til dags bliver irriteret over alle de, der fremsætter postulater på fx sociale medier uden at opgive kilden eller fortælle, hvordan de er kommet frem til resultatet. Som eksempel læste jeg her til formiddag, at nutidens forskel mellem rig og fattig i sundhedsvæsenet svarer til den forskel, der fandtes i 1500-tallet. Det kan være, det er rigtigt, men det er noget af en påstand, når der ikke er en kildeangivelse.

Tilbage til udgangspunktet!

Systematisk chikane af forskere udført af højrefløjen burde aldrig kunne finde sted i et land, der bryster sig af et “armslængdeprincip”, en “forskningsfrihed” og hvor alle publikationer drøftes på tværs og udsættes for “peer review”, inden de publiceres.

Det er vist på høje tid, vi begynder at chikanere højrefløjen og påvise dens uredelighed og ukvalificerede metoder.